Hæ, du vil ikke tro, hvad jeg var ude for i går! Du ved, min nabo, den altid nysgerrige fru Kristiansen Else Kristiansen, hende der i nummer 2. Hun render jo altid og stikker næsen i alle andres sager, og man slipper altså aldrig helt for hende. Jeg var dårligt kommet ud af min lejlighed, før hun stod i opgangen, næsten som om hun bare ventede på at høre nyt sladder.
“Hej, Saga, er du og Morten blevet uvenner?” spurgte hun, sådan halvt smilende, men man kunne se, at hun var klar til at sluge hvert et ord.
Indvendigt tænkte jeg bare: Else, kan du ikke bare gå ind, luk døren og blive derinde med dit Billed-Bladet! Men jeg smilede pænt de gamle får jo kun mere benzin på bålet, hvis man viser dem irritation og sagde, “Hvor har du nu fået den idé fra, Else? Alt er helt fint vi går faktisk og overvejer at flytte sammen for alvor.”
Hendes øjenbryn forsvandt næsten op i håret, og der kom straks den der lidt bedrevidende lyd i stemmen: “Nå da, det lyder mystisk. Da Knud og jeg havde det godt, flyttede han altså ikke alle sine ting ud af lejligheden.”
Det føltes, som om maven snørede sig sammen. Men jeg lod som ingenting og sagde bare: “Han har nok bare ryddet op i pulterrummet der var altså ret meget gammelt skrammel derinde.”
Jeg var næsten oppe på næste etage, da hun ikke spor diskret råbte efter mig igen: “Selvfølgelig. Man tager jo altid affald ud i kufferter og læsser det i en bil. Hvordan kunne jeg dog overse det?”
Jeg knugede tasken, men jeg nægtede at vende mig. Hvis hun fik bare den mindste reaktion, ville hun føle, hun havde vundet. Så jeg trak bare på skuldrene: “Du skulle hellere bruge tiden på noget hyggeligere, Else,” og fortsatte bare op ad trappen. Hun råbte så efter mig lige inden jeg nåede døren: “Bare løb, du! Men det er for sent Morten er altså ikke kørt med en taxa. Der holdt en smart blondine i BMWen nede foran, og hun kører altså i en anden liga, end du gør.”
Jeg rullede bare med øjnene, stak nøglen i døren og smuttede ind før hun nåede at få mere luft. Jeg tænkte ved mig selv, at Else vist har set lidt for meget Matador på det sidste; hun lever sig virkelig ind i dramaet!
Jeg prøvede virkelig at slå det hen. Morten er ikke sådan, tænkte jeg, han ville ikke gøre sådan. Vi havde det jo godt Men man kan jo ikke ryste sådan en slags kommentarer af sig med det samme.
Der var helt stille i lejligheden, men så, med ét, kom min lille trofaste mis, Snemusen, farende om hjørnet med halen lige i vejret. Hvid og blød som en snedrive. Jeg blev faktisk glad bare af at se hende. “Nå, min lille Snemus! Har du savnet mig? Og er det ikke dig, der skal have aftensmad nu, hva?”
Snemusen spandt og gned sig op ad mig. At mærke den lille, varme pels fik det hele til at lette lidt. Jeg gik ud i køkkenet, fandt dåsen med mad og hældte op i skålen, mens hun miavede højt og skævede til mig, som om hun mente, jeg var alt for langsom.
Men alligevel kunne jeg ikke slippe tanken: Morten plejede altid at fodre hende, hvis han kom hjem før mig endda give hende lidt for meget engang imellem. Han jokede altid med, at hvis hun ikke fik mad, ville hun straks hævne sig på hans yndlingssko eller kravle op på de rene bukser. Og hun har da også flere gange gjort begge dele!
Nu var alt bare anderledes. Det føltes forkert. Så jeg luskede op på værelset og åbnede skabet. Halvdelen af hans tøj var væk. Der hang bare et par skjorter, resten var pist forsvundet. Jeg lagde hånden på bøjlerne og håbede, jeg tog fejl, men nej Else havde haft ret. Tøjet var væk.
Jeg satte mig tungt på sengen, luften var tyk og trist i lejligheden. Snemusen kom listende, gned hovedet mod min fod og kiggede op på mig, som om hun forstod. Og så ringede min telefon den særlige beskedtone for Morten. Jeg var rystende om hænderne, da jeg åbnede beskeden. Der stod bare: “Jeg er træt af det hele. Det er slut mellem os.”
Jeg sad som lammet det hele snurrede rundt. Jeg stirrede bare på skærmen og hviskede helt stille: “Kunne du virkelig ikke engang sige det ansigt til ansigt?”
Tårerne sved i øjnene, men så kom Snemusen igen, hoppede op på mit skød, og nærmest beordrede mig til at nusse hende NU! Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt, selv om det var gennem tårerne. Jeg begravede ansigtet i hendes pels, og for en gangs skyld blev hun bare liggende, spandt stille og lagde sig til rette, som om hun godt vidste, jeg havde brug for hende lige nu.
“Jamen, hvad gør vi så nu, Snemusen?” hviskede jeg til hende. Hun miavede dæmpet, som ville hun sige: “Rolig nu. Alt skal nok blive godt igen.”
******************
Et år senere.
Tænk dig, Saga siddende i sofaen, indhyllet i et af de der hyggelige, gamle tæpper. Hun havde en dampende kop te på bordet foran sig, og lå og læste i tadaa en god, gammeldags krimi, bare for at få tiden til at gå på sådan en lidt kedelig hverdagsaften. Uret viste præcis elleve. Hun burde være gået i seng, for der er jo arbejde i morgen, og hun er ikke ligefrem morgengrøn.
