Ditte
Hun havde fulgt efter Vibeke hele vejen fra torvet. Holdt sig på afstand, listede bag hende.
Selvfølgelig, hvordan skulle hun, så hæslig med pletvis pels, snavset, haltende, med filtrerede totter på maven, nogensinde kunne måle sig med denne smukke, velklædte kvinde, ung, rank, med velplejet frisure og et roligt, sikkert skridt…
Man kunne ikke se Vibekes ansigt fra Dittes vinkel, men hendes forfølger følte, at ansigtet måtte være rart, venligt, med plejede bryn og diskret læbestift. Og øjnene var sikkert klare som… Nej! Ikke hende, ikke huske på den anden det gør stadig for ondt.
Selv duftede Vibeke af kaffe, let sød parfume og læder. Ikke mærkeligt efterårsvinden krævede læderjakker. De blev solgt billigt i specialbutikken på hjørnet af Nørregade og Vestergade: Udsalg, stod der på farvestrålende skilte i vinduerne.
Ditte kunne ikke læse, men hende, den anden, havde jublede, da de gik forbi sådanne butikker. Så trak hun Ditte med indenfor, smilede bredt til ekspedienterne, snakkede løs, mærkede på alt, prøvede, hængte om, byttede rundt. Og Ditte ventede, lagde sig ved døren på det kolde gulv, lagde den hvide snude på poterne.
Nej, så yndig en hund, hvor ser det ud som om den har små sokker på! pludrede damesælgerne.
Nåh, denne her? Ja, tja… ejeren svarede ikke rigtigt og forsvandt hurtigt ind bag forhæng.
De kunne trave rundt i et par timer, selvfølgelig kun de steder, hvor hunde var velkomne. Hvis ikke, bandt ejeren bare Ditte til et gelænder, en lygtepæl eller et træ og sagde: Vent så her.
Men Ditte gik ingen steder. Hvor skulle hun gå? Hun elskede hendes menneske.
Hvorfor? Ja, hun havde bare bundet sig sådan. Hele sit liv…
Men så…
…Ditte nøs, udbrød et piv, bange for den bil, der rullede forbi, og blev stående, for Vibeke snurrede rundt, skuldertasken slog ud.
Ditte begyndte at ryste. Tasker gjorde ondt; ikke som en paraply eller sko, men stadig… og spænderne derpå…
Vibeke så strengt på den beskidte hund, og hun vendte smigret hovedet mod en affaldskurv, lod som om, hun fandt lugten spændende.
Vibeke fortsatte Ditte bagefter.
Nu gik Vibeke hurtigere, og Ditte travede tappert afsted, nåede næsten ikke at følge med, kom til at gø af nervøsitet, blev selv forskrækket.
Vibeke så sig tilbage endnu en gang, rynkede panden.
Hvad vil du? Er du sulten? Jeg har ingenting! pegede hun på tasken, rystede den. Jo, det er bare fordi, jeg havde en madpakke med i morges, men jeg har spist den. Der er ikke mere til dig. Du skal ikke følge efter mig. Gå nu!
Hun pegede ned ad Sankt Hans Gade Ditte satte sig alligevel, benene rystede, det var så pinligt.
Nå, men som du vil… Jeg går hjem nu… trak Vibeke på skuldrene.
Hun satte i et hurtigere tempo, Ditte gav hende forspring og traskede efter.
Vibse! Vibeke! lød det oppe fra balkonen. Hej! Hvorfor følger den bisse efter dig? Skal jeg hente Knud med en kost? Vi vil ikke have den slags løsgængere her i ejendommen!
Både Vibeke og Ditte så op, løftede hagen. Nu, en hund har jo ikke egentlig en hage men alligevel.
Oppe på femte stod fru Nina i farverigt morgenkåbe, rund og rød, håret i curlere, en kop the i den ene hånd dampen steg en smøg i den anden.
God aften, Nina! hilste Vibeke. Den følger mig bare, stakkel, sikkert sulten… Men den er rolig og holder sig væk.
Vibeke nikkede mod hunden, som lavede store øjne.
