At tro på en mors hellighed …
Han sidder inde oppe i Grønland. Siges, han har været i krigsfangenskab. Og hun … Tænk sig! Og hun, som foregiver sig at være så dannet.
Ja, men hun er jo ikke én af os. Se bare, hvordan hun er Fru Katrine! Det var hende, der sendte klage til kommunen dengang, da de delte kolonihaverne ud. Stille og rolig, men åh, så snedig …
Hun er allerede gravid … Løs på tråden, sådan en. Tænker hun slet ikke? Én kvinde med to børn nu om dage!
Kender du ikke til det? Hun har jo fået en bejler på kornmagasinet. Klog kvinde, men gør sig selv til intellektuel. Enten farer hun til kommunen med klager, eller også jagter hun mænd med penge. Det selvom hendes mand lever endnu
Katrine
Beboelsesskurene med to etager stod vinkelret på jernbanesporene tæt ved stationen. Engang blev de bygget i hast som midlertidigt hjem til arbejderne på det nye betonfabrik og de tilstødende baner. Katrines mand, Mads, arbejdede før krigen lige der som værkføreren i autoværkstedet. I fremtiden, fortalte man, ville han som de andre få en rigtig lejlighed.
De nygifte ankom til Vejle i otteogtredive. Året efter, i foråret, blev deres datter Dorte født. For tidligt, svag og blålig. Katrine gik helt ind i sygeplejen af pigen …
Men snart gik fabrikken i stå krigen kom.
Mads, hvad så med mig? Hvad gør vi nu? spurgte Katrine sin mand.
Her i byen havde Katrine ingen familie. Hendes forældre blev i treogtredive sendt til Grønland. Fars mor, ja, hun boede i en afsides landsby på Lolland, men levede kummerligt. Da faren boede i byen, kom han med mad til moren, sendte penge. Siden hørte Katrine ikke, hvordan det gik hende.
Mads blev sendt til fronten. Skurene fyldtes som Noahs ark med nye familier, og blev lappet gang på gang af folk, der eller ikke havde noget sted at bo.
Jernbanens evige rumlen, rystelserne, husenes svage grund alt tegnede sig. Folk malede revner til og dekorerede skæve, men skinnende rene vinduer med pelargonier og fine gardiner.
Katrines penge slap hurtigt op. Og så, da håbløsheden og sulten var værst, tog hun Dorte i armene og gik til kommunen. Hun satte sig på kontoret og forklarede, at hun var kommet for at dø. De hjalp hende gav arbejde som småbørnspasser i institutionen. Det hjalp dem gennem krigen børnene fik mad. Ikke meget, men nok til ikke at sulte helt.
Krigen sluttede, men Mads kom ikke hjem. Katrine og Dorte ventede og ventede … Katrine fik job på fabrikken, modtog madkuponer som alle andre. Alle ventede på, at tiderne ville blive bedre, men bedringen udeblev. Alle, der ikke havde modtaget sørgebreve, ventede på deres kære, men ikke alle vendte hjem. Og så kom de hårdeste år de sultne.
Fra deres lille værelse på anden sal kunne Katrine og Dorte se togene. De kom fra syd mod nord og omvendt, fyldte med varer og mennesker. Togene stod længe ved perronen, ventede måske et helt døgn, mens der blev skiftet spor.
Katrine var mærket af sulten. Hun havde altid været lille og spinkel, men nu blev hun næsten gennemsigtig, ansigtet vejrbidt og rynket. Dorte var seks. Og hun var altid sulten. Det daglige ration via kuponerne var ikke nok.
Det blev en vane. Katrine kæmpede, dag for dag, i håb om, at miraklet ventede i morgen. At den, der ville hjælpe, snart ville dukke op.
Hendes far døde fronten, og moren gik bort lige efter krigen. Katrine passede godt på det sidste brev og stirrede tit på det slidte fotografi, hvor moren, med en lille hat og slør, så ømt på hende. Smukke mor … og Katrine gav hende løftet om ikke at give op.
