Bedstefar stiller posen på skamlen i entreen og venter med at tage skoene af han lytter. Fra køkkenet lyder der irriteret:
Jeg siger dig, den tændte af sig selv! Jeg rørte den ikke!
Han tager forsigtigt skoene af, stiller dem med snuden mod døren og går ud i køkkenet. På bordet, mellem brødkassen og saltbøtten, står en ny hvid smart-højttaler, skinnende som et glas fra Imerco. Ved siden af ligger to telefoner på højttaler, og på den ene skærm kører cirklerne rundt: “opretter forbindelse…”
Sønnen står ved vinduet og holder laderen op, som var det et bevis til retten. Svigerdatteren sidder på stolespidsen og ser på højttaleren, som om den straks vil begynde at diskutere.
Far, siger sønnen uden at vende sig, har du set, hvor vi har lagt kodeordet til wi-fi? Den vil ikke køre uden.
Bedstefar kan sagtens huske, hvor papirlappen med koden ligger. Han skrev selv koden bagpå el-regningen og lagde den i æsken med batterier. Men han rækker ikke ud efter med det samme. Først ser han på højttaleren. Lysfeltet lyser blidt som natlyset.
Hvad skal den egentlig bruges til? spørger han.
Den skal spille musik, svarer svigerdatteren. Og lave timer. Og så jeg kan tænde lyset med stemmen. Men… den siger hører ikke efter eller netværksfejl. Og i nat sagde den et eller andet selv. Jeg blev jo forskrækket!
Sønnen fniser:
Om natten opdaterer den bare. Det er helt normalt.
Helt normalt, gentager svigerdatteren, og i det normalt ligger alt: jeg har ikke bedt om det, hvorfor skal jeg finde mig i det, og selvfølgelig ved du bedst.
Bedstefar sætter sig på sin plads ved radiatoren der hvor han plejer at skrælle æbler. Oven på bordet ligger manualen, en tynd bog, som ingen har slået op i. Den ligger klemt fast under køleskabsmagneten, næsten som om den forsøger at stikke af med træk fra døren.
Har I prøvet at følge papiret? spørger bedstefar.
Skriften er alt for lille, svarer sønnen irriteret. Det hele er jo i en app nu. Jeg tjekker nettet.
Han prikker på mobilen, skærmen blinker: giv adgang til mikrofon, giv adgang til kontakter. Svigerdatteren rynker brynene:
Hvorfor kontakter? Skal den til at ringe hjem?
Nej, selvfølgelig ikke, siger sønnen. Det er bare nemmere sådan.
Nemmere for hvem? hvisker hun.
Bedstefar løfter manualen. Papiret dufter nyt og glat, ikke mere romantisk end hvilket som helst nyindkøbt. Han tager brillerne op af det hårde etui, åbner og sætter dem på næsen. Første side viser et billede af højttaleren med pile, der peger hvor man trykker.
Giv mig koden, siger bedstefar.
Sønnen går ud til skabet i gangen, åbner for æsken med batterier. Bedstefar kan høre det roder, og sønnen sukker lettere irriteret.
Selvfølgelig, sukker sønnen. Her er alt, undtagen koden.
Den er bagpå el-regningen, siger bedstefar roligt. Fra sidste måned.
Sønnen siger ikke noget. Et øjeblik efter kommer han ind med papirlappen, som om det var noget kompromitterende. Svigerdatteren sender bedstefar et blik fyldt med overraskelse: Ikke fordi han er troldmand, bare fordi han kan huske, hvor tingene ligger.
Bedstefar kommenterer ikke, læser op til afsnittet forbind til netværk og tager så sønnens telefon.
Må jeg? spørger han.
Sønnen nikker, lidt forlegent. Han er vant til at være teknologiens mester i familien. Bedstefar ved det godt han ønsker heller ikke at overtage titlen, han vil bare have ro i køkkenet.
Han trykker tillad, indtaster koden roligt og dobbelttjekker hvert tegn. Barnebarnet, der før sad inde på værelset, dukker op i døråbningen og spørger:
Hører den virkelig alt?
Den hører kun, når man kalder på den, siger sønnen.
