Den perfekte brudgom
– Kære Astrid! Henrik er en yderst respekteret og ikke mindst velstillet mand! Og vigtigst af alt har han ingen problemer med økonomien. Du kommer til at bo i en flot treværelses lejlighed midt i København, får en spritny bil og kan fylde hele garderoben med de skønneste pelse, hvis du vil. Mink, selvfølgelig. Det her er jo en drømmemand! En bedre finder du aldrig. Og jeg kan for min død ikke forstå, hvorfor du ikke tager imod hans frieri?
– Jeg ved det ikke – svarede Astrid eftertænksomt og så væk.
Hun vidste ærlig talt ikke hvorfor.
Da Henrik, efter næsten seks måneders opmærksomhed, pludselig friede, blev Astrid faktisk lidt forvirret.
Hun var vel blevet vant til, at mændene omkring hende aldrig tog noget alvorligt eller fulgte tingene til dørs.
Hun var ellers en bemærkelsesværdig kvinde, én af dem man altid siger Hun har det hele om. Gud havde givet Astrid både skønhed og kløgt.
Når mænd så hende på gaden eller på café, vendte de sig om og fulgte hende med blikke så insisterende, at det kunne mærkes langt ind.
Hvad de tænkte i de stunder, kunne man kun gætte på.
Fra barnsben havde Astrid været mandlig opmærksomhed værdig: i børnehaven, på gymnasiet, på universitetet.
Selv på sit nye arbejde hvor hun kun havde været ansat i et par måneder væltede det ind med beundrere.
Alle mænd på kontoret så på hende med et glimt af både beundring og begær.
Man skulle ellers tro, at med så mange interesserede ville hun aldrig være alene.
Der var altid én, der inviterede på middag, én der spurgte, om hun ville med i biografen, og nogle tilbød hende såmænd også ferie i Sydeuropa.
Men her stod hun, fyldt tredive, og var stadig ugift. Ikke så mærkeligt, at det var hendes mors største bekymring.
– Astrid, skat, klagede Karen Margrethe. Hvor lang tid vil du blive ved med at trække tiden ud? Skønheden varer ikke evigt, og hvis du venter for længe, går toget uden dig. Du er allerede tredive, ingen mand, ingen børn sådan kan man ikke leve!
Astrid forstod godt bekymringen, og hun var endda enig med sin mor. Men hvad kunne hun gøre?
Mændene omkring hende var ikke ligefrem hurtige til at fri. De tænkte heller ikke rigtigt på det.
For nogle var friheden det vigtigste; andre havde allerede en kone og børn. Nogle få ville bare kunne prale og sætte endnu et flueben på listen.
Alle kunne lide Astrid, men ingen ønskede noget forpligtende.
At holde hende i hånden i H.C. Ørstedsparken eller tage på weekendtur til Skagen, det sagde de aldrig nej til.
Men lige så snart det handlede om at stifte familie, forsvandt prinsen på den hvide hest ud af billedet.
Derfor var Astrid stadig alene, og hun så ingen mening i tilfældige forhold længere.
– Kunne vi måske ses én gang om ugen? spurgte en af hendes tidligere beundrere tøvende.
– Nej, tak, smilede Astrid. Så vil jeg hellere bruge tiden i Fitness World, det er der mere ved.
Så pludselig, efter et halvt år på det nye job i et kontorlandskab nær Nørreport, rettede Henrik Holst sig for alvor mod hende.
Henrik, som var afdelingschef (vel nærmest næst-kommanderende på kontoret), havde betydeligt bedre muligheder end kontorets øvrige mænd.
Han inviterede hende til frokost på caféen overfor, gav hende blomster og chokolade hver dag og tildelte hende ofte bonusser uden rigtig årsag.
– Astrid, skal jeg ikke komme og besøge dig en dag? spurgte Henrik med sukkersød stemme.
– Besøg? svarede Astrid undrende.
– Ja, vi har jo kendt hinanden længe, og så kunne vi tage næste skridt sammen.
– Har vi overhovedet et forhold? svarede hun tørt.
– Det har vi da! slog Henrik fast.
– Det var jeg ikke klar over. Men nu bor jeg jo med min mor, så hvis det ikke skræmmer dig
Astrid regnede med, at Henrik ville miste interessen ved tanken om svigermor, men det gjorde han ikke.
Han lovede at komme forbi fredag.
Han er godt nok vedholdende! tænkte hun med et lille smil.
