Den aften blev Karen lidt for længe på arbejde, og da hun endelig tøffede hjem, fik hun at vide, at hendes mand havde været ovre hos naboen.
Karen hoppede ud af bussen i Hellerup kvart i ni. Hælen satte sig straks fast i en sprække mellem fliserne hun rullede med anklen, og posen med indkøb hev i skulderen. Der var en hel kylling, en liter minimælk og tre løg i posen. Ikke noget ud over det sædvanlige. Bare aftensmad.
Hun skridtede hen over gårdspladsen og tænkte på, at hun også lige skulle have indsendt den dér rapport inden fredag. Og at mælk måske egentlig ikke var nødvendigt Søren havde ikke drukket mælk de sidste to uger, han sagde, han fik halsbrand af det. Hun tænkte på, at lyset ved opgangen igen var i udu, og at hun burde skrive til boligselskabet, men hun kom aldrig længere end til tanken.
Elevatoren stoppede ved syvende sal, ikke ottende, hvor de boede knappen lyste ikke. Karen sukkede og traskede op ad trapperne. På fjerde hang der duft af stegte løg ud af en lejlighed. På sjette lugtede der som altid af smøger. På ottende stilhed, og døren overfor, hos Naja, stod på klem. Der sivede en tung duft af parfume ud den lidt søde, orientalske, som Karen kendte så godt, men ikke gad gætte hvorfra.
Hun gik ind, smed indkøbsposen på køkkenbordet og råbte:
Søren, jeg er hjemme!
Intet svar.
Hun hang jakken op, sparkede skoene af, listede ind i stuen. Tomt. Hun kiggede i soveværelset også tomt. TVet var slukket. På sofaen lå fjernbetjeningen og ovenpå en avis, krøllet sammen, ligesom han havde efterladt den om morgenen. Helt som det plejede.
Karen gik ud i køkkenet, begyndte at pakke ud. Tog kyllingen op, smed den i vasken under rindende vand. Greb mobilen, skrev til Søren: Hvor er du?
Tre minutter. Fem. Intet svar.
Hun satte en pande over, hældte olie på og begyndte at skære løg. Første, så andet. Telefonen ringede hun tørrede hænderne i viskestykket. Ikke Søren. Svigermor.
Ja, Birthe?
Hej Karen, er Søren hjemme?
Ikke endnu. Er der noget?
Næh, han tager ikke telefonen. Ville bare høre om lørdag.
Skriv til ham, han ringer tilbage.
Godt, du skal ikke blive irriteret, jeg…
Jeg er ikke irriteret, Birthe.
Dejligt! Kram herfra.
Karen lagde mobilen, vendte tilbage til løgene. Olien var allerede begyndt at syde. Hun smed løgene på og rørte rundt. Det duftede brunt og hjemmeagtigt.
Så smækkede døren i.
Det er bare mig, sagde Søren fra gangen.
Karen vendte sig ikke om.
Der er mad om tyve minutter, lød det fra hende.
Hun hørte ham tage skoene af, læste lydene: ind på badeværelset. Vandhanen tændt. Så stod han pludselig i døren til køkkenet.
Har du været hjemme længe?
En halv times tid. Hvor har du været?
Ov… hos Naja.
Karen stoppede med spatlen. Kiggede fortsat på panden.
Hos… hvilken Naja?
Jamen, naboen overfor. Hendes hylde faldt ned, og hun manglede noget hjælp til at hænge den op igen.
Karen begyndte igen langsomt at røre i løgene.
Tog det så lang tid at få den hylde op?
Det var ikke kun hylden. Hun spurgte også til hanen. Den dryppede.
Og den ordnede du så også?
Jep.
Jamen, du er dygtig.
Søren tav lidt.
Hva er der? spurgte han.
Ingenting. Fint med hanen. Gå du bare ind, jeg siger til, når der er mad.
Han tøffede væk. Karen skruede ned for panden, begyndte at hakke kylling. Kniven var sløv hun havde sagt til sig selv i et halvt år, at den skulle slibes. Hun hakkede, smed det hele på panden og lagde låg på. Hænderne var rolige. Hjernen næsten også.
Naja Sørensen. Toogtredive. Fraskilt. Flyttede ind overfor for godt et år siden. Arbejdede som noget grafiker; Karen kunne ikke helt huske det. Farvet kastanjebrunt hår, altid sat lidt for smart. Stramme jeans hele tiden. Smiler hele munden fuld af tænder. Siger hej før man når dertil, Hej Karen! som om de var bedsteveninder fra folkeskolen.
