Den her historie er lidt personlig, men jeg tænkte, hvis jeg nu deler den, giver det måske nogen et lille skub. Jeg mødte min kommende kone, da hun allerede havde en datter ja, det lyder lidt som et plot fra et dansk drama, men det var altså virkeligheden. Karen var bare to år gammel dengang. Helt almindelig historie: Signe blev gravid. Hendes kæreste, så snart han fik nys om, at han skulle være far, var pist væk som frossen vind i januar, væk og aldrig mere set. Signes forældre ville helst ikke have deres datter boende. Det passede dem bedre, at byen ikke snakkede om dem, så de skubbede hende ud af reden og lod stå til. Jeg fatter stadig ikke, hvordan man kan smide sit eget barn ud bare for ikke at blive snakket om på vej til Brugsen.
Signe tog til sin veninde fra barndommen, som boede i Aalborg langt fra landsbysladderet. Mette var fra en velhavende familie, havde egen lejlighed, job, og studier. Hun tog imod Signe med åbne arme, og de er faktisk stadig bedste veninder og en del af vores lille familie. Så mødte jeg Signe, blev stormende forelsket, og snart flyttede de to smukkeste kvinder, jeg nogensinde havde mødt, ind til mig. Jeg accepterede Karen som min egen blod er tykt, men kærlighed er tykkere. Karen begyndte straks at kalde mig far og jeg blev varm om hjertet.
Da Karen blev fem, fik Signe og jeg en søn sammen. Min glæde kunne ikke måles, hverken i kroner eller i kilo det var bare rent, ubeskriveligt dansk lykke. Vi har boet sammen i nitten år helt almindeligt, hyggeligt familiesliv.
Karen anede ikke, at jeg ikke var hendes biologiske far, indtil en dag hvor hendes rigtige far dukkede op det var lidt som at få et brev fra Skat, bare meget værre. Han mødte op, uden varsel, og sagde: Jeg er din far, kan vi ikke lige tale sammen? Jeg havde mest lyst til at give ham en omgang hvordan kan man bare stikke af fra en gravid kæreste og så troppe op med åbent ansigt og tro, alt er glemt? Hvor har du været de sidste mange år? Karen betragtede ham i stille undren. Så naboen havde ret du er ikke min rigtige far. Så smækkede hun døren i hovedet på ham og vendte sig mod mig, gav mig et stort kram og sagde, Ikke min, men min kære og eneste far!Og ærligt talt jeg tudede som en konfirmand, der er kommet til at søle sin nye skjorte til.
