Han blev hentet fra børnehjemmet, da han var to år gammel. Inden da var han havnet der, efter politiet havde fundet ham skrigende og pakket ind i et tæppe på en bænk i Fælledparken. Det var det hjørne, hvor byens drankere samledes om aftenen for at fejre hverdagens fest.
Hans adoptivforældre elskede ham inderligt. De gjorde alt for ham og skjulte omhyggeligt, at han ikke var deres eget barn. Derfor flyttede de også væk fra Aarhus til Odense, så ingen skulle fortælle ham sandheden.
Men på hans nye skole spredte rygtet sig hurtigt. Pludselig blev han kaldt fundbarnet og gadebarn. Børnene drillede ham, grinede, pegede fingre, hånede og slog ham. Han forstod aldrig hvorfor. For han var rolig, stille og holdt sig for sig selv.
Hans fars ansigt blev mørkt, da han endelig forstod, hvordan sønnen havde det i skolen. Han førte ham til bokseklubben på Nørrebro, hvor en gammel ven var træner. Der blev drengen tævet hårdt, slået til han faldt. Men han rejste sig altid op igen med et blodigt smil og gik fremad uden frygt. Sammenlignet med ydmygelserne i skolegården føltes boksningen som ferie.
Snart lærte han ikke bare at slå igen, men at tørre det sleske grin af ansigterne på sine plageånder. Han blev frygtet i hele skolen.
Efter folkeskolen søgte han ind på Københavns Universitet, Biologisk Institut. Han blev færdig som zoolog. Så tog han med på ekspeditioner, skrev artikler for magasinet “Nordiske Dyr” og arbejdede både på universitetet og i Zoologisk Have.
Alt syntes at gå godt indtil hans mor blev syg. Han forlod universitetet for at passe hende døgnet rundt, mens han forsøgte at skrive endnu en artikel til magasinet. Moren blev aldrig den samme efter farens pludselige død et hjertetilfælde bag rattet i lastbilen, han altid kørte.
Efter morens begravelse rykkede han ind i deres gamle lejlighed, hvor minderne om dem fyldte alt de mennesker, der havde elsket ham mere end livet og givet ham alt.
Kort tid efter fandt han en lille grå killing i opgangen. Han tog den op og sagde: “Kom, lille fundkat. Græd ikke mere. Nu skal det nok gå. Jeg var jo også engang et fundbarn fra gaden.”
Det var begyndelsen. Snart var hans toværelses fyldt med katte og hunde. Han sørgede for dem, gik ture, slæbte dem til dyrlæge og gjorde rent. Det blev hans livsrytme år efter år mellem arbejdet på universitetet og artiklerne til magasinet.
Hans privatliv havde det sværere. Jo, han mødte da kvinder. Men det gik altid galt, når de satte fod i hans hjem mellem lugten, rodet, gøen og miaven rynkede de på næsen og besvarede aldrig hans opkald igen.
Så fyldte han halvtreds, alene men med fast stilling, god løn og et trofast læserpublikum. Dog hjalp det ham aldrig med kærligheden.
Denne aften havde han fundet hende på en datingside. Hendes billede havde draget ham som var det magi. Da han ankom til restauranten på Vesterbro, og satte sig, begyndte han straks at svede.
Overfor ham sad en skønhed omkring de fyrre, slank, med perfekt makeup og elegant designerkjole. Han tænkte: Hvorfor gider sådan en smuk kvinde en halvslidt mand med hele zoologisk have i sin lille lejlighed?
De småspiste, grinede høfligt. Hun kunne ikke forstå, hvorfor hun var blevet hun havde da fået bedre bud. Men noget holdt hende tilbage. Måske var det den barnlige, hjælpeløse smil, han ikke kunne skjule.
Hun tænkte: Er han måske en særling? Hvorfor smiler han hele tiden, og hvorfor sidder jeg stadig og lytter på hans beretninger om udlandsrejser?
Så sagde han pludselig: Undskyld, jeg ved godt, jeg ikke er noget for dig, og du vil nok ikke tage mine opkald bagefter. Hjemme hos mig er der kaos. Der er katte og hunde over det hele.
Han smilede skævt.
Hun protesterede: Hvorfor lyver du? Hvis jeg nu siger, vi kører hjem til dig, vil du så stå ved det, hvis det ikke passer?
Han rejste sig, overrasket, og nikkede.
Kom, så viser jeg dig, at det er sandt, sagde han.
De betalte, gik mod hans gamle Toyota og kørte til Nordvest. Op ad trappen, og i det øjeblik han åbnede døren, kastede fire katte og tre hunde sig over ham og derefter stirrede alle syv op på hende.
Altså, er det sandt? udbrød hun.
Han nikkede. De er allesammen fundet på gaden. Ligesom mig.
Hvordan det? spurgte hun.
Han trak på skuldrene: Fundbørn sådan kaldte de mig i skolen.
Hun gik ind i stuen, fejede skrald i en pose og satte sig ned, mens han ivrigt fandt porcelæn og små retter frem fra køleskabet.
Efterhånden blev hun mere stille, og øjnene begyndte at løbe i vand. Hun bad om et glas af noget stærkt. Han fandt en gammel flaske fransk vin frem fra skabet. Ikke tid og sted, vel? sagde hun, du har vel også lidt dansk snaps?
Hun tog et lille glas og tørrede tårer væk. For pokker, det er stærkt, sagde hun med et svagt smil.
Han talte videre. For første gang i sit liv betroede han nogen hele sin historie.
Pludselig opdagede hun syv par bedrøvede og forventningsfulde øjne på sig. Nå, I kære venner sagde hun og vendte sig mod ham: Nu må vi altså få gjort lidt.
Har du et træningssæt? spurgte hun.
Han kom med et slidt, spraglet gammelt joggingsæt. Hun klædte om og gik straks i gang med at rydde op, begyndte med kattebakkerne.
Da hun skulle bære skraldet ud, stod alle fire katte og tre hunde opmarcheret foran døren, og holdt øje med hende. Helt ærligt, lo hun, satte sig på hug, kælede dem og sagde: Bare rolig, jeg kommer tilbage, det lover jeg!
Dyrene flyttede sig endelig og lod hende gå. Da hun vendte tilbage, spurgte hun: Du har vel ikke læst mit profil på datingsiden?
Han blev flov, det barnlige smil brød frem.
Ærlig talt, nej. Jeg ringede kun, fordi billedet var så dejligt.
Havde du læst det, ville du vide, at jeg er dyrlæge og ejer min egen store dyreklinik, svarede hun.
Han tabte næsten munden: Det mener du ikke
Hun smilede. Gik hen til ham, kyssede ham blidt. Hundene logrede og sprang rundt. Alle fire katte snoede sig tilfredse om hendes ben.
Kom, sagde hun, lad os lave morgenmad sammen. Jeg skal tidligt op i morgen tidlig arbejdsdagen venter.
Siden da var der rent og velduftende i hans lejlighed, og både katte og hunde blev buttede og dovne. Efter nogle måneder flyttede de sammen til en stor, lys lejlighed midt i København.
Han forstod aldrig helt, hvorfor lykken pludselig smilede til ham men dyrene gjorde. De vidste, at man kan bede sine katteengle om alt godt for dem, man elsker. Og sommetider bliver de bønner hørt. Også i København.