Gadehund? Eller en race? Jeg kender ikke forskel… spurgte fru Nina, lænede sig længere ud og kom til at spilde te. Nå, vent lige, jeg kommer ned, kan ikke se ordentligt herfra…
Og så var hun væk.
Det er vores vicevært, forklarede Vibeke den hjemløse. Strengt ansigt, men du skal ikke være bange. Er du en pige? Det ligner Ja, vi er jo begge piger…
Vibeke sukkede, og Ditte fik det så ondt af hende, uden at vide hvorfor. Hun ville kærtegne de fremmede hænder, snige sig op i en lænestol og presse maven mod hendes, så de begge kunne ligge varmt.
Sådan havde Ditte gjort i mange år, indtil…ja, det var længe siden nu. Så blev hun kørt væk. Ikke noget bestemt sted hen bare væk. Hendes menneske og dennes ven pillede halsbåndet af, åbnede bildøren, men selv blev de indeni. De smed hende ud på en mark, allerede gyldenbrun af efterår, pletter af den første sne faldt netop den dag.
Ja, den efterår kom sneen tidligt, som om den ville dække sommerens gråhed hurtigt.
Gå! Forsvind! råbte kvinden, og manden…
Han skød efter hende med noget, og Ditte løb. Aldrig havde hun løbet så hurtigt…
Hundens erindringer fik hende til at klynke.
Hvad nu? Angst? Nej da rystede Vibeke på hovedet. Tante Nina ser barsk ud, men det er bare størrelsen. Jeg var også bange for hende som barn, men nu
Vibeke satte sig på hug, rakte ud for at klappe men så kom tante Nina farende ud fra opgangen:
Hvad laver du?! Er du blevet vanvittig? Flyt dig! Hvis den bider! Kan være rasende! Mig bed et egern engang måtte have sprøjter i maven! Nu henter jeg en kost og så ringer vi efter kommunen…
Hun fandt en pind i græsset, vejede den i hånden og rystede på hovedet.
Nej, så slår jeg den ihjel. Vibeke, du flyt dig! Gå hjem! DIT STED!
Sted… Hvor var Dittes sted nu?
Sengen og skålen var for længst smidt ud, huset heller ikke hendes mere…
Vent, tante Nina! Skal jeg ikke bare give hende noget mad, så kører jeg hende til Internatet bagefter? Hun ser så trist ud… sagde Vibeke og klappede den beskidte hund.
Ditte stod bomstille, kneb øjnene sammen og pep. Måske var det snyd den første lovede jo også… Og alligevel endte hun smidt ud som affald…
Ditte knurrede og viste tænder.
Se nu der Jeg kan ikke finde ud af hunde. Kan du? Vibeke kiggede op på Nina.
Denne hev curlere ud af det bløde hår.
Hvorfor sagde du ikke, jeg ser tosset ud? Nå, med hunde… I gamle dage havde vi altid hunde hjemme på gården… Nå, den har nok valgt dig. Tag den med hjem! Bare ingen hundelugt på trapperne det hader jeg. Jeg køber hundemad. Åh, og så er det de skide curlere!
Vibeke hjalp hende af med de genstridige curlere.
Folk sagde meget om Ninas hår at det måtte være en paryk, men hun lo bare og insisterede på at være smuk og værdig.
Så, nu er det pænt nok. Åh, morgenkåben! Jeg bliver skør med jer… Vibeke, hvis du stadig vil ha den stakling, så tag hende bare men jeg siger det én gang mere: Rent skal her være!
Så gik Nina.
Mange havde i barndommen drømt om en hund, bedt julemanden, forældrene. Havde misundt dem, der havde en. Vibeke var også sådan men først måtte hun ikke, så kom studier, arbejde ikke tid til hunde. Så blev hendes mor syg, så døde faren, så lagde bedstemor sig syg…
Hun lærte at give sprøjter, dosere medicin, hun kunne næsten have bestået medicinuddannelsens eksamener…
Men hunde det kunne hun ikke.
Kom nu… lokkede Vibeke. Ditte kiggede væk. Kom nu hjem… bare lidt!
Ditte skælvede. Hjem… Var det en spøg? Hun så Vibeke gå mod døren, ind i mørket, og straks blev hun bange for at blive alene.