En nabo, tænkte Karen. Bare en nabo.
Hun satte vand over til te. Tog to kopper frem uden at tænke over det.
Søren råbte fra stuen:
Karen, har du set fjernbetjeningen?
På sofaen. Under Ekstra Bladet.
Har den nu. Tak.
TVet begyndte at lægge lyd på. Nyheder mumlen. Karen stod ved vinduet; nede i gården lyste kun én ud af tre lamper, og ungerne var gået hjem kun to teenagere blev siddende og diskuterede med take away kaffe fra Netto.
Hun fandt Najas kontakt på sin telefon. Trykkede. Én, to, tre ring.
Hallo? Najas stemme var blid og en smule overrasket.
Naja, det er Karen. Naboen.
Hej Karen! Skete der noget?
Ikke noget specielt. Sig mig en ting: Var Søren ovre hos dig i dag?
Pause. Kort, men hun hørte den.
Ja. Han hjalp med hylden. Jeg spurgte den vejer altså en del, og man kan ikke gøre det selv…
Hvor længe var han der?
Uh… halvanden time, tror jeg. Hvorfor?
Bare sådan. Godnat.
Karen lagde på. Halvanden time. Hylde og hane. Hun løftede låget til kyllingen, vendte det rundt med spatlen, olien sprøjtede, hun trak hånden til sig.
Søren trådte ind i køkkenet.
Ringede du til nogen?
Til min mor, sagde Karen.
Han nappede et æble fra frugtskålen og blev hængende i døråbningen, mens hun dækkede bord.
Søren, sagde Karen uden at vende sig, var det første gang, du var hos hende?
Hos hvem?
Naja.
Nej, hun ville også have skiftet en pære på et tidspunkt. Det sagde jeg da?
Nej, det sagde du ikke.
Jo, Karen, det sagde jeg. Du har bare glemt det, det var i sommer.
Og det tog så også halvanden time at skrue en pære i?
Søren lod æblet synke lidt.
Holder du øje med mig nu?
Jeg spurgte bare hende. Hun sagde halvanden time.
Nå, men vi sad da også og snakkede bagefter. Hun bød på te. Er det forbudt eller?
Nej, sagde Karen. Ikke forbudt.
Hun satte panden på bordet, fandt et viskestykke. Kyllingen var klar. Helt standard kylling. Hverdagsmad.
Sæt dig.
Søren satte sig. Hun hældte op til ham og til sig selv. De spiste i tavshed. TVet mumlede videre med nyt om snestorm senere på ugen.
Det smager godt, sagde Søren.
Mmm.
Karen.
Hvad?
Er du sur?
Hun så på ham. Hans ansigt var sådan lidt skyldig, lidt fornærmet. Som en, der bliver bebrejdet noget, han ikke synes, han har gjort. Det der blik havde hun set før.
Nej, sagde hun. Jeg er ikke sur.
Okay, godt.
Han spiste op, satte tallerkenen i vasken og gik. TVet blev tændt igen nu fodbold.
Karen blev siddende. Hendes tallerken var nærmest urørt. Hun tog en bid. Tygge, synke.
Hun tænkte på det der: Halvanden time. Najas stemme. Den pause. Kort, nærmest ikke-eksisterende. Men den var der.
—
Dagen efter stod Karen tidligere op end normalt. Søren sov stadig. Hun vaskede sig, klædte sig på, lavede kaffe og stod i vinduet. Gården var tom bortset fra viceværten i orange vest, der fejede sneen væk fra affaldsskuret.
Hele dagen på arbejdet nagede tanken hende. Ikke panisk bare som en splint, man mærker, men ikke kan finde.
I frokostpausen ringede hendes veninde, Lene.
Hvordan har du det?
Fint.
Line, den stemme der lyver.
Det går. Bare træt, ikke?
Søren?
Hvorfor altid Søren?
Fordi når du siger alt er fint og har den stemme så handler det om Søren.
Karen tav lidt.
Sig mig, hvis det var dig, hvad tænkte du så? sagde hun.
Om hvad?
Sådan… din mand kommer hos naboen. Hjælper dér. Hylder, haner. Halvanden time. Drikker te.
Veninden tænkte sig om.