Så ringede telefonen pludselig. Først tænkte hun, at det måske var mor eller en kollega, men klokken var altså over elleve. Ingen normale mennesker ringer på det tidspunkt i Danmark, vel?
Men opkaldet blev bare ved. Til sidst tog hun den, let irriteret: “Hallo?”
Og ja, selvfølgelig det var Morten. Hans stemme var som et flashback, ligesom duft af brændt kage, man lige troede, man var sluppet af med.
“Hej Saga, det er længe siden,” sagde han, blødt, hyggeligt, og hun kunne bare mærke alting vælte ind i hovedet. Alt det, hun havde brugt timer og dage på at pakke væk og hakke i stumper.
Hun havde ellers svoret, at hun ikke skulle rystes mere. Så hendes stemme var iskold, næsten forudsigeligt dansk: “Hvad vil du?”
Morten holdt en pause, man næsten kunne mærke i den anden ende, før han begyndte på al sin forklaring: “Jeg ved godt, jeg forsvandt på den helt forkerte måde men jeg ville ikke trække dig med ned i alt mit rod. Jeg elskede dig stadig, og nu hvor alt er blevet bedre, vil jeg bare vinde dig tilbage.”
Der gik tusind tanker gennem hovedet på hende, mens hun trak vejret langsomt. Hun tænkte på dengang, hun havde set ham på café med den der blonde pige fancy kjole, alt for dyre solbriller, grinede højt på den der måde, der skriger “arv og udenlandsk konto”. Nu står han der i røret og lyder næsten som en tabt viking, der beder om ære og tilgivelse.
Men i stedet for at afsløre, hvad hun vidste, lod hun ham stege lidt:
“Er du sikker på, jeg stadig er helt alene?” sagde hun bare, køligt og uden at afsløre noget. Hun kunne forestille sig ham sidde og blive helt usikker i den anden ende.
Hun skruede op for pausen, nød den magt, der lå i ikke at afsløre et suk for meget. Og selvfølgelig bed han på begyndte straks med: “Du elsker jo også mig. Jeg ved, du ikke kunne være sammen med nogen anden!”
Hun kunne næsten ikke lade være med at fnise af hans selvsikkerhed. Og pludselig ramte det hende, at hun faktisk havde lyst til at vende hele spillet. Så hun svarede, helt overskudsagtig og med en forretningstone i stemmen:
“Jamen, så lad os da tage det helt fra begyndelsen. Kaffe, blomster, bio, alt det der jeg skal kunne mærke, at du virkelig mener det. Hvis det går godt, så kan vi flytte sammen om en måneds tid. Altså, hvis du er med på den.”
Der gik lige et par sekunder, hvor han sikkert sad med åben mund, inden han halvkvalt sagde ja til det hele.
Hun lagde på og smilede lidt for sig selv den der grin, hvor man endelig er landet på sine fødder igen. I morgen skulle hun mødes med ham på den café, hvor de havde drukket kaffe første gang. Men denne gang var det hende, der havde styringen.
******************
Morten gik helt vildt til den, prøvede at være den perfekte kæreste. Hver dag kom han trækkende med blomster fra Torvehallerne, han bookede borde på dyre restauranter inde i Indre By, og han så faktisk en hel udstilling på Statens Museum for Kunst uden at brokke sig.
Men det var tydeligt, at han talte dagene, ligesom en skoleelev tæller ned til sommerferien. Han regnede hele tiden ud, hvor mange kroner det nu var røget denne uge “det er en investering,” sagde han til sig selv og var sikker på, han snart kunne læne sig tilbage og slippe for de der små romantiske gestures.
Han udholdt hendes samtaler om gardiner, og hvordan de skulle indrette stuen, ja, han nikkede og smilede, selvom det hele bare var teater for ham.
Da måneden var ved at være gået, gjorde han klar til deres sidste date, før det officielt skulle blive dem igen. Han lå hjemme og øvede sin store finale et falskt sølvring i lommen, klar til at falde på knæ og alt det.
Det var bare Sagas plan, ikke hans.
******************
Morten sad på caféen, samme bord som dengang, og havde for en gangs skyld betalt for en kæmpe buket blomster og ringen (der i virkeligheden ikke kostede mere end en pizza fra Dominos). Han ventede og ventede. Saga kom ikke. Han ringede, ingen tog den. Skrev beskeder, intet svar.
En halv time senere landede en besked i hans indbakke: “Du gør mig bare træt. Du er ikke den samme mere. Farvel.”
Han blev rød i hovedet af vrede, smed telefonen på gulvet, så skærmen gik i stykker, og kastede blomsterne direkte i skraldespanden. Folk gloede, men han var for rasende til at lægge mærke til det. Han kunne ikke forstå det han havde jo spillet med på alle hendes regler den her måned, og nu sad han der mutters alene, uden nogen forklaring.
Imens stod Saga bag et træ tæt på torvet. Hun havde set det hele, så ham kaste med blomster og miste selvkontrollen. Hun mærkede en ro ikke hævnagtig glæde, bare en tilfredsstillelse. Hun var endelig fri. I den måned havde hun gennemskuet ham, set hvordan han bare gav hende det halve, forventede nemme løsninger og i virkeligheden kun regnede på, hvornår det blev hans tur til at slippe væk.
Nu blev han ladt tilbage med følelsen af at blive afvist præcis som hun selv et år tidligere. Og så tænkte hun kun: “Hævnen kan virkelig være sød, hvis den serveres kølig og stille.”
Saga vendte ryggen til, smilede til sig selv og gik op ad Strøget, væk fra caféen, klar til at begynde på et rigtigt nyt kapitel denne gang med sig selv forrest.