Hun ventede på Mads. Der var ingen andre … Men for nylig blev ventetiden mere og mere håbløs.
Brevene udeblev. Hun vidste, hans afdeling var blevet omringet, siden blev de sat fri og sendt helt til Færøerne. De blev overflyttet til Japanfronten, forklarede hun, men alle forstod, hvor han i virkeligheden sad. Men det var midlertidigt, håbede Katrine, og ventede. Selvom det blev sværere og sværere at vente.
Til Dorte sagde hun, at far var en helt. Og det var sandt. Der fandtes et gruppefoto, hvor han sammen med soldaterne sad på en kampvogn. Man kunne dårligt nok skelne ansigterne, men Dorte vidste det var hendes far. De havde samme mørke øjne.
Dorte
Dorte var alene hjemme det meste af dagen. Hun sad og stirrede på uret og den skål, som moren havde sat frem til hende. Hun ventede utålmodigt til klokken blev tolv, før hun måtte spise det, der lå deri som regel grød og et stykke sort rugbrød. Nogle dage kunne hun ikke holde ud at vente og spiste lidt tidligere, kiggede skamfuldt på uret, som sneg sig afsted.
Så krøb hun op til vinduet og så ud på gaden. Sulten gnavede igen, og hun ventede på moren. Overfor, i villakvarteret, voksede røde æbler i haverne. Dorte så længselsfuldt derover. Hun vidste, at gårdens drenge klatrede ind og stjal, og sad hun der, drømte hun om at gøre det samme. Hun forestillede sig at bide i et æble, saften, der løb ned ad hagen. Hun tørrede sig og sank længselsfuldt.
At stjæle er det sidste, vi gør! sagde moren altid strengt, selvom hun sjældent var streng.
Dorte forstod det, men hun misundte alligevel drengene.
Hun var også frygtsom, når hun skulle ud i det fælles køkken. Frygtede madlugtene. Alle klarede sig, som de kunne. Nabomanden, Søren, åd sit brød grådigt, dyppede det i grøden, syltede kyllingesuppen i sig. Hans mor boede overfor, og holdt et stort husdyrhold, som skurfolkene kaldte aristokraterne.
Madduftene sneg sig i køkkenet, lagde sig fedt og varmt om næsen, og Dorte blev rundtossede af sult. Hvordan kan han spise så meget? tænkte hun. Bare en skefuld var alt, hun behøvede. Måske spørge om en brødskorpe? Men nej, tiggeri var forbudt, og stjæle måtte man aldrig.
Kartoflerne
Hen på efteråret fik Katrine tilkæmpet sig en kartoffelmark. Marken, tæt på hjemmet, havde før tilhørt den lokale gård. Allerede i marts gik rygterne, at jorden ville blive delt ud til skurfolkene. Katrine kom løbende fra arbejde, trak hurtigt et tørklæde over sin alpehue, slæbte shovel og lille Dorte med, selvom sneen lå tung endnu.
Enhver lille jordlod var guld værd. De fik øje på, at andre også kom løbende fra alle sider.
De var for sent ude. Folk råbte af dem, svingede med arme, pegede på mærker. Nogle satte pæle i sneen, andre afmærkede grænser med snedriver. Også nogle fra villaerne, selvom de allerede havde haver, tog for sig. Katrine og Dorte søgte febrilsk efter bare en stump fri jord. Dortes støvler blev drivvåde.
Så trist havde Dorte ikke set sin mor længe. Hjemad græd moren.
Ikke noget, ikke noget, Dorte! Vi kæmper videre…
Næste morgen klædte Katrine sig særligt pænt. Hun redte håret stramt, satte en pæn broche for sin sjal og gik til kommunen, hvor hun skrev en klage.
Ugen efter kom der en hel kommission fra kommunen, med folk fra kasernen. De gik på marken og fjernede pælene, andre stod og så bedrøvede til og bad om ikke at blive glemt.
