Rødhåret, rødhåret, fregnet
– Hvem? Ham der? Hold nu op, et rødt vidunder! Asta, er du blevet tosset? Hvor er jeg, og hvor er det dér misfoster?
Sofie kunne næsten ikke holde op med at grine, mens hun betragtede den høje, rødhårede fyr, der gik gennem gangen. Dybest set var der egentlig ikke noget udpræget løjerligt ved ham. Høj, slank, pænt klædt på. Men der var bare et eller andet, der ikke stemte. Måske den vilde manke i gulerodsrød, måske de tætte fregner over næsen og kinderne, eller måske hans mærkelige måde at bære sig på… Hans smil nåede helt op til ørerne og virkede, som om han kunne finde på at kramme den første, han mødte. Folk, der passerede ham, begyndte uvilkårligt at smile igen. Nogen hilste endda, som om de tog hans smil for at være gamle venner, de bare havde glemt. Lige forbi pigerne gik professoren, som skulle stå for eksamen, og Sofie stivnede. Hun var slet ikke klar, og Asta spurgte hende endda, hvorfor hun overhovedet var kommet. Det var da bedre slet ikke at komme, end at få en bundkarakter.
Den rødhårede smilte endnu brederehvilket skulle være fysisk umuligtog begyndte at snakke med professoren. Sofie så overrasket til, da professoren grinte og vendte sig mod Asta:
– Kender de hinanden, eller hvad?
– Hvordan skulle jeg vide det? Jeg har kun set ham et par gange, indtil han pludselig i går begyndte at spørge ind til dig.
Sofie trak på skuldrene.
– Og du er selvfølgelig straks parat til at hjælpe? Kunne du ikke hamle op med mig?
Asta målte hende op og ned, smørrede:
– Du er ganske fin, det må man sige. Men du er ikke min konkurrent, Sofie, beklager.
– Hvorfor det?
– Der skal mere til end et kønt ansigt. Du har ingenting; ingen interesser, ingen mening, ingen venner. Jeg tæller ikke, mig holder du bare ud.
Sofie kiggede eftertænksomt på sin veninde. Hun havde jo retder var faktisk intet at blive stødt over. At blive fornærmet krævede en indsats, som Sofie aldrig gad gøre. Hendes mor sagde altid, at Sofie var så let, aldrig til besvær, og Sofie troede på det. Det var nemmere bare at tage tingene, som de kom, end altid at skulle rode rundt i følelser. Måske var det derfor, hun ikke havde venner. Hun sagde altid, hvad hun mente, og det bekymrede hende ikke, om det ramte andre. Hun kom let ud af folk, men ligeså let ud af deres liv igen. Asta var den eneste, der forstod spillereglerne og svarede ærligt tilbage. Derfor holdt de ved hinanden så længe.
– Jo, men en mening har jeg da. Alt det andet er ligegyldigt. Hvorfor skulle jeg bruge tid på en flok tilfældige mennesker? Jeg har dig, og det er nok.
Asta smilede igen og spurgte:
– Nå, hvad synes du så om din bejler? Han er lige på vej herover i fuld fart.
Den rødhårede havde allerede passeret gangen, hans smil var nærmest surrealistisk og nu rettet lige mod Sofie. Hun sendte ham et smil og trådte ind i auditoriet.
– Var det dit svar? Asta maste sig efter hende bagerst i lokalet.
– Tror det fremgik meget tydeligt.
Eksamen gik, som ventet, dårligt for Sofie. Professoren så på hende med en slags skjult medlidenhed.
– Har du overhovedet læst noget?
– Ærligt talt nej. Jeg havde ikke tid, Sofie kiggede på professoren, som var han et gammelt chatol.
– Men du er i det mindste ærlig.
Han sukkede, skrev noget i hendes karakterbog og vinkede hende væk.
Asta ventede udenfor, snuppede Sofies karakterbog og løftede øjenbrynene:
– Du fik 4. Han er ellers i godt humør i dag.
– Perfekt! Mere behøver jeg ikke, svarede Sofie, tog bogen fra hende og stak den i tasken. Men da hun kiggede op igen, stod den rødhårede der.
– Hej!
