For en måneds tid siden, da jeg kom hjem fra arbejde, blev jeg mødt af usædvanligt stille Freja og Emil med et tankefuldt løftet øjenbryn.
Mor! Du bliver ikke rigtig sur, vel?
Har du solgt Simba for en million? svarede jeg tørt. Simba er vores hårløse kat af racen Peterbald. Hans stamtavle er så imponerende ren, at vi andre nærmest ligner gårdkatte med ham i huset selv Emil, hvis fars slægt næsten kan spores tilbage til vikingerne. Hvis man virkelig ville, kunne man sikkert få en million kroner for Simba. Eller deromkring.
Nej da, forsikrede Freja ivrigt, tværtimod!
Hvad mener du med tværtimod? spurgte jeg undrende. Har du så købt EN TIL for en million?
Freja smilede som én, der skal til at levere en sensationel nyhed.
Nej, mor! Jeg slap HELT uden at betale. Jeg fik alt sammen gratis!
På det tidspunkt begyndte Emil at fnise sådan, at jeg måtte insistere på en forklaring. Jeg havde faktisk godt regnet forløbet ud, men ville alligevel gerne kende omfanget af ulykkerne.
Omfanget viste sig at være betragteligt. Frejas klassekammerat, Mille, fandt en lille forsulten killing i en grøft. Hun tog den med hjem, men hendes forældre sagde hurtigt nej de havde i forvejen en stor hund og alt muligt andet. Derfor slæbte Mille killingen med i skole, hvor hun og killingen begge så helt rystede ud vil nogen tage den?
Forstår du, mor, sagde Freja, ingen ville have hende. Så jeg fik så ondt af den…
Lige dér fik jeg mest ondt af mig selv. Engang prøvede vi nemlig at opfostre en lille forældreløs killing, Emil havde fundet på P-pladsen bag vores bolig i Aarhus. Vi fodrede den med flaske i tre uger, men pludselig døde den en nat. Sådan går det nogle gange med helt små killinger de klarer det bare ikke. Det var dengang, vi anskaffede Simba, men det hul den mis efterlod i hjertet, heler aldrig rigtigt.
Det var det hul, der fik mig til at sukke dybt, da jeg igen forestillede mig hele forløbet med alle de risici og sorger, man næsten kan regne ud på forhånd. Og egentlig havde jeg ikke spor planer om endnu én i huset lige nu.
Nå, lad os se, hvad du så har slæbt hjem for nul kroner.
De viste mig en papkasse. I kassen lå en bunke klude, og ovenpå… Ja, der er et ord på dansk skræmsel. Det her var netop sådan et. Mindre end Frejas håndflade, snavset grå og så tynd, at man næsten følte, man kunne knække den ved at løfte den op den lignede mest af alt et forpjusket katteskrog med store goblin-agtige øjne. Ret tydeligt, hvorfor ingen ville have den.
Freja og jeg tog lige en lynsnak om, at man har ansvar for dem, man tæmmer egentlig mest pro forma, for det var soleklart, at det suppeben nu var blevet boende hos os. Ingen havde brug for det. Og helt ærligt, i det øjeblik tænkte jeg da også lidt, at vi kunne have været det foruden.
Da huset allerede bød på baby og en kat, kom skræmklingen i døgnkarantæne indtil turen til dyrlægen dagen efter. Karantænen bestod af sit eget værelse, en stor papkasse, et blødt tæppe, en varmedunk, kattebakke og et par tøjdyr. Hver fjerde time gik én af os Freja, Emil eller jeg op for at fodre kraniet. Vores døgnrytme passede faktisk perfekt: Emil lægger sig sent, Freja står tidligt op, og lille Rikke vågner indimellem om natten. Der er altid én vågen til at give katten en flaske. (Rikke selv er endnu for lille, men den der vågner sammen med hende, klarer det).
Mellem fodringerne blev Freja hængende ved killingen, bange for at den skulle føle sig ensom.
At missen ikke var specielt ked af at være alene, opdagede jeg en nat, da jeg fandt hende varm og tryg under sofaens plaid. Papkassen stod urørt. Hvordan den bette filur var kravlet ud af den lukkede kasse OG op på sofaen, forblev et mysterium. Den lille Houdini nægtede at tale.
Dyrlægen hev katten op med to fingre og udbrød begejstret:
Sikke en skønhed!
Katten sendte ham sit mest fortørnede goblin-blik og mjavede spidst.
Dygtig! sagde dyrlægen.