Hun trippede haltende efter. Vibeke ventede til alle fire poter var over dørtrinet, og lukkede forsigtigt efter sig.
De tog elevatoren op på tiende, kiggede på hinanden. Ditte snusede. Vibeke rynkede næsen sådan gjorde hun altid, når hun var nervøs.
Vi er her. Bare du ikke træder på tæppet, Sune bliver tosset… begyndte Vibeke, men kom i tanke om, Sune var væk, sikkert for altid. Hun kunne nu selv bestemme, om der måtte trampes på tæppet eller ej.
Et rent, beige tæppe, broderet af Sunes venner med “Velkommen”, lå lidt ved siden af, for at skoene ikke skulle gøre det snavset.
Men nu kunne man trampe alt man ville Sune kunne ikke mere holde ud at bo der, og han var gået.
Kom du bare op! sagde Vibeke, mest til sig selv. Hun tørrede sine sko af.
Ditte satte sig tålmodigt i hjørnet, betragtede alt. Lejligheden duftede dejligt, der var lunt og hyggeligt. Med tæppet det må hun lige lære, hvis… hvis hun fik lov at blive.
Nå, skal du have vand? Bliv bare her!
Vibeke skyndte sig ud på køkkenet, tog først et glas, skældte sig ud og fandt en lille skål. Hældte koldt vand satte den foran Ditte.
Hun drak voldsomt, slubrede som en kat.
Er du en racehund, måske? Er du faret vild? Vibeke klappede hende forsigtigt.
Ditte forstod straks, at Vibeke nu var hendes menneske. Noget klikkede indeni sådan var det bare. De havde nu hinanden.
At bade hunden det vovede Vibeke alligevel ikke. Det krævede både særligt hundeshampoo og erfaring, tænkte hun og dog, Ditte tog selv affære.
Da hun havde fået varmen, sprang hun op i badekarret og ventede.
Vibeke stivnede.
Jamen, hvad hvordan kom du op der? Vil du bades?
Og det blev hun, så nogenlunde, og snart strålede den hvide pels svagt blå i lyset, og duttede små strømper på poterne.
Ditte stod stille. Varmt vand løb over huden. Nogle steder sved det, hvor tornene havde ridset sår, men det var ingenting, så længe det var varmt, og Vibekes bløde hænder furede gennem pelsen…
Så kom Nina ind.
Ditte trak sig ind i hjørnet af badeværelset, våd og ranglet, på vagt.
Hun brød sig ikke om curlere; de lugtede af fare.
Er I snart færdige? Og hvorfor står døren åben, Vibeke? Venter du Sune hjem? Det er rigtigt. Mænd skal tro, vi altid venter, og så være glade når de er tilbage, svedige og beskidte. Ja, lille vovse? blinkede Nina til Ditte. Jeg har taget lidt af hvert med!
Hun stak Vibeke en pose, som denne usikkert tog imod.
Ved ikke, hvordan jeg skal gøre Det er ikke svært klippe sammenfiltringer væk, vaske pelsen. Foderet har jeg også med. Hvad er hendes navn?
Jeg ved det ikke endnu Og Sune kommer ikke, vi er gået fra hinanden.
Nina fløjtede, knipsede læberne sammen.
Så tog hun forsigtigt fat i Dittes nakkehår og begyndte at klippe.
Hunden sendte Vibeke et bekymret blik. Men Vibeke så ud til at nyde det.
Hun havde altid forestillet sig, hun skulle finde en hund på gaden, tage den med ind, bade den, lægge den i en papkasse med tæpper…
Sune kommer nok tilbage! Vær ikke ked af det, Vibse! Så… ikke rykke dig, lille ven. Vibeke, vi må give hende et navn. Skal vi sige Bella eller Plet? Poterne ligner blækklatter…
Ditte. Hun skal hedde Ditte! sagde Vibeke hurtigt.
Hvorfor nu det? spurgte Nina.
Som barn fik jeg aldrig den hvalp jeg ønskede til jul jeg fik en gigantisk Ditte-dukke. Det her det er min kompensation. Vil du være Ditte? Vibeke blinkede, og Ditte logrede forsigtigt.
