Huset, hvor man ikke trækker vejret
Astrid, nu har du igen lagt min skuresvamp forkert. Jeg har sagt det tre gange: Den lyserøde skal ligge til venstre, den gule til højre. Det kan vel ikke være så svært at huske?
Astrid frøs midt ved vasken. Hun havde lige gjort hele komfuret rent, fjernet fedt fra risten, tørret fliserne af over køkkenbordet. Hænderne duftede stadig af citrus og Ajax. Udenfor var det stadig halvmørkt; klokken var kun lidt over fem om morgenen.
Undskyld, Karen Juul. Jeg kom bare til at bytte rundt.
Svigermor stod i døren til køkkenet iført sin blå fleece-morgenkåbe, armene korslagt over brystet. Lille og tæt, med stramtsluttede læber. Hun kiggede på Astrid, som om hun ikke bare havde flyttet en svamp, men tømt en pose remoulade direkte på juledugen.
“Kom til,” gentog Karen Juul, og der var så meget uudtalt i de ord, at Astrid mærkede sin hals snøre sig sammen. Du har boet her i tre uger. Jeg troede, at man på tre uger kunne lære, hvor svampene skal ligge.
Hun gik hen til vasken, flyttede den lyserøde svamp langsomt over til venstre, den gule til højre. Det var næsten højtideligt. Så løftede hun blikket mod Astrid.
Niels står op klokken syv. Morgenmaden skal stå klar halv otte. Han vil have havregrød med rosiner ikke med abrikoser. Husker du det?
Ja, det husker jeg.
Vi får se.
Hun forsvandt lige så lydløst, som hun var kommet. Kun duften af hendes parfume blev hængende tung og sød, som på et kommunalt bibliotek i Varde omkring 1989.
Astrid sukkede og tog kluden igen. Vindueskarmen manglede stadig at blive tørret over.
De var rykket herind for præcis toogtyve dage siden direkte efter brylluppet. Niels sagde: Mor er alene. Det er hårdt for hende. Huset er stort, og vi har jo alligevel ikke råd til eget sted endnu så vi bor her lidt, ik? Så ser vi. På det tidspunkt gik Astrid med på alt hun var forelsket nok til at bo i klubbens redskabsrum, bare hun kunne være tæt på ham. Hun var 24, havde en lejlighed i en forstad, forældre, et job i Silvan og den urokkelige tro på, at kærlighed og tålmodighed kunne klare alt. Hendes mor sagde altid: Tålmodighed og kærlighed, så skal det nok gå. Og Astrid havde taget det for gode varer.
Nu, ved vindueskarmen klokken halv seks en vintermorgen i Bagsværd, spurgte hun sig selv: Hvor længe skal jeg blive ved med at bide det i mig?
Karens hus var solidt røde sten, sort tag, en stor have. Karen havde opfostret Niels alene efter at manden var forduftet, da sønnen var tre, og til sidst skvattede om på en byggeplads i Esbjerg. Hun havde arbejdet som bogholder i et tømrerfirma, sat penge til side, malet og sat i stand selv eller, hvis ikke, dirigeret håndværkerne som en sergent. Orden herskede overalt. Astrid turde næsten ikke støtte sig op ad væggen den første dag. Gulvene skinnede. Gardinerne hang snorlige. På hylderne stod porcelænsfigurer, hver med snuden i nøjagtig samme vinkel. I badeværelset lå tre måtter, og det var kun tilladt at træde på sin egen.
Sådan gør vi her, havde Karen forklaret første aften, mens hun fejede hånden rundt i badeværelset. Orden i huset, orden i hovedet.
Astrid nikkede, tænkte: Godt, jeg har da heldigvis en god hukommelse.
Og det var heller ikke der, hendes problem lå. Hun kunne sagtens huske, at spejlet tørrede man KUN af med renskind, ikke køkkenrulle. At lagner skulle foldes tre gange på midten, og alt i køleskabet lå på bestemte hylder: mejeri til venstre på anden, kød til højre på første grønsager i bundskuffen. Først op, sidst i seng. Hun lavede mad, vaskede op, strøg, tørrede støv af, og hendes hænder kendte ikke til at hvile før sent. Alligevel kunne Karen altid finde én fejl til.
Skomad med for meget salt.
Støv bag radiatoren.
Lagenet ligger skævt se den fold dér.
Du har åbnet stuevinduet jeg får hovedpine af den træk!
