Mål med hjertet, tænk med forstanden
Åh, piger, min svigermor er helt umulig! Hun dukkede op i går med en gryde suppe! Forestil jer det! Min egen suppe duer ikke hendes dreng er vant til hendes. Sidsel skubbede kaffekoppen væk og trak sit vinglas til sig. Hvor kommer de dog fra, de svigermødre? Bliver vi også sådan? Hvis ja, så send mig ud i skoven, så jeg ikke kan finde hjem igen!
Sidsel, slap nu af! Lærke lagde beroligende sin hånd på Sidsels arm. Måske er det overgangsalderen eller bare kedsomhed. Hun har jo kun sin ene søn. Og hvad skal hun ellers lave end at overøse ham med sin omsorg? Arbejdet kunne du da undvære du får jo lov til at lave mindre mad. Lad hende gøre sig umage.
Nej, det ender da med, at hun flytter ind! Det, hun laver nu, er rigeligt for mig. Kan du huske det undertøjssæt vi købte før jul?
Julegaven?
Ja, det. Hun smed det ud!
Det mener du ikke? Lærke balancerede tekanden forbi Agnes kop, så dugen fik gule skjolder.
For usundt! Sidsel grinede nervøst. Tænk hvis hun havde vidst, hvad det kostede. Hun havde fået et hjertetilfælde!
Hun vil jo bare passe på dig, men det er heller aldrig godt nok. Lærke fik et latteranfald, men blev straks alvorlig igen. Men hvorfor roder hun i dit undertøj overhovedet?
Det må du spørge hende om! Sidsel smed servietten på bordet og begyndte at tørre den gule plet op. For hulen, hvad laver jeg! Det her går aldrig helt af i vask.
Tag det roligt! Agnes, der hidtil havde været stille, tog servietten fra Sidsel og rykkede kaffekoppen tættere på. Du er alt for oprevet. Det duer ikke.
Prøv selv at undgå at blive oprevet! Dengang vi boede til leje, var alting så nemt! Svigermor kom aldrig forbi. Jeg kunne gå rundt hele dagen, tænke kreativt over mine bestillinger, og ingen blandede sig. Hun fatter ikke, at hjemmearbejde er rigtigt arbejde. Og hun vil ikke forstå, at jeg snart tjener lige så meget som hendes søn. Siden vi købte lejligheden, føler jeg mig som en bakterie under mikroskop. Hun kommer når det passer hende, laver hvad hun vil og dækker sig ind under, at hun gav os udbetalingen. Så nu er jeg kommet i gæld hos hende! Sidsel snøftede.
Skift låsene ud.
Kan ikke. Min mand giver hende bare nye nøgler det er jo hans mor. Jeg kan jo næsten lige så godt blive skilt!
Hold op, Sidsel! Er du ikke en kvinde med ben i næsen? Jeg kan ikke kende dig så meget bid du havde i gymnasiet. Hvor er det blevet af?
Byttet væk for bristede drømme. Sidsel tog en dyb slurk vin og sukkede. Nå, nu klynker jeg igen. Jeg må tage mig sammen og gøre noget drastisk, ellers går jeg helt fra koncepterne, og så bliver mit eget barn jo bange for mig. I går spurgte han, hvorfor jeg var så sur. Hvad skal jeg sige at farmor driver mig til vanvid? I har ret, piger. Sådan kan man ikke leve …
Nej, selvfølgelig ikke! Jeg skal have en mand, der er forældreløs, så er der ingen, der koger suppe for andre end mig! Lærke vinkede til tjeneren. Skal vi ikke tage en dessert og dulme nerverne?
God idé … Sidsel dabbede øjnene tørre og smålo. Vil I se det bryllupskage, jeg lavede sidst? Jeg overraskede helt mig selv!
De bøjede sig over Sidsels mobil.
Sikke dog!
Sidsel! Hvordan holder den overhovedet? Det er jo smukt smukkere end noget andet!
Kun for de indviede! Min dreng hjalp han byggede med LEGO, og jeg stjal hans idé. Jeg vil helst ikke tænke på, hvordan vi fik den leveret, men jeg har allerede seks nye bestillinger til de næste måneder. Men hvordan jeg får det hele til at hænge sammen det aner jeg ikke.