Henrik var virkelig stædig. Andre bejlere havde for længst mistet modet eller lysten, når de hørte om moderen.
Hvordan Astrid selv følte for Henrik, var dog mere uklart. Hun blev da smigret over en ældre, veletableret mand, der ikke frygtede at møde hendes mor det tegnede jo på alvorlige hensigter.
Men egentlig følte hun ikke passion.
Henrik bar de klassiske træk for sin generation: et stateligt ydre med et lille rund mave, altid i jakkesæt og de unge piger i firmaet følte sig trygge ved ham.
Astrid derimod valgte at vente og se, hvor længe han gad blive ved.
Desuden var hun spændt på, hvordan mødet med hendes mor ville ende.
Hun havde faktisk håbet og regnet med, at hendes mor ville afvise Henrik på grund af aldersforskellen han var mindst fem år ældre.
Karen Margrethe blev dog fuldstændigt henrykt.
Da Henrik trådte ind i deres hyggelige lejlighed på Vesterbro med lagkage og roser, kyssede han hendes mors hånd og roste hende for hendes stil.
Det gjorde indtryk.
Gad vide om mor ikke selv er blevet lidt forelsket, tænkte Astrid tørt, mens hun så hendes moder sidde og småfnise hele aftenen.
Henrik indså hurtigt, at han havde charmet sin potentielle svigermor.
Han fortalte dybtfølte historier om, hvordan han trods penge, lejlighed og bil stadig led af ensomhed.
Jeg er over fyrre, men kærligheden har undveget mig, sukkede han.
Karen Margrethe nikkede forstående, og skævede meningsfuldt til sin datter. Astrid, du må hjælpe den stakkels mand, sagde hendes øjne.
Henrik kom på besøg oftere og friede pludselig til Astrid.
Karen Margrethe havde nær sagt ja til frieriet selv.
Mens Astrid sad og stirrede forvirret, klamrede hendes mor sig hurtigt til ideen om en rig svigersøn.
– Astrid, hvis jeg var dig, ville jeg sige ja sagde hun med et stort smil.
– Jeg jeg må tænke over det fik Astrid fremstammet.
Hun tænkte længe. Tre uger, faktisk.
Men hun kunne stadig ikke træffe en beslutning.
På den ene side følte hun, at det var tid til at stifte familie; på den anden tvivlede hun på, om det var rigtigt at gifte sig med én, hun ikke elskede.
– Astrid! Henrik er respekteret, velstillet, og vigtigst af alt han har styr på økonomien, formanede Karen Margrethe. Med ham får du alt, hvad du kunne drømme om! En bedre mand finder du ikke.
– Jamen, han er jo ældre end mig prøvede Astrid svagt.
– Og? Faktisk kun godt så flakker han ikke. Den slags mænd ved, hvad de vil!
Astrid sagde ikke mere.
– Sådanne mænd spilder ikke tiden, fortsatte moren. Og din far og jeg Gud have ham i sin fred havde tolv år imellem os. Og vi levede lykkeligt, Astrid. Du skal ikke være så stolt.
Altså blev presset så voldsomt, at Astrid til sidst bøjede sig.
Henrik var trods alt ikke det værste valg: kærlig, betænksom og i øvrigt den eneste, der rent faktisk havde friet. Han var ikke bange for at binde sig.
Så frieriet blev accepteret, en stor brillant ring glimtede om hendes finger, og der var nu kun én måned tilbage til vielsen på rådhuset.
Eller rettere sagt niogtyve dage.
Karen Margrethe hjalp med brudekjole, festmenu og sendte invitationer til alle, de kendte.
Henrik sagde, at den store festsal kunne rumme hundrede gæster, så der var ingen begrænsninger.
Alt virkede tilsyneladende perfekt, men Astrid…
følte sig komplet ved siden af sig selv.
Ingen smil, ingen lys i øjnene, ingen glæde i hjertet. Kun tvivl:
Er det her virkelig det rigtige?
– Helt ærligt, Astrid, hvad er problemet? spurgte hendes veninde Rikke. En lys fremtid, økonomisk tryghed, ferier! Kærlighed er ikke nødvendigt! Alle drømmer om det, men virkeligheden er noget andet. De fleste har jo slet ikke de chancer, du får. Og så den ring! Tror du selv, der kommer noget bedre?
