Tine
Fruen! Fruen, har De det dårligt?
Nogen daskede Tine på kinderne. Hendes hoved hang slapt, og det mørkebrune hår, der plejede at være redt tilbage, stod nu ud til alle sider. Mascararesterne, som hun havde glemt at fjerne aftenen før, løb ned ad kinderne i sorte striber og gjorde hendes milde ansigt næsten ukendeligt.
Hvad sker der med Dem? Åbn øjnene! Jeg har ringet efter en ambulance, men det varer lidt, før de når frem!
Den hjælpsomme stemme skælvede nu af panik, og Tine gjorde et forsøg på at tage sig sammen. Det gik slet ikke… hendes fingre rørte svagt på sig, og straks blev de omsluttet af nogle andres hænder varme, næsten hede.
Gud, hvad skal jeg gøre med dig?! Kan nogen hjælpe her!
Lad hende nu være! Ambulancen er på vej, de klarer det. Du behøver ikke blande dig mere, hvad?
Den skarpe stemme fra Tines bodnabo lød i den kolde luft, men blev hurtigt kvalt i skældsordene, der fulgte efter.
Den dybe, lidt grove stemme fra Frode kendte Tine med det samme. Stærke hænder løftede hende op.
Læg hendes jakke under hovedet, du! Sådan! Lad hende bare ligge. Det gør ikke noget, det er koldt hun vågner hurtigere af det. Tine! Hører du mig? Åbn øjnene, du må ikke sove nu! Så vågner du måske aldrig igen!
Tine forsøgte igen at åbne øjnene. Men svagheden skyllede gennem kroppen og gør hende rolig, søvnig. Bare sov nu, så går alt væk… Det hele bliver fredeligt… Ingen vil gøre dig ondt, Tine, ingen vil såre dig…
Ikke såre dig… Skuffelsen skyllede op i hende som en mørk bølge, så luften blev kvælende. Hvordan kunne det ende sådan? Hun havde givet alt, til sidste krumme og hvad havde hun fået igen?
Det lave vintersollyset brød frem bag en mørk sky, og Tine kneb øjnene sammen.
Jeg vil ikke! Jeg vil ikke se dette lys! Jeg vil ikke møde folk! Jeg vil ikke noget længere, har ikke brug for nogen…
Frode brummede og løftede hende, nu tung i armene hans, og råbte:
Herhen! Hvor bliver I af, for pokker!
Tine mærkede, hvordan nogle hænder fandt lynlåsen i hendes vinterjakke og forsigtigt trak hendes arm fri.
Bare rolig, vi ordner det nu! Fruen, kan De høre mig? Hvad hedder hun?
Kristine.
Tine, kan du åbne øjnene? Kom nu. Sådan! Har du allergi?
Tine bevægede forsigtigt de hvide læber, men der kom ingen lyd. Den unge læge forstod dog alligevel.
Godt! Nu bliver det bedre. Hold ud lidt endnu.
Bagefter huskede Tine ingenting. Hun huskede ikke Frodes brøl, da hun gled ind i bevidstløshed, eller hvordan Asja hendes bodnabo og tidligere veninde med et skævt smil fulgte mændene, der bar Tine gennem markedet hen mod ambulancen. Hun huskede heller ikke turen til Hvidovre Hospital, da ambulancen skar gennem København, mens folk i kulden drejede hovederne nogen har det altså virkeligt skidt.
Hun vågnede på hospitalet.
Hjerteanfald.
Den ældre overlæge så lidt bebrejdende på hende.
Søde, hvordan kan du dog ikke passe bedre på dig selv? Har du været stresset?
Tine så væk. Man kan ikke forklare alt. Han var fremmed, og dette kunne selv den nærmeste ikke bære at høre.
Frode kunne hun have fortalt det hele til. Bare hun dog havde vidst, at han var vendt hjem fra sin datter igen. Han var sådan en god mand. Opmærksom.