Niels hørte det hele. Han sad ved bordet, spiste suppe, og sagde intet. Eller så fjernsyn og lod som ingenting. Hans blikket blev sløret, hans ansigt lukket, når ubehagelige ting blev nævnt. Først troede Astrid, han bare var træt efter timerne som elektriker. Siden gik det op for hende: Det var ikke træthed. Det var vane. Han havde altid været sådan.
En aften, i mørket, spurgte hun stille:
Niels, hørte du, hvad din mor sagde om min suppe?
Ja da.
Og?
Han trak på skuldrene.
Mor er som hun er. Hun kan bedst lide tingene på sin måde. Tag dig ikke af det.
Jeg prøver, men det er hårdt.
Hold ud lidt endnu. Hun skal nok vænne sig til dig.
Astrid lukkede øjnene. Hold ud. Det ord havde hun nu hørt fra ham hver dag. Minst ti gange på tre uger.
Niels, kunne du ikke… sige til hende, hun skal være lidt sødere?
Skal jeg lægge mig ud med min mor, mener du?
Bare tale med hende.
Han ventede længe.
Hun har ofret alt for os. Jeg går ikke i konflikt med hende om noget så ligegyldigt som suppe.
Astrid sagde ikke mere. Hun vendte sig mod væggen og lyttede til hans jævne vejrtrækning. Vinden peb udenfor, huset var støjfrit og skinnende rent og netop renheden pressede mest på hendes bryst.
Da anden måned begyndte, skete der noget mærkeligt.
Astrid gjorde klar til søndagsfrokosten. Hun hev det fine forklæde frem hjemmefra; hør med små blå blomster, mors gave. Hun tog det på, bandt sløjfen. Da hun efter en times kogeri tog det af, løb der et langt brændemærke hen over stoffet præcis som fra et strygejern.
Hun vidste hun ikke selv havde gjort det. Hun var slet ikke i nærheden af strygebrættet den dag.
Karen Juul, ved du hvad der er sket med mit forklæde?
Karen tog forklædet, kiggede på det, rystede på hovedet.
Du må være mere forsigtig. Måske stod du for tæt på komfuret. Mine blus er kraftige, du skal passe på.
Hendes stemme var rolig. Hun gav forklædet tilbage og gik. Astrid stod tilbage og tænkte måske var det faktisk mig?
En uge senere var hendes yndlingsøreringe væk. Små sølvstikkere med turkise sten. Hun var sikker på, de lå på hylden på badeværelset deres faste plads. Men nu var de forsvundet.
Niels, har du set mine øreringe?
Nej. Har du ledt ordentligt?
Alle steder.
De dukker nok op engang. Måske har du glemt, hvor du lagde dem.
Astrid sagde ingenting. Men noget indeni begyndte at blive hårdt og sammenpresset.
Så begyndte det med urterne.
Karen var hvad man kalder urteheks-light. Hylderne bugnede af glas og poser med tørret timian, brændenælde, røllike og hvad har vi. Hun læste om urter, handlede hos helsekosten på hovedgaden, og gik sommetider hos en klog kone i Gilleleje. Astrid tænkte først ikke så meget over det.
Det var en aften til aftensmaden, Karen begyndte:
Astrid, du ser bleg ud. Har du problemer med… kvindeting?
Astrid blev rød.
Nej, alt er fint.
Jeg synes bare, du ser træt ud, mørke rande under øjnene. Jeg har kogt en te på perikon og oregano, det er godt mod nerverne. Drik den før du skal i seng.
Hun stillede en kop foran hende. Den duftede bittert, ikke akkurat indbydende.
Astrid så på Niels. Han smurte smør på sit rugbrød.
Mor kender sin urteting, sagde han uden at kigge op. Tag bare en slurk, det kan ikke skade.
Astrid drak.
Næste morgen vågnede hun tung i hovedet og med en sær mathed i kroppen. Slog det hen som dårlig søvn.
Men hver aften stod teen klar. Karen var den omsorgsfulde husholdningsleder: Det er for din egen skyld. Ingredienserne vekslede; engang lidt lægebaldrian, så marietidsel og lugten af ukrudtsbed. Og Astrid drak, fordi hun ikke orkede flere konflikter.
Efter to uger begyndte hun at ændre sig. Ikke med et brag, men snigende, som om nogen skruede ned for hendes volumen. Om morgenen kunne hun næsten ikke komme ud af sengen. Hun lavede og ordnede alt, ligesom før men hovedet var i tåge. Hverdagens såre små uretfærdigheder, som tidligere kunne få hende til at stritte en smule imod, gled nu af hendes bevidsthed hun blev ligeglad. Næsten apatisk.
