Min svigermor troede, at jeg var utro mod hendes datter på grund af min søns bemærkninger

Min svigermor bor ikke hos os, men hun kommer af og til forbi og passer vores søn, når både jeg og min kone er på arbejde. Jeg har længe haft mistanke om, at hun spørger ham om, hvad der foregår hjemme, hvordan jeg og min kone har det. Disse spørgsmål førte til noget helt uventet vores dreng fortalte sin bedstemor, at han og hans mor sidder og ser TV om aftenen, mens jeg går ud på dates.

Naturligvis tog svigermor emnet op ved fødselsdagsmiddagen for min søn.

Min lille barnebarn har fortalt alt om Roberts eventyr. Han sagde, at du er ude på aftendates!

Mor, hvad for nogle dates taler vi om? Min kone virkede forvirret.

De der, hvor du bliver hjemme med sønnen, og Robert går ud.

Min kone fattede det hurtigt før mig og begyndte at grine højlydt.

Mor, Robert er ikke utro. Det er bare et internt joke hos os. Vi kalder det en hurtig date, når Robert går ud for at ryge. Man kan ikke sige til et barn, at far skal ud og ryge, så Robert siger: Jeg går lige ud på en hurtig date.

Svigermor var helt fortumlet hele aftenen undskyldte hun, og forklarede, at hun blev sur, fordi hendes ex-mand var utro, og hun blev overmandet af vrede ved tanken om, at jeg skulle gøre det samme.

Jeg må nok være mere opmærksom på, hvad jeg siger til min femårige nu, for han kan sagtens misforstå noget igen og det kan ende med, at han afslører mig eller min kone på den mest uventede måde.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

