Henrik var lige kommet hjem fra fængslet.
I alle de år havde han næsten ikke regnet med, at hans unge kone ville vente på ham syv år er lang tid. De første to år skrev hun breve hver uge, erklærede sin kærlighed og svor, at hun selvfølgelig ville vente på sin elskede. Han troede uden tøven på, at hun ikke engang ville overveje at lede efter en anden hvordan skulle det kunne lade sig gøre, de havde jo sand kærlighed.
– Henrik, det er næsten noget, vi alle har oplevet. Skal sådan en ung, køn kvinde virkelig ødsle sine bedste år væk på at vente?
Det skulle vise sig at være sandt. Brevene fra hende blev sjældnere, indtil de helt ophørte. Han havde ellers forberedt sig på det, men det gjorde ondt alligevel i næsten et år led han, skrev breve uden svar og tryglede hende om at holde ud lidt endnu, for hun var hans eneste lys. Til sidst kom hun forbi uden at se ham i øjnene, bad ham skrive under på skilsmissen, mumlede et tak og farvel og forsvandt lettet ud af hans liv.
Sorgen forsvandt langsomt med årene han forstod hende og tilgav hende. Med tiden fandt han sammen med Anne, en venlig og lun kvinde, der var et par år ældre end ham og havde drengen Viktor på otte. Henrik tog ham til sig som sin egen, og nævnte aldrig, at han ikke var drengens biologiske far. Viktor var en vild og livlig knægt, og Henrik måtte tit i skolen for at høre på lærerens klager, men han forsvarede altid Viktor drenge skal jo have lov til at være drenge.
Da Henrik flyttede ind hos Anne, blev han overrasket over, hvor forsømt lejligheden var. Ikke så mærkeligt, tænkte han hvad skal en enlig mor ellers gøre med sine penge, tapetsering eller nye sko til barnet? Henrik satte sig straks for at sætte lejligheden i stand han lagde nye elledninger og skiftede rør. Først gik han i gang med Viktors værelse: skrabede det gamle tapet af, satte i stand og pudsede væggene, så det hele blev ordnet. Han solgte sit gamle kollegieværelse, skaffede nye vinduer til lejligheden, og for resten af pengene købte de solide møbler til alle værelser. Mændene på Henriks arbejde, hvor han lavede møbler, drillede ham.
– Er du virkelig så ivrig efter at shine en andens lejlighed op? Hvis I bliver uvenner, får du ikke meget glæde af det.
– Hvorfor skulle det være en andens? Jeg bor der med Anne, hun er jo nærmest min kone. Og Viktor er som min egen søn, han er alt jeg har.
Da Viktor blev teenager, begyndte han at gøre oprør især imod Henrik. Så snart Henrik forsøgte at sætte grænser, blev Viktor vred.
– Du er ikke noget for mig, du skal ikke bestemme her!
Anne havde heldigvis et mildt sind, hun formåede at holde freden i huset, og ind imellem hvilede en ægte ro over familien. Han følte sig hjemme med Anne, især om aftenen efter arbejde, hvor de sad sammen foran fjernsynet med en kop te og talte fortroligt nu var Viktor jo næsten altid ude en aften.
Da Viktor fandt sig en kæreste, en sød og fornuftig pige der hedde Sidsel, frygtede Henrik, at det ville blive for trangt og besværligt derhjemme selvom der var tre værelser. Men bekymringen var forgæves. Sidsel mindede faktisk om Anne, med sit milde og afbalancerede væsen hun slukkede konflikter, før de opstod, og fik hurtigt Viktor til at undskylde og købe blomster til kvinderne eller en øl til Henrik.
– Slap nu af, lad os tage en øl og lidt snacks sammen, så laver pigerne noget lækkert til os.
Viktor og Sidsel fik en søn, Emil. Da Henrik tog sit barnebarn i armene, fik han tårer i øjnene så lille og alligevel så nært. En lunt følelse for gennem ham: Det havde ikke været forgæves, han var ikke fremmed mere.
Emil voksede til og løb altid i hælene på sin bedstefar Henrik de lavede alt sammen: fikset vandhanen, flyttet møbler, eller gik i Netto efter mad, som uadskillelige papegøjer. Mor og far arbejdede, mormor havde travlt i hjemmet alt var, som det skulle være. Men med tiden fik Viktor smag for snaps…
Han begyndte at invitere kammerater forbi og bad Sidsel stille op med mad og drikke. Det var sjovt i starten de unge skulle da hygge sig og fejre livet. Men snart ændrede selskabet sig: gamle venner forsvandt, og nu kom bare folk, der ville drikke. Når snapsen flød, blev Viktor ubehagelig, vred og det gik ud over både Sidsel og Emil. Henrik forsøgte at sætte grænser for sin stedsøn.
– Nu er det nok, Viktor, du skal ikke trække hvad som helst ind her mere!
– Du skal ikke bestemme her! Det er mit hus, du er ingenting. Emil, han er ikke vores rigtige morfar, du skal ikke klamre dig til ham.
Skænderierne blev voldsomme, ofte med slagsmål, og Sidsel flygtede flere gange med Emil, til sidst forlod hun Viktor for altid. Anne blev syg af bekymring og døde få måneder efter hendes eneste søn havde ødelagt sit eget liv.