En dag så hun sig selv i entréspejlet det var slet ikke hende. Grå i ansigtet, øjne uden glød, skuldrene slukørede. 24 år, men hun lignede sin folkeskolelærer fra 4.b.
Mor ringede onsdag aften.
Astrid, hvordan går det? Din stemme lyder underlig.
Det går fint, mor. Jeg er bare træt.
Kom ud til os søndag du kan slappe af, jeg bager kanelsnegle.
Jeg må lige se. Karen siger vi skal i kælderen søndag
Hun tog ikke af sted. Karen sagde, de skulle rydde op i viktualierummet, og Astrid blev hjemme. Sov første gang længe, men det hjalp ikke.
På samme tid begyndte flere småting at forsvinde, og lette drillerier dukkede op. Astrids hjemmelavede æblekompot stod i køleskabet men næste morgen bemærkede Karen:
Den er sur. Du skulle have stillet den køligere.
Jeg satte den altså koldt i går aftes.
Så må du have glemt at lukke døren til køleskabet.
Siden fandt Astrid for gammelt yoghurt i sin taske, hun aldrig havde lagt der. Hendes hvide yndlingsskjorte, nyvasket, lå en dag med en underlig sennepsgul plet. Karen kiggede roligt på den.
Måske skal du lære at spise uden at spilde.
Jeg har ikke haft den på, når jeg spiste.
Astrid, du virker lidt distræt for tiden. Du burde nok få tjekket dig af, jeg kan anbefale en god læge.
Der lå sådan en bekymringsro i tonen, at Astrid faktisk blev usikker: Måske fejler jeg noget? Hovedet er så tungt af alle de urteteer…
Men vendepunktet kom en torsdag aften, da Astrid listede tidligt i seng og hørte Karen og Niels tale i køkkenet. Døren stod på klem, og deres ord lød tydeligt.
Mor, Astrid siger, hun ikke tabte kompotten…
Niels, enten lyver hun, eller hendes hoved er ikke, hvad det har været. Hun glemmer, roder, ødelægger. Jeg siger ikke noget, men… Jeg tænker kun på dig, min dreng. Har du nu valgt rigtigt?
Pause.
Mor, altså…
Jeg er ikke imod hende. Men hun dur ikke til at holde hus. Jeg troede, hun ville lære det men du ser selv.
Astrid lå og mærkede, hvordan det, der længe havde været en sammenpresset knytnæve indeni, nu langsomt gav slip. Ikke på grund af tilgivelse, men krystalklar opvågnen.
Hun så det for sig: huset, sterilt og køligt. Kvinden, der havde styret det ubrudt i tredive år. Drengen, der var vokset op i det og aldrig havde lært andet. Og sig selv, der i tre måneder havde prøvet at bøje, tilpasse, tabe sig selv i forsøget på at passe ind, drukne i urtete og småbeskyldninger.
Og hun tænkte, ganske roligt: Nej.
Dagen efter satte Karen teen foran hende igen.
Tag nu din te. Jeg har kommet baldrian i, det er godt for nerverne.
Astrid så på koppen. Så på Karen.
Tak. Jeg tror, jeg springer over i dag.
Hvorfor? Den hjælper.
Jeg har det fint.
Karen gloede en anelse for længe, fjernede koppen.
Som du vil.
Niels så op fra mobilen, Astrid smilede svagt. Den nat sov hun næsten ikke ikke af uro, men fordi hendes hoved føltes skarpt og frit for første gang i ugevis. Hun spillede alle detaljerne igennem. Forklædet. Øreringene. Sur kompot. Teerne. De skjulte anklager bag lukkede døre.
Hun var ikke sikker på, præcis hvad det var for urter, men hun var sikker på én ting: Hun ville ikke drikke mere.
Næste morgen stod hun som sædvanlig op ved femtiden. Lavede havregrød med rosiner, skar brød, lavede te. Alt som altid. Men noget i hende havde skiftet position, selvom det ikke kunne ses.
Da Karen smagte på grøden og sagde, at der manglede salt, smilede Astrid blot kort.
Okay, sagde hun, og rørte ikke ekstra salt i.
Ingen bortforklaringer, ingen rødmen. Bare et nik. Karen så ud til at vente på mere, men gik så ud.