Karen Margrethe bemærkede også datterens tvivl og begyndte forfra med sit overtalelsesritual…
*****
Så sad hun dér i en stor, pyntet hvid limousine i silkekjole, på vej mod Københavns rådhus.
Hun forsøgte at se lykkelig ud og som moren sagde ikke at lægge for meget vægt på Henriks ansigt (det mætter jo ikke), men snarere at mærke hans sjæl.
Hver menneskes sjæl er smuk på sin egen måde, sagde hendes mor altid.
Men lige meget, hvor meget hun kiggede, kunne hun ikke fornemme Henriks indre.
Der var omtrent en halv time til vielsen. Hun havde trukket tiden så langt hun kunne. Hun tvivlede, frygtede og var i vildrede.
Men endnu engang pressede både Henrik og moren på.
– Undskyld, kunne du køre lidt hurtigere? sagde Henrik til chaufføren. Vi er jo ved at komme for sent!
Man kunne godt forstå Henrik.
Han glædede sig til sin bryllupsdag, men allermest til at omfavne sin hustru og kysse hende, som kun han nu måtte.
Snart ville hun tilhøre ham alene.
Det var, hvad han tænkte, da han bad chaufføren speede op. Astrid derimod ønskede, de ville køre langsommere.
Hun kiggede op og bad næsten til himlen om, at bilen måtte bryde sammen midt i myldretiden.
Bryllup var pludselig det sidste, hun ønskede.
Hun havde også lagt mærke til, at Henrik på det seneste meget ivrigt understregede, at Astrid var hans og kun hans.
Hvad nu hvis jeg ikke var så smuk? Ville du så stadig ville have mig? Hvad hvis du en dag møder én smukkere? tænkte hun.
Tvivlen voksede.
Chaufføren fangede Henriks blik i spejlet, nikkede og trykkede på speederen. Astrid var tæt på at græde.
Hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg gøre? panikkede hendes tanker.
Hun måtte finde en god grund til at springe ud men hvad?
Og pludselig
standser limousinen brat. Henrik falder ned på gulvet, som en kluntet, stor hund.
Astrid nåede, med nød og næppe, at gribe fat om sædet og blev, hvor hun var.
– Er du vanvittig? brølede Henrik ad chaufføren. Hvor fik du egentlig dit kørekort?
– Undskyld, der løber en killing over vejen. Den er så lille
– Kan du ikke bare køre udenom?
– Den farer frem og tilbage aner ikke hvor den vil hen.
– Så lad den dog! Bliver den ramt, er det dens egen skyld. Vi har ikke tid til at vente på en viljeløs kattekilling!
– Henrik! Hvordan kan du sige sådan? udbrød Astrid.
– Vi kommer for sent til vores bryllup på grund af en forhutlet killing!
– Vi er nødt til at hjælpe den!
– Nej! Vi skal til bryllup! sagde Henrik bestemt.
Astrid satte sig tættere på vinduet og ledte efter den lille killing mellem de travle hjul.
Hun kunne ikke se den.
Da chaufføren igen satte bilen i gear, råbte hun, at han skulle stoppe, og hun sprang ud næsten uden at tænke midt på vejen, iført sin hvide kjole og næsten med et knækket hæl.
– Astrid! Hvad laver du? Kom tilbage! råbte Henrik. Du kan ikke gøre det her!
Men hun ignorerede ham. Da han prøvede at gribe hendes arm, rev hun sig fri og løb rundt mellem bilerne for at få fat i killingen.
Og da hun endelig fik fat i den, holdt hun den tæt for at berolige den. Den rystede, hjertet bankede vildt i det lille bryst.
– Astrid! Hvad har du dog gjort? beklagede Henrik. Dit kjole er beskidt! Tænk på, hvad folk vil sige!
– Det er da ligegyldigt. Jeg har reddet et liv det er vigtigere.
– En killing? lo Henrik nedladende. Nej, den betyder intet.
Astrid løftede øjenbrynene.
– Men din kjole kostede en formue! Hvad bildte du dig ind?
Nu begynder han også at bebrejde mig penge, tænkte Astrid med et blik på katten. Måske havde jeg ret i at tvivle.
– Nu skal vi altså af sted, Astrid! Glem killingen. Det må være nok. Jeg ringer til din mor; hun skal nok tale dig til fornuft!
– Det er for sent. Jeg vil ikke giftes med dig, Henrik. Her er din ring tag den tilbage, sagde hun, hev den af fingeren og kastede den på asfalten.
