FORÆLDRELØSE
Vi var allerede to piger hos mor, da hun lå og fødte den tredje. Jeg husker det helehvordan mor skreg, hvordan naboerne stimlede sammen og græd, hvordan mors stemme blev svagere og svagere… Hvorfor ringede de ikke efter lægen? Hvorfor kørte ingen hende til hospitalet? Endnu i dag kan jeg ikke forstå det. Var det for langt til nærmeste by? Var vejene blæst til? Der må have været en grund, men jeg ved det ikke. Mor døde i barselssengen, og efterlod os to og den lille nyfødte Ane.
Far var ude af den efter mors død. Vi havde ingen familie heroppe i Nordjylland, alle var i København eller Sjælland, så ingen kunne hjælpe far med os børn. Naboerne rådede ham til hurtigt at finde sig en kone. Det var knap en uge efter mors begravelse, før far pludselig stod dersom frier.
De havde sagt til far, at han skulle prøve at fri til skolelæreren, for hun var et godt menneske. Det prøvede han så. Han friede, og hun sagde ja. Måske kunne hun lide ham? Han var jo stadig ung, flothøje kindben, rank ryg, sorte øjne næsten som en sigøjner. Man kunne nemt falde for ham.
Hvordan det så gik til, kom far hjem om aftenen sammen med sin udvalgte, for at præsentere hende for os.
Jeg har taget en ny mor med til jer!
En sær, urolig følelse ramte mig. Noget bittert. Jeg kunne mærke, ikke med forstanden men med mit børnehjerte, at det her var forkert. Hele huset duftede stadig af mor. Vi gik stadig i kjoler, syet og vasket med hendes hænder, og så kom han allerede med en ny. Nu forstår jeg, med årene, hvorfor han gjorde det. Men dengang hadede jeg ham og hans kommende hustru.
Hvad hun sagde om os, ved jeg ikke. Hun kom arm i arm med far ind, begge lidt tipsy, og hun sagde:
Hvis I vil kalde mig mor, bliver jeg.
Hun er ikke vores mor. Vores mor er død. Lad være!
Min lillesøster begyndte at græde, og jeg trådte frem, ældst som jeg var.
Nej, vi vil ikke! Du er ikke vores mor. Du er fremmed!
Sikke en fræk én! Så bliver jeg ikke hos jer.
Læreren smækkede døren bag sig, og far var lige ved at løbe efter, men standsede på dørtrinnet, blev stående med hovedet bøjet. Så vendte han sig, lagde armene omkring os og brød ud i gråd. Vi græd allesammen, endda lille Ane peb i krybben. Vi sørgede over moren, han over sin elskede hustrumen vores tårer var tungere. Børnetårer over en død mor smager ens over hele verden, og savnet lyder på alle sprog. Det var første og sidste gang jeg så min far græde.
Far blev hos os et par uger endnu. Han arbejdede på savværket, skulle ud med sjakket til skovene. Hvad skulle han gøre? Der fandtes ikke andet arbejde i landsbyen. Han lavede en aftale med en nabogav hende penge til mad til osog bar Ane hen til en anden nabo, før han drog ud i skoven.
Så stod vi dér, alene i huset. Naboen kom forbi, lavede mad, tændte op i ovnenmen hun havde sit eget. Vi var hele dage for os selv: kolde, sultne, bange.
Landsbyen begyndte at tale om, hvordan de kunne hjælpe os. Man skulle bruge en kvinde, én der kunne tage os som sine egne. Men hvor finder man sådan en?
Under snakken fandt de ud af, at en fjern slægtning til en af kvinderne i byen var ung og barnløs, da manden havde forladt hendeeller måske havde hun haft et barn, men det døde. Ingen vidste det rigtigt. De fandt adressen, skrev et brev, og gennem denne tante Karen kom Birthe til os.
Far var stadig ude i skoven, da Birthe en morgen stod i døren.