En ny fase begyndte. Astrid holdt op med at drikke teen. Hun lavede stadig alt arbejdet samvittighedsfuldt, men nu gjorde hun det ikke for at tækkes og gemme sig det var bare hendes rolle, så længe de boede her. Forskellen var kun synlig på indersiden, men betydelig.
Hun begyndte heller aldrig at forsvare sig eller forklare bare okay eller det skal jeg huske, og gik videre. Hvis Karen hævede stemmen, hævede hun ikke sin egen. Det krævede mere styrke end noget andet, hun havde prøvet.
Omtrent samtidig mødte hun nabokonen Bodil Hjorth, godt oppe i halvfjerdserne, med kloge øjne og et underfundigt smil. De mødtes ved lågen da Astrid tømte skrald.
Så du er Niels kone? lød det med drillende blik.
Ja, Astrid.
Det er vist lidt op ad bakke, kan jeg se på dig.
Astrid ville sige noget pænt, men Bodil fortsatte:
Har kendt Karen, siden vi var unge. Sådan har hun altid været. Hun styrede sin mand ud af huset han flygtede, ja, Karen påstår selvfølgelig noget andet. Du skal ikke kæmpe og heller ikke finde dig i alt. Retfærdighed vinder man ikke med råb, men med stålsathed.
Det lyder let, men…
Ingen har sagt, det skulle være let, nikkede Bodil; men du har noget ryggrad. Lad være med at miste den.
Samtalen efterlod Astrid underligt lettet. En følelse af, at hun ikke var alene.
Niels blev mere og mere fjern. Ikke ond, bare utilgængelig. Han kom hjem, spiste, kiggede på fjernsyn, lagde sig uden et ord. Når hun spurgte om noget, svarede han kort. I soveværelset lå han som bag en glasvæg.
En dag spurgte hun ligeud:
Niels, har du tillid til mig?
Han kiggede længe på hende, nok lidt for længe.
Selvfølgelig, hvorfor spørger du?
Hun svarede ikke; vendte sig bare væk. Hun tænkte: Psykisk tryk i familien ødelægger ikke kun én det smuldrer hele huset, som rust i jern. Udefra ser det pænt ud, men indeni er det hult.
Nytåret nærmede sig, og Karen krævede fest hjemme: søster med mand, kusine, og tante Birte fra Jylland, ti-tolv mennesker i alt.
Vi laver mad i fællesskab, proklamerede Karen hvilket betød hun dirigerede, mens Astrid lavede det hele.
Men bag kødmad og sild fandt Astrid glæde kun i én ting: At bage. Tærtedej i lag, som mormor havde lært hende.
Karen så dejen:
Hvad er det?
Tærter til nytår.
Vi har bestilt lagkage fra bageren dine tærter behøver vi ikke.
Lad begge dele stå fremme, Karen; gæsterne vil elske det.
Karen svarede ikke, gik bare ud. Astrid fortsatte uanfægtet, listede tærterne væk i et viskestykke og gemte i spisekammeret til sidst.
Intuitionen løb skarpt den måned; hun anede, noget ville ske. Nytårsaften var Karen høflig, Astrid løftede fade ind og ud, Niels sad ved sin mor og lod som ingenting.
Nær ti forsvandt Karen til køkkenet, kom tilbage:
Den aspis, du lavede i morges, er ikke stivnet jeg har fjernet den. Vi kan ikke servere den. Det er pinligt.
Astrid sagde ikke noget; hun tog bare endnu en bakke ind i stuen.
Men det var kun begyndelsen.
Senere rejste Karen sig dramatisk.
Jeg må sige det tærterne på bordet skal man lade være at spise. Jeg synes, de lugter underligt, fyldet er måske dårligt.
Astrid vidste, de var bagt samme dag, af friske råvarer.
Karen Juul, de tærter er friske.
Mit næse svigter ikke. Jeg fraråder, at man tager chancer.
Gæsterne blev stille, nogen flyttede tallerkenen væk. Niels stirrede ned i sin drink. Astrids hjerte begyndte at slå, roligt. Hun tog sin reserveboks tærter frem:
Jeg bagte også i nat. Prøv dem, de er med æble og kanel og lidt med spidskål.
Tante Birte tog en bid, smilede.
Åh, hvor smager de godt! Har du selv?
Ja.
Hun har hænder skabt til bagværk, Karen.
Karen forblev stiv i ansigtet.
Men hun var ikke færdig.
Omkring halv tolv rejste Karen sig igen.
Jeg må med beklagelse sige, at jeg mangler mine sølvur min mands ur fra arbejdet. Det har ligget i kommoden i årevis. Nu er det væk.