Katrine var henrykt. Fordelingen tog hensyn til haver og til hvor mange, man var i husholdningen. Det blev hurtigt kendt, hvem der havde klaget. De smadrede Katrines rude og tegnede en stor longenæse på døren, men hævnen stoppede der folk var bange for at gå videre.
Katrine og Dorte fik en lille lod, og det lokale landbrug gav dem nogle spande kartofler til at starte med. Katrine købte et par spande ekstra på torvet. Så snart sneen smeltede, gik hun i gang med at grave.
Dorte så sin lille mor, mild, svedende, skovle den tunge jord. Mors hænder blev hurtigt hårde, men hun klagede aldrig, sendte Dorte et smil, som gik bagved og slog de sidste knolde i stykker. Det gjorde ondt i hænderne, men Dorte gjorde sit bedste, og moren efterlod de mindste knolde til hende.
Indimellem stoppede mor op, lænede sig til spaden: Hold ud lidt endnu, min pige. Når vi er færdige, så spiser vi. Der er brød og te i tasken. Vi skal skynde os, ellers
Moren talte sjældent dårligt om andre, så hun lod sætningen hænge. Tørrede sveden væk, så stolt på det, de havde gravet. Det var deres jord deres håb om en bedre efterår, om at overleve vinteren.
De hyppede kartofler, lugede ukrudt, bar tunge vandspande fra brønden. I september gravede de kartoflerne op, og høsten var god. Dorte var næsten mere glad for mors lykke end for kartoflerne. Moren løftede tunge sække op ad trappen til værelset den lille skikkelse næsten usynlig bag sækken, ansigtet drysset med jord.
Hjemme blev kartoflerne spredt til tørring på gamle klude og aviser midt på gulvet, tildækket, så de ikke blev grønne. Ubehagelig jordlugt fyldte rummet, men den mindede dem mest om mæthed.
Også gulerødder og rødbeder, ja, endda lidt løg, voksede i bedet under vinduet. Det var lykke, en sand fejring af mæthed.
En god veninde fra institutionen lod dem opbevare noget af høsten i sin kælder. Dorte så moren tælle kartoflerne igen og igen, inden hun betroede dem til de andres kælder. Hun skammede sig lidt over at tælle, men frygten for sult, efter sidste vinter, overvandt alt.
Æblerne
Det var netop i denne lidt bedre tid, at det skete.
Dorte! kaldte Karen, naboens pige, Fedder og de andre drenge vil over stjæle æbler. Skal vi gå med?
Drengene delte ofte et æble med pigerne efter succesfulde udflugter. Dorte bebrejdede dem, men når hun spiste, blev æblet næsten helligt for hende.
Sødere end rødbede havde hun ikke fået længe. Først beundrede hun det, rullede det i hånden, tog det med i et hjørne og bed med lukkede øjne det første bid.
Karen og Dorte plejede at vente på hjørnet, men nu listede de længere ned ad vejen, bare for at se. Dorte bøjede sig for at binde sine snørebånd, men fik ikke knuden igennem.
Pludselig hørte hun Karens stemme bag sig:
Løb, Dorte! Og så var Karen væk.
Hun så op drengene styrtede direkte mod hende. Uden et ord stoppede de og gav hende en lærredspose, tung af æbler.
Hun nåede slet ikke at slippe posen, men løb efter de andre. Hendes snørrebånd var løs, og hun snublede næsten. Gaden endte, nogen stødte hende bagfra, og hun faldt, slog knæene. En mand rejste hende brat op og greb hårdt fat om hendes arm.
Ikke spor flov, hva? Hvad siger du så, lille tyv?
Jeg er ikke ikke en tyv, gispede Dorte.
Nej? Hvad er det her da? Han rev posen ud af hænderne på hende. Hvor bor du? Vi må have fat i din mor … Han trak hende hen mod skurene.
Dorte gik lydigt ved siden af ham. Hun sagde først noget, da de var næsten fremme.
Mor er på arbejde …
På arbejde? sagde manden, stoppede. Vi venter så på hende hos mig. Kom!
