Der er ledigt Anna løftede blikket og sendte et lille smil.
Smilet kom helt naturligt, som om hun havde gjort det hele livet, ikke som noget, hun først havde lært de sidste fireogtyve timer.
Mads Andersen præsenterede manden sig og satte sig ned. Finansiel rådgiver.
Han talte roligt, uden at presse sig på. Hans blik gled ikke ned over hendes bare skuldre, som det ellers havde gjort hos mange af de andre denne aften, men lå støt i hendes øjne.
Anna svarede hun. Jeg underviser. Når det kan lade sig gøre.
“Når det kan lade sig gøre” det er ærligt sagt nikkede Mads. Så du ved, hvad tid er værd.
Tjeneren stillede glassene med vin foran dem. Musikken fyldte igen rummet, snakken tog til, men nu i en anden tone. Mere dæmpet. Hyppige blikke i hendes retning.
Anna mærkede det. Det gjorde hende ikke nervøs. Det overraskede hende mere.
Dine smykker Mads lænede sig en smule frem. Er de hjemmelavet?
Ja.
Det kan ses. Nu om dage er alting enten fabriksproduceret eller prangende. Det her har karakter.
Anna smilede.
Karakter. Det var længe siden, nogen havde brugt det ord om hende.
Jesper dukkede op omkring ti minutter senere. Først standsede han et par skridt væk, som om han tvivlede på, hvad han så. Så tvang han et smil frem.
Anna du kom alligevel.
Hans blik gled straks over til Mads. Hurtigt. Vurderende.
Ja sagde hun roligt. Jeg ændrede mening.
Og hvem er han?
Der lå den velkendte tone i hans stemme, den som Anna kendte alt for godt. Ejende.
Mads Andersen manden rejste sig og rakte hånden frem. Vi har lige mødt hinanden.
Håndtrykket var kort og fast.
Jesper var den første til at slå blikket ned.
Øhm han rømmede sig. Jeg er glad for, du har det godt.
Jeg har altid haft det godt, Jesper sagde Anna stille. Du har bare ikke set det længe.
Han ville sige mere, men nu nærmede der sig flere mennesker. Så endnu flere.
Spørgsmål om smykkerne, hvor hun havde lært det, om det var muligt at bestille noget lignende.
Mads blev ved hendes side, ikke for at “passe på” hende, ej heller for at overskygge hende. Han var der bare.
Jesper gik rastløst rundt i salen. Forsvandt lidt, kom tilbage igen.
Hans kolleger så på Anna med den respekt, han hele aftenen havde forsøgt at tilkæmpe sig.
Er det din kone? hørte han mumlet bag sig. Det havde jeg aldrig gættet.
Senere, da desserten blev serveret, sagde Mads:
Undskyld min åbenhed. Du står ved en grænse. Enten går man tilbage, eller også går man frem. De fleste vælger bagud det er nemmest.
Og dig? spurgte Anna.
Jeg går altid fremad. Det er derfor, jeg har startet forfra to gange. Det er også derfor, jeg har været skilt to gange.
Anna lo.
Ikke for at være venlig hun mente det.
Ved du hvad sagde hun, i dag gik det op for mig, at jeg i alle de her år kun har levet i kladde.
Så er det nu, du skal skrive renskriften.
Da festen nærmede sig sin afslutning, indhentede Jesper hende ude ved udgangen.
Anna, vent. Vi skal tale sammen.
Hun så på ham uden vrede. Uden at være såret.
Som man ser på en, der allerede er blevet i et andet liv.
Jeg lytter.
Jeg gik over stregen. Det der “jeg skammer mig” Det var presset. Den nye stilling, forventningerne du forstår vel.
Det gør jeg nikkede hun. Du blev bange for, at jeg ville minde dig om, hvem du egentlig er.
Han blev helt bleg.
Hvad mener du?
Det er ikke mig, du skammer dig over. Du skammer dig over, at du uden mig er tom.
Hun sagde det stille. Netop derfor ramte ordene hårdt.
Anna, hvad vil du? Skilsmisse?
Hun så sig omkring i salen de rodede borde, latteren der var ved at dø ud, aftenen hvor hun endelig var sig selv.
Nej. Respekt.
Hun tog halskæden af og lagde den stille i hans hånd.
Den er ikke til folk, der skammer sig.
Han blev stående, med den kolde vægt af den blå sten i hånden.
En uge senere ringede hendes telefon.
Først en butik med unikke smykker. Så endnu en. Så et galleri.
Vi fik dit nummer. De siger, du laver noget helt specielt.
Lise lo i røret. Karen lagde allerede planer.
Anna sad ved bordet, sorterede perler og mærkede, hvordan noget, der havde været knækket i hende, langsomt rettede sig op.
Jesper prøvede at være opmærksom. Kom med blomster. Sagde: “du ser dejlig ud i dag”.
Men det virkede ikke længere.
Jeg har sendt skilsmissepapirerne sagde hun en aften, mens børnene lavede lektier.
På grund af festen? spurgte han med ru stemme.
Nej. På grund af de tolv år, hvor jeg var usynlig.
Han sagde ikke et ord mere.
For første gang rigtigt.
En måned senere sad Anna igen på restauranten ved havnepromenaden.
Ikke til fest til forretningsmøde.
Overfor hende sad Mads. Allerede nu en partner.
Ved du hvad sagde han, jeg er glad for, du trods alt dukkede op den aften.
Det er jeg også smilede Anna.