Folk blev stille. Karen tilføjede: Der har ikke været fremmede i huset; kun os.
Alle så på Astrid.
Astrid mødte Karens blik.
Uret skal nok dukke op, sagde hun.
Du er meget sikker.
Ja.
Karen løftede brynene. Så find det.
Det skal jeg nok.
Astrid gik ud, åbnede depotrummet, stak hånden i det gamle, støvede par træsko Karen aldrig brugte. Helt nede for enden lagde der sig noget koldt mod fingrene.
Da hun vendte tilbage, lagde hun uret på bordet.
Her er det.
Der var bomstille. Tantens te kop skvulpede. Niels rejste sig.
Mor, hvordan er det havnet dér?
Karen gjorde et forsøg på at besvare; hun åbnede munden, lukkede den igen. For første gang i alle de måneder fandt hun ikke ordene.
Jeg må have lagt det der og glemt det, sagde hun. Alt sammen, rutinemæssigt.
Men Niels betragtede hende, som om han så hende for første gang.
Mor, du sagde, du havde ledt… Hvis du selv havde lagt det væk, havde du ikke kaldt os alle ind.
Niels, skal vi nu tage det her.
Ja. Lige nu, mor.
Han tog uret og holdt det, så Karen kunne se indgraveringen.
Det er det eneste, vi har tilbage fra far.
Tante og gæsterne gik i køkkenet under påskud af kaffe lod dem alene i stuen.
Niels gik hen mod Astrid.
Du vidste, det lå der?
Jeg gættede på det.
Hvorfor?
Fordi det ikke var første gang først forklæde, så øreringe, kompotten… Jeg ville ikke sige det, for jeg troede ikke, du ville tro mig.
Han svarede ikke, bare så på Karen, der stirrede ud ad vinduet, hvor sneen faldt.
Mor, ønskede du, at jeg skulle tro Astrid stjal?
Niels, nu er ikke tidspunktet.
Det bliver det aldrig, mor. Så det bliver nu. Her står jeg, med Astrid og uret, og jeg vil vide hvorfor.
Karen vendte sig, øjnene tørre, ansigtet blegt.
Du er min eneste søn. Jeg har klynget mig til dig i tredive år.
Det ved jeg.
Jeg ville hende ikke noget ondt. Jeg… jeg ville bare ikke miste dig.
Han stod stille længe.
Mor, jeg er tredive.
Hun svarede ikke.
De fejrede midnatten. Skålede med Asti, krammede. Det var både muntert og akavet, den slags stemning hvor der lige har været noget, man aldrig får navngivet. Astrid satte kage på bordet, hældte te op.
Gæsterne gik kort efter.
Niels vaskede op, Astrid tørrede af. Karen forsvandt hurtigt ind til sig selv. Døren lukkede sig stilfærdigt.
Senere, da Astrid pakkede viskestykker sammen, kom Niels hen:
Vi skal snakke. Rigtigt.
Godt.
Jeg har lejet en lejlighed fra første februar. Jeg har overvejet det længe, men skubbede til det. Ikke længere.
Astrid så på ham.
Hvorfor lige for tre dage siden? Hvad skete der?
Jeg så dig stå op om natten for at bage. Jeg sagde intet. Men jeg så, du forberedte dig. Du ventede på noget du var klar til hvad min mor måtte finde på. Og jeg tænkte: Hvor længe har du kæmpet alene?
Der var resignation i stemmen.
Du forsvarede mig ikke, sagde Astrid. Uden bebrejdelse; bare faktuelt.
Nej. Jeg er en kylling.
Nej, du har bare lært at frygte hende mere end at tænke på os.
Han sagde ikke imod.
Lejligheden er bare to værelser, og der er ikke rigtig noget; vi må købe det meste.
Fint.
Er du sur?
Astrid så på hans slidte ansigt; rynken mellem øjenbrynene, der måtte være født det sidste halve år.
Jeg ved ikke, hvad jeg føler. Spørg mig igen om et år.
Han nikkede, omfavnede hende forsigtigt, som om hun var skrøbelig.
Hun tænkte: Kvindelykke, den de altid snakker om, er ikke som på film. Ikke med roser og kys. Den er mere som at stå i køkkenet klokken nat, dufte opvask og tærter, og føle at der endelig står en, der prøver at vokse op.
Næste morgen, mens Niels sov, gik Astrid ud i haven. Sneen dækkede alt. Bodil stod derude, fodrede fugle med rugbrød.
