Det, jeg så ud gennem køkkenvinduet
Mads, har du lagt de rene skjorter sammen? Jeg så, at der lå to i bunken efter jeg strøg dem.
Jette, jeg styrer det selv, bare rolig.
Jeg er ikke bekymret. Jeg spørger bare. Hvornår rejser du?
Efter frokost. Omkring klokken tre, tror jeg.
Jette stod ved komfuret og rørte i havregrøden, selvom hun egentlig ikke havde lyst til at spise den længere. Hænderne gjorde bare noget, de kendte, mens tankerne var fyldt af noget andet. Fra den åbne vindueskarm strømmede fugtig aprilluft ind, og fra gården hørtes dryp fra tagrenderne det taktfaste dryp, dryp, dryp irriterede hende i dag mere end ellers.
Hvor mange dage skal du være væk?
Som altid. Fire-fem dage. Måske lidt mere, hvis møderne trækker ud.
Mmm, okay.
Hun hældte havregrøden op, satte Mads store, grå krus foran ham, hældte kaffe i og tilsatte mælk uden at spørge, for det havde hun kendt i syv år. To teskeer sukker, godt med mælk. Han kunne lide, at kaffen næsten var beige.
Mads sad med ryggen rank ved bordet og kiggede på sin telefon. Han gjorde det næsten altid nu om morgenen. Før i tiden prøvede Jette at starte samtaler, blev endda fornærmet over det, men hun havde vænnet sig til ritualet: morgenkaffe og telefon, sådan måtte det være.
Hør engang, Mads, sagde hun og satte sig overfor. Du skal jo afsted igen. Jeg har noget, jeg gerne vil snakke om.
Hm? Han løftede blikket, men lagde ikke telefonen væk.
Jeg har bestilt tid til konsultation. Hos Marianne Møller. Du ved, hende gynækologen, jeg har nævnt. Jeg vil gerne snakke med hende igen. Om barnet.
Mads lagde telefonen med skærmen nedad på bordet. Et dårligt tegn. Når han ikke syntes om en samtale, vendte han altid telefonen sådan.
Jette. Det har vi jo talt om igen og igen.
Jeg ved det, men jeg vil gerne tale om det én gang til.
Hvad er der mere at sige? Du ved godt, hvor gammel du er? Ikke for at fornærme dig, du ser dejlig ud, men…
Jeg er tooghalvtreds. Det er ikke nogen dom.
Jette, sagde han på den måde, man bruger overfor børn for at afslutte en samtale, der ikke skal fortsættes. Blidt, men definitivt.
Okay, sagde hun. Okay.
Hun begyndte at spise havregrøden, der nu kun var lunken og helt uden smag, men hun spiste alligevel. Udenfor dryppede det fra taget. Mads tog telefonen igen.
Da han havde spist op, sagde han tak og gik ind i stuen for at gøre sig klar. Jette vaskede op og tænkte på, at hun måske havde taget denne samtale om barn nummer tyve de sidste syv år. Og altid var svaret det samme, bare på en ny måde. »Vi venter lidt og får stabilitet«, »Det er et dårligt tidspunkt nu med jobbet«, »Du er ikke helt unge længere, tænk på dit helbred«. Syv år. Hun var blevet gift som femogfyrreårig og tænkte dengang, der stadig var tid. At de kunne nå det endnu. At Mads, gode, rolige Mads, nok skulle ønske det. Bare man ventede lidt mere.
Hun tørrede hænderne i det gamle viskestykke med korsstingsbroderi med haner på, som havde hængt over ovnlågen i tre år. Hun tænkte: jeg skal have et nyt, det her er helt slidt.
Mads kom ud i gangen med sin lille weekendtaske.
Nå, jeg er klar. Har du set min grå sweater?
Den ligger i skabet, anden hylde fra højre.
Nå ja, selvfølgelig. Han forsvandt og lukkede skabsdøren i med et smæk. Fandt den!
