På fyrre minutter
I gangen til fysioterapien var loftlyset endnu ikke tændt, kun over sygeplejerskens skranke glødede en lang, hvid lampe, og det fik linoleummet til at virke gråt, som vand før første sne. Nina Kristensdatter satte sin taske på skødet, tog henvisningen frem, selvom hun kendte tidspunktet, og så ham på hans vante plads. Lænet op ad væggen, under plakaten med nakkeøvelser. Frakken omhyggeligt lagt på nabosædet, termokanden mellem skoene, hænderne hvilende på stokken, selvom stokken egentlig virkede overflødig.
Han sad, som om det ikke var ventetid, men netop her han hørte hjemme.
Nina Kristensdatter så på klokken på mobilen. Syvogtredive minutter til hendes aftale. Så han var, som altid, tidligere ude end hende.
Første gang havde hun lagt mærke til ham i november, hvor hun selv var kommet en halv time før UVE-behandlingen og havde tænkt, hun endelig var forudseende. Gangen var tom, rengøringsassistenten gjorde hjørnet færdigt, og kun denne mand sad langs væggen og drak små slurke te af sin termokop, blikket rettet lige ud. Da tænkte Nina, at han måtte have taget fejl af tiden. Eller, måske gammel sømand det skete ofte for dem. Eller bare én af dem, der ikke kunne andet.
Senere så hun ham ved busterminalen, hvor hun ventede på bybussen til kirkegården. Der var tre kvarter til afgang og billetsalget var stadig lukket, men han stod allerede ved perron tre med termokanden, det samme rolige blik. Ikke rastløs, ikke vandrende frem og tilbage, ikke irriteret. Han stod, som om det var ankomsten, der var formålet, og rejsen kun et ekstra.
Tredje gang mødte hun ham på biblioteket, hvor de hver onsdag læste noveller højt. Ikke en decideret læseklub, bare otte, ti stykker, der gerne ville lytte og snakke lidt bagefter. Siden januar havde hun gået der, efter lægen havde sagt, at det var godt for hukommelsen ikke altid at side hjemme i stilhed. Helt ærligt havde hun godt vidst det i forvejen, men når nogen i kittel sagde det, var det næsten som en tilladelse. Hun kom altid tyve minutter før, for at nå at trække vejret efter turen og sidde uforstyrret i læsesalen. Men også dér var han på plads allerede, kiggede på den gamle bregne i vindueskarmen, som om den var en gammel ven, man helst var tavs sammen med.
Siden kunne hun ikke lade være at spejde efter ham. Ikke bevidst, men øjnene fandt ham altid. Ikke fordi han var opsigtsvækkende. Tvertimod. Han passede ind i verden med en bemærkelsesværdig forsigtighed.
I dag på klinikken havde han ternet skjorte under en åben cardigan. En knap manglede på ærmethun fik øje på det, så hurtigt væk, som om hun havde set noget privat. Manden løftede blikket og nikkede, som til én han kendte gennem tavshed.
Du er også tidligt på den, sagde han dæmpet.
Hans stemme var blød, mat, ordene faldt, som om han afmålte deres længde først.
Dig overgår jeg vist aldrig, svarede Nina Kristensdatter.
Han smilede.
Det kan du have ret i.
Telefonen ringede på sygeplejerskens kontor. Hun sagde lavmælt til nogen i røret, at apparatet var optaget, de måtte vente lidt. Ud fra behandlingsrummet kom en kvinde, der holdt et håndklæde om skulderen. Duften af ledcreme gled gennem gangen, nogen havde smurt sig grundigt allerede hjemmefra. Nina flyttede sig et sæde væk, fortrød straks det virkede præmieagtigt og rykede tilbage.
Manden lod som ingenting. Det satte hun pris på.
Hun var jo også selv altid i god tid. Ikke fyrre minutter, måske, men tyve, femogtyve. Til stationen en halv time før. Hos lægen lidt tid at løbe på. Til biblioteket tidligt, undtagen bibliotekaren og ham. Hun forklarede sig: Busserne kørte som vinden. Elevatoren kunne sidde fast. På krydset ved torvet stod man længe for grønt. Og det var rart at sidde stille, ikke stresse ind og undskylde sig, ikke tiltrække andres blikke.
Det var sandt, men ikke hele sandheden.