sixteen + fourteen =

Min svigermor troede, at jeg var utro mod hendes datter på grund af min søns bemærkninger
“Hvornår finder jeg dog den kvinde?” (humor) Jeg er en midlertidigt alene dame, og min nabo hedder Villy – han har lige renoveret sit hus og er flyttet ind. Han skulle vist være forretningsmand, men han er ikke den pralende type. Han er lidt yngre end mig, omkring fem og tredive, og jeg har jo allerede fyldt atten… flere gange. Så kommer han en dag forbi og siger: — Maria Steffensen, kan du hjælpe mig med noget nabovenlig selskabsservice? Jeg svarer selvfølgelig, at før han tilbyder sådan noget, kan han da bestille bedemandsservice til sig selv. — Du misforstår! – undskylder Villy. – Jeg skal til en fin reception, og der ser det dumt ud at møde op uden en ledsager. For det første er det kutyme blandt forretningsfolk at komme med en smuk kvinde. For det andet kommer min eks, og hun skal bare se, at jeg er lykkelig uden hende og at pladsen hurtigt blev fyldt ud. Det der med ‘smuk kvinde’ kunne jeg lide. At stikke eksen lidt, det lød også underholdende. Men… — Det går altså ikke, Villy, — siger jeg. – Se på mig, jeg er ikke lige fra jeres stald. Ingen lange ben, ingen plastic-numse. Find en professionel escortpige. De kan både etiketten og det, der er værre. — En professionel duer ikke, — siger Villy. – Dem spotter man på lang afstand, de har prislister skrevet i panden. Jeg skal bruge en naturlig, ægte kvinde ingen kender. — Naturlighed har jeg til overflod, — siger jeg. – Men jeg er altså luksusudgave. Hvad skal jeg tage på til sådan et arrangement? Jeg ejer kun tøj, man kan gå til VVS-fest i. Villy tog sig af mit udseende: kjole, sko, manicure, klipning. Nå ja, må jo hjælpe drengen! Så vi drog afsted til aftenens fest, begge gevaldigt pyntede. Stedet hed “Den Blå Rigmand”. Hvis du ikke har været til sådan et selskab, så lad være med at begynde. Der er lige så stresset og trist som i en gåsefarm under kunstig befrugtning. Mænd i smoking, kvinder med silikone. De spiser lidt. Drikker lidt. Smiler stift med tres diamanttænder, sladrer og sammenligner status. Villy udpegede sin eks: klassisk fotomodel, lidt for gammel til catwalk, udskæring til navlen, oppustede læber. Hvad han dog så i hende? Hun hedder Celina, men hun har garanteret heddet Sølvi som barn. Så blev Villy kaldt væk til forretning, han plantede et kindkys og efterlod mig ved buffetbordet. Jeg har ikke noget imod at stå der; der var mad overalt. Jeg går til makronerne: tager én, kigger på næste, sluger nr. tre. Nysgerrige damer begynder at trække hen til mig, og Celina lurer også. — Er du sammen med Villy? – spørger én, – Lad os hilse, jeg er Nina. Hvad laver du? Har du et agentur, salon, danseskole? Imens jeg tygger, tænker jeg efter. Husker, jeg har solgt et skab til veninden, og siger, at jeg laver i møbelbranchen. Skabet var faktisk pænt, så jeg siger, det er eksklusive møbler. — Hvor dejligt! – siger Nina. – Jeg er dødtræt af min egen indretning. Hvad hedder din butik? Hun bliver ved, så jeg snydt lidt: Efter skabet har jeg ikke solgt mere og lyver, jeg er holdt op med møbler. — Jeg blev træt af møbler og gik over til vintermodetøj, — svarer jeg. Sidste vinter solgte jeg egentligt en faux pels til en anden veninde for en halvtredser, så det kan jeg godt stå ved. Flere damer udbrød, at de drømte om nye pelse og ville besøge min butik, hvis jeg gav dem adressen. De prøvede mig vist af. Heldigvis havde jeg engang solgt et par dæk, der var blevet til overs efter min mand, så jeg skyder fra hoften igen: — Desværre, pelshandel er også blevet urentabelt, så nu tager jeg mig af bilreservedele. Nogen, der mangler injektorer, slanger, cylinderblokke – sig til! Pludselig var de ligeglade – slanger har åbenbart ikke stor kurs blandt den gruppe. — Hvilke antidepressiver tager du? – bliver Nina ved. – Til hvilken psykolog går du? Det er jo umuligt at tjene penge uden at være på noget! Mit antidepressivum er en aften-skænk cognac til at jage den danske vemod væk. Min psykolog hedder Misja – det er min kat. Jeg åbner mig for hende, og hun fejer jorden af med halen, mens hun vælter jord ud af blomsterpotten. Fin terapi, men der er meget oprydning bagefter. Jeg sagde derfor, jeg tog frisk-cognacin og at min psykolog hed Kattetina Misja Mur. Ingen forstod noget, men de købte den. Pludselig trænger eksen Celina sig helt hen til mig for et nærstudie. — Hej, fugl, — siger hun. – Er du Villys nye flamme? Venligt råd: han er en skrækkelig mand. (Offentligt billede) — Ikke mere skrækkelig end dig, — svarer jeg og hælder en tallerken østers ned. — Altså, man kan slet ikke holde ud at bo sammen med Villy, det finder du snart ud af – han er en tyran! Kommer du fem minutter for sent hjem – ballade! Bruger du for mange penge – skænderi! — Vi har det fint! – siger jeg. – Ikke noget brok, ingen ballade. Han kommer og går som han vil – og det gør jeg også! Bemærk, at jeg ikke løj! Jeg sagde bare ikke, at vi bor i hver sin ende af vejen. — Og jeg siger dig mere! – hvisker Celina. – Villy er lidt skør. Han taler med sig selv! Jeg slæbte ham med i opera, på krydstogt, til fester, og han stod bare og stirrede ud i luften og mumlede: “Hvornår finder jeg dog den kvinde?” Som om jeg ikke engang var der! Jeg reagerede ikke. Alle leder vi vel efter noget. — Du virker ikke til at være småtspisende, — fortsætter Celina. – Det kommer du altså til at høre for! Villy stressede mig helt vildt, hvis jeg tog bare ét gram på! Og så råbte han igen: “Hvornår finder jeg dog den kvinde?” Jeg sagde: “Her er jeg!” – men han så bare forbi og gik. — Han skal ikke sige et ord om min vægt, tør du vædde? – siger jeg. Og tog endnu en fuld tallerken delikatesser. Villy vinkede opmuntrende fra den anden ende af lokalet, vær så god at tage for dig! Ved synet blev Celina helt sort i blikket. — Om dagen er det én ting, — siger hun. – Men om natten ville jeg slå Villy ihjel. Han snorker som et trykluftbor! Og selv i søvne stønner han: “Hvornår finder jeg dog den kvinde?” Jeg trak på skuldrene – jeg har aldrig hørt Villy stønne om natten, men vi har altså femoghalvtreds meter og et stålhegn mellem vores senge. Så Celina fik aldrig rigtig pillet mig ned! Alt i alt havde jeg en fortryllende aften – spist, drukket, badet i champagnespanden. Lidt ærgerlig over kjolen, for jeg forstod, at den alligevel ikke ville passe om en uge. Hvorfor ærgre sig? Jeg har jo Misja og cognac som trøst. *** — Maria, tusind tak! – roste Villy næste dag. — Du blev aftenens stjerne! Du gjorde et uforglemmeligt indtryk på den bunke snobber – og Celina gik næsten i rap! Se, det er ægte naturlighed. — Det var en fornøjelse, — siger jeg. – Men næste gang må du klare dig selv. De der steder giver mig moralsk diarre. Var jeg din kone, gik jeg hverken selv eller lod dig gå. Han gav mig blomster og frugt, og på vej hjem sagde han mærkeligt: — Gud, har jeg virkelig fundet DEN kvinde? Jeg har ingen idé om, hvad han mente. Men jeg håber da, han finder én…