Han tog jakken på. Hun hjalp ham med at få kraven på plads, ligesom hun altid gjorde. Han kyssede hende på kinden.
Ja, hej så. Jeg ringer i aften.
God tur. Kør forsigtigt.
Det gør jeg altid.
Døren lukkede sig. Jette blev stående alene i gangen, lyttede til elevatorens summen, til opgangsdøren der smækkede nedenunder. Så blev der stille.
Hun gik ud i køkkenet igen, tog mere kaffe og stillede sig ved vinduet. Vinduet vendte ikke ud til gården, men til en sidegade, hvor der holdt flere biler langs fortovet: den grå Peugeot, naboen på tredje har, en gammel slidt VW, et par stykker mere. Det var en grå april, skyerne næsten mælkefarvede, lyset fladt, uden skygger.
Mads grå bil holdt ved naboejendommen.
Jette blinkede. Så kiggede hun igen havde hun taget fejl? Nej. Nummerpladen kunne hun udenad. Det var virkelig hans bil. Men han havde lige forladt huset, skulle da på forretningsrejse hvorfor stod han så der?
Måske skulle han lige sige farvel til nogen? Men hvem? De havde aldrig noget særligt med naboerne, bare høfligt hej i elevatoren.
Hun lod kaffekruset stå og stirrede stadig.
Ti minutter gik. Bilen blev holdende.
Så kom en kvinde ud af naboejendommen. Ung, ikke meget mere end femogtredive. Mørkt hår i hestehale, blå jakke. I armene havde hun et lille barn, tre år måske, iført rødt flyverdragt og hue med kvast. Kvinden talte blidt til barnet og krammede det. Barnet strakte hænderne mod hendes ansigt.
Jette så på og forstod endnu ikke rigtigt. Hun så bare.
Så åbnede førerdøren på den grå bil. Mads steg ud.
Han gik hen til kvinden, tog barnet i armene, løftede det højt, og barnet lo Jette kunne ikke høre det gennem vinduet, men hun så, hvordan hovedet røg tilbage i latter. Mads holdt barnet tæt, gned kinden mod dets hue med kvast. Så satte han det ned igen. Sagde noget til kvinden. Hun svarede. Så tog han hendes hånd og kyssede den.
Han kyssede hende på hånden.
Jette stod bag glasset og mærkede, at noget langsomt, meget langsomt begyndte at synke ned i hende. Det faldt ikke fra hinanden, ikke som et chok. Det sank bare, som havde hun en hylde inde bag ribbenene, og nu gled alle tingene på den hylde roligt ned, én for én. Uden larm.
Hun blev stående. Så på, da Mads gav barnet et sidste kram, kvinden rettede på huen, de sagde farvel. Han satte sig ind i bilen og kørte.
Kvinden og barnet blev lidt stående på fortovet og så efter bilen. Så trak barnet kvinden med sig, og hun fulgte efter, holdt barnet i hånden.
Jette slap først vinduesrammen, da de var væk. Hun satte sig på en taburet. Så på sine hænder, som lå på lårene helt almindelige hænder, lidt trætte, med vielsesringen stadig på ringfingeren.
Hun tænkte på, at kaffen i kruset nu var helt kold.
Hun gik hen og hældte kaffe ud i vasken, tændte for det varme vand.
Hun var nødt til at tænke. Men først skulle hun gøre noget med fornemmelsen af den hylde, der sank. For hun vidste: hvis hun i dette øjeblik slap tøjlerne, satte sig og græd eller råbte eller greb telefonen og ringede til ham nu, så ville det være forkert. Ikke fordi man ikke må græde. Men fordi hun vidste: hun vidste faktisk allerede alt. Nu, indeni, var der ikke mere, hun behøvede svar på.
Hun tog sin blå frakke fra knagen i gangen, tog nøgler og taske og gik ud. Hun måtte have luft. Bare gå, så længe benene bar.