Lad dog svigermor være babysitter! Så kan hun gøre noget nyttigt.
Naiv er du, Lærke! Sidsel grinede. Så snart hun er sammen med ham, klager hun over ondt alle vegne.
Så send hende sammen med manden og knægten på besøg hos hende selv?
Sidsels hånd stivnede over kaffekoppen.
Agnes! Du er genial! Så har de hinanden, og vi kan få arbejdsro. Og knægten kan få sin yndlingssuppe på hendes rigtige tallerkener. Jeg må bare lige give ham et par bolsjer, så holder han hende i gang.
Veninderne rystede på hovedet og lo. Sidsels søn blev altid en lille djævel, når han fik sukker, så til børnefødselsdage holdt hun ham i kort snor.
Men Agnes, hvordan går det så hjemme hos dig? Lærke vendte sig om. Du har været stille hele aftenen. Trykker din svigermor dig?
Lærke, kom nu, jeg har jo knap nok haft tid til at lære hende at kende. Sidsel smagte på sin marengs og så utilfreds ud. Alt for meget sukker!
Så vis dem, hvordan man gør! Lærke grinede, men blev stille, da hun så Agnes alvorlige blik. Hvad er der?
Jeg ved ikke … Det virker bare alt for stille. Hører I, hvad Sidsel siger, og tænker, at sådan burde det måske ikke være.
Hvorfor ikke? Måske har du bare været heldig og fået en rimelig svigermor. Ikke alle får sådan et festfyrværkeri som Sidsel. Din er jo helt speciel!
Måske … Agnes tænkte pludselig på sin egen bryllupsdag og på, hvad hendes svigermor, Kirsten, sagde til hende dengang.
Agnes, jeg er ikke hverken hyggeonkel eller pengeseddel. Du kender mig ikke endnu. Jeg kan være en stejl kælling, så måske får vi svært ved at finde melodien. Men for mig betyder familien alt. Hvis min søn har valgt dig, har han haft en grund. Jeg ser ikke så mange fordele ved dig endnu udover dit udseende og at du er klog nok til at blive færdig på universitetet med et 12-tal. Resten må vise sig, og jeg blander mig ikke kerende, men hjælper selvfølgelig hvis det trænges. Resten må tiden vise.
Den ærlighed slog Agnes ud mærkeligt, at nogen talte sådan til hende, de havde jo kun set hinanden nogle få gange.
Agnes mødte Mads til en venindes bryllup. Hun stod lidt tilbagetrukket, mens de andre piger stod klar til at fange brudebuketten, da en lav, tæt fyr nærmede sig. Agnes, der stod på tårnhøje hæle, var hovedet højere end ham.
Hvorfor griber du ikke buketten? Vil du ikke giftes?
Ikke noget, der lokker, nej.
Hvorfor ikke? Alle piger drømmer da om det?
Bryllup? Det er ikke min drøm. Måske nogle drømmer, men de fleste vil bare elskes.
Og derfor leger du ikke med i traditionerne?
Nej. Agnes trak på smilebåndet. Nuvel, mest fordi jeg knap kan stå på de hæle.
De snakkede hele aftenen og fulgtes hjem. Mads tog hendes hånd, kyssede den og fik hendes nummer.
Agnes lå vågen halvdelen af natten og kærtegnede sin hånd, hvor kysset havde ramt, og forestillede sig, hvad hendes mormor ville have sagt.
Endelig! Agnes smilede sagte for sig selv og så for sig mormors varme blik og skæve smil. Anna havde opfostret hende alene, siden hendes far døde og moderen var draget til København for at finde arbejde. Først kom der breve, små gaver, men til sidst forsvandt moren, og Anna måtte til at lede efter hende, men et langt brev ankom nu havde moren giftet sig og ventede barn. Først blev Agnes glad, men snart blev mormor hendes eneste familie. Hun var vred, men Anna tog hende altid i favn. Hvor end sur eller vild Agnes var, stod mormor der med en tallerken hjemmelavet suppe og milde, varme hænder.
Da Agnes var femten, blev Anna alvorligt syg og døde, da Agnes læste på universitetet. Agnes følte sig frygteligt alene, for moderen dukkede først op to måneder efter begravelsen.