Jeg tog dem ikke, græd Dorte. Det var … de andre …
Ja ja, sådan siger I alle sammen. I plyndrer æbletræerne, uvorne unger! Hvor længe skal vi finde os i det, hvad? Han slæbte hende gennem gaden.
De kom til et stort hus med udskårne vinduesrammer og grønne skodder. Huset lå midt i frodighed og gule efterårsblomster. Grene bugnede af æbler, en ged brægede, en ko brølede.
Hjemmet skilte sig voldsomt ud fra deres lille skur. Inde havde de et rundt bord dækket med dug, reoler med bøger, glasfigurer og midt i vitrinen et sæt fornemt porcelæn. Over sengen hang vægtæppet med svane og slot.
Dorte satte sig på sofaen med rank ryg, klar til straf, og hun var allermest ked af det på mors vegne.
Men hun nåede at se manden. Lille, lidt skaldet, ansigtet rødt efter løb. Stribet jakkesæt og fyldte brystlomme med blyanter. Hans mor var der også, døv og svagsynet. Han råbte af hende.
Er du da helt tunghør, mor! De plyndrer under næsen på dig, og du ser ikke! Hvis jeg ikke var kommet hjem nu, hvad havde været tilbage? Åh, forbandede unger!
Dorte sad som lammet. Kunne hun bare forsvinde nu, så ville det være en lettelse.
Manden marcherede rundt, men hans mor nærmede sig Dorte i stuen.
Er du bange? Du skal ikke være bange. Han råber kun, sådan er han bare. Sulten?
Dorte rystede på hovedet sulten overhalet af frygt.
Jo jo, du er sulten, mumlede kvinden og gik ud i køkkenet. Snart kaldte hun på Dorte med en duftende skål suppe med dild.
Hun så venligt på Dorte, der skammede sig over sin sultne måde at spise på. Manden kom ind, betragtede dem, forlod stuen uden et ord.
Først kom Karens mor, Fru Olesen, ind.
Hr. Henriksen, børnene har altså ikke stjålet! De gik bare forbi, måske fik de et æble, men stjålet har de nu ikke
Hr. Henriksen ville dog først slippe Dorte, når hendes mor var kommet. De havde allerede sendt bud, så Katrine kom løbende hjem, forpustet, håret skævt, undskyldte og greb Dorte.
Det er vel, brummede hr. Henriksen blidere, jeg forstår skam. Din pige kunne aldrig klatre over mit plankeværk. Men de andre unger!
Han stak nogle æbler i hånden på Katrine, som først gav dem igen, så han stak dem til Dorte.
Jeg melder det ikke. Det lover jeg, sagde han.
Dorte var mildt lettet, kiggede på mor hvorfor lignede hun så ikke en, der var glad? Hun var jo blevet tilgivet. Dorte ventede en alvorlig snak, men ingen samtale kom den aften. Katrine forblev stille og tænksom.
Snart dukkede hr. Henriksen op og bankede på døren. Han havde et lille bundt han rakte Dorte en lun kartoffelpandekage, som hun straks satte tænderne i. Møre, varme kartofler og løg, der næsten smeltede på tungen.
Han så på de kartofler, der lå spredt, spurgte interesseret til høsten. Katrine satte te over, men virkede indesluttet og mut. De talte om vejret, arbejdet. Dorte syntes, moren så lettet ud, da gæsten endelig gik.
Men hr. Henriksen vendte tilbage. En hel krukke med bolcher, som Dorte aldrig havde smagt. Dorte blev sendt ud at lege, men bagefter havde mor grædt. Måske havde manden skældt hende ud for æblesagen?
En måned senere sagde Karen så:
Din mor har fået en kæreste, ved du det?
Hvilken kæreste?
Jo, bogholder på kornmagasinet! Han har penge, stor gård, hans mor er gammel. Min bedstemor siger, din mor bør sige ja I er jo fattige, og vinteren bliver hård.