Udenfor var det fugtigt. Asfalten skinnede efter regnen, vandpytter spejlede de blege skyer. Jette gik hen ad fortovet uden mål, forbi købmanden med det lyse skilt, forbi frisøren, forbi apoteket. Foran apoteket stod en ældre dame med en lille hund og gav den tilskåret brød med hånden. Hunden tog stykkerne varsomt.
Syv år.
Det tænkte Jette på, mens hun gik. Syv år havde hun levet sammen med et menneske uden at vide besked. Eller havde hun ikke villet vide? Hun spurgte sig selv: havde der været tegn? Noget, hun havde mærket, men børstet væk?
Forretningsrejserne. Næsten hver måned. Hun havde altid troet, det faktisk var arbejde. Hans job som indkøber. Aldrig tvivlet på det. Ikke så meget som en gang.
Telefonen, han altid havde på sig. Hun troede, det var vane.
Samtalerne om barn hver gang havde han lukket det ned, venligt men uafviseligt. Hun tænkte: det var alderen, trætheden, mangel på lyst til at tage mere ansvar. Hun tænkte, hun kunne vente, give plads, forstå.
Men han havde allerede et barn.
Lille, tre år. Så det var begyndt for cirka fire år siden. De havde da været gift i tre år.
Jette standsede op ved en bænk i en lille park med gamle lindetræer, knappede frakken tættere om sig og satte sig. Hun tog telefonen op, vendte den i hænderne og lagde den væk igen.
Hvad ville hun gøre, når han kom hjem om fire-fem dage, med en lille gave som altid, en rutinefortælling om møder og et træt blik? Ville han sætte sig i sin stol, tænde fjernsynet, spørge: »Hvordan har du det så herhjemme?«
Ja, hvordan hun havde det.
Hun sad på bænken og kiggede på de nøgne grene. Knopperne var tykke, klar til at springe ud. En uges varme, så ville alt stå grønt.
Det slog hende, at hun ikke tænkte på utroskaben, sorgen, kvinden med det mørke hår og barnet i rødt. Hun tænkte på sig selv. På den Jette, der havde ventet syv år. Udsat, beskyttet, håbet. Som troede, at ægte kærlighed tager tid, at man ikke skal presse, bare vente.
Så hun ventede.
Det blev koldt. Hun gik hjem igen.
Lejligheden var mere stille uden Mads, selvom han aldrig larmede. Hans tilstedeværelse gav bare et svagt baggrundsliv, en varme. Nu var der intet.
Hun gik i stuen, kiggede sig omkring. Reolen med hendes bøger og de tre-fire, han havde læst. Hans hjemmesko ved stolen. Hans ternede plaid, blå og grøn, lå over armlænet den havde hun købt til ham til fødselsdag.
Hun lagde den omhyggeligt på plads igen.
Gik i pulterkammeret. På øverste hylde stod flyttekasserne fra dengang de flyttede sammen tre år havde de stået uåbnede. Hun hentede en stige, tog en kasse ned. I den lå hendes gamle ting: bøger, mapper med papirer, gamle billeder.
Hun satte sig på gulvet med billederne. Der var hun selv, trediverne, slank og smilende, på et billede udenfor. Der var forældre på charter, bag dem Vesterhavets skumsprøjt. Der var hende og veninden Hanne, arm i arm i en park. Hanne på det billede var fyrre; nu er hun seksoghalvtreds.
Hanne. Hun skulle ringe til Hanne. Senere.
Hun samlede billederne sammen og lukkede kassen. Vaskede ansigtet på badeværelset, så på sig selv i spejlet. Trætte øjne, men fin hud, havde folk altid sagt. Første rynker ved øjne og mund. Mørkt hår med grå striber.
En ganske almindelig kvinde på 52.
Svigt efterlader ikke spor med det samme. Først ser man bare sig selv og tænker: Nå, det er dig. Konen, der blev snydt i syv år. Hun, der ville have barn, mens manden allerede havde fået et andet sted.
