Turen til kloge-Karen
Sofie klemte testen i hånden den hvide plastikstrimmel, hvor der, som så mange gange før, kun var én streg. Klar rød, én streg og ikke to! Brutal ren besked.
Hun svingede hånden for at smide testen hårdt i skraldespanden, men lod bare hånden falde slap ned. Hvad hjalp det? Det ændrede jo ingenting. Ikke denne gang heller. Hun var ikke gravid.
Både hun og Mads var fyldt tredive. Seks års ægteskab, fire af dem med ihærdige forsøg på at få børn. Ingenting var sket. Begge sunde og raske, ifølge alle læger. Det handler om at slappe af; I tænker for meget på det, sagde de, så kommer det nok.
Nem snak. For hver måned levede Sofie to uger fra håb til fortvivlelse. Hun fandt på fantasifulde symptomer, lavede skemaer, prøvede, håbede. Og så sandhedens øjeblik, alting gråt og trist.
Hun arbejdede på posthuset som ekspedient. Rutinepræget, men med et hyggeligt kvindefællesskab. Frokosterne nød de i et lille baglokale, hvor der lugtede af post, hjemmebragt mad og småsnak.
Den dag sad de tre sammen: Sofie, den unge praktikant Majken, og Birthe Larsen altid på udkig efter nye gode husråd. Birthe kæmpede med små kvindesygdomme, tog urter, prøvede behandlere, snakkede om alt, hvad folk havde prøvet.
Du Sofie, begyndte Birthe med munden fuld af frikadelle du skulle tage til Højby! Der bor Karen Klog. Hun er tæt på de halvfems, men hendes øjne du ville ikke tro det, som om de ser lige igennem én.
Sofie sad og rodede i sin rugbrødsmad. Hun havde hørt denne slags fortællinger mange gange.
Kan hun sådan fjerne sygdomme? spurgte Majken, lidt skeptisk.
Sygdomme! fnøs Birthe. Hun fik Hanne fra Præstegårdsvej til at blive gravid efter tolv år! Havde ellers prøvet alt. Og Eriks dreng Karen fik hans brok til at forsvinde bare med hænder og urter. Hun hjælper folk ud af misbrug, fjerner dårlige ånder ja, hun kan det hele!
Normalt trak Sofie bare på skuldrene, men i dag, efter endnu en negativ test, blev stemmen i hende svag og insisterende: Hvad nu hvis?
Hvordan hvordan finder man hende? spurgte hun stille, overrasket over sit eget spørgsmål.
Birthe blev nærmest ivrig, forklarede om bus til Tågeskovkrydset, så til fods et par kilometer ned til landsbyen Højby. Ingen telefon. Du må bare møde op og håbe, der er tid.
Resten af dagen gik Sofie omkring som i tåge. Tankerne spandt: Karen Klog Højby mirakler
***
Mads kom sent hjem. Sofie hørte døren og hans tunge skridt i entreen. Han gik ud i køkkenet, træt, men stadig flot høj, bredskuldret, altid så rolig. Han var ingeniør i en alvorlig stilling, levede med sit hoved fyldt af tegninger, formler og deadlines.
Sofie elskede ham fra første dag i universitetsbiblioteket, hvor han, den alvorlige tekniker på 2. år, havde hjulpet hende lille sprogfagsstuderende med en bog ingen andre kunne finde. Siden blev det gåture i regn, latter i kollegiets køkken, kys under trappelyset. Han var hendes klippe, hendes alt. De drømte om børn hans øjne på en lille dreng, hendes krøller på en pige. Livet lå lige til at gå til. At få børn var bare et spørgsmål om tid indtil det ikke var.
Hvorfor så sent? spurgte Sofie, mens hun varmede maden.
Projektet brænder på hele holdet må knokle, svarede han med masserende hånd på næseryggen. Hvordan har du haft det?
Hun satte sig overfor og stirrede på hans hænder. Hun kunne mærke hjertet galopere.
Mads, tror du på mirakler?
Han løftede overrasket blikket.
Mirakler? At chefen giver os bonus? Nej. Tro har jeg ikke meget tilovers for.
Nej, altså Sofie rykkede uroligt på sig. Der findes jo folk, som kan noget særligt. Helbredere, der kan hjælpe, når lægerne ikke kan.
Mads lagde bestikket fra sig.
Sofie for pokker, har du læst om det i et dameblad nu? Du, min fornuftige kone, tror vel ikke på landsbyhekse og kloge koner?
Men folk siger jo, det virker!
Folk siger så meget. Om stjernetegn, sorte katte og bringer uheld. Det er bare gamle overtroiske skikke. Vi har ingen problemer, Sofie. Lad det ligge. Slap af, rejs ikke land og rige rundt efter pjat.
Måske er det ikke pjat, sagde hun bedende. Kan vi ikke tage afsted i weekenden? Bare prøve For min skyld?
Hans blik var hårdt og skuffet.
Lige netop denne weekend? Jeg har arbejde. Og jeg havde aldrig troet, du var så barnlig undskyld, men det er jo vanvid!
Han bar tallerkenen ud.
