Dagbog, 2. november
Nu sidder jeg her ved skrivebordet, mens den grå efterårsregn siler ned ad vinduet i vores lille lejlighed i Valby. Jeg stirrer på mine egne hænder: de vakler stadig lidt, selvom jeg netop har skåret brødet så pænt op. Jeg prøver at få pulsen ned, men det er svært med Hanne, min svigermor, i baggrunden. Hun trækker stolen hen til bordet med et suk:
Birgitte, du har glemt igen at lægge låg på smørret, siger hun og pakker en skive rugbrød ind til min mand, Mads. Nu stinker det hele af køleskabet. Tag noget frisk ost i stedet, Mads, jeg købte mere hjem i går.
Jeg mærker, hvordan jeg knuger kniven hårdt. Jeg bider mig i indersiden af kinden for ikke at sige noget, mens jeg tvinger mig selv til at tænke på noget andet på regndråberne, der løber ned ad ruden, på varmen fra min te.
Mads sidder på den modsatte side, fordybet i sin mobil. Han gumler distræt på sin ostemad og kigger ikke engang op.
Mor, det går altså fint med smørret, mumler han.
Ja, ja, svarer hun og rykker på brilleglassene, men I unge folk tænker ikke over sådan noget. Ting bliver hurtigt dårlige, og så render I bare på hospitalet efter hjælp. Og hvem skal passe jer?
Jeg sætter tallerkenen med brødet fra mig og slår mig ned på min egen plads. Hovedet hænger, munden føles underlig tør. Jeg hælder lidt mere af poseteen i koppen «God Morgen» fra Irma og prøver at skjule, at jeg ikke orker morgenmad.
Birgitte, du spiser jo ingenting, lyder det igen fra Hanne. Se dig dog du er blevet helt bleg og mager! Mads, hvordan havde du tænkt dig at få børn med sådan en kvinde? Et barn kræver da, at moderen er rask.
Mit indre slår knuder. Jeg tager en brændende slurk te og tvinger et smil frem.
Jeg er bare ikke sulten om morgenen, Hanne. Det har jeg aldrig været.
Ja, ja, i min tid gik vi på arbejde med feber og det hele, ingen klagede. Dengang var der styr på tingene! Da jeg var på din alder, Mads, passede jeg dig alene, havde job og holde hus. Tiderne skifter
Mads ser endelig op fra mobilen.
Mor, Birgitte sad og rodede med budgetter på kontoret til langt over otte i går. Hun er træt.
Jaja, beroliger Hanne, men jeg bliver bare bekymret for jer. Unge familier Nu må I vel efterhånden tænke på familieforøgelse. Specielt når helbredet halter sådan
Jeg rejser mig med min halvfulde kop og skyller den hurtigt i vasken. Gennem vinduet ser jeg Hanne lægge ekstra ost på Mads tallerken og klappe ham moderligt på skulderen. Bag ryggen på mig svirrer hendes stemme uophørligt videre:
Mads, husk nu du har vigtigt møde i dag. Jeg har strøget den blå skjorte til dig, den hænger over stolen.
Så står jeg der med koppen i hænderne, lytter til regnens rytme og mærker, hvordan min krop føles tung som sten. Ikke bare træthed noget, der går dybere.
Det slog mig, hvor anderledes jeg havde haft det tre måneder tidligere.
***
Hanne dukkede op hos os sidste uge af juli. Det hele startede med et opkald ud på aftenen. Hun lød næsten grådkvalt: hele hendes lejlighed på Nørrebrogade var blevet oversvømmet fra naboen ovenpå. Parketgulvene og møblerne var smadrede, og håndværkerne sagde reparationen ville tage mindst en uge, måske ti dage.
Mads, kan jeg bo hos jer i en uge? Det er så dyrt med hotel, og jeg vil være så ensom, tiggede hun i røret. Og Mads sagde straks ja.
