Forkert barnebarn
Gik det? Karen mistede nærmest pusten, da lægen nikkede til hende og smilede. Du siger det ikke bare for at gøre mig glad?
Slet ikke, Karen Møller! Alt gik godt! Det lykkedes!
Hun så vantro over på sin mand, stadig halvt fanget af det uvirkelige.
Karen
Hvor mange? Hvor mange er der? Karen rørte forsigtigt ved maven, hendes fingre blev fugtige af gel. Scanneren gled i rolige bevægelser, og hun stirrede tryllebundet på skærmen, i håb om at se det, hun havde ventet på i så mange år.
Én, lægen fangede straks det lille skuffede træk i Karens ansigt. Men i jeres tilfælde er det altså virkeligt en gave! Vi har kæmpet for det her længe, ikke? Det er jeres og mit fælles mirakel! Jeg kunne skrive en afhandling om jer ja, måske boldre mig i de store linjer. I er helt særlige, otte forsøg! Som jeg altid siger jeg er ikke Gud. Men det her… uden en hjælpende hånd ovenfra, hvordan skulle det ellers gå? Det er et rent mirakel!
Karen lyttede ikke længere. Hun betragtede den lille, blinkende plet i mørket på skærmen. Kunne det virkelig være…?
Hej, hviskede hun lavmælt og rakte ud mod billedet, mens tårerne piblede frem. Hendes kinder var snart våde, men det var som om en storm rejste sig indeni hende. Den storm, der for år tilbage begyndte med et enkelt snefnug ordet “umuligt”. Nu piskede den rundt, triumferende, med et, det lykkedes! Og intet og ingen kunne overdøve den sang. De havde klaret det. De ventede nu et barn.
Nyheden var overvældende. Hele dagen blev uvirkeligt, som om hun drev på en bred dansk å, båret væk fra den forgangne tid, der nu forsvandt ud af syne. Karen ønskede bare at fastholde følelsen, holde fast i glæden, som nu pulserede i hende.
Mads førte bilen hjemad, et blik på Karen indimellem, smilende. Endelig! Hans Karen. Den, hun havde været før alt med klinikker, prøver og undersøgelser. Og dog… Noget var nyt i hende, lyset i øjnene skræmte ham næsten. Ikke fordi han var bange, men fornemmelsen af forandring, en ny begyndelse, fyldte ham det var svært at tænke på andet end Karens blik, der nu var indadvendt og storslået på samme tid.
Karen Mads stoppede for rødt og så på hende. Karen
Hvad, hun løftede blikket, som havde han vækket hende.
Hvordan har du det?
Jeg Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har det bare så godt, Mads Karen lagde hovedet tilbage mod nakkestøtten og lukkede øjnene. Mads Vi får et barn
Er du lykkelig?
Karens blik sagde alt, og Mads lo, trykkede hendes hånd og kørte videre ligeglad med de utålmodige horn bagved.
Den dag stod for evigt som den lykkeligste for Karen. Skole, universitet, bryllup, år sammen blev ligesom skubbet i baggrunden. De var alt sammen vigtigt, men først nu føltes det hele meningsfuldt som om alt dette bare var opvarmning til det rigtige liv, til det, der skulle begynde nu.
Karen og Mads har kendt hinanden siden børnehaven. Hun, en lille pige, klyngede sig til moren og græd aldrig havde hun prøvet institutionsliv før. Pædagogerne prøvede at trøste, men Karen gav den kun mere gas og kneb endnu hårdere om mors forklæde.
Ikke en institutionspige! proklamerede pædagogen Bodil, armene over kors, klar til at vente på, at Karen løb tør for tårer. Det var dog først da lille Mads, børnehavens veteran med en uges erfaring, kom hen til Karen og nysgerrigt undersøgte hendes røde hårspænder, derefter stille satte sig ved siden af hende og begyndte at småhyle i sympati, at magien indtraf.