Hvad hvis jeg siger… hvisker barnebarnet, lav mine lektier?
Svigerdatteren griner for første gang den aften:
Det gad jeg godt se.
Højttaleren bipper og siger neutralt: Forbundet. Sønnen hæver brynene triumferende, som var det ham, der klarede sagen. Svigerdatteren spørger straks:
Kommer den nu til at sige noget i nat igen?
Hvis vi sætter opdateringerne om dagen, nej, svarer bedstefar og bladrer videre.
Hvor er det henne? spørger sønnen.
Bedstefar peger med fingeren på linjen i manualen, som læreren ved tavlen. Der står: Opdateringsfunktion: automatisk, skemalagt.
Sådan. Fra ti til tolv, mens I er hjemme, siger han. Så er den på plads.
Sønnen tager mobilen og gør, som bedstefar siger. Svigerdatteren sukker lettet, men kommer så i tanker om noget nyt:
Hvad med lyset? Du sagde, jeg bare skulle sige tænd, så ville den tænde. Men lampen i gangen er den samme.
Du skal have en smart pære til det, siger sønnen.
Du sagde, det kunne den selv…
Jeg sagde, det kan lade sig gøre.
Ordet kan er altid deres gnist. Med kan kan de tirre alt: diskussionen om penge i går, manglende brød i forgårs, og evige du hører aldrig rigtigt efter.
Bedstefar bladrer i manualen igen. Der er et afsnit om smart hjem og opsætning af enheder. Han kan fornemme, sønnen forbereder en tirade om, hvorfor det er mere besværligt, og svigerdatteren frygter et du forstår det ikke.
I har jo også den støvsuger den runde, siger bedstefar som om det intet er. Den er også smart.
Svigerdatteren kvikker straks op:
Ja. I går satte den sig fast under sofaen og peb. Jeg måtte hive den ud den larmede, som om jeg mishandlede den!
Sønnen smiler:
Den larmede ikke, den alarmerede.
Det er ét fedt, svarer svigerdatteren. Jeg fik skylden for, at sofaen var for lav.
Bedstefar rejser sig og går ind i stuen. Robotstøvsugeren står i hjørnet ved basen, som en fornærmet kat. Der sidder hår viklet ind i børsten. Han tager låget af, piller nullermændene forsigtigt ud og smider det i badeværelsesspanden. Så sætter han låget på, trykker på hjem, og støvsugeren lader sig roligt på plads.
I køkkenet fortsætter de.
Du satte selv i gang, siger sønnen, og så stillede du stolen i vejen.
Jeg satte den i vejen, fordi du sagde, den ikke kunne køre der!
Bedstefar vender tilbage med støvbeholderen i hånden han vil vise det. Beholderen er gennemsigtig, med gråt støv og brødkrummer indeni.
Den satte sig ikke fast pga. stolen, siger bedstefar. Men børsten var tilstoppet. Så kunne den ikke. Det var derfor, den signalerede.
Svigerdatteren laver en grimasse:
Ad. Var det fra i går?
Det er fra en uge, siger bedstefar. Støvsugeren kan ikke gøre for det, hvis I ikke renser den. I kan ikke gøre for det, hvis I glemmer det. Aftal, hvem der ordner, eller lav en påmindelse.
Sønnen skal til at protestere, men tier. Bedstefar mærker luften lette et sekund ikke fordi han har ret, men fordi der kommer et tredje blik ind, som ikke peger fingre.
Far, siger sønnen dæmpet, hvordan vidste du det?
Jeg læste det siger bedstefar og prikker på højttalerens manual på bordet. Og kiggede efter. Der følger også en til støvsugeren. Hvor er den?
Svigerdatteren smiler undskyldende:
Ned i kassen i bryggerset. Jeg troede, den var ligegyldig.
Det er kun ligegyldigt, når vi skændes, siger bedstefar roligt. Ordene lægger sig som en ske ved tallerkenen. Svigerdatteren ser ned. Sønnen klør sig i nakken.
Vi skændes jo ikke, svarer sønnen på automatik.