Vær voksen, Sofie. Det skal nok gå. Bare ikke på den måde.
Han gik ind i soveværelset. Sofie sad tilbage, holdt fast i bordkanten. Hans skuffelse ramte hende langt ind. Men hendes gråd og fortvivlelse dét mærkede han aldrig? Pludselig blev hun kold og stædig: Nå, Mads hvis ikke du vil, så klarer jeg det selv.
*****
Lørdag morgen sad Mads i kontoret, ventet ved computeren. Sofie stak hovedet ind.
Jeg smutter hjem til mine forældre. De vil grille og savner mig lidt, sagde hun.
Hyggeligt. Giv dem en hilsen og tag nu en taxa hjem, hvis du bliver sent ude.
Selvfølgelig, svarede hun, og skyndte sig ud.
På busstationen var der travlt. Sofie gik til disken med skiltet lokalbusser.
Billet til Højby, tak.
Dame bag disken så forundret på hende.
Der går kun bus til Tågeskovkrydset. Sig til chaufføren. Så må du gå fire kilometer ned til byen. Er du alene ude?
Ja.
Sofie købte billetten. Hænderne rystede hun følte sig dum, eventyrlysten og nervøs. Bussen var gammel, lugtede af diesel. Hun satte sig ved vinduet, holdt fast om tasken. Alt udenfor var gråt, marker og lave skyer.
Hvad er det, jeg laver? tænkte hun. Men drømmen om barnehænder i sine, om latter i lejligheden, var stærkere.
Ved Tågeskovkrydset gjorde chaufføren tegn:
Højby her, ud med dig!
Hun hoppede af og stod pludselig alene kun marker, lidt skov og en stærk vind. Vejen, mest to hjulspor, fulgte hun tappert. Først kom støvregn, senere slud og sne. Hun gik, snublede, frøs, men fortsatte. Ikke af håb længere, men af stædighed.
Højby viste sig som ti huse langs en grusvej. Karens hus var nemt at finde gamle Skodaer og en dyr Volvo stod på gårdspladsen. Ved døren stod to kvinder indhyllet i tørklæder. Sofie sluttede sig til dem. Hun måtte vente over tre timer i snevejret. Da det blev hendes tur, var hun helt forfrossen.
Indenfor var duften af tørret urter, hjemmebagt brød og medicin. Bag et bord sad Karen ikke en hekseagtig gammel én, men en slidt, lille kvinde med klare lyse øjne, der så alt. Rigtig nok, som Birthe sagde.
Kom ind, min pige, du fryser jo sagde Karen. Sæt dig, jeg har varm te.
Hun hældte en skarp, krydret drik op, og Sofie drak taknemmeligt.
Og hvad kan jeg gøre for dig?
Sofie sank en klump.
Jeg vi kan ikke få børn. Lægerne siger, vi er raske.
Karen så længe på hende, rystede på hovedet.
Intet i vejen med dig, kære. Du kan sagtens få børn.
Hvorfor så ikke?
Gud bestemmer. Ikke tid endnu. Måske skal du rette op på en fejl i livet først. En stor fejl.
Hvilken fejl? spurgte Sofie forvirret. Hun gennemtænkte livet: abort? Nej. Nag til nogen? Nej. Kærlighed til Mads? Ja!
Karen trak bare på skuldrene.
Det skal du selv finde ud af. Får du rettet op, får du også et barn.
Sofie mærkede tårerne presse sig på. Alt var igen nyttesløst. Hun lod penge glide ned i den blikdåse på bordet, uden at tælle.
Tak, mumlede hun, og rejste sig.
Da hun mærkede, hvor mørkt det igen var udenfor, panikkede hun.
Busserne?
Sidste gik klokken seks, min pige. Du havde ingen bil?
Sofie frøs indvendig. Men ringe til Mads aldrig! Så hellere overnatte her.
Jeg kan godt sove her, takkede hun, og blev vist til et lille gæsteværelse med jernseng. Der var noget så endeligt over det, at hun ikke kunne forblive.
I nattens sne slap hun alligevel ud og gik tilbage mod vejen hun kunne ikke klare at være dér. Da hun stod, usikker og forladt, så hun et par forlygter nærme sig, en stor, sort Volvo. Uden at tænke viftede hun desperat.
Vinduet gled ned, en mand så op:
Hvad sker der? spurgte han.
Undskyld Jeg er strandet. Skal du mod Odense? Kan jeg køre med?
Han så efter hende.
Hop ind, jeg skal til byen.
Hun satte sig, og tav.
Du er ikke herfra skal du besøge familie?
Nej noget andet Og du?
Besøger min mor hver weekend. Min far gik bort. Jeg hedder Jens.
Sofie.
Glæder mig, trods omstændighederne, sagde han og smilede et roligt, trygt smil.
I bilen forsvandt kulden og en del af hendes frygt.
Familie, børn? spurgte Jens.
Spørgsmålet skar hårdt.
Ingen børn, kun en mand, svarede Sofie.
Jeg har hverken det ene eller det andet mere. Blev skilt i efteråret, sagde Jens.