Jeg blev faktisk glad. Vi så ikke Hanne så tit hun bor i Odense og kommer kun forbi til højtiderne. Hun virker rar, lidt talende, men velmenende. Efter hun blev enke for fem år siden, har hun gået op i sit arbejde på lokalarkivet og sine stueplanter. Jeg tænkte, det kunne da være hyggeligt med lidt familiesnak og, nå ja, en uge går hurtigt.
Mads gav mig et kram og lovede, det nok hurtigt ville være overstået.
Hanne kom slæbende med to store kufferter og en papkasse med snor og mærkater. Jeg tog imod sammen med Mads på Hovedbanegården, hjalp med taskerne. Hun var træt, øjnene røde, munden fast.
Tak, fordi I tager jer af en gammel kone, sagde hun og krammede mig i entréen. Jeg lover, jeg skal ikke forstyrre for længe.
De første dage var næsten hyggelige. Hanne lavede frikadeller, støvsugede og gik til den, mens vi var på arbejde. Om aftenen fik vi kaffe og hjemmebagte småkager: hun havde hjembragt halvanden pose hjemme fra Odense. Mads strålede og snakkede mere end sædvanligt; jeg mærkede tydeligt, hvor glad han var for hende.
Men allerede i anden uge begyndte tingene at ændre sig.
Først var det små ting: Hanne flyttede på alle glas og krydderier i køkkenet, for det var meget mere praktisk sådan, forklarede hun. Senere lagde hun tøj om i skabet på sin egen måde. Pludselig kunne jeg ikke finde mine ting, og jeg snakkede ikke med hende om det det var jo ligegyldigt, tænkte jeg.
Birgitte, jeg så der var støv på hylden, sagde hun en fredag, mens hun hældte suppe op. Det er altså dumt, du ikke får tørret det af. Man kan blive allergisk. Det har jeg lige ordnet i dag.
Tak, Hanne, mumlede jeg, og mærkede hvordan mine kinder blev røde. Sandheden var, jeg ofte ikke magtede husarbejdet efter arbejdsdagen.
Jeg siger det jo ikke for at brokke mig, smilede hun sødt, jeg hjælper bare til.
Efter snart tre uger kom håndværkerne fra Odense med dårlige nyheder: Elinstallationerne var værre end ventet. En 10 dages ekstra, sagde de. Hanne så lidt træt ud, men smilede.
I kan vel lige klare det lidt endnu, Mads?
Selvfølgelig, mor, svarede han og gav hende et kram.
Jeg holdt mund. Min uro voksede, men jeg skubbede det fra mig. Sådan noget løser sig.
Snart var det gået en måned. Hanne havde for alvor installeret sig i vores lille toværelses. Hun havde fået A4-værelset, mit gamle kontor med sovesofa og skrivebord. Jeg sad med min bærbare på køkkenbordet eller i soveværelset; det føltes forkert at bede om mit kontor tilbage.
Hver aften stod hun for maden, altid det Mads bedst kan lide: flæskesteg, frikadeller, kartofler og brun sovs. Jeg ville allerhelst have let mad grøntsager, fisk men sagde ikke noget.
Birgitte, du spiser nærmest ikke, sukkede Hanne og kiggede på mig, Mads, kig på din kone. Hun bliver mindre og mindre. Måske du burde gå til lægen, Birgitte?
Birgitte, du har også tabt dig, tilføjede Mads.
Jeg er bare ikke sulten, gentog jeg. Og det var sandt. Jeg mistede appetitten, og kvalme fulgte mig om morgenen. Men jeg turde ikke sige, at det var på grund af stressen, og slet ikke at det skyldtes Hannes konstante tilstedeværelse.
***
I september eksploderede arbejdsmængden. SKAT krævede nye regnskaber, og vi tre på kontoret sad til klokken ni om aftenen. Jeg kom hjem udslidt, hovedet brummede.
Hjemme ventede duft af mad og Hannes stemme:
Endelig hjemme, Birgitte. Jeg og Mads har spist, din mad står på komfuret, men undgå nu at flytte rundt på tingene. Jeg har sat det sådan, at det er nemt at overskue.