Hun gik i køkkenet og begyndte at lave frokost. Man måtte videre.
De næste fire dage levede hun i en sær slags dobbeltliv. Udadtil lavede hun mad, gik i Brugsen, talte med sin mor, snakkede med naboerne. Mads ringede hver aften, fortalte roligt om arbejdet, spurgte, hvordan hun havde det. Hun svarede: det går fint, alt er som det plejer, vejret er dårligt, jeg har købt et nyt viskestykke. Han grinede. Hun grinede med næsten det værste: hvor let, hun kunne grine.
Men indeni foregik noget andet.
Hun tænkte. Metodisk, uden fortrydelse, gennemgik hun alle tegnene, alle minderne. Han var anderledes, når han kom hjem fra forretningsrejse blødere eller fjernere. Hun sagde altid til sig selv: Han er træt. Men nu forstod hun: Han kom hjem derfra. Fra dem.
Hun tænkte på kvinden med det mørke hår. Ung. Nok smuk. Sikker på sig selv. En der hører hjemme ved siden af hendes mand.
Og barnet. Pige eller dreng? Det havde hun ikke nået at se. Mads havde altid sagt: »Jeg er ikke så god med små børn«. Hun havde troet ham.
På tredjedagen ringede hun til Hanne.
Hanne, kan du komme forbi?
Selvfølgelig. Hvad er der sket? Din stemme lyder mærkelig…
Bare kom. Jeg har kaffe klar.
Hanne kom en time efter. De havde kendt hinanden i over tyve år, engang som kolleger, siden som veninder.
Hanne så på hende i gangen.
Jette, hvad har du oplevet?
Lad os gå ud i køkkenet.
Så fortalte hun det hele. Uden overflødige ord. Hanne lyttede, sagde intet, men knugede hendes hånd én gang. Da Jette var færdig, stirrede Hanne længe ned i bordet.
Gud, sagde hun endelig. Gud.
Ja.
Er du sikker? Det var ham og ingen anden?
Hanne, jeg kender både ham og bilen. Jeg er sikker.
Hvad vil du gøre?
Jeg tænker over det.
Måske skal du snakke med ham ansigt til ansigt først.
Det gør jeg også. Når han kommer hjem.
Jette, du er stærk. Men du skal ikke tro, du skal klare det her alene…
Hanne, afbrød hun. Jeg klarer det. Jeg beder dig bare være her. Det er nok. Tak.
Hanne sagde ikke mere, hun krammede bare længe, som kun gamle veninder gør det.
Jeg er her, sagde hun. Ring altid, hvornår som helst.
Det lover jeg.
Hanne gik, da det blev mørkt. Jette vaskede kopper, slukkede lyset i køkkenet og gik i seng uden at tage tøjet af. Hun stirrede op i loftet.
Hun tænkte på det her: syv år havde hun bygget på noget, hun troede, var ægte. Ikke perfekt, men ægte. Rutiner, vaner, morgenkaffe og havregrød. Dette »vi« det troede hun på.
Men mens hun byggede deres sammenliv, havde han et andet sammenliv i gang fem minutters gåtur fra deres hjem.
Fem minutters gang.
Hun lukkede øjnene. Udenfor trommede regnen stille mod vinduet.
På femtedagen kom han hjem, sidst på eftermiddagen. Han ringede på døren, selvom han havde nøgle. Jette lukkede op.
Jeg er hjemme, sagde han, smilede træt. Satte tasken og ville kramme hende.
Vent, sagde hun.
Noget i hendes stemme standsede ham.
Hvad er der?
Sæt dig i stuen. Vi skal snakke.
De satte sig han i sofaen, hun overfor i lænestolen. Mellem dem det lille sofabord med en vase med papir-tulipaner, hun lavede for år tilbage en regnfuld aften.
Mads, sagde hun. Den dag du rejste, så jeg dig ud gennem vinduet. Du stod ved naboejendommen. Der var en kvinde med et barn. Du havde barnet i armene.