Er det første gang?
Han siger nej. Han har været der før i sommer også. Med en pære.
Og hvordan er hun?
Fraskilt. Ung. Pæn.
Karen?
Hvad?
Har du sagt til ham, hvad du tænker?
Jeg tænker ikke noget. Jeg siger bare, hvad der er sket.
Karen, du er klog, men nogle gange savner du altså filter. Jeg tænker ikke noget, pff. Men hvad føler du?
Jeg ved det ikke, indrømmede Karen. Måske er der ingenting. Måske bilder jeg mig noget ind.
Eller også bilder du dig ikke noget ind.
Præcis.
Snak ordentligt med ham ikke det der, “hane og hylde”-rundtosseri. Bare sig det.
Nemmere sagt end gjort.
Selvfølgelig. Men du kan jo ikke gå med nagende fornemmelser uden at gøre noget.
Nej, det kan jeg ikke.
Om aftenen kom Karen hjem. Søren var allerede hjemme havde købt rugbrød, sat elkedlen over, sad med telefonen i sofaen.
Hej, sagde han. Har du spist?
Ja, på arbejdet.
Jeg laver mig lidt frysepizza, vil du også have?
Nej tak.
Hun hængte jakken op, tog et glas vand, gik ind og satte sig i stolen overfor ham.
Søren.
Hm?
Læg telefonen.
Han så på hende, fornemmede straks noget var anderledes, lagde telefonen væk.
Jeg lytter.
Jeg vil spørge dig om noget. Alvorligt spørgsmål. Og jeg vil have, du svarer helt ærligt.
Okay.
Er der noget mellem dig og Naja?
Han tysede. Et sekund. To.
Nej, sagde han.
Du tænkte dig om, inden du svarede.
Gjorde jeg ikke, jeg…
Søren. Du tænkte.
Han rejste sig, gik lidt rundt, stillede sig ved vinduet med ryggen til.
Der er ikke noget, Karen. Helt ærligt.
Hvorfor holdt du pausens?
Fordi spørgsmålet stiller mig i bås, som om jeg må forsvare mig. Det er ubehageligt.
Du går derover flere gange, drikker te, sidder halvanden time. Og siger intet.
Jeg nævnte da pæren!
Nej, du gjorde faktisk ikke.
Jeg sværger, det gjorde jeg. Du har glemt det.
Hun så på hans ryg.
Vend dig om, Søren.
Han vendte sig. Og han så ikke afslappet ud.
Der er ikke noget. Overhovedet. Hun bor alene, beder om hjælp, og så hjælper jeg. Det er vel helt normalt?
Ja, sagde Karen. Helt fair at hjælpe naboen. Men ikke fair at holde det skjult.
Jeg har ikke skjult noget!
Søren. Hun sagde det uden svingninger. Da jeg spurgte dig i går, om det var første gang du var hos hende, svarede du “nej, også i sommer” kun fordi jeg gravede.
Han var tavs.
Fint, sagde han så. Jeg kan godt se, det ser mærkeligt ud. Men det er bare…
Bare hvad?
… Bare rart at tale med nogen, der lytter.
Karen åndede ud.
Så jeg lytter ikke?
Det sagde jeg aldrig.
Du sagde, det var rart at tale med en, der lytter. Ergo: ikke mig.
Nu drejer du alt, Karen…
Nej. Jeg hører dig faktisk.
Han faldt sammen i sofaen, gned sit ansigt.
Du virker træt, sagde han. Når du kommer hjem, er du træt og irriteret. Jeg siger noget, men du hører det ikke. Du kan ikke gøre for det, det er bare sådan. Jeg bebrejder dig ikke men sådan er det.
Og så går du til naboen?
Ikke “går til naboen” på DEN måde!
Hvad for en måde tænker jeg så på?
Du tror, jeg… du ved.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro, derfor spørger jeg dig.
Han så hende i øjnene.
Der er ikke noget fysisk. Overhovedet. Jeg går derhen, fordi… Naja bare snakker med én. Spørger, hvordan jeg har det. Lytter. Uden mobil, uden TV.
Karen stirrede på ham. Tolv år kendte hun ham. Og nu sad han foran hende og sagde, at han gik over til naboen, fordi… ja, der lyttede nogen.
Klart, sagde hun.
Karen…
Nej, seriøst. Jeg forstår. Tak fordi du sagde det.