Hun kom så stille ind, at vi ikke vågnede. Da jeg slog øjnene op, lød der trin i huset. Nogen rumsterede i køkkenet, og en fantastisk duft spredte sigpandekager på panden!
Søster og jeg kiggede forsigtigt ud gennem dørsprækken. Birthe gik og ordnede det hele; vaskede op, vaskede gulv. Hun fornemmede, vi var vågne.
Kom så, mine hvide piger, vi skal spise!
Det lød mærkeligthvide piger. Men ja, vi havde begge mors lyse hår og lyseblå øjne.
Vi samlede mod, gik ud til hende.
Sæt jer til bords!
Vi skulle ikke bes to gange. Vi spiste pandekager, fik straks tillid til hende.
I kan bare kalde mig tante Birthe.
Senere vaskede tante Birthe os, gjorde rent og gik. Næste dag ventede vi hende igenhun kom! Hun tryllede huset om, gjorde det lyst og kærligt som hos mor. Tre uger gik, mens far var væk. Birthe passede os, som ingen kunne ønske sig bedre. Men hun holdt sig lidt på afstand, som om hun ikke turde knytte sig til os. Særligt lillesøster blev nærmest. Tre år var hun kun. Jeg selv holdt mig reserveret. Birthe var streng, ikke smilende. Vores mor havde altid sunget, danset, kaldte far “Erik”.
Når jeres far kommer hjem, vil han vel ikke tage imod mig. Hvad slags mand er han?
Jeg begyndte klodset at rose ham, næsten ødelagde det hele: “Han er god, så mild! Når han drikker, går han bare i seng!”
Drikker han tit?
Ja tit! svarede lille, men jeg sparkede hende under bordet: “Nej, kun til jul og sådan.”
Tante Birthe gik beroliget hjem den aften, og om aftenen kom far hjem fra skoven. Han trådte ind, kiggede rundt og sagde:
Jeg troede, I var ved at gå til, men I lever jo som prinsesser.
Vi fortalte ham hele historien. Han satte sig og tænkte, sagde så:
Nå, så må jeg jo også hilse på den nye husbestyrerinde. Hvordan er hun?
Hun er smuk! sagde lille hurtigt, og hun bager pandekager og fortæller eventyr!
Nu smiler jeg altid, når jeg husker det. Smuk? Nej, det kunne ingen sige Birthe varlille, bleg, spinkel og ikke nogen skønhedmen hvad ved børn egentlig om skønhed? Måske kun børn forstår, hvor ægte skønhed bor.
Far lo, tog jakken på, og gik over til Karen, der boede et par huse væk.
Næste morgen hentede far helt selv Birthe til os. Hun trådte forsigtigt ind, som frygtede hun noget.
Jeg sagde til søster:
Lad os kalde hende mor. Hun er god!
Og så råbte vi begge to, næsten i kor:
Mor! Mor er kommet hjem!
Far og Birthe gik sammen hen og hentede Ane. For hende blev Birthe virkelig mor; hun passede Ane som var hun en dyrebar blomst. Ane kendte aldrig sin rigtige mor. Søster glemte hende hurtigt. Kun jeg husker hende altid, og far, han også. Jeg hørte en aften far sige, mens han så på et billede:
Hvorfor gik du så tidligt, min kære? Du tog al min glæde med dig.
Jeg var kun få år under tag med far og Birthe. Fra fjerde klasse boede jeg på kostskole, for landsbyen havde ikke en stor nok skole. Efter syvende klasse kom jeg ind på sygeplejeskolen. Jeg havde altid travlt med at komme væk hjemmeframen hvorfor? Birthe har aldrig sagt eller gjort mig noget ondt; hun passede på mig, som var jeg hendes egen. Hvorfor var jeg så utilnærmelig? Var jeg utaknemmelig?
Jeg blev jordemoder. Nok ikke uden grund. Jeg kan ikke gå tilbage og redde min egen mor, men jeg kan passe på andres…