Men min far lever da! For Dorte var faren fortsat en levende helt, blot forsinket på grund af krigen. Hun havde set, hvordan moren stirrede på hans fotos, læste hans breve igen og igen. Mors ansigt blev da så barnligt og lykkeligt. Dorte kunne ikke tage fejl.
Kæreste, siger jeg dig. Din far er sikkert død.
Dorte blev ikke fornærmet, kun irriteret hvor kan Karen sige sådan noget? Hvis han var død, var der jo kommet sørgebrev ligesom til de andre. Moren ville have sørget, skreget som Fru Møller oppe på gangen. Men Katrine hun sagde jo altid, far kom hjem.
Hvor er du dum, Karen!
Kom, vi løber ned og kælker fra bakken, børnehjertet kendte ikke til voksnes bekymringer.
Brev
Efteråret gik stejlt mod den første sne. Rim lagde sig på græsset, freeze byggede glas over pytterne. Pludselig blev det hvidt natten over faldt sneen. Skydækket sank lavt, og vinteren lagde snedriver over alt tage, bænke, postbudets hue.
Dorte så gennem vinduet, at postmand Hansen gik op ad trappen. Under krigen plejede han ved trappeopgangen at råbe: “Ikke et sørgebrev, kun et brev!” Hvis han ikke råbte, så var det sørgebrevet. Han var stiv, delte sorgens meddelelser, drak selv, lod modtageren drikke. Nogle kunne ikke, og så fortsatte han med opgaven.
Dorte var bange for Hansen. Nu efter krigen råbte han ikke mere, men brevene kom stadig.
Brev til dig, rakte han konvolutten. Dorte smækkede døren, men han ventede. Hun åbnede døren på klem, snuppede brevet og løb ind i stuen, gemte sig på sofaen. Tænk, hvis det var sorgen. Hun kunne ikke læse, måtte vente.
Moren kom hjem som altid, træt. Gav ikke straks agt på brevet. Dorte ventede tålmodigt, og pegede så på det. Moren rev konvolutten op, læste hurtigt, tjekkede bagsiden, som om der manglede noget.
Dorte kunne ikke holde sig. Hun svang sig op fra sofaen, løb hen, trykkede sig ind til mor og kiggede på brevet. Kun et par linjer, nogle tal. Tallene kendte hun.
Mors ansigt var tomt, men ikke grædende.
Mor, er far … død?
Moren så nærmest overrasket på Dorte.
Hvad? Nej da, Dorte! Han lever. Han kommer bare ikke hjem foreløbig. Forstår du? Ikke endnu …
Dorte kastede sig om mors hals. Bare det ikke var et sørgebrev, moren skulle ikke græde.
Læs op for mig. Læs!
Og moren læste. Om at alt gik godt, at far elskede dem, at de nok skulle ses igen. Hun læste længe, og Dorte forstod ikke, hvordan man kunne skrive så meget på så få ord.
Og tallene? Hvad betyder de?
Moren foldede hurtigt brevet sammen.
Datoer, bare datoer, for hvornår brevet er sendt. Dorte, du må ikke fortælle nogen, at far har skrevet. Forstået?
Hvorfor ikke? Karen siger min far er død, og at du snart skal giftes med Henriksen.
Pjat, Dorte, ingen skal fortælle dig noget som helst. Din far lever, og det ved vi to godt. Ikke lytte til andre, vel?
Det lovede Dorte.
Foråret kom, og igen satte de kartofler. Ude på marken hørte Dorte moren tale lavmælt til Henriksen.
Katrine, jeg har tænkt. Jeg … giver ikke op. Om du vil eller ej.
Nej, Henriksen … Gå. Vi klarer os.
Men det er da kun et fingerknips for mig …
Det ved jeg …
Han var vred, men hjalp dem med at grave i stilhed.
Senere gik snakken, at mor ventede endnu et barn. Også Dorte havde set, at mors mave voksede. Hun ville ikke tro, hvad de sagde. Barnet måtte være fars.
Sådan måtte det være …
