Jeg er din mands kone. Jeg flytter ind hos dig! sagde den unge, kønne fremmede kvinde.
Denne vintermorgen vågnede jeg alt for tidligt. Mareridt havde vækket mig flere gange i løbet af natten, og nu lå der en isnende blæst over hele København, der fik vinduerne i andelslejligheden på Nørrebro til at klirre. Temperaturen var faldet; det var fredag, så jeg behøvede heldigvis ikke ud i kulden. Jeg kastede et blik ud gennem ruden, og rystede mig. Det var nu hyggeligt nok at have en dag hjemme for sig selv.
Som sædvanlig lavede jeg en kop te med citronmelisse og hoppede i min varme joggingdragt. Rutinen krævede, at jeg ringede til hospitalet på Rigshospitalet endnu engang mødte jeg kun de samme mangelfulde, triste svar.
Det var nu to uger siden, min hustru Mette var kommet alvorligt til skade på isen, og lægerne kunne stadig ikke love noget bestemt. Selvom jeg forsøgte at holde fast i håbet, kunne jeg mærke, at det gled fra mig for hver dag, der gik.
Mit blik ramte sneen, der dalede udenfor, imens jeg drak min te; jeg anede ikke, hvordan jeg skulle aflede tankerne. Da Mettes gamle ven Kristian ringede, blev jeg faktisk glad. Normalt holdt jeg en vis distance, jeg vidste, hvordan han havde det med mig, men den her gang åbnede jeg op. Jeg fortalte om min frygt for at miste Mette. Han sagde med stor overbevisning, at alt snart ville blive godt det kunne slet ikke være anderledes. På uforklarlig vis løftede de ord noget tungt af mine skuldre.
For at holde de mørke tanker på afstand satte jeg gang i hovedrengøringen. Når Mette nu engang vendte hjem, skulle hele lejligheden skinne, gardinerne skulle være skiftet og vi kunne få realiseret de små ændringer, hun havde snakket om for nyligt.
Dagen fløj af sted. Til sidst stod jeg og beundrede mine nyopsatte køkkengardiner. Efter et hurtigt bad var planen tidligt i seng i morgen ville jeg ikke bare ringe, men tage ud på Riget for at snakke med lægerne om status og behandling.
Men da jeg gik og gjorde mig klar, kom ringeklokken. Det stak i brystet, som en forudanelse om noget ondt. Jeg rystede forvirret på hovedet og åbnede døren.
Der stod en lys, køn og yngre kvinde. Hendes ansigt mindede mig på mærkværdig vis om Mettes da hun var yngre, selvom de ikke lignede hinanden rigtigt.
Kan jeg tale med Mette? spurgte hun med et tørt, krævende tonefald.
Hvem er du? spurgte jeg uforstående.
Jeg er din mands kone. Jeg skal bo her. Kan du hente Mette?
Forvirret tænkte jeg, om der var tale om en practical joke, eller om kvinden havde forvekslet adresserne. Den slags sker jo.
Hun trådte frækt forbi mig og begyndte selvsikkert at kigge ind i alle værelser, som om hun ejede stedet.
Mads, hvor er du? Kom nu ud! Mads!
Hallo, hvad bilder du dig ind? sagde jeg og stillede mig i døren til soveværelset Hvorfor kommer du her og roder rundt?
Hør nu her, hun smilede hånligt Mads lovede mig for over en uge siden, at når han kom hjem, så ville han tage snakken om skilsmisse. Han sagde, han ville smide dig ud, så jeg kunne overtage lejligheden. Men nu tager han ikke telefonen. Så nu gør jeg det bare selv, du kan næppe forhindre det.
Mads er her ikke, og han kommer ikke lige foreløbig. Hvis ikke du går nu, ringer jeg til politiet.
Ja, så gør dog det grinede hun Vil du have mit nummer, eller har du selv ét?
Mens jeg ringede til nærpolitiet på hjemme-telefonen, satte hun sig til rette, tog sin dyre, pelsbeklædte vinterfrakke af og spurgte: Hvilket værelse skal jeg tage? Ellers vælger jeg bare et selv. Jeg skal tidligt op på Pilates i morgen!
Langsomt satte jeg mig ned i sofaen, slugte klumpen i halsen og følte mig helt tom. Jeg hørte hende hive Mettes ting ud af skabet og lægge dem i en bunke i stuen.
Da hun var gået ud på badeværelset og startede bruseren, ringede jeg straks til Kristian:
Kristian, undskyld jeg forstyrrer, men jeg aner seriøst ikke, hvad jeg skal gøre. Hvordan smider jeg hende ud?
Altså… det kræver nok lidt råstyrke, sagde Kristian. Jeg kommer med det samme, hvis hun ikke forstår det pæne. Men pas nu på, sådan en kan hurtigt anklage dig for vold. Politiet blander sig kun, hvis ejeren af lejligheden kan bevise sit ejerskab. Det hele kan ende med en retssag.
Okay, jeg prøver at klare det på en anden måde. Ved du noget om, om Mette ville skilles?
Aldrig hørt om noget, sagde han bekymret. Men ring, hvis du ombestemmer dig.
Jeg lagde på. Lidt efter kom kvinden (Katrine, som hun præsenterede sig), ind i køkkenet og spiste, som om hun allerede var hjemme.
Jeg blev vred og fik hende ud igen. Samtidig blev jeg mere og mere frustreret over situationen, og lagde mærke til, hvordan hun var utroligt god til at gøre krav på alt køkken, værelser, endda Mettes gamle klaver.
