For længe siden boede der en mand ved navn Jens, som var kendt for sin grådighed. Han voksede op i en stor familie, hvor pengene altid var små, og tværs over gaden boede Astrid, en begavet og smuk ung kvinde, hendes forældres eneste barn. Astrid havde gjort sig bemærket i København, hvor hun arbejdede og boede i en pæn lejlighed, hun selv havde lejet.
Jens begyndte at besøge Astrids forældre og lod som om han var en god, ordentlig mand. Han håbede at kunne gifte sig med Astrid. Hver gang hun kom hjem for at besøge sine forældre, var han allerede der.
Astrid brød sig slet ikke om ham. I hendes øjne var der aldrig noget tegn på interesse for Jens. Hun holdt ham ud, når forældrene var til stede, men privat havde hun fortalt ham flere gange, at hun ikke var klar til at gifte sig og havde sine egne drømme. Ved en sådan samtale blev Jens meget påtrængende og forsøgte at kysse hende, men Astrid gav ham et lussing og sagde skarpt, at hvis hun skulle gifte sig, ville det ikke være med en bondedreng som ham. Jens blev selvfølgelig fornærmet og vred, og næste dag kom han til hendes forældre sammen med sin far.
Jeg har undersøgt jeres nye hegn, sagde Jens. I har rykket det ind på naboens grund. Tror I, at fordi huset har stået tomt i årevis, vil ingen klage? Jeg har skrevet til ejerne, så nu kan I vente på en sagsbehandling.
Astrid og hendes forældre blev bekymrede; de havde ikke vidst, at de havde sat hegnet på nabogrunden, fordi det gamle hegn stod der i over ti år, og det nye var sat præcis samme sted.
Efter to dage kom Frederik, nabogrundens ejer, på besøg. Forældrene huskede, at den gamle mand, der boede der, var flyttet til København med sit barnebarn. Det viste sig, at han for længst var gået bort, og hans børn var ligeglade med huset, så barnebarnet Frederik fik besked om hegnet.
Vi vidste virkelig ikke, at vi satte det på jeres jord, sagde de til Frederik. Vi satte det præcis på samme sted…
Det gør ikke noget, svarede Frederik, mens han stadig havde blikket rettet mod Astrid. Der er så mange hektar, et par centimeter betyder ikke noget for mig.
Han havde egentlig ikke tænkt sig at blive, men blev alligevel i landsbyen nogle dage. Astrids far hjalp ham med at rydde op i huset, hugge lidt brænde, og Frederik blev ved med at spørge ham til Astrid. Snart kom Astrid selv ud på gårdspladsen til ham.
Hvorfor spørger du til mig? Tror du, jeg ikke kan tale for mig selv?
Derefter rejste de sammen tilbage til København, begyndte at se hinanden, og Astrid fortalte senere ofte om Jens, matchmakeren, der ganske uforvarende fik hende sammen med sin kommende mand.