– Hej Sofie sendte et arrigt blik til Asta, men hun slog bare ud med armene.
– Jeg hedder Anders. Lad nu være med at blive sur.
– Hvem er jeg sur på? Sofie løftede øjenbrynene.
– Din veninde. Du frøs hende næsten fast. Hun er uskyldig. Jeg stod selv og ventede på dig. Jeg så jo, at du gik herind.
– Dygtig dreng! Hvad vil du så?
– Lære dig at kende. Gå ud med dig. Blive gift med dig. Få en masse børn, og dø sammen i samme seng.
– Det kan du godt glemme.
– Hvorfor?
– Vi passer bare ikke sammen.
– Siger du? Du er smuk, jeg er ualmindeligt charmerende. Hvor er problemet?
– Vi er alt for forskellige. Undskyld, men jeg skal gå.
Sofie lukkede tasken, lagde remmen over skulderen og nikkede til Asta:
– Kommer du?
Anders stod bare og så efter dem, dog uden at miste sit smil. At blive afvist, pytdet var bestemt ikke første gang. Med lidt mere charme skulle det nok lykkes! Smilende for sig selv begyndte han med lette skridt ud af døren. Han kunne ikke lide at stå stille.
Dagen efter fik Sofie først en buket roser, så en kasse af hendes yndlingschokolade, og til sidst billetter til en koncert, hun havde drømt om, men som havde været udsolgt for længst.
– Er jeg ikke lige lovligt gennemsnitlig? Anders stod foran auditoriet med sit kæmpestore smil og så, hvordan Sofie nærmede sig.
– Meget. Du finder på intet nyt.
– Tænkte, du var typen, der satte pris på det traditionelle.
– Hvad bygger du det på?
– Din udstråling. Du er ikke bare en pige, man fester med. Du er en, man gifter sig med.
Asta fnøs og forlod dem i gangen. Sofie tænkte sig om et øjeblik, men blev stående.
Det blev begyndelsen på deres forhold. Sofie gik ud med Anders, men følte, at det hele var lidt som leg. At tage ham med hjem og præsentere ham for sine forældre? Aldrig. Hun kunne allerede høre sin far sige:
– Pige, forestil dig nu! Ham der som svigersøn? Det er ikke alvorligt! Lad være med det pjat.
Mor ville sikkert ligge søvnløs resten af aftenen med kamillete og suk.
Måske derfor interesserede Sofie sig heller ikke for, hvad Anders egentlig gik op i. Hun vidste bare, at han også læste på universitetet, og det var rigeligt. Han derimod fandt lynhurtigt ud af alt om hende. Når han kyssede hendes ar mellem fingrene, sagde han:
– Vi skal nok holde bedre øje med vores børn. Troede aldrig, en cykel kunne være så farlig. Gjorde det ondt?
– Jeg kan næsten ikke huske det. Og hvad mener du med vores børn?
– Vil du slet ikke have børn?
– Jo, selvfølgelig, men ikke lige nu. Jeg vil se verden, gøre karriere så kan børn komme bagefter.
– Fair nok. Hvilket land vil du besøge først?
– Mexico!
Sofie sagde det for sjov. Men hvor skulle hun vide fra, at Anders tog alt, der handlede om hende, alvorligt.
– Har du pas? spurgte Anders et par dage senere.
– Hvorfor?
– Du sagde jo Mexico?
– Du er vanvittig! Sofie så måbende på ham. Hvor skulle du få penge til det?
– Det må du lade være min hovedpine. Så, vil du eller ej?
Selvfølgelig ville hun! For første gang i deres forhold overraskede Anders hende virkelig. Uden at sige sandheden til forældrene fortalte Sofie, at hun skulle med veninder på ferie. Efter lidt brok blev det godkendt.
Rejsen var fantastisk. Anders viste sig som en super organisator, og alt, hvad Sofie drømte om at se, så hun i Mexico. Men også ting, hun ikke anede eksisterede, som Anders havde forberedt. Det var helt perfektmen eftervirkningerne var det ikke.