Bodils øjenbryn røg op over håret, nabopædagogen fnisede og forsvandt ud af døren, Karens mor stirrede vantro på denne mærkelige dreng, der nu overdøvede hendes datter. Karen tav, kiggede på Mads.
Hvorfor græder du?
Hun trak ham i ærmet, og Mads holdt op, tørrede næsen og sagde:
Hvorfor græder du?
Karen havde ikke noget svar, men tog hans hånd, slap mors forklæde og gik med ham ind.
Hvad hedder drengen? spurgte Karens mor grinende.
Han hedder Mads.
Det er en helt kavalér!
Jeg har aldrig bemærket noget sådan før, men det er vist en helt særlig pige for ham.
Efter børnehaven sad de sammen hele skoletiden. Universitetet skilte dem i fag, men ikke i sjæl de kunne knap undvære hinanden.
Det var aldrig kedeligt. De fandt altid på noget, samtaler eller tavshed var lige meget, bare de sad sammen på kajen og så på åen. Deres hænder fandt hinanden, Karens hoved på Mads skulder det føltes så rigtigt.
Familierne forstod hurtigt, hvad vej det ville gå. Karens mor, Grethe, bekymrede sig dog lidt:
Karen, har I nogensinde haft et stort skænderi?
Nej, mor. Hvorfor dog?
Fordi man skal mindst én gang. Så ved man, om huset står solidt.
Skal man da det for at være en rigtig familie? Karen rakte ud efter brødet.
Ja! Grethe satte sig ved siden af sin datter. Ingen passion, ingen kærlighed. Man skal kende hinandens grænser. Ellers samler man det hele i sig, og pludselig er det for meget.
Men hvorfor ikke bare være fredelige?
Jo da, men ingen må bære på alt. Sæt ord på. Skænder hvisk bare sig det!
Karen lo, men hun skulle flere gange senere komme i tanke om mors ord. Alle de små uenigheder, der kom i de næste femten år, blev hurtigt talt ud, selv når det krævede en tallerken eller to blev brugt symbolsk. Og Mads grinede og spurgte:
Skændes vi?
Jep!
Okay, hurtigt. Fodbold om 30 min.
Aftale!
De lavede en pagt før brylluppet: Aldrig sove på en sur nat. De holdt det, indtil noget udefra stak en pind i hjulet. Noget, der ikke ville lade dem være og det var Mads forældre.
Hvornår får vi børnebørn? Hvor svært kan det være? I har været sammen i to år nu! sagde hans mor, Birthe, og rystede på hovedet mod Karen. Mads, du fejler jo ikke noget, så…
Mor, synes du ikke det er vores sag?
Nej! Det er familieanliggende!
Hvis Gud ikke giver børn, er det fordi der ikke er velsignelse, skød Mads’ far, Erik, ind, og kiggede stift på dem. Så har I gjort noget forkert.
Mads mødte sin fars blik, uden ord. Erik, kompromisløs og hård, havde været gennem sit at krig og mente, familien skulle gå den rette vej. Han havde for længst taget Gud til sig på sin måde, og det blev svært for Karen og Mads. Birthe tilpassede sig hurtigt Erik, men sagde ikke mere imod, mens Mads og Karen led under hans dominerende facon.
Hvis du er tom, Karen, så er det din skyld.
Karen knyttede næverne under bordet, havde lyst til at råbe, men lod være for ikke at skære lastende bånd mellem Mads og hans forældre over.
Far, er familie bare børn? forsøgte Mads.
Selvfølgelig! Uden børn, ingen familie!
Hvorfor har jeg så ingen søskende? spurgte Mads.
Det blev bare sådan, Mads, Birthe havde tårer i øjnene.
Gud gav jer ikke flere? Mads tog Karens hånd og rejste sig. Erik rejste sig også Karen blev urolig over den optrækning til skænderi.
Jeg ønsker mig et barn mere end noget andet!
Karens stemme bragte et lille pusterum. Men kun et øjeblik.
Årene gik, samtalerne blev tavse. Erik sagde kun høflige fraser til Karen. De så kun Mads forældre til de større højtider.
