Hævn mislykkedes
Fredag aften, og jeg er stadig på kontoret. De lange, tomme gange er næsten beroligende kun mine skridt mod laminatgulvet og den svage summen fra elevatoren for enden af fløjen bryder stilheden. Klokken på væggen fortæller mig, at den snart er otte, men for første gang i månedsvis mærker jeg ikke den sædvanlige irritation over at være her så sent. Tværtimod endelig, endelig er projektet færdigt. De sidste tre måneders slid møder, uendelige rettelser og sene arbejdstimer er nu afsluttet. En stille begejstring breder sig i kroppen, sådan en sjælden varme, man kun får, når man har kæmpet og til sidst sejret.
Mine tanker kredser stadig om netop det projekt. Hold nu op Kunden har nok været den mest besværlige, jeg nogensinde har arbejdet med. Den ene dag ville han have resultater på én måde, næste dag noget helt andet. Han skiftede mening oftere, end nogle af kollegerne skiftede sokker. Stemningen på kontoret var derfor til tider ret trykket alt for mange ændringer, alle blev pressede. Nogle snakkede endda om at få tics af det. Alt det ligger nu bag os. Rapporten er sendt, alt er lukket, og en god bonus venter forude. Bare ret skal være ret.
Louise, du er her stadig? Klokken er jo mange!
Jeg vender mig om. Selvfølgelig er det Simon fra nabokontoret. For mig begynder det at grænse til komisk, hvordan han konstant tilfældigt dumper ind, uanset hvor jeg befinder mig. Altid et spørgsmål om et regneark, eller et nyt IT-system eller blot en snak ved kaffemaskinen. Jeg smiler høfligt, nok mest fordi han trods alt er sød, men det bliver aldrig mere end et venskabeligt nik der er næsten tyve år imellem os, og hans forsøg på at charmere har ingen chance.
Ja, skulle bare lige lande projektet, svarer jeg, og prøver at lyde venlig, men ikke for indbydende.
Han stikker hænderne i lommerne og kommer nærmere, et sted midt imellem bekymret og håbefuld.
Stærkt gået! Jeg har hørt, den kunde var… hmm, ikke helt nem. Men altså, det er jo ikke meningen, man skal være her hele natten!
Jeg må smågrine ikke nem er da noget af en underdrivelse men jeg lader ham have den, det er ikke nu, jeg orker en lang snak.
Det går nok. Nu kan vi slappe lidt af alle sammen, svarer jeg let. Hovedet kører det handler om at få sagt det rette, ikke åbne for noget, der kan misforstås.
Vil du køre med hjem? Jeg har bilen med, og din måtte jo på værksted? Ordene kommer næsten for hurtigt. Han ser på mig med tydelige hvalpeøjne så ivrig for at hjælpe, at det nærmest er sødt.
Indvendigt sukker jeg. Simon, du ligner en labrador, der venter på at nogen kaster pinden, tænker jeg, og det ER svært ikke at holde af hans entusiasme. Men jeg må være konsekvent.
Tusind tak, jeg har allerede bestilt en taxa, siger jeg venligt, men bestemt, og træder forbi ham mod udgangen.
Han spærrer vejen Det er ikke sikkert! Altså, du aner ikke, hvem der kører. Du kunne risikere at…
Jeg standser forbløffet. Hans bekymring er ægte, men også ret over the top. Alligevel kan jeg mærke, han ikke bare er sød han er bare ræd for at miste den mindste chance for lidt ekstra tid sammen.
Simon, jeg lover dig, det går. Jeg har brugt det samme taxiselskab længe, og jeg kender endda min chauffør det skal nok gå. Nu lidt fastere, næsten moderligt, så han fatter, det her er endeligt.
Han bakker modstræbende væk. Jeg kan se skuffelsen i hans ansigt, og jeg ved, hvorfor han ikke forstår et nej. Det hjælper nok ikke, at hans far er økonomidirektør direkte afvisninger bliver lynhurtigt til problemer, på den der diskret betonede måde, kun de gamle familier i dansk erhvervsliv kender.