Jeg kunne ikke rejse fra børnene … forklarede hun undvigende.
Hun blev vred, da hun fandt ud af, at Anna havde testamenteret lejligheden og sommerhusgrunden til Agnes.
Det er uretfærdigt, Agnes. Man skal da dele.
Agnes flippede ud og sagde alt det, hun havde holdt inde. Hun huskede alle de nætter, hun lyttede til Annas svage vejrtrækning, bad for at hjertet ikke ville stoppe. Hun vidste godt, at det mest var egoisme hun frygtede at blive helt alene.
Mor lyttede, pakkede tavs sine ting og forsvandt igen for altid.
Agnes tog sig sammen. Hun ville gøre alt, hvad hun havde lovet Anna. Studiet klarede hun nemt, og Lærke hvis far havde en stor møbelfabrik skaffede hende et job.
Far tror ikke, det går, men jeg ved, du gør det.
Lærke var på hjemmemarkedet lige så uheldig, som hun var handlekraftig på arbejdet.
Alle mænd er mærkelige. Hvor er bare én rigtig mand? Jeg ville elske ham ihjel! Hvor er du?! Jeg er over-tid til at føde nr. tre, din slubbert!
Drømmen var familie, og hun ville bytte sin advokatpraksis for den uden tøven.
Lærke og Sidsel var Agnes nærmeste. De havde gået i skole sammen, trods deres forskellighed Lærke fra et rigt hjem, Sidsel fra en enlig mor, hvor der ofte manglede til rugbrødsmaden. Sidsel boede næsten lige så meget hos Agnes, og når Lærke besøgte Anna, satte hun sig med dem og spiste suppe og roste Annas boller. Lærke hjalp også, da moren ville anfægte testamentet.
Bare prøv! Lærke truede spøgefuldt Jeg pulveriserer hende i retten!
Bare lad det ligge, Lærke. Hun har nok forstået det.
Men moren forsvandt for altid.
Så var der Mads. De var sammen i to år, så blev det bryllup. Da Agnes kastede buketten, greb Lærke den og snappede straks Mads bedste ven, Jacob, til sig.
Skal vi danse?
Agnes og Sidsel stod og fnisede. Men det blev alligevel ikke dem to; efter en måned dumpede Lærke Jacob uden forklaring.
Ikke min type!
Agnes og Sidsel undlod at spørge.
Jacob kom ofte forbi hos Agnes og Mads, og Lærke holdt sig væk, når han var der.
Hvorfor, Lærke? Han virker da rar, undrede Agnes sig.
Vær forsigtig, sagde Lærke kort. Han er ikke til at stole på.
For Agnes virkede Jacob ellers venlig, hjælpsom og morsom, og han talte hende altid op overfor Kirsten hendes svigermor der dog bare rynkede på næsen.
Tiden gik, og Agnes blev gravid mod alle odds. Lægerne havde sagt, at det ikke kunne lade sig gøre uden hjælp. Da hun fortalte Mads det, blev han overvældet, men Kirsten så skeptisk ud.
Hvad er der, mor? spurgte Mads, da han kørte hende hjem.
Det ved jeg ikke, det kom bare så … uventet.
Hvad vil du sige?
Kirsten drejede sig og stirrede.
Stoler du på din kone?
Mor!
Gør du?
Fuldstændigt! Og jeg vil aldrig høre andet! Mads rystede på hovedet.
Jeg er glad for barnebarnet … nu. Kirsten så ud af vinduet.
Drengen, Jeppe, blev født, og Agnes druknede i bleer og grød. Kirsten blandede sig ikke, men sagde heller aldrig nej, hvis Agnes bad om hjælp.
Agnes! Hey, vågn op! Lærkes hånd vinkede foran hendes øjne. Hvor blev du af?
Åh, undskyld, tænkte bare … Lad os ikke snakke mere om svigermødre. Hvordan går det med dine kærester, Lærke?
Agnes kiggede på telefonen Kirsten havde ikke ringet én eneste gang hele aftenen, for at høre, hvornår Agnes kom hjem. Måske har jeg virkelig vundet i svigermor-lotteriet, tænkte hun.