– Jeg er gravid! hun gik frustreret rundt hjemme, næsten på grådens rand. Det var ikke sådan, hendes planer skulle ende. At se Anders stå og smile som en sol, gjorde hende endnu mere gal. Hvorfor smiler du sådan? Fatter du alvoren?!
– Selvfølgelig! Anders løftede hende op i et kram, uden at bemærke hendes forsøg på at slippe væk. Det er jo lykken, Sofie! Vi skal danne en rigtig familie!
– Familie? Hvad vrøvler du om? Se på dig selv! Skal jeg virkelig føde en solsikke?
Anders blev alvorlig og trådte et skridt tilbage.
– Hvorfor siger du sådan? Hvad fejler jeg?
– Alt! Sofie var nærmest arrig. Hvorfor rejste jeg med dig?! Hvad gør jeg nu?
– Du skal føde barnet.
Der var noget nyt i Anders stemme, en fasthed hun aldrig havde hørt. Sofie dæmpede sig straks.
– Jeg vil ikke, Anders. Det beslutter jeg.
– Nej, vi beslutter sammen. Det er mit barn, lige så meget som dit.
Sofie smed sig træt i stolen og begyndte at græde.
– Hvem har brug for det her? Kan du ikke se, at vi to aldrig bliver til noget?
– Hvorfor ikke?
– Jeg elsker dig ikke!
For første gang forsvandt Anders smil helt. Rummet blev med ét mørkere.
– Hvorfor? spurgte han tøvende.
– Du var bare for stædigog det var sjovt. Bedre end ingenting
Anders vred sig som ramt af et usynligt slag og vendte sig væk. Sofie sad og betragtede ham. Da han genfandt sig, talte han langsomt, og Sofie vovede ikke afbryde ham.
– Jeg forstod. Tak, Sofie, det giver mening nu. Hvad med barnet? Det er jo et liv.
– Det er ikke et barn endnu! råbte Sofie. Du skal ikke bestemme over mit liv! Jeg gør, som jeg vil.
Anders anede ikke længere, hvordan ham og Sofie kunne ende, som de gjorde. Den pige, han for få dage siden kyssede og abede sig sammen med, eksisterede pludselig ikke mere. Noget i ham rev sig løs.
– Hør hvis jeg foreslår dig en aftale?
– En aftale?
– Ja. Du føder barnet, og jeghvad vil du have? Penge, en lejlighed hvad som helst.
Sofie kneb øjnene sammen.
– Og barnet?
– Hvis du ikke vil have ham, tager jeg ham.
Han kunne pludselig kun tænke på det gamle gulvtæppe hjemme fra barndommen, hvor hans mor og far talte sagte om aftenen, hvor hans mor rakte hånden ud og strøg ham over håret, som nu var klippet kort efter farens diagnose. Han betragtede altid mønsteret, mens han lyttede til forældrenes stemmertiden før alt brast.
Efter farens død gik der to år, og moren ville følge ham, hvis ikke Anders havde droppet studiet midlertidigt, arbejdet om natten og passet på hende. Hans far havde presset på for at få ham til at læse til datalog, og nu begyndte det at give mening.
– Slap af, min dreng, sagde hans mor, når hun kørte hånden gennem hans røde, tykke hår. – Du klarer dig selv nu. Jeg vil ikke binde dig.
– Vil du ikke være mormor for mine børn? Skal jeg være alene? Vil du forlade mig også?
Hans mor så bare den lille rødhårede dreng for sig, som græd over “Bim Den Sorte Øre”, men bed tænderne sammen, når hun rensede hans sår. Hvordan skulle hun kunne forlade ham?
Det tog næsten et år for moren at smile igen, og et helt år, før hun fik åbnet sin danseskole. Hun dansede flamenco for sin afdøde mand, sådan som hun altid havde gjort. Da Anders foreslog, at dansen ville gøre faderen glad nu, begyndte hun at undervise andre. Da hun kom ovenpå, kastede Anders sig over studier og virksomhed, og en dag var økonomien ganske god.
Alt, han ønskede, var at leve med Sofie. Men det var ikke gengældt.
– Jeg går med til det, hviskede Sofie og var tavs.
– Så lader du barnet leve?
– Ja. Men du gør præcis, som jeg siger.