Henrik sørgede længe, havde skænderier med Viktor, der gjorde hans liv surt. Han ville gå, men hvor skulle han dog tage hen i den alder? Slap nu af, tænkte han, det er da noget. Livet hjemme blev umuligt. Emil kom ikke mere på besøg, Sidsel slet ikke. Det er klart nok, tænkte Henrik, jeg er jo ikke familie for dem. Sidsel har sikkert sagt til Emil, at jeg ikke er hans morfar. Heldigvis blev Henrik forstyrret i sine triste tanker, da naboen Marianne bankede på.
– Henrik, kan du ikke lige hjælpe mig, det ville være en stor hjælp!
Hun havde boet hos sine børn hele vinteren, nu var hun lige kommet hjem til det lille hus i landsbyen. Henrik forestillede sig det værste måske var hele huset brændt ned, eller børnene kommet til skade. Men det var ikke så slemt hun havde prøvet at hente peber og salt fra skabet, fjernet for hårdt i lågen og nu hang den fast og var på vej til at falde ned. Hun var helt fortvivlet.
– Børnene kommer snart, og de siger nok, at jeg kun laver ballade!
Henrik fik ordnet hylden på fem minutter, samlede krydderierne op sammen med hende og prøvede at lette stemningen.
– Hvornår rejser du tilbage til dine børn?
– Snart. Min svigersøn har fået fri to dage, jeg tager med ham i weekenden.
– Du skal da ikke besvære ham med det jeg kan da køre dig i min gamle Toyota! Ikke nogen luksus, men vi skal nok komme frem, og jeg har ikke andet at tage mig til end at skændes med Viktor.
– Det er nu lidt pinligt, Henrik. Hvad vil folk dog tænke?
– At en kvinde sætter sig ind i en mands bil og kører skam dig dog, Marianne!
– Åh stop nu, Henrik!
***
Mariannes hus var pænt, men vinduerne var skæve, og gulvene rådne. Malingen hang i flager, trappen var så skæv, at en herreløs hund havde slået sig ned under den. Den gamle brændeovn var sodet til, og der var sprækker i væggene. Det var forståeligt, at Marianne ikke kunne være der om vinteren. Hun blev helt flov over huset, da hun så Henriks blik.
– Da min mand levede, var her orden. Jeg ville ikke forlade huset, hvis bare det kunne holde, men det kniber og det er heller ikke sjovt at bo hos børnene i deres lille lejlighed. Men om foråret længes mit hjerte altid tilbage hertil. Bliv nu i nat, Henrik, du skal jo alligevel tilbage i morgen.
Næste morgen lagde Henrik energisk ud med sin skruetrækker. Han rettede dørene ind, ordnede lidt på terrassen, så det i det mindste kunne holde sommeren igennem. Marianne kom listende bagfra.
– Hvad siger du, Marianne? Jeg kan ikke høre dig.
– Jeg siger, du skal blive ikke tage afsted igen. Jeg ved godt, det ikke er nemt for dig derhjemme, og jeg har det heller ikke sjovt alene.
– Hvad med dine børn, hvad vil de sige?
– De skyder mig da nok ikke, skulle jeg mene.
***
Henrik gik i gang! Hele trappen blev revet ned og lavet ny. Han hentede brædder hos den lokale tømrer, lagde nyt gulv til badehuset og gik langsomt i gang med huset. Med hjælp fra naboerne løftede de huset, fyldte sprækkerne ud, og Henrik murede næsten ovnen op forfra. På to måneder blev huset uigenkendeligt.
Børnene skulle snart komme fra byen. Henrik og Marianne var nervøse som teenagere før et bal. Hun anede ikke, hvordan hun skulle sige det til dem, og han frygtede, at de ville smide ham ud, nu hvor han havde boet her så længe.
De brugte morgenen på rengøring og madlavning. Mariannes søn, Mathias ankom med familien. Uden så meget som et hej råbte han:
– Henrik, nu må du fandeme opføre dig har du friet, eller hvad?
Henrik blev lidt paf og ville egentlig give Mathias et kram, men frøs i bevægelsen efter de ord, som ramte ham hårdt. Igen følte han sig som en hjemløs, forladt kat, der aldrig i livet havde troet sig værd til en familie.
Han havde aldrig søgt gevinst, bare drømt om, at kunne samle en stor og kærlig familie, vente børn og børnebørn på besøg selv om det ikke var hans egne. Han var vokset op som børnehjemsbarn hans største ønske havde altid været at skabe varme og hjem, hvor han var. Aldrig havde han sparet på kræfterne.
– Henrik, står du og sover? Jeg siger bare nu skal du altså opføre dig, du er jo blevet vores hushane! Din svigerdatter søger efter dig, og Emil savner sin morfar. Jeg gav dem jeres adresse, de kommer nok snart Emil har lovet at tilbringe sommeren her.
Henrik åndede lettet op. Han troede knap sine egne ører deres adresse, sagde han. Hans hjerte bankede af glæde. De har accepteret mig, de er ikke imod det.
– Mor, hvorfor står I her og ser så skyldige ud? Giv nu et kram. Har I fået bygget et nyt hus? Mor, dig får vi aldrig med til byen om vinteren igen!
Mariannes treårige barnebarn kom hen og gav Henrik et kram om benet.
– Henrik, er du så vores nye morfar nu?
Marianne blev rød i kinderne, og Mathias lo hjerteligt.
– Ja, det er du. Du er vores.
Henrik følte, at det hele var gået op i en højere enhed familie får ikke kun ved blod, men ved at vælge hinanden og åbne hjertet. Af og til kommer lykken, når man mindst venter det og det, vi giver, vender altid tilbage i en eller anden form.