Hvad folk dog gør ved dyr! Hun har ikke engang en rigtig hale at logre med. Ligesom du, Vibeke hvorfor skal du også gå og være så tynd? gnavede Nina. Sune brokker sig bare, for han kan ikke holde om dig!
Lad nu være, tante Nina. Vi er bare ikke ens, slut! Vibeke tog saksen og klippede selv videre.
Undskyld, ville ikke såre dig. Foderet er i posen bliv ved små portioner, det kan hun bedre tåle efter al den sult! sagde Nina, og gik.
Tak, tante Nina! lød det fra køkkenet.
De sad sammen og betragtede hinanden. Foran Ditte stod en skål foder, Vibeke havde købt frosne frikadeller.
Spis du bare! Er det ikke godt? Men du må spise eller gør det ondt? Jeg forstår dig ikke vis det dog…
Ditte, varmet op efter bad og mad, var allerede døsig, næsten sovende. Hun orkede ikke ét bid. Hun ville bare sove.
Hun havde ikke sovet rigtigt i evigheder. Kun blundet bag en busk, i et hul, én nat på en gammel station, senere under banen, men der var de andre gadehunde ikke venlige
At sove var skræmmende og frygteligt ensomt derfor undgik hun det. Nu kunne Ditte alligevel ikke kæmpe imod mere.
Er du træt? spurgte Vibeke blidt. Det er jeg også Jeg kan bare ikke det her. Først gik det fint med Sune og mig, men til sidst blev jeg bare én, der irriterede ham. Jeg forvekslede… hvad hedder de… skruer og rawplugs. Vi var i Silvan, han forklarede hundrede gange og jeg blandede det alligevel sammen. Han blev vred, kaldte mig dum, og duede ikke til noget! På vej hjem var han sur, jeg undskyldte… Jeg undskyldte for alt til sidst. Forkert the, senge, for tidligt hjemme, forkert glas… Hvad skulle det gøre? Jeg rejste mig jo alligevel, også på de trætteste dage. Jeg arbejder på at restaurere kalkmalerier nu restaurerer vi en herskabsvilla… Mine ben gør ondt hver dag, men jeg viderebringer altid kaffen i det værste trætte øjeblik. Sune drak og brokkede sig. Du forstår det, Ditte, ikke? Jeg blev bare for træt, for slap, og han slog til sidst hånden af mig. Men er det ikke det samme for dig, Ditte? Du blev også afvist. Dog på dyrisk vis… det er værre end blandt mennesker. Her skilles de bare ad, men med dyr bliver der gjort ende på det. Men du forstår, ikke Ditte? Du er en klog hund, selvom du er gammel…
De faldt i søvn sammen på sofaen. Først Vibeke, som strøg Ditte blidt, og til sidst Ditte, der fik listet sig op til kvinden, lagde sig med maven mod hendes sweater.
Vibeke snøftede endnu en gang i søvne, men blev rolig.
Hen på morgenen vågnede Ditte pludselig, hylede, klynkede, bange bidrog til, at Vibeke blev forskrækket. Det var bare drømmen om marken og et skud bag sig. At blive bortvist af dem, man stolede på det glemmer man aldrig. Det er forræderi og for Ditte dufter det af efterårets første sne og mudderjord. Derfor brød Ditte sig ikke om efterår.
De vågnede begge, først forvirrede over hvem og hvor så vendte de sig samtidig.
I døren stod Sune.
Vibeke, hvorfor har du taget hunden ind? Nina har sagt det. Hvad tænker du på? spurgte Sune stramt, rystede det snavsede tæppe. Er du blevet skør? Vi har skændtes, og nu vil du gøre det værre? Det er latterligt! Op, klokken er syv. Jeg skal i bad, så morgenmad. Jeg kører dig på arbejde bagefter. Hunden afleverer vi på internat. Det er nok nu. Sofaen skal skiftes ud… Mine bukser de lugter! Din hund har svinet dem til!
Han slog ud efter Ditte, hun knurrede og gøede ad ham.
