MOR
Josefine er tydelig gravid, og det får straks gang i hele snakkeklubben i landsbyen:
Ingen skam i livet! Maven står som en hval, og hun går her og smiler! Jeg ville dø af skam over at møde folk, siger gamle fru Madsen, mens hun pakker nye kartofler.
Tiden i dag, de er jo fuldstændig uden moral, supplerer Karen Sofie.
Ved man egentlig, hvem hun venter barn med? spørger Jensen, mens hun knaser på en rugbrødsmad.
Ja, det gør man. Kan I huske, da de byggede kirken? Der var en mørkhåret, ret flot håndværker fra København. Det var ham, hun rottede sig sammen med. Han var selvfølgelig gift. Kørte hjem. Slut!, vifter fru Madsen opgivende.
Man burde altid bede om at se dåbsattest! kommer det fra Jensen.
Hvad snakker I om, kvindfolk? Nu må I styre jer, brummer gamle Harald hen over hegnet.
Vi har nu blot en civiliseret snak, retter Karen Sofie ham.
Imens I sidder der og vender andres sager, flakker din høne rundt i min have! udbryder Harald og peger mod Karen Sofies matrikel.
Satans fjerkræ! Jeg skal nok få fat i hende! råber Karen Sofie og haster hjemad.
Men ikke alle snakker ondt om Josefine. Nogle synes bare synd for hende, andre tror på at det hele ordner sig:
Min pige, du er tredive år. Ingen mand det kommer næppe. Få nu barnet, så er du da ikke alene, siger hendes far, Erik, stille.
Vi skal jo nok klare den. Det er jo ikke krigstid, støtter hendes mor, Bodil.
Halvor kom til verden i stilhed men med landsbyens hvisken på slæb. Illegitim, uden officiel far! Men Josefine bar sit moderskab med rank ryg.
Drengen fik morfars navn til mellemnavn. Feltet “far” i fødselsattesten stod tomt et ar man ikke kan fjerne.
Halvor var elleve, da mormor døde. Morfar klarede ikke sorgen; præcis et år senere fulgte han efter.
Halvor havde fra lille været ordknap og indesluttet. Nu lukkede han sig næsten helt inde. Josefine så sønnens savn efter morfar og tænkte: “Kære Gud, lad mig tage hans smerte bare skån mit barn!” For Halvor havde haft Erik som både far og bedste ven.
Udseendemæssigt lignede Halvor ikke sin biologiske far, synes Josefine kun talentet for håndværk havde han arvet. Han lavede små dukkehuse til nabopigerne af gamle trækasser, hjalp morfar med at bygge redskabsskur og lille sauna.
Han bliver en fantastisk håndværker! Han har fået et særligt talent, sagde morfar tit og løftede pegefingeren.
Josefine blev indimellem overmandet af skyld over, at Halvor voksede op uden far. Hun frygtede, at det var derfor, sønnen holdt sig på afstand.
Min søn, prøvede hun at give ham et kram.
Årh mor, stop nu, sagde Halvor og trak sig væk.
Halvor havde det svært i skolen, flød kun op på karakteren 4-5 i alt andet end idræt og billedkunst.
Jeg ved virkelig ikke, hvad der skal blive af ham, Josefine Eriksen, klagede klasselæreren han gider jo slet ikke skole. Hvilket gymnasium tager ham med de karakterer? De skulle skrive stil om “Min yndlingsbog”, og han har skrevet tre vittigheder i stedet! Se selv! læreren rakte hæftet frem.
Han kan jo altid tage i værnepligt, og ellers er der masser af arbejde i byen. Vi mangler altid hænder, forsvarede Josefine ham.
Uanset fejl eller ballade skældte Josefine aldrig sønnen ud, men sagde kun: “Halvor, vær altid menneske uanset hvad du møder.” Hun elskede ham, ikke for noget han gjorde men af ren kærlighed. Kunne hun andet?
Da Halvor bliver indkaldt til værnepligt, møder næsten hele byen frem; der bliver festet to aftener i træk.
Du skal tjene Danmark og komme hjem som en helt! råber Harald, halvfuld, mens han svinger armen foran Halvors næse.
Ved kasernen, lige inden bussen kører, begynder Josefine at græde.
Min søn, tilgiv mig.
Pas nu på dig selv, mor. Skriv til mig, selv bare med sladder om køer og naboer. Bare skriv, han krammer hende overraskende nænsomt, som om det er sidste gang.
Josefine sender breve næsten dagligt. Hun skriver om landsbyens sladder, om hvor tomt huset er uden ham, hvor meget hun savner hans kram. Hver gang minder hun: “Bliv et godt menneske uanset hvad livet byder dig.”
Af Halvors breve hører Josefine om felttjenesten og hans nye bedste ven, Svend. “Mor, ham stoler jeg på som en bror!”
I et brev husker Halvor, hvordan Josefine kærtegnede hans kind, da han var fem, og hvordan han surt sagde: “Dine hænder er så ru!”
“Undskyld, mor! Jeg ved, du ikke blev ked af det; du grinte bare: ‘Hvordan skulle mine hænder være bløde? Have og hus, alt laver jeg med dem.’ Kære mor, hvis du vidste, hvor meget jeg savner dine hænder! Selvom de river mit ansigt til blods, ville jeg bare lægge kinden ind til dem igen. Jeg savner dig.”
Det brev blev det sidste. Kort tid efter banker sorgen på Josefines dør: Halvor er faldet på sin post.