Kom nu af sted med pigerne, havde Kirsten insisteret. Tag en pause, jeg tager Jeppe.
Tak … Agnes havde ikke flere ord. Mellem hende og Kirsten var der altid et eller andet som en lille, men skarp sten i skoen. Hvad det var, vidste hun ikke.
Mens Lærke fortalte om sine dates, følte Agnes sig rastløs hvad var det, der var galt? Alt burde være godt
Telefonen skar igennem caféen. Agnes tabte næsten sit glas.
Agnes … Kirstens stemme var hul, Agnes genkendte den næsten ikke Agnes …
Hvad der derefter skete, står stadig uklart for hende. Hun mindes ikke, hvordan veninderne slog hende på kinderne for at få hende til at komme til sig selv, eller hvordan de ringede efter taxa og sørgede for hende, mens Lærke ringede rundt og Sidsel gav hende vand. Hun husker kun, hvordan de ankom hjem, hvor Kirsten, der var blevet grå på et øjeblik, overgav Jeppe til Lærke og sagde:
Vil du tage med mig? Jeg er bange …
Mads var omkommet i et trafikuheld, da han kørte ned i et synshul og blev slynget ud foran en lastbil.
Agnes forsvandt i et tæppe af sorg. Nogle gange græd hun, skjult for sin søn. Andre gange gjorde hun rent i raseri, bare for at få tiden til at gå. Hun tilbød Kirsten at flytte ind, bare for et stykke tid, men Kirsten nægtede.
Det kan jeg ikke Dér er stadig hans jakke, hans rum. Nogle dage føles det, som om han kommer hjem for at få pandekager.
Han bad mig aldrig om pandekager.
Vi havde vel hver vores. Han sagde, dine var bedre.
Jeppe skiftevis mellem sin mor og farmor og strøg sig over deres kinder. Han forstod ikke, hvorfor de var så tunge at danse med og hvor far var blevet af.
Agnes lagde mærke til, hvordan Kirsten tøede op omkring Jeppe, og bad hende derfor ofte passe ham, velvidende det var vigtigt for dem begge.
Et halvt år gik, og nytåret nærmede sig. Det var første jul, de skulle have været på ferie i Norge sammen Mads gamle drøm.
Jeg kaster mig ud på pisterne, og du laver snemænd med Jeppe.
Hvis du da bare lærer at stå på ski, før du bestiger nogen bjerge, Agnes drillede. Du kan da dårligt stå på skøjter.
Dig har jeg jo allerede vundet så kan bjergene bare komme an!
Smerten over tabet truede med at rive Agnes i stykker. Hun havde egentlig besluttet at afbestille rejsen, men Kirsten greb ind.
Hvis nu vi bare tog afsted du, jeg og Jeppe? Det ville måske hjælpe os alle lidt?
De kørte til et blæsende, regnvådt Skagen. En uge, hvor det kun én dag lykkedes dem at gå til stranden og se bølgerne rulle ind.
Vildt vejr… Agnes rettede på Jappes hue, der sprang op og ned af begejstring over bølgernes brus.
Det er stærkt, Agnes … Ligesom livet, det raser. Kirsten stod stiv på stranden. Uventet lagde Agnes armen om hende og krammede hende hårdt noget, hun aldrig havde gjort før.
Kirsten lænede hovedet mod Agnes skulder.
Jeg er glad for, at I blev hos mig …
Blev?
Ja. Jeg var tæt på at miste jer begge, ligesom Mads.
Hvad mener du? Agnes så forvirret ud.
Jacob! Kirsten nærmest spyttede navnet ud, og Agnes blev selv forskrækket.
Hvad med Jacob?
Han kom forbi. En uge efter ulykken. Han sagde, han ville tale.
Om hvad?
Han sagde at Jeppe ikke var Mads søn. At du havde fået ham med en anden, måske endda ham selv. At du ville løse jeres problem på dén måde.
Agnes hænder sank slapt ned.
Og du troede på ham? Hendes stemme knitrede af raseri. Jeppe så forskrækket op på hende.
Synes du selv, jeg ville stå her nu, hvis jeg gjorde? Kirsten trådte frem og greb Agnes hænder i sine. Jeg jagede ham ud. Og jeg gjorde det, fordi jeg vidste, han løj. Og fordi Mads troede på dig. Hvis du vil, vil jeg gerne blive ved jer og håber, du lærer mig bedre at kende.