Livets vægt trykkede ham, og alligevel var han blevet ved at være et ordentligt menneske. Havde selv opfostret to børn efter konens død hun døde i barselsseng og efterlod ham med en datter og en lille dreng. Både Frode og konen var vokset op på børnehjem, så der var ingen at bede om hjælp. Men han havde klaret det! Fået børnene på fode. Datteren arbejdede nu som sygeplejerske på hospitalet i Roskilde, sønnen var sømand og havde allerede fået et barn. Datteren havde lige født tvillinger, derfor havde Frode været væk fra markedet for en stund.
I årevis havde han været havemand på torvet. Alle kendte ham og han kendte dem. Han holdt sammen på det hele, mæglede konflikter, styrede de fremmede væk og holdt orden. Ingen havde bedt ham om det det skete bare. Alle respekterede ham, for han kunne mærke folk.
Han kendte også Tine ud og ind. Forstod, hvad der gik på selv ting hun aldrig sagde et ord om.
Hun havde aldrig fortalt nogen om det. Det gjorde for ondt den slags deler man ikke. Kun i dag havde Asja set hende i boden alt for tidligt.
Tine blev kold bare ved tanken om natten i boden. Hun havde da en lille varmeblæser, men frosten udenfor var så hård, at det gjorde ondt at trække vejret. Når ens mand har slæbt én til Midtjylland for 30 år siden hvor skulle man som ung kvinde vide, det skulle ende sådan?
Et svagt smil spillede over hendes forvitrede læber.
Vagn…
Havde han stadig levet, så var det hele aldrig gået sådan. Han elskede hende så højt… Tine bed i hjørnet af hospitalspuden for ikke at bryde hamrende sammen.
Var hun ikke lykkelig dengang?
Stærk, hurtig, livsglad hvordan kunne det alt sammen forsvinde? Kigger hun i spejl, vil hun græde. Hverken ansigt eller figur tilbage. Først blev hun syg af influenza efter sin første søn, og det hele begyndte at smuldre. Omsorg for de to drenge tog alt, ingen tid til sig selv. Hårde år. Selv med både lærer- og chaufførløn rakte pengene aldrig. Vagn klagede aldrig tog småjobs, læssede kasser, lavede småreparationer hos naboer. Han gjorde hvad han kunne.
Hun bebrejdede ham aldrig, og måske derfor fungerede det trods alt derhjemme? Man kan ikke vide man kan ikke spørge Vagn mere, men hun ved da selv, at hun ville have elsket ham lige så meget, også hvis han havde været rig.
Tine huskede, hvordan Vagn stod tidligt op for at hjælpe med vasketøjet. Dengang var der ingen vaskemaskine.
Senere gav han hende så en maskine i gave.
Det var lykke! Teknologiskunderværk, der både kunne vaske og centrifugere. Å, hvor var hun glad dengang…
Kunne hun vide, at der kun var et halvt år tilbage? At sygdommen, der slår ham ned, ville være så grusom ikke bare for ham, men også for hende?
Vagn døde, men børnene var der. De holdt hende oppe. Krævende, omsorgssøgende. Og Tine levede videre. Trods alt.
Hun forlod skolen, hvor hun havde undervist i årevis lærerløn kunne man ikke leve af. I stedet tog hun arbejde på markedet. Ikke meget mere i løn, men bedre end før og så tæt ved madvarerne. Børnene gik aldrig sultne i seng.
Drengene sagde ikke noget i starten. Senere voksede de til og skammede sig pludselig over hendes arbejde.
Hvordan? Forstod hun ikke. Hvordan kunne ærligt arbejde være til skam? Hun stjal ikke, snød ikke nogen. Sådan var hun opdraget. Den nye chef havde spærret øjnene op, da han opdagede, hvor ærlig hun var og blev måske lidt imponeret. Da en ekstra bod skulle åbnes, fik Tine ansvaret for pigerne dér. Tine glædede sig, men blev hurtigt trist. Hvad nytter andres respekt, når ens egne børn ikke regner én for noget? Hvad har hun da gjort dem?
Sygeplejersken kom ind, skiftede drop og strøg Tine over hånden.
Har du det bedre nu?
Den stille kærlighed fra en fremmed ramte Tine pludselig som en kniv, og hun begyndte at græde. Sygeplejersken blev forskrækket og løb efter hjælp. Da hun kom tilbage og gav Tine en beroligende sprøjte, blev verden til vat og sukker tung og stille.