Han så på hende. Tavs. Ikke fornægtende tavshed, men en anden slags opgivende.
Mads.
Jette, sagde han.
Jeg vil ikke have dramatik, afbrød hun. Rolig, meget rolig, men indeni knitrede noget. Jeg vil ikke græde eller kræve forklaringer. Jeg skal kun bruge ét svar. Er det dit barn?
Pause.
Ja, sagde han.
Hun nikkede. Det var det. Hun havde allerede vidst det.
Hvor gammel?
Tre år.
Har I været sammen længe?
Jette, lad nu være…
Jeg spørger.
Han så ned.
Fem år.
Fem år. To år før barnet tidligt i deres ægteskab.
Okay, sagde hun. Okay.
Jette, jeg ville ikke såre dig. Jeg planlagde det ikke, det skete bare…
Det skete bare, gentog hun. Ikke med ironi. Bare gentog.
Jeg ved, hvad du tænker.
Det tror jeg ikke.
Jette, jeg…
Mads, afbrød hun og rejste sig. Nej. Jeg har hørt nok. Jeg har set dig holde barnet. Set, hvordan du så på hende.
Hun undrede sig: hun havde slet ikke lyst til at græde. Ikke én tåre. Bare en klarsyn som efter regn.
Jeg går i gang med at pakke det vigtigste. Resten henter jeg, når det passer.
Hvor går du hen?
Hjem til min mor. Så må vi se.
Jette, vent nu. Vi kan tale om det. Jeg forklarer.
Du har forklaret.
Hun gik ind i soveværelset, fandt sin lille kuffert under sengen, begyndte at lægge tøj, dokumenter, kosmetik. Undertøj, strømper, en varm sweater, en bog fra natbordet, foto af forældrene i træramme, yndlingsparfumen, oplader.
Han stod i døråbningen.
Jette, snak nu med mig. Du kan da ikke bare gå sådan.
Kan jeg ikke?
Ikke uden et ord, bare pakke og gå.
Hvordan skal jeg så gøre det?
Han svarede ikke.
Hun lukkede kufferten, gik forbi ham til entreen, tog frakken. De gode, praktiske støvler, kufferten. Gik tilbage et øjeblik, lagde vielsesringen på sofabordet ved papirtulipanerne. Ikke kastet, bare lagt.
Vendte tilbage til entreen. Tog nøgleringen, fjernede lejlighedsnøglen og lod den ligge på kommoden.
Jette, sagde han.
Mads, svarede hun. Jeg ønsker dig held og lykke. Virkelig.
Så gik hun.
I elevatoren så hun sit eget, rystede spejlbillede i ståldøren. Elevatorens summen, så åbnede dørene i stueetagen.
Udenfor var det koldt. Hun trak vejret dybt, gik mod stoppestedet. Mor boede i en anden bydel, 40 minutter i bus.
Ingen skænderier. Ingen råben. Hun vidste ikke endnu, hvor meget det ville betyde for hende et år senere at hun gik sin vej stille. Ikke ud af afmagt, ikke af tilgivelse. Men som sin egen beslutning. Hendes valg. Værdigheden var ikke for ham, men for hende selv.
På stoppestedet var der blæst. Hun knappede frakken helt op i halsen.
Der gik et år.
Byen havde ikke ændret sig, syntes det. De samme lindetræer, nu med mørkegrønne blade. De samme butikker og apoteket på hjørnet. Den gamle dame luftede stadig sin hund. Livet i en lille by flyder stille, og Jette opdagede, at hun faktisk satte pris på det.
Hun lejede en lille lejlighed i byens udkant. To værelser, tredje sal, vinduer ud mod haven, der tilhørte den ældre ejer under hende. Fru Jensen passede sine floks og jordbær duften elskede Jette, især om morgenen inden solen blev for skarp.