Jeg sagde aldrig noget, gik i køkkenet, genopvarmede hendes mad, gumlede uden lyst. Mads kom bag mig, kyssede mig på kinden, fortalte om sin dag, mens Hanne tog plads strikkende eller læste Ugebladet. Hun var altid til stede. Som om luften blev tungere.
En aften i mørket sagde jeg:
Synes du ikke, din mor er begyndt at slå rødder hos os?
Håndværkerne er jo ikke færdige. Vær lidt tålmodig. Hun har ikke noget andet sted, sagde Mads døsig.
Men vi har nu haft hende på besøg i to måneder.
Kom nu, Birgitte. Det er jo min mor. Hun har det svært. Kan du ikke prøve at forstå?
Jeg blev tavs. Han sov hurtigt, og jeg lå og lyttede til Hannes dæmpede skridt på den anden side af væggen.
Dagen efter mødte hun mig i gangen med nye ideer:
Birgitte, nu er det jo snart lørdag. Jeg kan tage hovedrengøring sammen med dig. To er jo hurtigere.
Før jeg nåede at sige fra, var hun klar med balje, klude og støvsuger, gik i gang med at kommentere alt:
Tænk, hvor beskidt der er bag radiatoren! Og gardinerne er grå, vi må vaske dem! Hvordan gør du køleskabet rent? Det gælder om at gøre det hver anden uge
Jeg nikkede bare og tørrede videre og for hvert ord voksede irritationen, men jeg sagde aldrig noget grimt. Hun mente det jo godt, ikke?
I slutningen af september indså jeg, at jeg opholdt mig som gæst i min egen lejlighed. Hanne styrede køkkenet, vaskeriet, selv Mad sengetøj. Alt sammen for at hjælpe, alt sammen på sin måde.
Hun vaskede Mads skjorter og lagde dem sammen helt, som han kan lide det.
Jeg vaskede mine egne ting, når maskinen var ledig. Til sidst følte jeg, at jeg listede rundt for ikke at tage plads, ikke at forstyrre.
Mine drømme blev mærkelige: Jeg gik gennem evige gange og kunne ikke finde min egen dør eller lavede mad i køkkenet, men ting forsvandt for næsen af mig.
Ofte vågnede jeg badet i sved og lyttede efter Mads rolige vejrtrækning. Jeg ville gerne græde ud, forklare, hvordan jeg havde det men hvordan skulle jeg sige, at jeg følte jeg blev kvalt af Hannes omsorg?
***
1. oktober begyndte de mærkelige ting for alvor.
Jeg vågnede med kvalme og måtte styrte på toilettet. Hanne stod allerede udenfor døren:
Birgitte, skal jeg ringe til lægen?
Nej, nej, det går snart over. Jeg har nok bare spist noget, jeg ikke kunne tåle.
Jeg lavede fiskefrikadeller i går, friskt fars. Mads fik det også, og han har det jo fint
Det er nok bare min mave.
Hele dagen kæmpede jeg med svimmelhed på arbejde. Min kollega Katrine spurgte bekymret:
Birgitte, du ser ikke for godt ud. Skal du ikke tage hjem?
Kan ikke. Skal have styr på rapporterne.
Konsultation blev det ikke til. Jeg sneglede mig bare hjem, blev mødt af Hannes bekymrede, men bebrejdende blik.
Vi var bekymrede. Mads også. Kan du ikke forstå, vi bliver urolige?
Jeg har travlt, sagde jeg, gik ind og kastede mig fladt i dobbeltsengen.
Jeg hørte stemmerne i stuen: Hanne klagede, Mads undskyldte.
Næste morgen, da jeg trak tøj frem til arbejde, opdagede jeg en underlig, misfarvet plet på min fine silkebluse. Den var ren aftenen før, det vidste jeg.
Hanne, ved du noget om min hvide bluse? Den har en mærkelig plet.
Hun vendte sig fra gryderne og kiggede blankt på mig.