Det jeg tænkte på var, hvordan i alverden jeg skulle vaske den. Den var så lille og spinkel, at jeg frygtede én forkert bevægelse kunne brække et ben. Men dyrlægen tog det helt jordnært. Han blandede katten i lidt sæbevand, vaskede hende under vandhanen, som min mormor vaskede nylonstrømper i gamle dage, tørrede hende i håndklæde og katten protesterede ikke det fjerneste. Måske brød hun sig om det, måske pressede hun bare traumerne lukket ned i underbevidstheden.
(Dont ask hvordan en killing kan have underbevidsthed j eg tror ikke engang, dens hoved rummer særlig meget bevidsthed!)
Frisk fra badet så hun kun en smule mindre sølle ud, men havde da fået nogle mere bestemte katteformer. Hun var udmagret med alvorlig blodmangel, sagde dyrlægen, og meget svag.
Du har virkelig reddet hende, sagde han til Freja, hun havde ikke overlevet mange timer mere i grøften lopperne havde ædt hende levende.
Det var Mille, der fandt hende, sagde ærlige Freja, jeg tog hende kun med hjem fra skolen.
Hvilken klasse går du i? spurgte dyrlægen.
Sjette.
Så har du VIRKELIG reddet hende!
Af hans tone at dømme var sjette klasse nok ikke mindre farlig for en forkommen killing end et vildt krat.
Efter vask så vores lille skræm lidt mere fluffy ud, selvom hun langt fra blev smuk. Første halvanden uge lå hun bare eller spiste. Mage til maveproblemer har jeg aldrig set, og jeg var flere gange nær opgivende jeg ville ikke miste endnu én. Jeg stod op om natten for at mærke, om hun trak vejret, eller tjekke, hvad hun havde spist og hvad der kom ud igen. Dyrlægen begyndte at kende mig på stemmen i telefonen. Da vi kom med det sædvanlige nødopkald, klappede han nu den allerede mere runde killing og grinede:
I kan roligt slappe af. I er hængt op på denne kat i mange år fremover!
Det er sjovt med mennesker: For få uger siden anede jeg ikke, jeg ønskede mig endnu en kat, og havde nogen spurgt, om jeg ville trække en vanrøgtet katafskrækkelse hjem, ville jeg have troet, de var tosset. Men når først Freja havde slæbt hende hjem, og vi havde bekymret os om natten og dagen, blev beskeden om mange års kat lige pludselig månedens bedste nyhed.
I skulle se den! Som gribene i Jungle-bogen sang: en samling knogler, der trisser omkring for sig selv.
Første dag troede vi faktisk, missen var en hun. Lige før dyrlægebesøget kiggede jeg nærmere og blev sikker på, det måtte være en han. Halvdelen af vejen til dyrlægen diskuterede vi navne. Dagen før havde vi set tegnefilm om Pyrus, og Freja løb nu rundt og råbte Pyrus! Pyrus! Pyrus lød som det mest bedende og nuttede navn, så den fik navnet Pyrus.
Men dyrlægen konstaterede, at killingen altså VAR en hun. Nu havde vi jo et navn allerede! Så blev Pyrus-drengen altså til Pyrus-pigen. Eller bare Py. Eller Pyssen, Pysk, eller hvis det skulle lyde rigtig fint Euphemia. Lille Rikke siger bare Miiiia!.
Nu vejer vores tidligere 100 gram kat en halv kilo og har vokset gevaldigt i frækhed. Smuk bliver hun nok aldrig, men alligevel står vi i kø hver aften for at have hende på skødet. Når hun spinder på lårene, bliver alle varme indvendigt jeg aner ikke hvorfor.
Dyrlægen forklarede, at hun faktisk er trefarvet. Hvordan det? tænkte jeg, hun er jo bare grå på grå på grå! Men nej, der ER faktisk hvid underuld. Det var én farve. Grå, det er to. Og så en beige stribe lige henover snuden som en domino-maske. Trefarvet kat, nærmest som Dannebrog og lidt hollandsk flag.
I dag mødte jeg en stor vildkat bag vores hus smuk, kraftfuld og slet ikke tam. Hun gik bekymret rundt i buskadset, og da hun så mig, smuttede hun væk, men kiggede tilbage mod huset. Hun var trefarvet. Jeg sagde stille, at Py har det godt.
Nogle gange bringer livet os uventede små mirakler. Det vi først ser som besvær, bliver ofte det, der giver dagligdagen allermest mening. Et bundt knogler i en papkasse kan blive familiens varme midtpunkt. Sådan lærer man, at kærlighed ikke altid planlægges den vælter bare ind, når man mindst venter det.