Birthe lokkede tit Mads forbi, bad ham snakke med Erik, men der var kun én løsning i Eriks hoved. Karen blev ikke anset som rigtig svigerdatter mere, hun var “uperfekt”.
Find dig en rigtig kvinde. Med børn. Ellers er livet spildt, Erik sagde det igen og igen, da Mads prøvede at forklare sig.
Mads blev mere og mere udmattet, Karen kunne se det på ham.
Mads, måske har din far ret? Måske, hvis vi blev viet i kirken, ville alt falde på plads?
Mor Ikke dig også. Jeg elsker min kone. Kirke eller ej, det ændrer ingenting. Hvis vi gør det, så er det vores eget valg.
Ti år efter brylluppet blev Karen og Mads viet i kirken. Erik smilede overbærende men året efter sagde han: “Det gjorde ingen forskel”. Karen trak sig ind i sig selv. Hun opholdt sig kun i behandling, alt håb svandt.
Mads, måske skal vi bare stoppe? Med en anden var du lykkelig, og ikke alt det her…
Lad nu være, Karen! Jeg vil ikke have en anden. Hvis du tror, du vil stoppe, så gør det for dig selv, ikke for min skyld. Det vigtigste er dig.
Da det endelig lykkedes, blev glæden så overvældende, at Karen følte sig i stand til at glemme alt. Men da Erik hørte, at barnet var kommet til verden gennem fertilitetsbehandling, blev han rasende.
Fra et reagensglas? Er I blevet vanvittige? Jeg vil ikke have et sådant barnebarn! I skal ikke engang nævne barnet for mig! Det er…!
Far! sagde Mads alvorligt, trådte frem og beskyttede Karen. Du skal aldrig sige sådan!
Hans stemme var rolig, men ordene rungede. Erik tav, Birthe stod bange i døren med sin berømte æblekage. Mads pakkede sammen og gik.
Siden den dag havde Mads ingen kontakt med faren. Han har en løs kontakt med Birthe, som ikke længere kom forbi, og Mads pressede heller ikke på. Karen og han nævnte emnet kun ganske kort:
Nej, Karen, heller ikke alle dine tallerkner er nok her.
Graviditeten blev svær, og Karen koncentrerede sig kun om at nå målet. Hendes egen mor, Grethe, lo lidt af, hvor Karen gennemgik strømpestrik og babyudstyr i butikkerne, men nænnede ikke købe noget.
Kom nu, se lige de søde futter! Skal vi ikke købe dem?
Mor, jeg tør ikke. Det bringer uheld, siger de…
Hvor får I danskere dog al den overtro fra? Grethe tog dem i roligt tempo. Rosa? Blå? Hvid?
Mor!
Ikke så dramatisk! Det skal nok gå du kommer igennem det og opdragelsen også! Hvad har Gud, tro og held med futter at gøre? Lev og vær glad lyt til dit hjerte. Og til lægen. Og lidt til din mor.
Grethe købte undertiden futterne alligevel og spurgte nysgerrigt til seng og barnevogn. Ingen vidste hvilket køn, barnet havde det forblev en overraskelse.
Den lille kom lidt tidligere end ventet og satte alt på plads hos familien.
En dreng! Karen lå badet i smerte og latter på samme tid. Han var så lille, vranten og hjælpeløs, at hun smilede gennem tårerne.
En fin lille gut! Tillykke!
Lægen, der havde fulgt dem, sagde: En rigtig viking! Ikke underligt, for vi har virkelig kæmpet!
Karen nikkede og tog drengen i sine arme.
Min
Tiden frøs. Alt kom til stede i det sekund. Smerte, lykke, drømme, alt. Fremtid og fortid smeltede sammen til nuet. Det eneste, der betød noget.
Mads blev overrasket, da Karen bad om en rolig hjemkomst fra hospitalet.
Bare dig og mig. Ingen gæster.
Som du vil.
Grethe hjalp Mads med at gøre værelset klar, vaskede tøj og skrev lister.