Du behøver ikke bede om noget. Vi er familie. Som min mormor sagde hvad er en familie, hvis den ikke er sammen? Ingenting.
Det vil jeg heller ikke. Kirsten tog Jeppe op og trykkede ham ind til sig. Er du kold, min skat? Skal vi gå hjem, så vi når aftensmad? Fortæl mig om din mormor, Agnes.
De gik gennem regnvåde gader og snakkede. For første gang, følte Agnes, at hun kunne tale med Kirsten, uden at det føltes forkert. Pludselig stoppede hun op.
Men hvorfor? Hvorfor gjorde Jacob det?
Jeg ved det ikke, Agnes. Nogle gange kan folk bare bære på ondt, der ikke giver mening. Det gælder bare om ikke at lade sig rive med. Det var kun misundelse. Jakob og Mads havde kendt hinanden altid; min søn stod ofte et trin højere på podiet. Siden da gik det ikke så godt for Jacob. Måske var han bare vred. Jeg er bare glad for, han er ude af vores liv.
Jeg også.
Agnes fortalte aldrig Kirsten, at Jacob også havde opsøgt hende ni dage efter ulykken. Hun huskede kun, at Lærke havde hevet døren op og råbt så det rungede og derefter aldrig tillod Jacob at vende tilbage.
Hvad skete der? spurgte Agnes.
Ligegyldigt, sagde Lærke så koldt, at Agnes frøs. Kommer han igen så jag ham væk. Han er ikke din ven.
Nu forstod Agnes.
De sidste tre dage talte de om Mads og om fremtiden, mens Jeppe skiftevis lagde armene om dem.
Der gik endnu et halvt år. Agnes fandt de gamle stiletter frem, gik på dem og ømmede sig:
Det er jo rene tortur, det her!
Vil du være smuk, må du lide, sagde Kirsten med et grin og hjalp med lynlåsen på kjolen.
Kan jeg ikke danse i ballerinaer?
Så slæber du bare kjolen hen over alle gulvet … Ta dem med og skift dér.
Hun tog Jeppe i hånden og nikkede mod buketten.
Kom, ellers kommer vi for sent.
Ej! Agnes skyndte sig. Det ville Lærke aldrig tilgive mig!
Lærkes bryllup var storslået, men forhastet. Alt skulle gå stærkt. Jeppe, stolt som få, bar ringene, de modtog gæster og pakker i lynets hast, og pludselig var der ro. Agnes, som var brudepige, gik hen til Sidsel, der sad ved kagebordet med en synlig bule på maven.
Hvordan har du det?
Fantastisk! Fik fred med svigermor i weekenden, ellers havde Lærke været uden kage! Sidsel rynkede brynene over kagen. Man kan aldrig overlade noget til andre!
Hvad er der sket?
Se selv! Sidsel hintede diskret mod kagen. De har smurt den ud jeg knoklede i tre dage!
Det er stadig et mesterværk! Lærke listede op bag dem.
Gys! Vil du chokere mig til døde?
Nej! Ikke i dag! I dag handler det om mig. Hvorfor surmuler du?
Bare fordi … Sidsel prøvede at dække kagen til med kroppen.
Lærke lavede sjove tegn foran næsen på hende.
Sorry, jeg kunne ikke holde fingrene væk. Den smager fantastisk!
Sluge dig kan jeg gøre senere nu må du danse! Sidsel rystede grinende på hovedet.
Hvad skal man gøre med dén pige? Sidsel satte sig med suk.
Hvor er dine?
På dansegulvet.
Hvordan går det, Agnes?
Godt, Sidsel. Rigtigt godt.
Kalder du hende allerede mor?
Jeg er lidt genert.
Fjollet! Hvis jeg havde sådan en svigermor…
Agnes så over mod Kirsten, der dansede, mens Jeppe slyngede sig om hendes ben. Måske havde Sidsel ret mor var aldrig et mere passende ord.
Mor sagde Agnes højt, smagte på ordet og kiggede på Sidsel. Hun nikkede i sit stille sind, og sagde med fasthed:
Mor!