Du burde tage dig en lur.
Og det ville Tine gerne. Men hvordan forklare sådan en pige, at Tine ikke længere sover rigtigt bare blunder lidt, før tankerne tager hende hele natten igen?
Hvor gik det galt med hendes børn? Hvor kunne hun have vist dem mere varme? Drengene kendte ikke til afslag. Først med faren, og senere, da han døde, nægtede hun at nægte dem noget. Hun regnede sig ikke for en støtte hvad kan en kvinde? Lave mad, købe tøj, men at opdrage dem til livet? Det var for mænd.
Nu forstod hun, at det var forkert. Drengene var uforberedte på livet uden far. Mads var 13, da faren døde, og Jonas blot 10. De var tynde som dunede kyllinger, klamrede sig til hende for trøst særligt Jonas, som siden blev en hård mand efter værnepligten. Kunne hun bebrejde ham? Måske er det rigtigt, at en mand skal klare sig selv. Alligevel da han kom hjem med sin nye kone, Lene, gik det hele skævt.
Hun kunne lide Lene. Pæn pige, opvokset hos mormor, en pensioneret lærerinde, som havde opdraget hende godt. Tine havde glædet sig til at være en god svigermor. Bare ikke blande sig, hjælpe kun når de bad om det, og altid med mildhed.
Hun havde sjældent taget mere fejl. Først da Lenes mormor kom på besøg, gik det op for Tine, at tingene ikke var, som hun troede.
Lad nu de der madpakker være, Kristine! Alt, hvad du kommer med, ryger alligevel direkte i skraldespanden. Spiselig er det ikke!
Tine blev målløs. Hvor tit havde Lene så ikke rost hendes bagværk!
Ja, men den stakkels pige kunne jo heller ikke afslå maden fra sin mands mor. Opdragelse, forstår du selv.
Tine sagde intet, bare gik ud og kastede hele pakken i skraldespanden. Ingen katte eller hunde i nærheden kun en tynd, fillet hjemløs mand sad ved containeren. Han så, hun tøvede.
Leder du efter nogen? Eller har du tabt noget?
Jeg kigger bare efter en kat eller to. Jeg har resterne af kød og fisk.
Sådan en skat til skrald?! Du er tosset! Giv det til mig, vær så venlig…
Hun gav ham maden og spurgte ind til hans historie. Livet havde været hårdt kvinden havde smidt ham på porten efter sygdom, pensionen ikke til at leve for. Venner hjalp med bad og lidt varme om vinteren.
Tine spurgte: Men hvordan får du medicin?
Jeg får det ikke. For dyrt. Og hvem har jeg tilbage?
Det kunne hun ikke bære. Hun bad Frode hjælpe han skaffede ham vagtjob i Sankt Lukas Kirken, hvor han fik tag over hovedet og omsorg.
Tine afviste taknemmelighed. Vi er da ikke vilde dyr! Selvom… Nogle gange hjælper ulve hinanden bedre end folk!
Hun gik ikke mere forbi sin søn og svigerdatter. Mormor havde overtaget rollen som hjælper. Tine købte stadig gaver til familiefester holdt lav profil, da gaven (en barnevogn!) viste sig at være den forkerte.
Så sad hun derhjemme, hulkede for sig selv og bad Vagn om tilgivelse. Jeg gjorde, hvad jeg kunne! Vores drenge blev gode, men jeg kunne ikke gøre dem varmere…
Endnu et slag: Mads, ældste søn, dukkede op med ny kæreste og hendes to piger. Ikke gift, men pludselig boede de der.
Tine overraskedes, men glædede sig. Børn forstyrrer ikke. De piger var rolige og artige.
Kvinden, Isabella, fandt lynhurtigt job i frisørsalonen. Tine gav pigerne sit værelse, flyttede selv i køkkenet. Da Frode spurgte hvorfor, trak Tine bare på skulderen.
For pigerne. Isabella spurgte.
Kom der så mere varme? Ikke rigtigt. Isabella sukkede hver gang Tine var hjemme, og Tine brød sig ikke om at mærke sig uvelkommen. Hun gik tidligt hjemmefra, og tog flere og flere ekstra vagter. Men børnebørnene var hun altid god mod de begyndte at kalde hende farmor i smug.