Vibeke, der var ved at undskylde for alting, blev stille. Så tog hun fat i hans arm og sagde:
Ved du hvad, gå nu bare selv. Vi har leget familie nu er det slut. Hvis DU ikke er tilfreds, så gå. Tæppet refunderer jeg. Men indrøm bare, du savnede mig aldrig rigtigt! Du skrev aldrig, ringede aldrig. Lad nu være at lyve. Jeg ringede fem gange, du så det vel? Nok nu! Jeg skal lufte hunden. Ditte? Skal vi gå? Sune, pak dine ting. Det er bedst.
Hvad!? Hvor skal jeg gå hen?! hylede Sune, smed bukserne. Alt gjorde jeg for dig, og du modarbejdede som et barn! Jeg gider ikke lave dig om længere! Du er ingenting. Som den dér hund… Vibeke veg væk, undgik hans hånd. Bange? Sådan skal det være! Nå, jeg tilgiver dig, så drop det! Lav morgenmad! Den dér tager jeg væk!
Vibeke kunne ikke forklare, hvor kræfterne kom fra, men hun smed Sune ud uden at råbe, men hun gnubbede ham væk fra Ditte, væltede mors gamle vase. To gange faldt hun selv over skårene, men gav aldrig op…
Nina reddede det hele.
Hun dukkede op i sin glødende morgenkåbe, stadig med curlere og stod på trappen, tungt støttet til gelænderet, mens hun så det hele: Sune, Vibeke, og Ditte, der smuttede ud af døren.
Hvad foregår der? Sådan et spektakel! Slut nu, Vibeke! Ikke tæve ham ingen mord tak! Sune, gå nu bare! Ingen har brug for dig her!
HVA?!
Du har aldrig passet ind her! Først var du okay, men så… Vibeke, rolig nu. Fang din hund, ellers bider hun det hele.
Bland dig udenom! protesterede Sune. Det er vores sag!
Familien, kære Sune, er kernen i samfundet, og jeg jeg er samfundet! Du er ikke engang registreret her. Ud! Nina stoppede for at tygge lidt på ordene. Gå på arbejde nu. Vibeke, jeg klæder om, og så skal vi luftes Ditte. Du ved jo ikke, hvordan det gøres…
Sune traskede væk, mens han bandede af farvel.
Vibeke hun fik beroliget Ditte, vaskede sig, skænkede sig en kop hurtig kaffe, tog jakken og snørede skoene, glemte hun manglede snor men så havde tante Nina allerede ordnet alt det dagen før.
De gik nu pænt ned ad fortovet tante Nina, Vibeke og Ditte med stumpen af en hale. Det var vådt og køligt, men pludselig spredte skyerne sig, som om nogen stærk og venlig pustede og blæste dem væk.
Solen var så skarp, at Vibeke måtte knibe øjnene i; Ditte trak hende afsted.
Se! Hun muntrer sig op! konstaterede Nina. I morgen går vi til dyrlægen, ser på sagerne. Ej, Vibse! hun talte så muntert og kærligt. Se lige efterårsfarverne! Alt er rent og blæst igennem! Rowanbær, du må aldrig besøgt dem efter første frost? Ikke? Det skal du! Jeg bringer dem næste weekend. Min moster laver den bitreste, sødeste likør
Og da kom Ninas mand gående mod dem. Ditte stivnede et øjeblik og så logrede hun og bød ham velkommen.
Nina, hvem er det dér? spurgte han.
Det er Ditte. Hun bor nu hos Vibeke, svarede Nina.
Og Sune?
Sune bor ikke længere her. Efteråret er forandringens tid.
Vibeke hørte ingenting. Hun stod bare og åndede ind. Kold, frisk luft, duftende af sne, krøb helt ned i lungerne. Den smagte nok som rønnebær efter første frost stærk og lidt bitter, så sød og berusende.
Det var smagen af et nyt liv, hvor Ditte, tante Nina, hendes curlere, restaureringsarbejde, strik, æblekage, småkager, frikadeller og… og en anden person også var der. Men om ham fortalte Vibeke kun Ditte.
Om aftenen sad de i sofaen, Ditte pressede sin mave ind mod hendes hånd og lyttede. Og Vibeke sagde sine drømme højt.
Ditte lå stille, sukkede fra tid til anden. Kan alting virkelig blive så godt?
Det kan det. Med dem, man elsker, er alting godt. Hver eneste årstid.