Mens Henrik og chaufføren forgæves ledte efter ringen, gik Astrid hurtigt og selvsikkert, katten i favnen, over mod fortovet.
Hendes mobil summede insisterende i tasken sikkert Henrik eller moren, måske begge.
Men hun havde ikke lyst til at tale med nogen af dem.
Hun ville ikke længere være en dukke i hænderne på manipulerende mænd eller kvinder. Nu skulle det være slut.
For nu ville Astrid, ligesom killingen, være fri.
Hun havde fået nok.
Hun lyttede da Henrik råbte bag hende og vendte sig for at se ham storme i hendes retning, rystende af ophidselse.
Hun satte i løb.
Det var svært i kjole og stiletter, men hun havde intet valg.
Netop som Henrik var ved at indhente hende, stoppede en bil en venlig mand åbnede passagersiden.
– Hop ind, hvis du ikke vil fanges! råbte han og smilede.
Astrid sendte et sidste blik til Henrik, før hun sprang ind og lukkede døren.
Afstanden til drømmebrudgommen voksede hurtigt.
– Fortrød du brylluppet? spurgte manden, og præsenterede sig som Jens.
– Astrid. Ja, jeg fortrød. Hvis ikke det havde været for killingen midt på vejen, havde jeg måske ødelagt mit liv med det bryllup.
– Den er ellers flot killingen altså.
– Ja, det synes jeg også. Men nu bor jeg jo stadig med min mor og hun holder ikke af dyr. Og jeg har ikke noget sted endnu, hvis jeg flytter ud. Ingen andre kan tage den.
– Jeg kan passe killingen midlertidigt, hvis du vil. Jeg bor alene i en stor lejlighed i Frederiksberg. Og du kan tjekke den hver dag, hvis du vil.
– Mener du det? Du ville ikke smide den på gaden?
– Selvfølgelig ikke. Den skal ikke lide. Hvis du ikke stoler på mig, kan du kigge forbi bare helst om aftenen, mit arbejde trækker sent ud.
Astrid vidste ikke hvorfor, men hun stolede på Jens.
Måske fordi han havde reddet hende fra såkaldt lykke?
Eller fordi han ikke kiggede på hende som de andre mænd. Han så hende som et menneske ikke som en ting.
De snakkede hele vejen hjem, og Astrid kom hurtigt til at holde af Jens rolige væsen.
Han kørte hende hjem og tog killingen med, lovede at passe godt på den og gav telefonnummeret.
Astrid ringede samme aften og kom forbi med kattemad, legetøj og bakke.
– Jeg tænkte, det var smart at tage det med.
– Tak, smilede Jens. Jeg havde ikke tænkt over det, så nu ligger der to små pytter under sengen. Kaffe?
– Ja, gerne.
De blev hurtigt venner ikke bare på grund af den grå killing, men fordi de havde så meget tilfælles.
Astrid kom ofte forbi, og Jens fortalte underholdende om alle killingens påfund. Gardinerne overlevede aldrig en hel uge.
Astrid lyttede, grinede og følte sig tilpas og hjemme.
– Tror du, det er okay at kalde ham Pjuske? spurgte Astrid en aften.
– Det synes jeg. Jeg tænkte det samme, faktisk. Hvad siger du, lille ven er du tilfreds med navnet Pjuske?
– Mjav! miavede killingen og spurtede rundt, lykkelig.
Gad vide, hvornår de flytter sammen? tænkte killingen og jagtede sin nye bold.
Jens havde tænkt det samme.
Efter halvanden måned, havde Astrid ikke fundet egen lejlighed endnu. Til sidst samlede Jens mod og spurgte, om hun ville flytte ind.
Astrid sagde ja; det var blevet uudholdeligt at bo med en mor, der ikke tilgav hendes skandale.
Og Henrik blev ved med at forsøge at få hende tilbage.
Da Henrik dukkede op, låste Astrid sig på værelset.
Hun måtte også sige op på arbejdet. Henrik lod hende ikke være.
– Jeg siger ja! svarede Astrid lykkeligt. Men denne gang sagde hun ja til Jens frieri, et halvt år senere.
Brylluppet var lille, kun de nærmeste var inviteret og selvfølgelig Pjuske.
Karen Margrethe kom ikke og ringede ikke. Hun nægtede at tale med sin datter.
Men Astrid, Jens og Pjuske var lykkelige.
Sådan gik det til, at de fandt hinanden i den store verden.