Men med Mads og Isabella kom der aldrig rigtig forbindelse.
De ønsker mig væk. Tine hældte te op til Frode og stillede honning frem den eneste søde sag han kunne lide. Hun havde altid et glas klar i boden, vidste han kiggede forbi.
Hvorfor dog det det er din lejlighed!
Mads er jo registreret her, den er hans også. Jeg ville da gerne flytte, men har intet sted at tage hen.
Frode blev vred, klirrede med skeen og gik. Tine vidste aldrig, hvad hun havde sagt.
Snart kom afklaringen. Efter endnu et skænderi og en hurtig vielse blev Tine bedt om at finde andet sted at bo.
Hun havde aldrig været god til at diskutere med sine børn. Da Mads kom om aftenen, bad pigerne forlade køkkenet, tav længe og så sagde:
Mor, hør… Du er i vejen. Det er trangt, svært om morgenen. Isabella gør sit bedste. Vi har næsten sparet op til nyt køkken, så børnene får det godt, forstår du. Og… Isabella er gravid.
Tine lyttede ikke til resten. Hun omfavnede ham, kyssede hans pande.
Jeg har forstået.
Samme aften pakkede hun sin taske og gik.
Gemytterne rasede i brystet hun var bare en skygge, som ingen savnede. Markedet, boden her kunne hun græde, råbe, skælde ud over livet, Vagn, sig selv. Alt det, hun ikke kunne klarer. Overfor billedet af Vagn bad hun om undskyldning.
Jeg havde ikke kræfter nok, min Vagn. Vores drenge blev voksne, men der er alligevel noget galt. Jeg ville gøre alt for dem. Men nu… Hvor hører jeg hjemme?
Da tårerne var udtømte, blev hun siddende ved det lille bord. Hendes te var kold, hun glemte den.
Hele livet passerede for hendes øjne… Hun var tretten igen, naboens dreng viftede med den nye cykel:
Tina, hop på!
Indenfor råbte mor, men Tine cyklede grinende af sted gennem vinden.
Så var hun studerende i Aarhus, usikker, men også stolt. Venskaber, studier, så mødet med Vagn, brylluppet, børnene…
Tine skælvede af kulde, lukkede øjnene det var lidt bedre. Mørket lovede fred, men smerten blev der alligevel. Hun bebrejdede sig selv. Ikke børnene. Det var hende, der ikke havde formået…
Tårerne truede, men hun irettesatte sig selv. Der var ikke mere at gøre. Lad dem leve. Blot de har det godt!
Hun havde ikke brug for meget. En værelse, lidt arbejde. Men hvorfor gør det så ondt?
Da morgenen kom, stoppede Tines hjerte næsten, og Asja dem stærke, oven på det hele, opdagede Tine i boden.
Nå, det er her, du er! Udsmidt af dine børn, måske? Der er ikke noget at sige til, folk kører jo på dig. Du er for godtroende, Tine! Lær dog at sige fra.
Asjas ord lå som tunge sten i Tines bryst. Det sidste hulrum blev fyldt, og hun viste: Det var slut nu. Hun gik forbi Asja, satte sig tungt på trinnene og lukkede øjnene.
Hun lå på hospitalet i over to uger. Lægerne rystede på hovederne, turde ikke lade hende gå. Tine havde ikke travlt hun vendte sig mod væggen, lukkede øjnene, spiste nærmest ikke. Kun når Frode kiggede ind blomstrede hun lidt op.
Kom nu, Tine. Op med dig. Du skal leve.
Hvorfor? Hendes grå øjne savnede allé deres glød.
Spørgsmålet slog Frode ud. For sin egen skyld ville han sige: For børnene, for børnebørnene. Men han havde intet svar til Tine.
Han blev vred. Hvordan kan man smide sin mor ud, som har givet alt?
Han vidste, det aldrig skete for ham. Både søn og datter inviterede ham altid hjem, men han kunne ikke sige ja. Noget havde ændret sig, han tænkte nærmest kun på Tine. Men hvordan tage det første skridt? Han ventede, til hun fik kræfterne igen.