Du er vred nu.
Nej.
Hvorfor ser du sådan ud, så?
Jeg tænker.
Hun gik i køkkenet, fandt en kop og hældte vand op. Gik ud igen.
Søren, må jeg spørge dig om en ting mere? Svar ærligt.
Ja.
Er du forelsket i hende?
Han så på hende. Langt.
Nej. Det er ikke forelskelse.
Hvad så?
Karen, det er bare… et lille pusterum. Når jeg går ud af døren, føler jeg mig som et almindeligt menneske i en halv time en, man taler med. Ikke mere.
Pusterum, gentog Karen. Et pusterum har du altså ikke herhjemme, så du går over til naboen?
Ikke sådan ment…
Jo, præcis sådan ment.
Han sad tavs, klemte om sit glas.
Karen kunne mærke, at han havde fat i noget. Ja, hun var træt. Hun kom hjem, og så var der ikke mere overskud ikke til snak, ikke til at lytte. Arbejde, transport, mad, hus, rapport, søvn. Fem ud af syv dage. Det vidste hun. Hun havde troet, at han forstod det. Ikke at han krævede mere netop fordi han forstod.
Men det gjorde han så heller ikke. Eller også var han blevet træt af at forstå.
Okay, sagde hun. Lad os lave en aftale.
Aftale?
Ja. Du går ikke mere derover. Ikke alene. Punktum.
Karen, det er da helt til grin…
Det er det, jeg siger. Og til gengæld lover jeg at… hun ledte lidt, at jeg faktisk vil lytte, når du taler. Bevidst. Du siger noget, jeg lytter. Deal?
Søren så på hende.
Du laver altid kontrakt ud af alt.
Det er mit fag, svarede hun tørt.
Fint. Jeg går ikke derover. Hvis det betyder så meget.
Det gør det.
Stilhed.
Vil du have pizza alligevel? spurgte han.
Nej. Te.
Te, så.
Han gik i gang ude i køkkenet. Hun hørte lyden af krus og kedel. Hun sad i stolen og stirrede ud. Gadelampen lyste gult.
Hun tænkte, at det her ikke var slut endnu det han sagde med pusterum og samtaler, det var i virkeligheden det vigtigste og handlede om dem to. Ikke noget med Naja overfor.
Søren dukkede op med to krus.
Med mynte, som du kan lide.
Tak.
Han satte sig, varmede hænderne på kruset.
Karen.
Ja?
Undskyld.
For hvad præcis?
For ikke at sige noget. Jeg burde have sagt det.
Ja, sagde hun. Det burde du.
Jeg tænkte ikke over, at det så sådan ud. For mig var det bare ind, hjælpe, sludre lidt. Men det, det viser, er…
… at det er et symptom.
Symptom på hvad?
At vi ikke helt hænger sammen. Du kan ikke tale med mig, så du går over til hende.
Han nikkede.
Det er værre, end hvis det bare var noget… fysisk, ikke? For det betyder, vi er på vej væk fra hinanden, Karen. Bare sådan, mekanisk, uden man ser det.
Måske. Jeg ved ikke. Men vi skal handle, inden det bliver for sent.
Hvordan handle?
Tale sammen. Som du taler med hende sådan skal du også tale med mig. Rigtigt tale.
Vi taler nu.
Og det er godt.
De sad. Teen blev kold. Ude gik en dame med en lille, strikhåret hund, der trak i snoren de skyndte sig hjem. Gadelampen blinkede kort og blev stabil igen.
Kan du lide hende? spurgte Karen.
Naja?
Ja.
Søren tøvede ikke.
Hun er rar. Men nej. Ikke sådan.
Sådan hvordan?
Altså… som kvinde. Nej.
Er du sikker?
Vil du bare høre ja, jeg er sikker, eller en ærlig udlægning?
Ærlig.
Ærligt hun er flink, og jeg kan lide at snakke med hende. Men jeg elsker dig. Det er slet ikke det samme.
Karen så på ham.
Fint, sagde hun så.
Fint hvad?
Jeg tror på dig. For nu.
Kun for nu?
Bare giv mig ikke grund til andet, Søren.
Han nikkede.
Det er en aftale.
—
Tre uger gik.