Hjemme, efter fire, blev køleskabets summen tydelig. Ikke højlydt, men hun hørte det nu. Så rørinstallationen i badeværelset, når nogen på øverste etage åbnede for vandet. Og fra naboen i højre side hun havde altid nyheder på, som om nogen skændtes. Nina kunne tænde for radioen, lave suppe, tørre lågerne, men hvis hun skulle ud klokken seks, blev tiden mellem fem og seks langsom. Lidt i halv fem begyndte hun at gøre sig klar, dobbelt-tjekke strygejernet, selvom det ikke havde været brugt, flytte tørklædet fra en taske til en anden og se på klokken igen. Til sidst tog hun frakken på og gik som om nogen allerede ventede på hende.
Ingen ventede. Det var bare lettere at være et menneske med en retning, når man var udenfor.
Hvornår skal du ind? spurgte manden.
Halv ti.
Jeg har først ti.
Hun regnede hurtigt. Nu var den femten minutter i ni.
Du er, så vidt jeg kan se, fyrre fem minutter for tidligt.
Bussen passede godt i dag.
Og hvis den ikke gjorde?
Kommer for tidligt alligevel.
Han sagde det uden et skævt smil, og Nina følte pludselig et spørgsmål presse sig på, men hun vidste ikke, hvordan man spurgte uden at virke påtrængende. I hendes alder spurgte folk ofte for meget, indhyllet i snusfornuft. Det irriterede hende. Hun ville heller ikke svare på alt i køen hvem man skulle ind til, hvad der var galt, om man havde børn.
Så hun sagde ingenting.
På biblioteket havde han engang sat sig ved siden af. De læste Helle Helle, bibliotekaren, en ung kvinde med næsering, læste godt og ligefremt. Bagefter snakkede de, men ikke påtaget klogt, mere som det faldt sig. Nogen mente, bøger var bedre engang, nogen mindedes deres barndomshjem, nogen gik midt i det hele for at nå bussen. Manden var stille, sagde kun, at han kunne lide, hvordan hovedpersonen blev ved med at udskyde den vigtige samtale, som om det ville løse sig selv. Nina vendte sig.
Det var godt sagt.
Det er det ikke. Sådan har mange det.
Måske, måske ikke.
Han trak på skuldrene og skruede låget på termokanden. Hænderne var brede, pletter af jod omkring neglene. Han lavede sikkert selv hjemmeplejen. Nina ville spørge om hans navn, men i det øjeblik kom bibliotekaren med småkager, og samtalen opløstes.
Ved busterminalen hjalp han hende at løfte tasken op på bænken, selvom den ikke var tung.
Tak, sagde hun.
Det var så lidt.
Skal du også på kirkegården?
Nej. Jeg skal til Skovlunde.
Hvad sker der dér?
Svømmehallen.
Hun så skeptisk på ham, og han lo for alvor.
Ikke til mig. Jeg kører barnebarnet derhen om lørdagen.
Aha.
Hun nikkede, som om det forklarede alt. I virkeligheden forklarede det intet. Barnebarn kunne jo godt komme ti minutter før. Eller løbe, som de fleste.
Den dag blev bussen forsinket, og de stod sammen næsten en time. To kvinder skændtes om ventetid, en kaffeforhandler begyndte at pudse disken af med avispapir. Uret blinkede minutter, som ligeså godt kunne have været ingenting. Manden var rolig, trak te op af termokanden, hældte en kop, tøvede, spurgte:
Vil du have?
Nina plejede ikke at tage imod fra fremmede. Men her gjorde hun.
Teen var stærk, med hyben.
Den er god, sagde hun.
Det var min kone, der altid lavede den sådan. Jeg prøver at efterligne. Hun var bedre til det.
Han sagde det uden den der sorgstemme, folk ellers tager på. Nina følte ikke, hun skulle sige hverken “det gør mig ondt” eller “er det længe siden?”. Hun rakte kun forsigtigt låget tilbage.
Siden da hilste de på hinanden som om de kendtes. Han holdt døren for hende på klinikken, skubbede en stol frem på biblioteket, sagde til hende, at bussen om lørdagen nu gik efter ny køreplan. Hans navn var Henning Madsen. Det gik op for Nina mellem linjerne, da bibliotekaren spurgte til efternavne på listen for et arrangement.
Nina slog sig ikke til tåls med kun at få det at vide. Som om et menneske man støder ind i flere steder, til sidst skal afsløre meningen med det hele. Det var lidt skørt, og hun var flov over det. Folk var ikke til for at blive til fortællinger. Men hun ventede alligevel.
Forklaringen kom sidst i marts, da klinikken havde slukket for varmen for tidligt, og alle sad i frakker. Udenfor tærede beskidt sne væk, vand dryppede fra taget på metalskuret, og tiden i gangen havde en rytme som en metronom. Nina kom som altid for tidligt, og Henning Madsen sad allerede dér. Ikke med termokande, men en pose fra Brugsen. Et franskbrød stak op.