Det er svært ikke at synes synd om ham han prøver virkelig, men han kunne bare aldrig være mere end en kollega.
Da jeg endelig sidder i taxaen med kendt chauffør, sukker jeg lettet og hviler hovedet mod sædet. Jeg håber, han ikke finder på at følge efter mig som tidligere Nu vil jeg bare hjem. Hjem og have fred.
***
Firmaets 30-års jubilæum holdes i en mondæn restaurant i centrum. Det store lokale er proppet festligt dækket op, bløde lyde fra jazzmusik i baggrunden. Den normale forretningsetikette er smeltet væk; snakken flyder, kollegaerne slapper af, latteren ruller.
Jeg holder mig lidt på sidelinjen, småsludrer med folk, men rigtigt opsøgende er jeg ikke. Det er faktisk meget hyggeligt, indtil jeg får øje på Simon. Først står han diskret i hjørnet, men så stiger modet i takt med antallet af øl, og til sidst kommer han direkte hen.
Jeg har besluttet det! råber han næsten. Om en måned gifter vi os du flytter hjem til mig, dropper jobbet, og så ser du bare smuk ud!
Et sekund fryser jeg det er så komisk, at det næsten gør ondt. Han mener det, kan jeg se på hans blik, stiv af selvsikkerhed.
Inden jeg når at reagere, lener han sig ind for at kysse mig. Jeg rykker instinktivt væk, så glasset næsten vælter.
Vreden koger over. Månederne med akavede situationer, alle kollegernes blikke og latteren bag ryggen, fordi Simon ikke fanger et nej, alt sammen vælter ud.
Hvad bilder du dig ind?! Min stemme bærer gennem lokalet. Hvilket bryllup? Tror du, jeg er interesseret? Jeg har for længst gjort det klart du skal holde op! Jeg gider ikke finde flere undskyldninger, jeg gider ikke sladder.
Han prøver at sige noget, men jeg overdøver ham.
Er du ikke stoppe, må jeg sige op! Jeg har ikke brug for et arbejde, hvor jeg skal affinde mig med pågående flirteri og blikke.
Folk stivner, men jeg er ligeglad. Det var på tide.
Simon ser forvirret ud, forstenet. Så vender jeg ryggen til og går, mens kollegerne stirrer efter mig.
Ude på gangen står jeg længe, prøver at få styr på åndedrættet. Min kollega Stine står ved siden af, og jeg får endelig sagt det, jeg har tænkt på:
Det kan da ikke være rigtigt, at hans fars stilling skal gøre, jeg ikke kan give ham et klart nej! Tror de, jeg ikke kan få et andet job? Jeg får tilbud løbende, har et super CV jeg bliver kun, fordi jeg har lyst. Det dér gider jeg ikke finde mig i!
Før Stine kan svare, lyder en myndig stemme bag os.
Du skal ikke sige op.
Det er Birgitte, økonomidirektøren selv. Hun er rank, energisk, alvoren malet i ansigtet.
Undskyld min søn, siger hun lavt. Han er på næste fly ud til vores Oslo-afdeling. Det var uacceptabelt.
Simon vælter ind, hårdt ramt. Du bestemmer ikke over mig og jeg tilgiver ikke et nej! Vent bare, Louise!
Jeg stivner. Birgitte fryser ham fast med et blik.
Det må være nok. Hun vinker vagten til. Følg ham ud nu.
Simon går, rasende, og kun hans sko mod fliserne kan høres. Birgitte lader blikket hvile på mig.
Undskyld igen. Jeg lover, det sker aldrig mere.
Hun går ind i festsalen igen, og der står jeg rystet, men også mærkeligt lettet.
***
MOR, jeg er forelsket! Signe farer ind i stuen, øjnene glitrer, smilet kan ikke blive større. Jeg står med te i hånden og mærker kærligheden til min lille pige strømme. Det er længe siden, hun har været så lys i sindet.
