“Nå, kloge-Åge, hjalp det dig med alle de flotte karakterer? Se nu bare, hvor vi er endt og hvor trist du egentlig ser ud,” kaldte en tidligere klassekammerat gennem lokalet og fnisede sammen med resten af selskabet. De troede stadig, den stille pige var lige så forsagt, som dengang i gymnasiet.
Men det, Signe gjorde derefter, tog pusten fra dem alle.
Glasdøren ind til Restaurant Højbro slog op med et knirk. Signe stod et øjeblik i døråbningen og lod blikket glide hen over det summende lokale, hvor latter og samtale blandede sig med duften af god mad, stegt oksekød og Cabernet Sauvignon.
Det var femten år siden, de havde sprunget champagne på studentervognen. Signe var kommet, ikke på grund af nostalgi, men fordi hun følte behov for at lukke et kapitel og se de mennesker i øjnene, som havde været en del af hendes ungdom.
Hun rettede diskret på sin enkle, grønne hørkjole og gik rank hen til det lange bord, hvor de gamle klassekammerater allerede sad tæt samlet.
“Nej, men se nu der! lød det højt fra Sofie, klassens dengang ubestridte skønhed, nu i glinsende rød kjole og med perfekte krøller.
Sofie slog undrende ud med hænderne og betragtede Signe opad og ned.
“Signe? Den havde jeg ikke gættet. Hvorfor mon du dog kommer?” sagde Mads, eks-fodboldspilleren, der tydeligvis havde lagt sig ud siden de unge dage.
Signe hilste roligt og satte sig yderst ved bordet. Snakken gik ivrigt: De pralede af Audier, sommerhuse i Skagen og rejser til Mallorca. Det lød som en konkurrence om, hvem der havde nået mest.
Signe lyttede, nippede til et glas danskvand med citron og nikkede indimellem.
Pludselig talte Sofie højt, så alle hørte det: Og hvad med dig, Signe? Hvad render du så rundt og laver?
Alle blikke blev vendt mod hende.
Sofie grinede: Vi talte lige om de gamle dage. Du var altid den, der sad med næsen i bøgerne. Så hvordan bruger du din klogskab i dag?
Et par stykker klukkede lavt.
Du sidder vel på et kommunekontor til 25.000 om måneden, ikke? fortsatte Sofie med et smil, der ikke nåede øjnene. Eller måske på et mørkt bibliotek?
Latteren steg. Mads slog sig på lårene: Kan I huske, hvad vi kaldte hende? Fugleskræmslet!
Signe så dem roligt i øjnene. Dengang havde det gjort ondt hun havde gået i genbrugstrøjer fra broren og altid haft tykke briller. Hun havde reddet dem igennem utallige afleveringer og prøver. Og alligevel havde hun kun fået drilleri til gengæld.
Hun satte glasset ned med rolig hånd og mødte Sofies blik uden vrede, kun mild distance. De var stadig de samme som dengang, de havde bare ikke indset det endnu.
Og ingen, ingen ved det bord anede, hvem Signe var blevet.
Netop som Signe gjorde antræk til at gå, trådte en mørkklædt mand hen til dem. Han var tydeligt nervøs.
“Beklager,” sagde han og vendte sig mod Signe, “må jeg låne dig et øjeblik?”
Alle stivnede.
“Min kone ser dit program hver aften,” fortsatte han, “hun så dig straks og spurgte om et billede sammen.”
Han rakte sin mobil frem. Signe smilede blidt.
Det vil jeg gerne, sagde hun.
De fik taget billedet, han takkede og forsvandt. Stilheden sænkede sig.
Sofie rynkede brynene: “Vent lidt hvem… hvem er du egentlig?”
Signe så på hende, stadig rolig: “Jeg er journalist.
Mads frynsede næsen: “Orh, er du blevet sådan en influencer-type nu eller hvad?”
Hun rystede på hovedet. Jeg arbejder på DR Nyheder jeg laver gravende reportager til den nationale sendeflade.
Nu snuppede Sofie sin telefon og søgte febrilsk. Der på skærmen dukkede Signes ansigt op sammen med overskriften:
“Signe Skov: Journalisten bag afsløringer af Danmarks største korruptionssager.
Sofie tabte langsomt telefonen ned på bordet.
“Det det er dig?”
Signe nikkede, stille.
“Jeg kom på tv, fordi jeg arbejdede hårdt. Ikke pga. relationer. Jeg læste og knoklede for det.
Hun lod blikket gå rundt ved bordet.
Ingen lo længere.
Signe rejste sig ømt, tog sin taske og sagde stille: Tak for i aften. Det var godt at gense jer.
Hun bevægede sig gennem restauranten med den samme rolige værdighed, som hun var kommet med.
