Jeg har brugt næsten hele min folkepension på den her aften! Jeg troede, du satte pris på mig! Men du ledte bare efter én, der kunne betale for dig på restauranten? Tak for det, Viggo! Og farvel.
Lise stod foran spejlet og kiggede på sin nye kjole. Mørkeblå, enkel, men elegant. Den havde kostet hende over 2.000 kroner. Ikke småpenge for en pensionist.
Men Viggo havde lovet, at det ville blive en særlig aften. Han sagde selv, der ventede hende en overraskelse. Så Lise ville ikke falde igennem.
Hun kørte hånden hen over stoffet. Det var længe siden, hun havde købt noget pænt til sig selv. Alt gik jo til medicin, elregning og varme. Hun boede alene og talte hver en krone. Men nu fik hun bare sådan lyst til at føle sig flot igen.
De havde mødt hinanden for fire måneder siden på Frederiksberg Sundhedscenter. Han stod i kø til hjertelægen og brokkede sig over blodtrykket. Lise lyttede, gav et tip til en god læge og så faldt de i snak. Viggo viste sig at være charmerende og sjov. Han spurgte, om de ikke skulle ses igen.
Så fulgte gåture ved Søerne, kaffe på små caféer. Dog betalte de altid hver for sig. Viggo forklarede det igen og igen:
Du ved jo, Lise, jeg har ikke mange penge. Bor hos min datter, pensionen er lille, pengene går til børnebørnene.
Hun forstod det godt. Hendes pension var jo heller ikke stor. Hun sled sig igennem hver måned.
Lise havde snart fødselsdag, men sagde til Viggo, at det ville hun ikke fejre.
Hvorfor, Viggo? Jeg er jo blevet gammel. Og det er dyrt.
Men han insisterede:
Lise, selvfølgelig skal du fejres. Du er noget særligt. Jeg har endda en gave til dig.
Hvilken gave? Hun rødmede.
Det er en overraskelse, sagde han og smilede lunt. Lad os tage på restaurant. Så gør vi det rigtigt.
Hun prøvede at sige nej, men Viggo gav sig ikke. Hvis han sagde, han havde noget særligt, så måtte det være noget stort. Måske smykker. Eller billetter til Det Kongelige Teater.
Så hun besluttede sig for at købe kjolen. Bookede tid hos frisøren det kostede 500 kroner. Og hun bestilte et bord på en god restaurant.
På fødselsdagen stod hun tidligt op, spændt og lidt nervøs. Hun trak kjolen på og betragtede sig i spejlet. Ikke ung længere, men bestemt heller ikke faldefærdig.
Hun tog til frisøren. Frisøren satte håret flot bløde bølger, som hun ikke havde haft i evigheder. Lise følte sig smuk for første gang i mange år.
Hun tog en taxa til restauranten. 200 kroner men det var jo en særlig dag. Det måtte man unde sig selv.
Viggo stod allerede og ventede udenfor. Han bar sin slidte jakke og så lidt forpjusket ud. I hånden havde han en enkelt rose i plastfolie. Den var lidt vissen nok købt på vej dertil.
Til lykke med dagen, Lise, sagde han og rakte hende rosen.
Hun smilede og tog imod.
Tak, Viggo.
De gik ind på restauranten. Bordet lå hyggeligt op ad væggen. Menukortene kom, og nu lyste Viggo op:
Vælg, hvad du har lyst til, Lise! Du skal ikke holde dig tilbage i dag. Det er din aften.
Hun kiggede i kortet. Priserne var godt pebrede. Men når Viggo sagde sådan, tænkte hun, at han ikke havde noget imod at bruge lidt.
Jeg tager ovnbagt fisk med grøntsager. Og chokoladekage til dessert.
Perfekt, sagde Viggo. Jeg tager det samme. Så følges vi ad.
Tjeneren gik, og Viggo satte sig godt til rette i stolen.
Hvordan har du det så, fødselar?
Rigtig godt, svarede Lise. Tak fordi du lokkede mig til at fejre det.
Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis vi havde sprunget sådan en dag over.
Maden kom, de snakkede og grinede. Viggo fortalte historier fra gamle dage på B&W, han lavede sjov. Lise følte sig hyggeligt tilpas.
Efter hovedretten fandt Viggo pludselig en lille pose frem fra lommen.
Nu er det tid til din gave, Lise.
Hun holdt vejret og pakkede op. Inde i posen lå en helt almindelig plade chokolade. Sådan en, man får for 20 kroner i Netto.
Lise stirrede på chokoladen. Var det dét? Havde hun brugt hele sin pension for at få sådan en gave?
