Min søster stod i en frygtelig situation efter et skænderi med sin kæreste. Hun havde to børn og jonglerede adskillige deltidsjobs på sine spinkle skuldre, og nu stod hun uden sted at bo, for hun havde ikke lyttet til min mors råd om i det mindste at blive registreret som samlevende. Alligevel havde hun boet sammen med Per i årevis, men han smed hende og børnene ud af lejligheden til sidst. Det var håbløst at få hjælp eller støtte fra ham; halvanden måned efter bruddet havde han allerede fundet en ny kæreste uden børn, uden strækmærker og uden ansvar.
Sofie har altid stået mit hjerte nær, ligesom mine nevøer, og det var faktisk mig, der foreslog, at de kunne flytte ind i den lejlighed, som min mand og jeg netop havde købt til udlejning. Renoveringen var netop overstået, og vi havde tænkt os at leje den ud snart, men da situationen nu var, som den var, ville vi gerne hjælpe min søster, så vi gav hende nøglerne til lejligheden.
Sofie lovede, at hun ville flytte, så snart hun fik fod under eget bord igen, men årene gik, uden at der skete nogen forandring. Børnene voksede op, job kom og gik, og min mand og jeg spurgte kun lejlighedsvis, hvornår de mon flyttede, men Sofie tiggede altid om en måned eller et år mere og pludselig en dag fyldte min ældste nevø fjorten år. Min mand og jeg har også vores egne børn, og vi havde faktisk tænkt, at lejligheden en dag skulle være vores ældste søns første hjem, når han blev voksen.
Da jeg endnu en gang kom forbi for at tale med Sofie om at finde noget andet og foreslog, at hun kunne leje et værelse hos en bekendt, som tager lavere husleje, sprang hendes fjortenårige søn straks til forsvar for sin mor.
Hvem tror du egentlig, du er, siden du hele tiden kommer og vil smide os ud? råbte han. Mor siger, at vi også har ret til den lejlighed, fordi du har købt den for mormors penge!
Jeg var målløs, og Sofie stammede et eller andet uforståeligt, mens hun prøvede at forsvare sin søn.
Skal vi lige have styr på én ting, begyndte jeg hurtigt, min mand og jeg købte lejligheden for penge, vi selv havde tjent. Har din mor ikke fortalt dig det? De mormors penge, du taler om, var en tredjedel af det beløb, mine forældre og din mor fik, da de solgte sommerhuset. De penge beholdt de og gav videre til din mor. Jeg ved ikke, hvad hun brugte dem til. Men jeg ved, at alle de år, I har boet her, kunne jeg faktisk have krævet husleje af jer. Jeg tog ikke engang den laveste leje, da I flyttede ind. Og nu vil jeg bare have, at I finder noget andet.
Jeg blev ked af det og skuffet over min søster, som havde sat sine børn op mod mig, som om jeg havde gjort dem noget ondt. Jeg har jo blot bedt dem om at flytte fra en lejlighed, de har boet i over seks år. Nogle gange spørger jeg mig selv, om jeg nogensinde burde have hjulpet hende, og om jeg i dag ville give samme støtte, hvis jeg dengang havde vidst, hvordan både hun og børnene ville se på mig.
Denne oplevelse lærte mig, at godhed og grænser skal følges ad og at det somme tider er mindst lige så vigtigt at passe på sig selv, som det er at passe på andre.