Nej, jeg rører ikke ved dine ting. Du må da selv have spildt noget.
Det slog mig pludseligt, at hun ikke fortalte sandheden. Hun vidste det. Hun havde gjort det.
Men hvad skulle jeg gøre? Jeg svarede ikke, tog et andet sæt på og gik på arbejde med en udefinerbar klump i maven.
Det blev ikke mindre mærkeligt. Min lykkrusede kaffekop fra min fødselsdag, den store med blå blomster, var forsvundet sporløst. Hanne trak bare på skuldrene.
Ingen anelse. Har du måske smidt den ud ved et uheld?
Senere var shampooen på badeværelset væk flasken var tom fra det ene døgn til det andet. Sært med de nye låg, sagde Hanne.
Til sidst holdt jeg op med at spørge. Min verden blev mat og modløs. Jeg funktionerede på arbejde, sad tavst på køkkenet om aftenen. Mads og jeg var begyndt at skændes han syntes, jeg var nervøs og kontaktsky.
Hvad går du med? Er det arbejde?
Nej. Ikke kun det.
Jeg havde lyst til at fortælle sandheden: at jeg blev kvælt. At jeg følte mig uvelkommen i mit eget hjem. Men ordene gik i stå.
Jeg er bare træt, Mads. Undskyld.
Han kyssede mig.
Hæng i. Mor flytter snart hjem igen. De siger det er lige oppe over.
Men det blev aldrig færdigt. Hver uge nyt besvær: Lige om lidt, de maler nu, bare en uge mere
En uge og endnu en.
***
Slutningen af oktober: søvnen forsvandt næsten helt. Underlige lyde om natten, nærmest raslen og skraben bag væggen fra Hannes værelse. En morgen spurgte jeg:
Hørte du noget i nat, Hanne?
Nej, Birgitte, jeg sover tungt. Det må være nerverne.
En dag følte jeg en underlig sød-kvalm duft af stearin i lejligheden som i en kirke. Stærkest omkring døren til hendes værelse.
Brænder du lys om natten, Hanne?
Nej, hvorfor?
Det lugter af stearin.
Måske trækker det ind fra naboen?
Men det kom igen og igen, især om natten. Jeg begyndte at vågne af det, ligge lammet af uro.
En dag, hvor Hanne var ude at handle, smuttede jeg ind på hendes værelse. Alt så normalt ud: sofaen, skrivebordet, et par yndlingspotteplanter, hendes habitjakker sirligt i skabet og den store papkasse under boret.
Lige som jeg løftede den med hånden, gik hoveddøren. Jeg slap med det samme og gik ud til hende.
Det var den aften, jeg opdagede, at rammebilledet af Mads og mig, som plejede at stå i vores soveværelse, nu lå på gangen. Mit ansigt var kradset over med fine, hvide ridser.
Mit hjerte hamrede. Jeg stod der rystende og stirrede.
Birgitte, hvad laver du? spurgte Mads.
Se. Kig her.
Han kiggede og rynkede panden.
Var det i stykker fra starten?
Nej. Glas er ikke ridset. Billedet er det.
Han trak på skuldrene. Jeg sagde ikke mere.
Jeg lå vågen hele natten.
***
November blev isnende kold, også indeni. Kvalmen blev værre. Jeg levede af te og ristet brød. Hanne så mere og mere tilfreds ud, jo svagere jeg blev.
På kontoret blev jeg kaldt ind til lederen:
Birgitte, er du okay? Du laver fejl, du ser ikke ud til at have det godt. Vil du ikke tage noget fri?
Jeg kunne ikke forestille mig at tage fri hjemme så nej.
Tilsidst blev det uholdbart. En tirsdag kom jeg hjem tidligere end jeg plejede. Der var mærkelig stille.
Pludselig hørte jeg monotont hvisken fra Hannes værelse. Døren stod på klem inde på bordet brændte to store stearinlys. Hanne sad bøjet hen over et billede af Mads, og bredte min egen foto ud ved siden af, mit ansigt var overstreget med mærkepen.