Kan du lide den? spurgte Viggo forventningsfuldt.
Ja, tak, fik hun presset frem med et smil.
Jeg har tænkt på dig. Jeg ved, du elsker søde sager.
Hun nikkede og gemte sin skuffelse så godt, hun kunne.
Kort efter kom regningen. Tjeneren lagde den på bordet. Viggo snuppede den, kiggede og fløjtede lavt:
Hold da op, 3.000 kroner?! Det var ikke billigt!
Lise blev helt anspændt. Han havde jo sagt, at det var hendes aften. Betød det ikke, at han ville tage regningen?
Han rodede i lommerne, så pludselig forlegent ud.
Øh, Lise, jeg tror, jeg har glemt min pung derhjemme.
Lise stivnede.
Glemt?
Ja, altså, ægte glemsomhed. Den alder, du ved Kan du ikke lige redde mig i dag? Jeg giver dig pengene igen senere.
Lise kiggede på ham. Han var faktisk kommet på restaurant uden penge!
Er det okay, Lise? spurgte han med skævt smil.
Hun sagde ikke noget. Tog bare roligt pungen frem og betalte de 3.000 kroner alle de penge, hun havde tilbage.
Tak, min skat, jublede Viggo. Jeg skal nok betale dig tilbage.
De gik ud i den kølige sommeraften. Viggo snakkede løs om børnebørnene. Lise gik ved siden af i stilhed og tænkte kun på penge.
2.000 kroner for kjolen. 500 for frisøren. 3.000 for restauranten. Hendes gave var en vissen rose og en chokoladeplade til 20 kroner.
Midt på gaden stoppede Lise op.
Viggo, vent.
Han vendte sig om.
Hvad er der?
Hun kiggede på hans tilfredse smil, den slidte jakke.
Ved du hvad, Viggo? Den her fødselsdag vil jeg huske længe.
Herligt! grinede han. Så lykkedes det jo.
Du gav mig ikke en gave, fortsatte hun roligt. Du gav mig en lektie.
Viggo rynkede brynene.
Hvilken lektie?
At man ikke skal lytte til hvad folk siger, men se på hvad de gør. Du har klaget over penge i fire måneder. Du lovede en overraskelse. Og så kom du med en chokoladeplade og uden penge!
Han åbnede munden, men hun stoppede ham.
Jeg har brugt hele min pension på den her aften! Jeg troede, du satte pris på mig! Men du ledte bare efter én, der kunne betale for dig i byen? Tak, Viggo! Nu er det nok!
Lise vendte om og gik væk. Viggo blev bare stående og stirrede forvirret efter hende.
Lise, hallo? Jeg sagde jo, det var et uheld! Jeg betaler dig!
Men hun svarede ikke. Hun gik rask hjem med den visne rose i hånden, uden at se sig tilbage.
Hjemme tog hun kjolen af og hang den i skabet. Satte sig i køkkenet med en kop te og kiggede på kalenderen. To uger til pensionen og næsten ingen penge tilbage.
Hun smilede lidt for sig selv. Dyr lektie at lære. Men det skulle nu ikke ske igen.
Hun smed rosen ud, og chokoladen også. Ville ikke blive mindet om den billige overraskelse.
Næste dag ringede Viggo.
Kom nu, Lise! Er du stadig sur? Skal vi ikke lige ses og tale sammen?
Nej, Viggo. Jeg har sagt det, der skulle siges.
Men jeg sagde jo, jeg bare havde glemt pungen. Det kunne ske for enhver!
Nej Viggo, sagde Lise roligt. Du havde ikke tænkt dig at betale. Ligesom du aldrig har betalt, de gange vi har været ude.
Lise, du ved da, min pension er lille.
Min er også lille, svarede hun. Men jeg betaler for mig selv. Og for dig. Det gjorde jeg hver gang. Du udnyttede bare situationen.
Han tav.
Farvel, Viggo. Og ring ikke mere.
Lise lagde på og blokerede ham. Sad bagefter i køkkenet og følte sig lettet. Ja, hun havde brugt alle pengene men havde også smidt en, der kun så hende som sin bank, ud af sit liv.
En uge senere mødte hun veninden Pia i Brugsen. Lise fortalte, hvad der var sket, og Pia udbrød:
Kender typen! Jeg havde også engang en, der altid glemte både penge og anstændighed.
De grinede over det og Lise købte rugbrød og havregryn for de sidste penge og gik hjem.
Og kjolen, den skulle hænge der i skabet og minde hende om, at selv om man er halvfjerds, skal man stadig bruge hovedet.