I diskuterer retter bedstefar. Men som om nogen altid skal have skylden. Teknikken… den kræver ikke skyld. Bare rækkefølge.
Svigerdatteren løfter blikket:
Er det så min skyld, at jeg bliver bange, når den snakker om natten?
Nej, siger bedstefar. Det er normalt at blive bange. Bare indstil det sådan, den ikke skræmmer dig. Og sig til hinanden, at du bliver bange ikke det er typisk dig.
Sønnen sætter sig overfor bedstefar, ansigtet spændt som om det nu ikke handler om højttaleren længere men han holder fast i den, for ikke at skifte emne.
Okay, siger sønnen, lad os tage det trin for trin. Hvad så nu?
Bedstefar tager mobilen, men nu er det ikke min, men hjælp mig. Han åbner appen, finder stemmefunktioner, slår forstyr ikke til for natten. Sætter lyden på middelniveau, så den ikke råber fra køkkenet, hvis nogen er på værelset.
Og, siger bedstefar, hvis ikke den hører så lad være at råbe. Gå tættere på. Mikrofonerne sidder her.
Han viser hullerne. Barnebarnet går hen og siger:
Højttaler, spil musik!
Højttaleren svarer: Hvilken musik?
Hvad som helst, siger barnebarnet.
Sætter en playliste på, siger højttaleren, og noget let rytmisk starter diskret.
Svigerdatteren griner:
Endelig noget, der virker uden ballade!
Sønnen smiler hurtigt, skynder sig at skjule det, som om det ikke er vigtigt. Bedstefar bemærker det, men lader som ingenting. Han ved: Sønnen vil ikke virke svag. Mens bedstefar helst ser, sønnen ikke skal være stærk mod sine egne.
Far, siger sønnen, hvorfor sagde du ikke før, at man skulle læse instruktionen?
Det sagde jeg, svarer bedstefar. I lyttede bare mere til hinanden end til mig.
Svigerdatteren sukker:
Vi lyder som… det er som at konkurrere: hvem der er klogest.
Ikke klogest siger bedstefar. Hvem der har ret. Men ret får du lynhurtigt alene med.
Han stopper dér han har ikke brug for lange taler. Han lukker manualen og lægger den synligt frem, ved brødkassen, så den ikke forsvinder blandt kasserne igen.
Sådan her: I dag har vi sat op. I morgen hvis noget ikke virker, så læs først. Spørg hinanden, men lad være med at sige du gør altid. Og dur det stadig ikke, så kom til mig. Jeg er her jo alligevel.
Svigerdatter nikker, så sønnen, lidt efter, som om han skal indhente sig selv.
I mellemtiden dikterer barnebarnet allerede:
Højttaler, sæt timer på fem minutter!
Timer sat, svarer højttaleren.
Til hvad? spørger svigerdatteren.
Til teen, siger barnebarnet. Så den ikke koger over.
Svigerdatteren ser på elkedlen, som står der uden smarte funktioner, og siger pludselig blidt:
Der er noget ved den timer det er faktisk nyttigt.
Sønnen rejser sig, stiller sig bag hende og lægger hånden på hendes skulder. Ikke for at vise noget bare fordi, han vil være tæt på, selvom ordene mangler.
Bedstefar rejser sig, sætter støvbeholderen på plads, dobbelttjekker at låget slutter tæt, og basen er i stikkontakten. Slukker lyset i køkkenet, kun den lille lampe over vasken er tændt.
Musikken spiller stille. Timeren tikker inde i højttaleren, usynlig, men pålidelig. Bedstefar tager brillerne af, tørrer dem i skjorteærmet og lægger dem i etuiet.
Far, siger sønnen på vej ud fra køkkenet, tak.
Bedstefar vifter hånden som efter en myg.
Ikke tak til mig siger han. Til manualen. Den har tålmodigheden.
Svigerdatteren smiler:
Og du?
Bedstefar ser på dem begge. Et øjeblik fristes han til at sige noget klogt, men vælger det enkle.
Jeg er bare her siger han. Og I er også. Så lad være med at gøre det til en krig.
I det sekund siger højttaleren roligt: Der er ét minut tilbage. Og ingen farer op.