Hun førte en nål gennem billedet, mumlede noget.
Hanne, sagde jeg.
Hun fór sammen, hendes ansigt var forvrænget og blegt.
Birgitte hvad laver du her?
Hvad laver DU? Stearinlys og billeder?
Hendes blik blev hårdt:
Det rager dig ikke, skreg hun pludselig.
Noget i mig knækkede. Jeg rystede over det hele.
Din private stue? Det her er MIN lejlighed. Og du skal ud. Nu.
Det kan du ikke! Hanne blev askegrå.
Det kan jeg! Saml dine ting. Forlad den her lejlighed idag.
Mads tilgiver dig aldrig.
Det klarer jeg selv. Ud!
Mads kom pludselig hjem, og Hanne løb ud til ham.
Hun smider mig ud, Mads! Din kone kaster mig på gaden!
Mads kiggede på retningen, stadig forvirret.
Hvad foregår her?
Jeg viste ham billederne, stearinlysene, nålen.
Han blev først helt stille. Så blev han rystet.
Mor hvem gør dog sådan noget?
Jeg ville bare beskytte dig!
Stop! Pak dine ting. Jeg følger dig til stationen.
Hanne pakkerde sammen uden at sige ord. Da hun gik forbi mig, så hun på mig med et blik, der kunne have frosset hele Amager.
Du vil fortryde det her
Jeg svarede ikke. Døren smækkede i.
Så stod jeg dér. Pludselig var lejligheden stille.
Jeg gik rundt i de rum, der havde været mit, men føltes fremmede. Fjernede foto, smed det hele ud uden nogen forudindtaget følelse, bare tomhed. Men for første gang i flere måneder kunne jeg trække vejret.
Mads kom hjem sent. Han så knust ud.
Hun tog toget tilbage til Odense, sagde han og lagde sig. Undskyld.
Ikke dig. Jeg skulle have sagt fra for længe siden.
Vi græd begge to.
***
Morgenen efter var mærkelig. Jeg vågnede til sol og stilhed. Ingen morgengesnak, ingen kaffekopper, ingen Hanne, der nussede rundt.
Jeg gik ind i mit værelse det føltes igen som mit. Alt fyldt med lys.
På køkkenet stod Mads og lavede kaffe.
Godmorgen, sagde han.
Godmorgen, svarede jeg.
Vi spiste sammen. Jeg fik et stykke brød med smør ingen kvalme. En lettelse.
Han insisterede på, at jeg så en læge jeg havde jo set syg ud længe.
Hos lægen næste dag, en mild midaldrende kvinde, fortalte jeg om min kvalme, træthed. Hun spurgte:
Hvornår havde du sidst menstruation?
Det slog mig, at jeg ikke anede det.
Måske over en måned siden.
Lad os lige tage en graviditetstest.
Fem minutter senere: Tillykke du er vist seks uger henne.
Alt gik i stå i mit hoved. Gravid? Barn?
Jeg sad længe og græd ude på gangen. Da jeg fortalte Mads det samme aften, blev han vildt glad. Han krammede mig, kyssede mig, lo gennem tårer.
***
Tre uger er gået. Hanne har ikke ringet; hun skrev blot en sms: Lever. Alt vel. Mads og jeg rydder op i den gamle stue, får det til at ligne os igen. Jeg laver igen min egen mad, jeg mærker kræfterne komme tilbage.
Mads sagde forleden:
Når barnet kommer, vil mor helt sikkert se det. Men det må blive på vores præmisser. Aldrig mere overnatte. Kun besøge. Vi er en familie. Det er vigtigst.
Jeg sagde ja. Og mærkede, at det var sandt.
Jeg ved ikke, hvordan fremtiden bliver med Hanne. Hun er stedig, og måske vil hun aldrig forstå. Måske har vi lange, svære snakke foran os.
Men nu lige nu er det vores hjem.
Nu kan jeg trække vejret frit.
Og jeg ved, jeg aldrig mere lader nogen tage det fra mig.