Godt nytår, sagde Astrid stille.
Lige over, min pige. Fik du overlevet det?
På flere måder.
Det er som det skal være. Det ville først være slemt, hvis alt var ens.
Astrid grinede.
Bodil, må jeg spørge har Karen altid været sådan?
Bodil stod lidt, samlede de sidste brødkrummer op.
Nej. Engang var hun levende. Da hendes mand stak af, lukkede hun sig sammen. Besluttede, at nu skulle INGEN snyde hende igen så begyndte hun at kontrollere alt: huset, orden, og sin søn.
Og Niels?
Han havde ondt af hende. Medlidenhed holder stærkere end nogen lænke. Det var ikke frygt, men medlidenhed, der holdt ham fanget.
Astrid kiggede ned på sneen.
Jeg forstår nu, at det ikke var hende, jeg var bange for. Jeg var bange for at miste ham. Det var grundfrygten.
Og nu?
Nu er jeg bare træt af at være bange.
Bodil nikkede. Strøede de sidste krummer. Fuglene stirrede ivrigt.
Ikke at være bange er starten på voksenlivet.
De stod lidt i stilhed. Astrid gik så ind.
Karen sad i køkkenet, te og avisen foran sig, uden at læse.
Astrid hældte te op og satte sig.
De sad tavse, mens Bodils fugle kvidrede bag vinduet.
Karen Juul, sagde Astrid, vi flytter i februar.
Svigerindens skuldre rykkede sig ikke.
Niels har lejet en lejlighed. Vi flytter for os selv.
Hans idé?
Begges beslutning.
Lang pause.
Det forstår jeg, sagde Karen.
Mere sagde hun ikke. Rejste sig, satte koppen i vasken, forsvandt ind til sig selv. Døren lukkede stille, næsten uhørligt.
De næste fire uger gik skræmmende roligt. Karen bemærkede intet, talte kun lidt. Hun kiggede sommetider på Astrid på en ny måde ikke ondt, måske bare forvirret.
Niels og Karen talte sammen; ingen skænderier, bare snak. Astrid lyttede ikke.
En aften så de sammen en film den første gang i måneder, Astrid efterfølgende næsten glemte hvilken. Det føltes normalt, rart.
Flytningen var sat til d. 2. februar.
Astrids ting var hurtigt pakket: tasker, kasser det hun var kommet med, og lidt mere. Niels bar bøger og værktøj ud. Karen kom ikke ud og hjalp; hun sad i stuen.
Da de skulle køre, gik Niels ind til hende:
Mor, vi kører nu. Jeg ringer i aften.
Tavshed.
Mor?
Kør du nu, sagde hun. Vendte sig ikke engang.
Han stod lidt, kyssede hende på baghovedet. Hendes hånd på armlænet spændte let.
Astrid stod i døren.
Farvel, Karen Juul.
Karen vendte sig mod hende, så på hende længe.
Farvel, svarede hun. Intet mere.
De gik ud til bilen foran huset. Astrid så på huset én sidste gang røde sten, hvide gardiner, alt på snorlige rækker. Silhuetten af Karen i stuen.
Astrid tænkte på kvinden, som havde gemt sig bag rengøring og orden i et ensomt hus. Ingen had, ikke engang medlidenhed blot neutral eftertanke.
Niels startede bilen. Kulde og udstødningsrøg i luften.
Klar? spurgte han.
Lad os køre, sagde hun.
Bilen rullede ud ad vejen, huset forsvandt bag svinget. Astrid kiggede fremad, ud ad den sneklædte københavnervej.
De kørte tavse lidt. Så sagde Niels:
Vi skal have købt en ny seng. Den, der står i lejligheden, er helt færdig.
Det fikser vi.
Og gardiner. Der er tomme gardinstænger.
Vi finder nogle.
Ved du, hvordan man vælger gardiner?
Hun så på ham og smilede.
Det skal jeg nok lære.
Han smilede for første gang ægte og varmt.
I den nye lejlighed duftede der af maling og træ. Tomme rum rungede ved hvert skridt. Kasser lå i hjørnet. Udenfor en ganske almindelig gård: biler, nøgne træer, en pensionist med Brugsen-poser.
Astrid gik rundt, kiggede køkken, bad, vindue mod gården.
Ingen særlig glæde, ingen pludselig lettelse bare stille. Så stille, at alt var muligt.
Niels kom ind med en kasse.
Hvad synes du?
Hun trak vejret dybt.
Spørg mig igen om et år.