Anders nikkede, fortumlet. Han havde netop betalt for sit barns liv.
Det viste sig, at det alligevel ikke blev til noget. En uge senere fortalte Sofie, at hun ikke længere var gravid, og for første gang fortrød Anders, hvor god hans mor havde opdraget ham. Han holdt hånden tilbage, vendte sig og forsvandt hjemad, mens folk så sjældent forundret på ham.
Hans mor sagde ingenting, men satte bare te ud til ham. De sad sammen i stilheden, indtil mørket faldt helt på.
– Mor?
– Ja, skat?
– Hvordan går man videre? Efter noget sådan Hvordan?
– Man gør det bedst af alle!
– Hvad? Anders stirrede uforstående på hende.
– Bedst. Man skal leve, så man slider sålerne op. Tror du, dette var den værste ulykke, du møder? Nej. Giv ikke op. Tak hende!
– For hvad?!
– For lærestregen. Næste gang tager du det roligere, lærer personen bedre at kende. Måske ser du, om du overhovedet nødvendigvis kan bruges.
– Hvem har brug for sådan en som mig
– Hvem da?
– Rødhåret, rødhåret, fregnet…
– Den, der elsker dig, dreng.
Anders sukkede dybt og fortalte sin mor alt. Om Sofie, om hvor meget han elskede hende, om barnet og om aftalen.
– Jeg er et fjols, morhvordan kunne jeg?
– Fjols… det er sagt for pænt, hans mor rejste sig og gik rundt. Men du handlede kun for at redde barnet?
– Ja
– Så kan jeg ikke sige, hvad jeg selv ville have gjort.
– Mor, hvordan kommer jeg videre? Hvordan vasker jeg hænderne rene?
– Det ved jeg ikke så stoppede hun. Jo, for resten! Tag med som frivillig klovn.
– Hvad?
– Jeg mener det. Jeg har en sød pige på mit hold, der arbejder som hospitalsklovn. Hendes makkeren er flyttet, og hun mangler en afløser. Hvis man gør noget for andre, der har det værre, får man det bedre selv. Giv lidt glæde, måske finder du lyset igen…
Anders tænkte over det. Måske kunne mor have ret. Hvem er bedre til rollen som klovn end en rigtig rødhåret? sagde han med et skævt smil.
Det blev det bedste, han havde gjort i meget lang tid. Den første gang forlod han børneafdelingen helt overvældet. Børnene lo og skreg, mødrene så på med sammenknebne læber, indtil de til sidst sendte ham et flygtigt tak for en halv time med normal glæde.
– Hvordan klarer du det? spurgte Anders pigen, der havde fået ham med.
Glade Oline, lille og rund, smed parykken og grinede:
– Nemt. De har det værre end mig, så hvad klager jeg over? Jeg kan gå hjem, fodre mine katte, læse en bog eller gå ud. Jeg skal ikke vente på prøver eller på, hvad lægen siger. Mit barn skal ikke kæmpe for hvert åndedræt. Jeg har det let. Men jeg kan gøre deres dag nemmere. Få dem til at smile, og deres mor til at ånde ud lidt.
Anders betragtede hende forundret. Hvordan kan man holde til så meget smerte tæt på uden at gå i stykker?
– Du spekulerer på det, ikke? Oline smilede og tog hans klovneudstyr fra ham. Det vænner man sig til, eller også gør man ikke. Hvis det bliver for meget, så stop. Men du var fantastisk i dag. Børnene elsker dig, det kan man se. Det, de har brug for, er glæde.
Anders forstod. Efter noget tid besluttede han at fortsætte, og han og Oline blev et kendt makkerpar i de københavnske børneafdelinger. Alle børnene kendte “Klovn Anders”, og selv de mest alvorlige overlæger kom ham i møde, når han bad om at give børnene lidt glæde. Han gav størstedelen af sin indtjening til, at så mange børn som muligt kunne få de bedste behandlinger.
To år senere var Anders færdiguddannet, hans firma kørte godt, og hans mor dansede for fulde huse. Privatlivet hang dog ikke sammen. Oline blev gift og fik en søn, som Anders blev fadder til. Han fortsatte med at tage rundt med andre frivillige. Det var, som om alle syge børn i København kendte hans kæmpestore, fregnede smil.