Hun havde startet noget for sig selv. Ikke med det samme. Først var der tvivlen, samtalerne med mor, besøg hos advokat, snakke med Hanne. Men i oktober, da alt papirarbejdet var overstået, blev det lidt lettere indeni, og hun kom i tanke om papirtulipanerne.
Hun havde altid haft hænderne i noget. Strik, syning, keramik, pilefletning men bare for sjov. Nu tænkte hun: hvorfor ikke prøve rigtigt?
Hun ringede til Hanne.
Hanne, jeg vil åbne et lille værksted.
Hvilket slags?
Julepynt, dekorationer, håndlavet til boligen. Jeg kan jo lidt af hvert. Måske kan jeg leje et lille lokale, start småt.
Du ved godt, det koster? Leje, materialer?
Ja, men jeg har opsparing og starter i det små. Intet personale, kun mig.
Mener du det?
Jeg mener det.
Jeg er faktisk ikke overrasket, sagde Hanne og lo.
Lokalet fandt hun hurtigt. Et lille rum i stueetagen af et gammelt hus, ejeren var glad bare for at få det udlejet. Jette malede hvidt, satte hylder op, fik sig et stort arbejdsbord, godt lys. »Jettes Værksted« blev navnet.
I starten kom venner, naboer og mors bekendte forbi. De købte kranse af tørrede blomster, vægdekorationer, stearinlys, hæklede potteunderlag. Senere begyndte andre også at finde vej hun lavede en lille side på nettet, lagde billeder op. Bestillingerne strømmede ikke ind, men var stabile. Nok til at lejen blev betalt nok til at økonomien ikke måtte give hende ondt i maven.
Det vigtigste var dog det andet.
Det var, at hver morgen, når hun vågnede, vidste hun: dagen tilhører mig. Alene mig. Jeg vælger selv, hvad jeg vil, hvornår jeg åbner mit værksted, hvem jeg taler med, hvad jeg skaber. Den frihed kunne hun ikke forklare for dem, der ikke kendte den i kroppen. Sin egen kaffe. Sin egen dagsorden.
Hun tænkte sjældent på Mads. Nogle gange duftede hun noget, eller så et snit på en herrejakke så gav hun det et øjeblik, lod erkendelsen skylle igennem sig og gik videre. Hun havde ikke vrede. Sorg måske, men afdæmpet en sorg over det, som aldrig blev. Over barnet, hun aldrig fik. Over årene, hun ventede.
Men sorgen var til at leve med.
En dag sidst i april, præcis et år efter, gik hun hjem fra værkstedet om aftenen. Luften var blød, duftede af regn og poppel. Hun havde en pose med materialer under armen og tænkte på næste bestilling: en ung kvinde havde bedt om en uro til børneværelset. Træ og uld. Jette forestillede sig det allerede: lyst træ, pastelfarver, uldpomponer, der vuggede over en tremmeseng.
Ved den lille café, hun tit gik forbi, stod en mand udenfor. Ikke ung, lidt ældre end hende, gråt i håret, pæn jakke. Han så på hende.
Jette? Er det dig?
Hun stoppede. Kiggede nærmere.
Peter?
Nej, hvor er det længe siden! Tyve år mindst?
Peter var tidligere kollega fra hendes gamle job. Dengang altid sprudlende, nu med rynker men samme smil.
Ja, tyve år omtrent, sagde hun. Hvordan går det?
Jeg flyttede hjem for tre år siden, storbyen blev for meget. Dig?
Jeg har aldrig boet andre steder.
Du er gammel Århus-pige, det er rigtigt. Har du travlt? Han nikkede mod caféen. Jeg trænger til en kop kaffe, vil du holde mig med selskab?
Hun tøvede et sekund. Posen trak i armen, arbejdet ventede, men …
Hvorfor ikke, sagde hun.
De sad ved vinduet. Bestilte kaffe hun cappuccino, han sort. Peter fortalte: mange år i Odense, to ægteskaber, nu alene igen, men ikke trist. Han grinede af sig selv.