Karen holdt faktisk ikke øje med ham. Hun prøvede ikke at gøre det stort. Hun arbejdede, købte ind, lavede mad. Men om aftenen lagde hun mærke til det lagde telefonen, spurgte ind. Hun lyttede, rigtigt. Det var sværere end det lød, for hun var træt, og det krævede vilje. Men hun ville det.
Søren mærkede det også. Hun kunne se det på måden, han begyndte at komme hjem igen. Ikke direkte til telefonen eller TV, men satte sig ved siden af. Fortalte noget.
En aften sagde han:
På arbejdet vil de have mig over på et nyt projekt. Lidt svært, men spændende. Pengene er bedre.
Fortæl, sagde hun.
Han fortalte. I tyve minutter om projektet, teamet, angsten for ikke at slå til. Karen lyttede ikke bare pr. automatik, men virkelig.
Til sidst spurgte hun:
Hvorfor er du nervøs?
Det er nyt, områder jeg ikke kender.
Du har da taget nyt på dig før.
Ja, men nu er jeg jo fyrre.
Og? Det er ikke pensionistalderen.
Men heller ikke tyveårsalderen.
Tag det. Hvis du er bange, så netop. Frygt betyder, man udvikler sig.
Han så forundret på hende.
Mener du det?
Ja.
Han nikkede.
Jeg tænker over det.
Og han sagde ja. Tre dage senere fortalte han, han havde taget imod. Kom hjem lettere opkørt, satte sig straks med et glas vand.
Jeg sagde ja.
Fint.
Jeg er nervøs.
Det er fair.
Karen… Tak.
For hvad?
Fordi du sagde det dengang. Om at snakke sammen. Jeg troede bare, du var sur. Men du havde ret.
Jeg var ikke sur.
Nej, og det var faktisk det, der skræmte mig mest.
Karen smilede.
Ja, det forstår jeg.
Hvis du bliver sur, hører man det. Men det der fint, jeg tror på dig, for nu det var… alvor.
Ja, det var alvor.
Stilhed.
Bekymrer du dig stadig over Naja? spurgte han.
Nej. Nu ikke mere. Noget andet bekymrer mig mere.
Hvad da?
At du følte dig alene hos mig uden at sige det. Det skal jeg opdage noget før.
Det er ikke din skyld.
Måske ikke. Men det skal opdages.
Han sagde ingenting.
Søren, hvis du får det sådan igen så kom til mig, ikke Naja. Også selvom jeg er træt. Sig Karen, jeg skal snakke. Så lægger jeg rapporten.
Helt sikkert?
Jeg lover.
Aftale.
—
Karen mødte Naja i elevatoren først i december. Begge med dynjakker, Karen med tunge poser, Naja med en kæmpe computertaske. De steg på samtidigt, kiggede lidt på hver sit. Lidt akavet.
Dav, sagde Naja. Lidt påpasseligt.
Dav.
Hjem fra arbejde?
Jada.
Elevatoren tav. Naja stirrede på sin mobil. Karen lirkede poserne lidt.
Karen, sagde Naja. Jeg ville bare…
Du behøver ikke sige noget, afbrød Karen.
Jeg vil bare forklare…
Naja. Karen så roligt på hende. Der er ikke noget at forklare. Alt er i orden.
Helt sikkert?
Helt sikkert.
Elevatoren nåede ottende. Dørene gik op.
God aften, sagde Karen og gik ud.
Naja gik også ud, ind overfor. Karen låste sig ind og smed posen.
Inde fra køkkenet hørte hun to forsigtige klik Naja lukkede også sin dør.
Karen trak støvlerne af.
Det er mig, råbte hun.
Hej! lød det fra Søren i køkkenet. Jeg har lavet suppe, vil du have?
Gerne!
Hun hang jakken op og gik ud i køkkenet. Duften af suppe. Helt almindelig suppe; laurbærblad, grøntsager. Søren hældte op. Varmt, lidt for salt som det plejede, når han lavede mad.
Du har nok igen saltet lidt for meget, bemærkede hun.
Lidt, indrømmede han. Blev distraheret.
Af hvad?
Projektet, sad og tænkte.
Og?
Jeg tror, jeg løste et problem. Svært at forklare.
Fortæl efter maden?
Han så på hende.
Det gør jeg.
Derude begyndte de første snefnug at falde årets allerførste, små og gråmodige. Karen sad, så ud og tænkte, at ja det hele er stadig, som det skal være. Intet er faldet fra hinanden. Ikke fordi intet havde været galt, men fordi hun ikke lod det ske.