Har du været ude og handle i dag? spurgte hun.
Ja. To fluer med ét smæk.
Smart.
Ja, sagde han, men ikke overbevisende.
Han satte posen mellem sine fødder og så til, at brødet ikke væltede. Det var så meningsløst, at Nina alligevel spurgte:
Henning, må jeg spørge om noget? Du svarer bare ikke, hvis du ikke vil.
Han så straks på hende, ikke vagtsomt.
Spørg endelig.
Hvorfor kommer du altid så tidligt?
Sygeplejersken grinede nede fra kontoret, en dør smækkede. Nina fortrød, det lød barnligt, næsten som om hun var tolv og ikke seksogtres.
Henning strøg hånden over knæet, som om han glattede en fold.
Helt ærligt, det begyndte på grund af min kone.
Han sagde det sådan, at Nina forstod, nu kom ikke en historie, men en arbejdsbeskrivelse.
Før vi skulle noget, blev hun altid urolig. Ikke decideret angst, men hun stressede bange for at komme for sent, bange for at være pinligt tidligt ude, og så igen for at komme for sent. Hvis vi havde rigeligt tid, var hun rolig. Så jeg lagde altid god tid til. Bus før, sikkerhedsbuffer, ankomst og sidde. Så slappede hun af.
Han tav, kiggede på skoene, posen, lampen.
Og da hun ikke var her mere, blev jeg ved. Først af vane. Så lagde jeg mærke til, at hvis jeg prikkede tiden ud og kom lige som det begyndte, fik jeg uro. Larmen inde i hovedet. Som om jeg havde glemt noget. Eller nogen. Hvis jeg kom i god tid, satte mig, drak te, betragtede folk, så var det til at holde ud.
Nina lyttede uden at afbryde. Hun brød sig om, at han ikke gjorde det til store ord. Ikke talte fint om minder. Forklarede bare, sådan gør man, ligesom man lægger sine nøgler det samme sted.
Hjemme er det værst før jeg skal ud, tilføjede han. Når jeg har overtøjet på og endnu ikke er gået. Den følelse kan jeg ikke lide.
Nina trak på smilebåndet.
Det kan jeg heller ikke.
Han så på hende.
Også god tid?
Også. Jeg troede, det var mit temperament. Eller busserne. Men ærligt det er nok bare for at slippe for at sidde og høre på køleskabet.
Hun blev flov. Men Henning Madsen nikkede, som om han forstod præcis hvad hun mente.
Ja. Præcis.
De sad stille. Ikke akavet bare optaget. Som om de prøvede hinandens forklaringer, som når man prøver en andens vante og den passer.
Så fandt Henning en engangskop og termokanden op fra posen.
Jeg glemte låget, sagde han. Men jeg har en kop fra automaten. Vil du have?
Gerne.
Teen var ikke så stærk denne gang, men lun. Nina holdt om koppen, kiggede på plakaten med nakketræning, hvor en dame smilte påtrængende energisk.
Kommer du på biblioteket onsdag? spurgte Henning.
Hvis mit blodtryk ikke beslutter andet
Så holder jeg en plads til dig.
Men ikke fyrre minutter før.
Han lo igen.
Halv femogtredive så.
Sygeplejersken dukkede op og kaldte på Nina Kristensdatter. Hun rejste sig, stillede koppen i vindueskarmen og opdagede, at der var masser af tid endnu, selvom det hele allerede var begyndt. Sådan er det, når ventetiden ikke kun er venten.
Jeg er hurtigt tilbage, sagde hun, uden at vide hvorfor.
Jeg bliver her, svarede Henning og rykkede hendes taske lidt til side for at lade folk komme forbi.
Efter behandlingen gik de ud sammen. Udenfor var det fugtigt, men vindstille. To dage til biblioteket, mere til lørdagens svømmehal, en uge til næste behandling. Normalt var Nina altid gået den hurtigste vej forbi apoteket. I dag drejede de langsomt gennem parken, hvor asfalten dukkede op i sorte pletter mellem sneen.
De gik kun til hjørnet. Derfra skiltes deres veje.
Er det her du skal af? spurgte Henning.
Nej, svarede Nina og justerede tasken. Men vi kan godt gå lidt her endnu.
De gik nogle skridt mere, som om der stadig lige var fyrre minutter tilbage før noget nyt skulle begynde.
Livet består ikke kun i at komme frem i tide, men også i at finde roen undervejs, og dele ventetiden med nogen gør alt det svære lidt lettere.