Det må være hårdt undskyld.
Det går. Hun ville noget andet. Fest, rejse, karriere. Hun frygtede tanker om børn de var lig med tab af frihed, sagde hun. Jeg var klar til familie, hun var ikke.
Sofie så ud på mørket. Hvordan kunne nogen frygte det, som hun længtes sådan efter?
Børn er ikke en ende. De er begyndelsen på alt det gode, sagde hun stille.
Netop sådan har jeg altid haft det, sagde han.
Resten af turen snakkede de om alt og ingenting. Da han satte hende af foran blokken på Vesterbro, følte hun sig let og næsten hel.
Du har reddet min dag, sagde hun.
Jens smilede. Pas nu på dig selv.
Hun gik op til fjerde sal, låste op. Der var tændt lys. Og ved døren et par høje sorte læderstøvler. Og på knagerækken, over Mads jakke hængte en dyr minkpels.
Hjertet sank. Hun trådte nærmere, og lyden af latter og stemmer kom fra soveværelset. Hun stak hovedet ind.
Mads sad halvnøgen på sengen, ved siden af en fremmed ung kvinde. Hendes bluse lå på gulvet. Deres øjne mødtes tavs, kold rædsel.
Sofie?! Du skulle jo være hos dine forældre
Det er jeg vel også! Og du? Fandt dig selskab nu hvor jeg er væk?
Sofie, vent, lad mig forklare det er ikke, som du tror
Ikke som jeg tror?! råbte hun. Hvor længe har det stået på? Mens jeg jagtede mirakler?!
Hun er bare en kollega, hviskede han. Det udviklede sig sådan.
En gang?! Skælvende af raseri smed hun hans deodorantflaske mod væggen, glasset splintrede og duften bredte sig. Kvinden forsvandt ud. Sofie ville heller ikke blive. Hun løb ud i natten. Sneen piskede, hun græd, så hun knap kunne se.
På fortovet hørte hun sagte et horn. Jens’ sorte Volvo kørte langsomt forbi.
Vinduet gled ned.
Sofie? Hvad er der sket?
Hun kunne ikke svare. Jens kom ud, rakte hendes tabte vanter.
Du glemte dem. Jeg ville bare give dem tilbage. Ser du okay ud?
Hun rystede på hovedet, og han åbnede døren.
Kom ind. Du bør ikke være alene nu.
Hun fulgte med. Han kørte hende væk fra det, der var bristet.
*****
Alt gik hurtigt. Sofie flyttede hjem til forældrene, hentede sine ting. Mads kom, tryglede, blev vred.
Det er kun sket én gang, Sofie! Du var aldrig til stede. Al din energi brugte du på at bekymre dig om det barn. Jeg havde brug for omsorg!
Men Sofie så nu på ham fremmed, trist. Hun mærkede kun væmmelse.
Stop nu, Mads. Hvis du kunne forråde os så let, så var fejlen vores ægteskab. Jeg søger skilsmisse.
Han troede hun truede. Men hun var fast.
Imens ringede Jens en gang i mellem ikke påtrængende, bare opmuntrende. Senere blev det kaffe, derefter en tur i biografen. Altid nemt, let, han pressede hende aldrig. Han lyttede bare, fik hende til at le.
Tiden med Jens fyldte hende med ro. For første gang slap presset. Hun skulle ikke være perfekt.
Skilsmissen var hård, men det lykkedes. Da Sofie fik bekræftelsen i hånden på rådhuset, ventede Jens udenfor.
Nå, fri igen? sagde han.
Ja, endelig, smilte hun ærligt.
Han tog hende ud og spise ingen store ord, bare nuet og roen.
Og nogle måneder senere opdagede Sofie det. Først troede hun, det var stress. Så købte hun en test, uden stort håb og to stærke, røde streger dukkede op.
Hun sad på kanten af badekarret og stirrede. Tårerne flød. Hun ringede straks til Jens. Han kom hurtigt.
Jeg er gravid, sagde hun, da hun åbnede døren.
Han stod målløs, smilte så det lyste, tog hende ind til sig.
Hvad sagde jeg? Nu skete det, helt af sig selv. Uden helbredere, uden stress. Fordi det sådan skulle være.
Ja, svarede hun ind i hans favn.
Vil du nu giftes med mig? Jeg slipper dig ikke; vores barn skal have en far.
Projekt: smil gennem tårer. Hun nikkede.
Senere den aften lå hun ved siden af ham, med hånden på sin endnu flade, men uendeligt dyrebare mave. Hun tænkte pludselig på Karen Klog og hendes dybe, krasse stemme: Du må rette en stor fejl op. Og Sofie indså det. Fejlen var ikke hendes fortvivlelse eller turen til Højby. Fejlen var forholdet til Mads. De to, der var blevet hinandens vane fanget i en stivnet drøm, der for længst var død.
Man må rette på fortiden, for at nyt liv kan spire. Først da kan lykken vokse.
Hun vendte sig mod Jens, der sov let, og hviskede blidt:
Tak.
Han hørte det ikke, men hun svor, hun så hans smil i søvnen.