Hvem har nu taget mit barns hjerte? spørger jeg smilende.
Simon! Han er bare SKØN! Omsorgsfuld og klog, og alle mine veninder misunder mig!
Mit navn stivner. Det navn. Kun med besvær sætter jeg koppen fra mig. Alle de arbejdsrelaterede fiaskoer, hans skandaløse optrin og nu min datter? Jeg maser en dyb indånding igennem.
Hvornår møder jeg ham? spørger jeg, roligt, selvom hjertet banker hårdt.
Til farmors fødselsdag på lørdag! Vi er sammen snart hver dag, og vi har talt om bryllup, mor!
Alt snerper sig sammen. Men selvfølgelig må jeg afvente. Den samtale skal vi have i ro.
Jeg glæder mig til at møde ham, lyver jeg blødt.
Hun flyver i armene på mig og krammer.
Du er verdens bedste mor! Tak fordi jeg kan fortælle dig alt.
***
Lørdag begynder huset at summe tidligt. Farmor, Gerda, tripper rundt og kigger til brødet i ovnen. Musik og latter fra stuen. Familien fylder huset op, børnene spurtende ud og ind i haven, alle hjælper.
Da vi endelig sidder samlet over 30 mennesker, kun allernærmeste ringer Signe og siger, de er på vej. Latteren klinger, der bliver åbnet vin, skålet og udvekslet anekdoter.
Så går døren op midt i festen. Signe lyser som en stjerne. Hendes hænder holder kærligt om Simon, der ranker sig og smiler bredt.
Her er vi! Det er min kæreste, Simon. Vær søde ved ham!
Festen stopper. Alle kigger.
Jeg stivner. Er det… ham? I et øjeblik føles det, som om gulvet forsvinder under mig. Alt vender sig indeni hans blik søger mit, triumferende. Det hele går op for mig: Nu får han sin hævn, nu får han magt i familiekredsen.
Han når knap at hilse på farmor, før jeg rejser mig så hurtigt, at stolen knirker.
Ud herfra! Peter, få ham smidt ud og giv ham gerne en ekstra opsang! Kan du overhovedet tænke dig at tage hævn via min eneste datter?
Tavshed falder ned over bordet. Signe kigger målløs på mig.
Mor hvad!?
Jeg tager endnu et skridt. Ser kun Simon.
Det er den samme tåbelige fyr fra mit arbejde! Hans mor Birgitte sendte ham væk efter han pinte mig foran alle. Og nu kommer du via min datter for at tage hævn?
Han bliver bleg, forsøger at sige noget, men Signe bryder ind.
Seriøst? Simon, har du jagtet min mor, og nu prøver du igen? Er det rigtigt?
Hans ansigt er nu mere arrigt end forlegent ser på mig: Hvordan kunne du? Foran din datter?
Så bryder min bror Hans sammen af grin Hold da op, endnu et soap-opera-bryllup! Jeg så det dér firmafrieri på videoen, troede du drillede os! Men det her, det slår alt!”
Hans latter smitter rummet opløses i befriende grin og fnisen. Selv Signe begynder at smile, tøvende, men så slår det hende: hele situationen er grotesk. Snart ler hun med os alle, og jeg mærker presset forsvinde fra rummet.
Simon står, sammenkrøbet, rød i hovedet. Han ryster, men denne gang af vrede og nederlag. Uden et ord styrter han ud, smækker døren bag sig, mens resten af selskabet stadig smågriner.
Hans hævnplan? Fuldstændigt mislykket. Tilbage står kun ydmygelsen og løftet om, at min familie og jeg aldrig lader os manipulere.
Da latteren dør ud, lægger Hans armen om Signe.
Bare rolig, vi finder dig en, der kan tage grin på den gode måde!
Og så skåler vi ikke for hævn eller drama. Men for at vi står sammen, og for at solen altid titter frem efter en dårlig oplevelse. Jeg deler grin og kage med min datter lettet, fri og stærkere end nogensinde.