Dig? Du var gift, ikke?
Var. Skilte os for et år siden.
Var det svært?
Hun holdt den lune kop tæt mellem hænderne. På koppen var grønne blade.
Ja, sagde hun ærligt. Men noget skal være svært, før man forstår, hvorfor man har det bedre bagefter. Ikke fordi, det tidligere var dårligt. Bare fordi nu er det rigtigt.
Du har forandret dig?
Måske. Måske er jeg bare mere mig selv nu.
Han nikkede, tænksomt.
Du laver stadig kreativt?
Jeg har et værksted nu. Håndlavet pynt og dekoration til hjemmet.
Seriøst? Det er sejt. Kan huske, du altid havde hjemmelavede ting på skrivebordet.
Husker du det?
Ja den der glasflakon du havde dekoreret. Farvede glaskugler eller sådan noget?
En parfume-flaske! Jeg malede den som mosaik til sjov.
Det var den, ja. Folk spurgte altid, hvor den kom fra.
De var stille lidt. Hyggelig stilhed.
Er du glad, Jette? spurgte han så.
Hun så ud af vinduet. Aftenen lagde sig blidt over byen, gadelygterne tændt. Folk skyndte sig hjem, andre gik hånd i hånd.
»Glad« er ikke nok, svarede hun. Det dækker, hvis suppen er lækker eller skoene ikke gnaver. Hos mig er det noget andet. Jeg vågner, går i mit værksted nogle dage laver jeg bestillinger, andre dage noget til mig selv. Og det lille jeg laver, folder sig ud imellem mine hænder. Noget der ikke var der før, bliver til. Det er kun mit. Ingen kan tage det fra mig, eller give det. Måske er det dét, det vil sige at leve.
Peter smilede.
Ja, måske er det det.
Udenfor lyste gadelamperne dæmpet. Caféens baggrundsmusik spillede svagt. Cappuccinoen var næsten drukket op.
Peter, jeg må hjem, sagde hun. Jeg skal tidligt op i morgen.
Selvfølgelig. Han rakte hende posen. Dejligt, vi mødtes.
I lige måde, sagde hun.
Værkstedet hedder?
Jettes Værksted.
Ikke så prangende.
Nej, men jeg er heller ikke prangende.
Det tror jeg næppe!
De sagde farvel ved døren. Hun gik uden at se sig tilbage.
Hjemme var der stille. Floksene i haven havde lukket sig ingen duft, men hun åbnede alligevel vinduet lidt. Aprilluft, kold, fugtig, frisk.
Hun satte kedlen over, pakkede ulden ud: pastelrosa, beige, mint. Træpinde. Hun lagde det frem, forestillede sig pomponerne vugge i brisen fra vinduet over en vugge inde ved siden af.
Vandet kogte, hun trak te, tog koppen, stillede sig ved vinduet. Ude i mørket stod træerne sorte mod himlen, ovre i nabobygningen brændte et enkelt vindue endnu. Hun hørte et ekko af bil langt borte.
Jette tænkte: livet efter skilsmissen var ikke et nederlag, ikke en ruin. Det var bare, hvad det var. Tooghalvtreds, et nyt liv, sit eget lille værksted, sin egen toværelses, sin egen by, som hun kunne lide. Måske virkede det småt for andre.
Men det var hendes.
Hver morgenkop kaffe var hendes egen. Hvert valg: hvad skal jeg lave i dag, hvor skal jeg gå, hvem skal jeg møde, hvem skal jeg ikke møde. Hver eneste mintfarvede pompon.
Udenfor susede vinden i træerne, blidt vendte den de nye blade. En regnbyge nærmede sig.
Jette holdt varmen fra koppen mellem hænderne og tænkte, at i morgen ville hun købe mere beige garn. Der var kun lidt tilbage og flere bestillinger. Og måske et nyt viskestykke det gamle duede ikke længere.