Er du sikker på, det er den seng, hun vil have?
Jeg kan dem alle udenad! lo Grethe, mens hun strøg det sidste lille stykke lyseblå sparkedragt.
Hvad er det?
Hun nikkede mod den lille kasse.
Spilleuro. Over sengen. Karen måtte bare have den. Jeg købte den for længe siden. Jeg vidste bare, det ville lykkes.
Grethe lagde armen om Mads.
Du er far nu, Mads.
Det gør mig nervøs
Det går ikke væk. Men der er intet bedre.
Mads lignede nu den lille dreng, der ledte Karen ind i børnehaven dengang, og Grethe smilede for sig selv.
Hold fast i hende, Mads! Nu har hun mere brug for dig end nogensinde.
Det lover jeg.
Mads blev trist ved tanken om sine egne forældre, lettet over Grethe og svigerfaren.
Erik ville slet ikke se barnebarnet. Gik bare ind på et andet værelse, da Birthe prøvede at vise ham billeder.
Vent, Mads. Du ved, hvordan din far er. Han skal nok tage sig sammen.
Og hvorfor skal vi altid vente, mor? Det er mit og Karens liv. Han bestemte selv at lukke døren.
Birthe kiggede ned i gulvet.
Jeg kommer ikke væk fra ham. Men… må jeg se ham? Bare lad Erik ikke vide det.
Selvfølgelig. Kom så tit du vil.
Hun kom dagen efter, og gjorde rent, kogte mad til ugen og forsvandt igen. Med tiden kom hun oftere og glædede sig lynhurtigt over børnebarnet den samme Birthe, der for bare et år siden havde talt så hårdt.
Men en dag så Erik sin kone skubbe barnevognen foran Karens og Mads lejlighed. Han genkendte hende.
Hvem er den der? Han gik tættere på.
Dit barnebarn, Erik, sagde Birthe for første gang kritisk.
Jeg har ikke barnebarn! Det dér… er ikke mit.
Birthe så på den sovende, lille Jonas og mærkede det knække i sig. Hun, der havde båret hans meninger hele livet, nægtede nu at bøje nakken.
Hvem tror du, du er? Gud selv? Hvem har givet dig ret til at dømme, hvad der er rigtigt og forkert? Din Gud, hvor er han i dét? Jeg har også læst, Erik. Og ved du, hvad der står i Bibelen? Gud er kærlighed! Han deler liv og tager det igen. Vi har aldrig haft ret til at dømme. Heller ikke børn. Din søn og hans kone trak igennem helvede for at få det her barn. Og jeg… Ja, jeg var dum før. Men det er slut. Fra nu af beskytter jeg dem. Vil du leve alene din sag. Jeg har sagt, hvad jeg mener.
Birthe styrede barnevognen væk, og Erik stod længe og stirrede efter hende, før han uden flere ord gik mod sin bil.
Samme dag flyttede Birthe midlertidigt ind hos sønnen. Karen var glad Jonas havde brug for hende. Efter nogle dage gik det knap nok, Birthe fik et blodtrykstilfælde, og Karen pendlede mellem hende og barnet.
Undskyld, Karen.
Der er ikke noget at tilgive. Bliv rask! Jonas har brug for dig.
Må jeg fortælle dig noget, som du bliver glad for? Erik var på besøg i går. Kom med en legetøjsbil til Jonas. Sæt nu, det er begyndelsen.
Det håber jeg, sagde Birthe, og smilede forsigtigt.
Karen forlod stuen og var sikker på, at alt nok skulle gå. Og to år senere, mens hun så morfar og mormor kæmpe for at holde trit med Jonas, tænkte hun på, hvor let det er at miste alt, man har kært og hvor svært at vende tilbage igen. Var det første byggeklods i livet lagt af kærlighed? Eller af stolthed? Alt kan falde fra hinanden, hvis man bygger på det forkerte. Og hun hviskede indvendigt giv os styrke, forståelse og visdom, Gud Må vi aldrig glemme, hvad der virkelig betyder noget.