Men Tine kom sig ikke. Hun visnede synligt, og Frode følte sig magtesløs.
Ud på ugen kom en ny, ældre kvinde på stuen en talende, tør gammel kone, Marie. Hun havde overlevet to blodpropper og kunne knap løfte en ske. Tine hjalp hende, og for første gang blev Tines egne tallerkener spist.
Jeg kan få hvem som helst til at tale! Tro mig, min bedstemor var klog kone, hun følte menneskers smerte. Jeg ser på dig, du har så ondt, at sjælen snart slipper. Hold fast, slip ikke! Det er for tidligt.
Hvordan kan du vide det?
Det kan jeg bare. Dine ting her på jorden er ikke færdige endnu. Derfor må du ikke! Alt til sin tid, min pige!
Tine hørte halvt, men troede ikke på noget bedre bag døren.
Ugen gik hurtigt, og hun blev forberedt på udskrivning. Da kom Frode til hende:
Kom med ud et øjeblik, Tine.
Marie vågnede usædvanligt nok og så efter Tine med et glimt.
Noget godt venter, Tine. Grib det!
Forvirret gik Tine med Frode ud på gangen.
Er der sket noget? Med mine børn?
Nej, Tine. Det handler ikke om dem.
Hvad så?
Det der skete, slog benene væk under hende. Hun fortrød beredvilligt:
Frode dog! Snakker du om ægteskab? Lad nu være!
Hvorfor ikke? Du kender mig, Tine. Vil du med mig? Jeg har købt hus i Jylland, med have, tæt på åen, biavl og plads til alle. Skal vi ikke bare leve livet nu, uden at skulle tænke på andre?
Tine stod trykket op ad væggen.
Jeg er ikke ung, men jeg kan tage mig af dig, Tine. Hvad siger du?
Pausen var lang. Hans hoved sank, han troede, hun ville afvise.
Men hun tog et skridt frem, rørte hans kind og sagde: Jeg vil gerne, Frode. Men nu kalder jeg dig bare Frode, ikke hr.
Frode sukkede så lettet, at sygeplejerskerne fnisede, mens Tine gik rød tilbage på stuen.
To år senere, i et lille, hvidt hus ved foden af bakkerne i Midtjylland, kom en kvinde ud på terrassen og bredte sig ud i solen. Hun samlede let sit lange hår op, spændte det, mens en stor stribet kat strøg forbi, og en shaggy hund slentrede ud for at hilse.
Kvinden tog tørklæde på og løb ned i haven, ledte efter manden.
Tine! Jeg er herovre!
Røg fra grillen fik hende til at snuse.
Hvorfor vækker du mig ikke? Børnene kommer snart!
Du så så fredelig ud. Jeg nænnede ikke…
En bil dyttede, og Tine smilede.
De er her nu!
Så blev haven fyldt af børnestemmer. Tine rakte armene ud, omfavnede steddatter og -søn, børnebørnene, og løftede den mindste.
Hold da op, hvor er du vokset! Sidst vi sås var du lille…
Pas på, mor Tine! Han bider! grinede Amanda, Frodes datter, og stoppede sutten i sin søn.
Den slags kan jeg klare!
Den lille kanin, Tine havde syet, blev straks tygget på og godkendt.
Du kan bare give ham et stykke stof! grinede Amanda.
Man lærer hele livet! Amanda kyssede Tine på kinden, kastede et bekymret blik mod lågen.
Mor Tine…
Ja, min pige?
Bliv nu ikke bange, vel? Amalie stod sammen med Tine.
Hvorfor skulle jeg?
Midt i det hele kom Jonas gående ind med sin ældste dreng. Tine blev blød om hjertet, smerten fra dengang forsvandt i bølgen af lykke. Han lignede sin far så meget, at Tine for et øjeblik følte sig ung igen.
Amanda tog forsigtigt sin baby fra Tine og rørte hendes skulder:
Du bestemmer selv nu, vi er her altid. Du har intet at frygte, mor Tine!
Nej, nu er jeg ikke bange mere! svarede Tine og gik mod Jonas og barnebarnet. Hej, Jonas!