Da jeg bad hende komme med beviser, fandt hun en video frem på tablet Mads lod til at omfavne hende og gav hende gaver, præcis som dengang vi var nyforelskede. Selvom jeg prøvede at affærdige det som fup, stak det i hjertet.
Den nat blev en lang nat. Jeg drak te og stirrede ud over mørket og tænkte på, hvordan jeg og Mette havde bygget et liv sammen. Ikke børn, men alt det andet. Var Katrine i virkeligheden bare én i rækken?
Tankerne kredsede omkring Kristian. Han havde været min fortrolige gennem årene, og selvom der engang havde været noget særligt i blikket mellem ham og Mette, havde det aldrig ført til noget.
Min dag brød af et telefonopkald fra Rigshospitalet Mette var vågnet, dog endnu ikke klar til besøg. Alt andet gled i baggrunden, da jeg hørte det, og jeg skyndte mig at gøre mig klar, mens Katrine løb rundt med sine egne rutiner i køkkenet, som om hun nu var den rigtige hustru.
Senere på dagen, da jeg havde talt med lægen, var det klokkeklart: Mette skulle have fuld ro, og jeg ville finde en stedfortræder. Da jeg kom hjem, sad Katrine og drak kaffe. Jeg tog mod til mig og spurgte:
Hvad vil du egentlig med Mads? Han kan ikke få børn, og han er meget ældre end dig.
Vi elsker hinanden, svarede hun lettere undvigende.
Er du så villig til at være der for ham i både lykke og ulykke?
Det er jeg helt sikkert, forsvarede hun sig.
Godt, sagde jeg du får mulighed for at vise det i praksis. Han har brug for omsorg du kan tage ud og hjælpe på hospitalet, jeg har bestilt en ekstra seng. Så ser vi, hvad du egentlig er lavet af.
Hun blegnede, men nikkede.
Næste morgen gjorde hun sig klar, lagde makeup og klædte sig på til noget, der mest af alt mindede om en date, men tog så afsted. Jeg begyndte nu at mærke trætheden efter nætterne, og overvejede at tage lidt fri fra arbejde og bare få ro på igen.
Midt på formiddagen ringede Mads selv. Han lød bevæget:
Tak, fordi du holder ud. Og undskyld for alt, jeg har ikke fortjent det.
Jeg sagde, at det ikke længere var op til mig, og lagde på. Der var ikke mere, jeg kunne gøre for ham nu.
Jeg begyndte at pakke mine ting, parat til at forlade lejligheden, da Katrine pludselig kom stormende ind ad døren, rød i hovedet.
Hvorfor sagde du ikke, at han aldrig ville komme sig igen? Vil I bare have en gratis plejeassistent eller hvad? Jeg vil ikke skifte hans bleer!
Jeg vidste intet om, hvorfor hun havde fået den idé, men kunne heller ikke finde energien til at forklare hende det. Da hun endelig forlod lejligheden, skyndte jeg mig på hospitalet for at sikre mig, at alt var i orden, og lægen måtte le: han havde overdrevet med vilje for at afsløre kvindens sande hensigter og Katrine havde straks forladt Mads.
De følgende dage hjalp jeg Mads, som nu kun havde mig. Jeg var dog stadig vred over utroskaben. Han græd og bad om tilgivelse, men jeg kunne ikke love noget.
Efter nogen tid, kort før Mads skulle udskrives, fik vi besøg af Kristian. Jeg hørte deres samtale. Kristian var vred:
Hvordan kunne du? En kvinde som hende, du burde bære hende på hænder og fødder!
Mads svarede, at selvom han fortrød, følte han sig forført af noget nyt, og det var svært ikke at lade sig rive med. Kristian svarede, at han selv havde været gift, men en stærk kvinde som min Mette var guld værd.
Tiden gik, og en aften stod Katrine igen foran døren. Denne gang græd hun og sagde, hun ventede barn, og at alt nu ville blive anderledes. Det passede ikke Mads kunne ikke få børn. Han ville dog have det undersøgt endnu en gang.
Den nat besluttede jeg endelig at pakke og forlade hjemmet. Kristian mødte mig udenfor og bad mig tage med. Han havde hele tiden haft følelser for mig. Og jeg indså, hvor meget jeg faktisk havde haft brug for ham, da jeg først tillod mig selv at give slip og overgive mig til det nye venskab og måske kærlighed.
Et år senere ventede vi barn sammen. Da jeg viste Kristian graviditetstesten, dansede han mig rundt i stuen af lykke. Lige i det øjeblik ringede Mads.
Gitte, er det dig? Hvordan går det?
Bedre end nogensinde, svarede jeg.
Hans stemme knækkede i den anden ende. Livet havde heller ikke været let for ham. Han bønfaldt om at starte forfra sammen, men jeg afbrød ham.
Jeg har allerede fundet lykken, Mads. Men jeg kan anbefale en god barnepige.
Da jeg kom tilbage til køkkenet og så Kristian lave morgenmad, vidste jeg, at nutiden var mit hjem og at fortiden nu var forbi.
Moral: Jeg har lært, at livet kan tage uventede drejninger. Men man kan aldrig vide, hvor meget styrke man rummer, før man virkelig må finde den frem. Man kan elske, tilgive og så vælge at bygge noget nyt op, på egne betingelser.