En skefuld suppe, og Søren på den anden side af bordet.
Det var da nok for nu.
—
Der gik endnu en måned.
Karen opdagede, hun ikke længere gik og tænkte på Naja. Emnet havde bare gledet ud. Sørens projekt tog til; han kom hjem det ene øjeblik opløftet, det næste helt nede. En aften kom han hjem, så det kunne mærkes i hele lejligheden.
Hvad er der? spurgte hun.
Kunden ændrede alt i sidste øjeblik. Tre ugers arbejde spildt.
Alt?
Næsten. Jeg skal lave næsten det hele om.
Han satte sig udmattet med jakken på, og hun stillede ham en kop te. Han tog den i hånden, sigtede ud.
Søren.
Ja?
Vil du, jeg siger noget, eller bare sidde?
Han så nærmest forundret ud som om nogen endelig havde stillet ham det spørgsmål, han havde ventet på.
Bare sidde.
Ok.
Hun satte sig, stillede koppen. De sad. Det blev mørkt, sneen væltede stille ned udenfor alt det, der om morgenen bare er sjap og sortere end natten. Karen sad og lyttede lidt til stilheden.
Efter ti minutter sukkede Søren.
Tak, sagde han.
For hvad?
For ikke at spørge.
Du fortæller, når du får lyst.
Det gør jeg. Bare ikke lige nu.
Fair.
Hun lunede maden op, han spiste, lettede lidt. Over middagen fortalte han lidt ikke meget, bare det vigtigste. Hun lyttede. Ingen råd han ikke havde bedt om, ingen det skal nok gå. Bare et nik.
Du har forandret dig, sagde han pludselig.
På hvilken måde?
Ved ikke. Mere blød?
Jeg har altid været blød.
Nej. Ikke altid. Men nu.
Karen tænkte, at det ikke var helt sandt. Måske gik hun bare mere op i det nu ikke fordi hun havde ændret sig, men fordi hun blev bange. For da han sagde bare rart med én, der lytter dér for en måned siden, rørte noget sig, stille, næsten umærkeligt.
Hun sagde ikke mere. Nogle gange er det bedst.
Juleferien bød på besøg fra Birthe, svigermor. Karen så ikke just frem til det, men det gik roligere end forventet. Birthe havde hjemmelavet solbærsyltetøj med fra Fyn og vinterstøvler til Søren men i forkert størrelse. De drak te, snakkede om søsteren, der var flyttet til Skanderborg. En aften sagde Birthe:
Karen, du ser godt ud for tiden.
Tak.
Nej, helt ærligt, der er noget andet over dig. Har du slappet lidt af?
Nej, jeg arbejder bare for meget.
Nå det betyder, I har det godt hjemme.
Hun mente det som de gamle gør; Karen forstod pludselig, at det var rigtigt. Det VAR hjemme godt. Ikke perfekt men godt.
I januar skiftede Naja lås Karen kunne høre det rumstere. Senere mødtes de i elevatoren igen. Denne gang smilede Naja bare.
Dav.
Dav.
Det er bidende koldt i dag!
Ja, minus femten.
Elevatoren stoppede. De skiltes hver til sit. Karen låste sig ind, hev huen af, gned ørene.
Det er mig! råbte hun.
Er du sulten? kaldte Søren.
Ja.
Kartoflerne står og bobler.
Skønt.
Hun gik i køkkenet. Søren rørte i en gryde suppe. Han vendte sig om.
Du er rød på næsen!
Det er bidende koldt.
Kom og varm dig. Jeg laver resten.
Jeg bliver her her er varmt.
Hun lænede sig op ad væggen og varmede hænderne, mens han nynnede ved komfuret.
Hvad synger du?
Aner det ikke. Det kommer bare.
Det er pænt.
Nu driller du.
Overhovedet ikke.
Han så på hende.
Tror du mig?
Ja.
Han vendte sig. Hun betragtede hans ryg bred, lidt slidt skjorte. Hun kendte den i otte år. Måske skulle han få en ny.
Søren.
Ja?
Ingenting. Det hele er bare
Bare hvad?
Bare godt.
Han så overrasket på hende, smilede. Nikkede.
Ja, sagde han. Godt.
Kartoflerne simrede. Udenfor sneede det. Bag ruderne var der varmt.
Tolv år. Og formentlig mange flere.