En dag stormede han fra kontoret mod børnehospitalet, irriteret over forsinkede møder med partnere og bange for at komme for sent. Bag sit rat var han uopmærksom og nåede ikke at se den lille, spinkle pige, der fór op af trappen foran ham.
– Ser du dig slet ikke for?!
Anders stivnede over den tynde pige, der stod på trappen.
– Tommeliden!
– Sikke noget! Nu kalder du mig også navne! hun fnøs og forsvandt ind.
– Undskyld! råbte Anders efter hende, men vidste ikke, om hun hørte det. Han ilede ud med gaver og klovnegrej under armen.
Showet begyndte, men en lille dreng foran hostede og gled ned fra stolen. Anders så febrilsk efter læger, men Tommeliden var først henne ved drengen.
– Hjælp, hvad står I og glor på? Han skal tilbage på stuen.
Anders turde ikke modsige hende, selvom reglerne sagde, han ikke måtte røre børnene. Han bar drengen ind på stuen efter pigens anvisning.
– Læg ham her, bad hun, og begyndte straks at sørge for drengen. Sygeplejersken og lægen kom, og Anders luskede ud.
– Hvad siger du, Anders, forelskede du dig i den pige dér?
– Hvem?
– Liva. Liva Arentsen. Søster til Mads, drengen du bar derind.
– Hans søster?
– Jeps. Forældrene døde for en måned siden i trafikuheld på vej til undersøgelse. Mads slap uden en skramme. Liva kæmpede sig til at få ham hjem. Derhjemme klarer hun alt pleje selv. Tænkte du på det?
– Ja, faktisk.
– Hvis vi taler økonomioperationen får han, men genoptræningen koster. Klarer du lidt støtte?
– Selvfølgelig. Men på én betingelse.
– Hvilken?
– Liva må ikke få det at vide.
– Fint. Jeg respekterer det! Overlægen trykkede Anders i hånden. Hun er stærk, men jeg tror, du kan klare hende.
Langsomt vænnede Liva sig til, at Anders altid dukkede op og hjalp, uanset hvad. Når Mads endelig kom hjem, sad Anders én aften i hendes hyggelige køkken, og Liva satte sig pludselig tavs hos ham.
– Anders, hvad så nu? Er vi alene så?
– Hvorfor tror du det?
– Tænk nu ikke, jeg gør det for din hjælp. Det er bare
Hendes hænder rystede. Anders kunne ikke lade være.
– Hvad, Liva? Fortæl mig det.
– Jeg kan ikke undvære dig.
Hun så op, og Anders forstod lige pludselig alting.
– Jeg har også brug for dig. Ikke kun på grund af Mads. Men fordi…
– Jeg elsker dig! Anders trak hende ind til sig.
Brylluppet blev præcis så smukt, som hans mor havde håbet. Hun dansede med Mads, der spurgte:
– Må jeg kalde dig mormor? Vil du forkæle mig helt vildt meget?
– Ja, min skat! grinede hun. Vil du have boller og kage?
– Klart! svarede Mads. Men du ligner ikke ligefrem en oldemor.
– Er det nødvendigt? Skal jeg købe en ged, eller hvad? lo hans mormor.
– Bare du bager, så er det lige meget.
Liva tørrede tårerne væk.
– Din mascara løber, Anders rakte hende et lommetørklæde.
– Den er vandfast, snøftede Liva.
– Så kan du græde lidt endnu, ikke?
– Ja, bare lidt, for jeg er så lykkelig.
– Typisk kvinder! Anders lo, og Liva løb fingrene gennem hans vilde, røde hår.
– Du er så varm, som solen! Og så smuk!
– Mig? Anders blev overrasket.
– Ja. Du lyser, Anders.
Et år senere trådte der to identiske rødhårede tumlinge ind i verden. Liva lo, da børnene tog deres første skridt:
– Se, nu er der to små sole mere i verden. Så kærlige! Ligesom deres far. Nogle piger får sig et fund en dag
– Bare de piger opdager det i tide, svarede Anders mor og så lykkeligt på børnebørnene.