“… såret Halvor Eriksen sprang, fastbundet med håndgranater, direkte ind i angrebet og kastede sig i døden med fjenden,” Josefine kysser billedet af sin søn i sort ramme fra lokalavisen “For mod og heltemod tildeles han tapperhedsmedalje (posthumt),” stod der afslutningsvis.
Ak Josefine, det er alt for hårdt, sagde folk i byen.
Men Josefine tog imod medlidenheden, som hun tog imod alt i livet med taknemmelighed, uden klage. Hun lod ikke tårerne flyde offentligt, men tørrede stille øjnene med sit lommetørklæde. Et øjeblik føltes hun årtier ældre.
Kisten blev aldrig åbnet. Hun så aldrig sin søn død; fik aldrig sagt et farvel. Nogle nætter tillod hun sig håbet måske er det hele en fejl, måske kommer han alligevel gående op ad stien. Det er jo sket før, at soldater er vendt tilbage. Når mørket falder, spejder hun ud af vinduet efter Halvor.
Halvor, min egen dreng! udbryder Josefine en aften, så det får spurvene til at lette.
Er De Josefine Eriksen? Undskyld at det er sent. Jeg er ikke Halvor, jeg hedder Svend hans ven fra tjenesten. Han har skrevet om mig, drengen vrider kasketten i hænderne.
Undskyld, hjertebanken. Ser dig der i mørket samme højde, ja. Men kom dog ind, jeg har lige sat risengrød over.
Josefine flyver omkring: “Jeg havde ikke ventet gæster. Der er kun suppe. Kan du lide suppe?”
Kald mig bare du. Jeg føler mig som din søn.
Josefine glæder sig hjerteligt over besøget fra Svend. De taler hele natten, de græder, griner, mindes Halvor.
En gang faldt Halvor om på sofaen, så vores gamle hund Max kom og begyndte at slikke hans ansigt. Halvor smilede og mumlede: “Mor, moar…” Vi var færdige af grin! Han sagde, du plejede at kysse ham godnat, når han sov. Det så han for sig.
Nu må du holde op! Han var jo stædig som en pindsvin ville aldrig kysse eller kramme! Jeg listede ind, når jeg troede han sov, og kyssede hans små hænder og pande. Jeg troede jo han sov tungt! ler Josefine.
Han var stolt af dig og elskede dig højt.
Hun åbner fotoalbummet: “Her er første bad se de tynde arme! Første skridt. Her med mormor til skolefest. Hun forkælede ham! Her saver han brænde med morfar. Det er nu, de er sammen. Han savnede morfar så meget efter han døde.”
Gennem Svends historier bliver Josefine overbevist, at hendes dreng var ægte og standhaftig.
Vores kompagnichef sagde altid, at vi bare skulle holde ud, hjælpen var på vej. Men til sidst var vi så få. Jeg blev selv såret. De fleste døde. De skød lige ind i ansigtet. Nogle kastede sig ind i mængden med granater… som Halvor, Svend skjuler ansigtet og græder.
Han skrev kun om øvelser til mig, hviskede Josefine forstående.
Svend blev hos hende i flere dage, fik rettet stakittet, lappet taget. Men en dag skulle han videre.
Må jeg skrive til dig?
Selvfølgelig, du er altid velkommen hos mig, smilte Josefine. Hun havde ikke lyst til at slippe ham, men vidste, at han også skulle hjem.
Jeg har faktisk ingen familie, sagde Svend genert. Jeg vokser op på børnehjem. Jeg troede, du ville tænke dårligt om mig…
Tosse! lo Josefine. Hvad har du tænkt dig nu?
Tænkte at tage tilbage til København.
Bliv her. Jeg er alene. Du har heller ingen. Vil du videre, så stopper jeg dig ikke men døren står altid åben. Du føles som min søn.
Igen begyndte snakken i byen: Josefine sørger ikke længe tager bare den første den bedste ind, og så er han sikkert en svindler, der snylter på hende!
Men ikke alle dømte hende. Nogle syntes bare synd for hende, andre håbede stadig, det ville gå.
Svend fandt hurtigt arbejde; landsbyens smed tog ham som lærling, og han viste sig som en mægtig dygtig smed.
Snart bragte Svend sin glade, rare kone, Helle, med hjem. Josefine tog hende til sig som en datter, elskede dem begge som mor. Hun bad kun hvis der kom en dreng, måtte han gerne hedde Halvor. Men først kom der en pige, og så endnu én.
Josefine stråler nu. Svend er dygtig, de har fået et nyt hus og en rød Peugeot. Sikke en svigerdatter, helt perfekt!
Kun Svend hørte hende græde stille om natten.
Josefine blev gammel. Den sidste tid var hun sengeliggende.
Ikke engang ens egne døtre tager sig så smukt af én, som Svend og Helle passer Josefine, undrede folk i landsbyen sig.
Svend tøvede ikke, han ordnede sengetøj, vaskede, støttede, fodrede.
Lige inden hun døde, løftede Josefine sine tynde arme, som ville hun favne én: “Halvor…” hviskede hun, og så gled hun bort. Helle og pigerne græd. Svend følte lettelse blandet med sorg.
Hvad smiler du for? Din mor er død … spurgte Helle.
Nu har hun fundet Halvor igen. Nu lider hun ikke mere, nu er de endelig sammen. Alt heler over tid kun sorgen over at miste sit ene barn kan aldrig heles, suk Svend.
At elske ubetinget, til sidste åndedrag det kan kun en mor.
