Siger du, at steddatteren slæbte sin seng ind på mit barnebarns værelse? Den pige er snedig. Lad os sætte et skjult kamera og mikrofon op og holde øje med hende, foreslog Annemette til sin datter.
***
Marie, skal vi ikke gå ned i kantinen og få en bid mad? foreslår Johanne. Jeg gad simpelthen ikke spise fiskesuppen i dag pludselig havde hele køkkenet besluttet sig for fiskedag, og jeg kan slet ikke med fisk. Jeg er SÅ sulten! Lad os købe et wienerbrød og noget juice og så tilbage til biblioteket.
Pigerne læser til afgangsprøver og bliver på gymnasiet efter skoletid for at læse.
Fint, siger Marie surt.
Marie går ikke længere ned i skolens kantine, fordi hendes mor arbejder der nu. Moren er ikke engang kok, men hjælper med at tørre borde af og rydder andres madrester lige for øjnene af alle Maries klassekammerater.
Marie skammer sig så meget over sin mor!
Hun har prøvet at få hende til at sige op, men moderen insisterer på, hvor dejligt hun har det på arbejde.
Hvorfor skulle jeg sige op? Der er så gode kolleger, og alle hilser altid så pænt. Der er en fin løn, og jeg får nogle gange lidt mad med hjem.
“Hold da op, et privilegium! Hun slæber madrester hjem og gør mig til grin, tænker Marie bittert.
Johanne suser ind i kantinen og smiler til damerne bag disken. Helle, Berit! Vil I ikke give os et stykke wienerbrød og et glas juice, tak. Jeg betaler straks.
Marie trækker hovedet ned og nærmer sig kantinen. Hun sender sin mor et blik, mens hun fylder en spand med vand.
Skal hun nu til at vaske gulv? tænker Marie irriteret det mangler bare, hun tager en moppe nu! Sikke en skam.
Helle, kantinelederen, bemærker Maries sure ansigt.
Behøver ikke betale i dag, tag heller en kop saftevand. Vi har lidt tilbage fra frokosten. Jeg henter wienerbrød.
Virkelig?
Selvfølgelig, sig tak til din veninde hendes mor arbejder jo her, så I er nærmest familien. I får det gratis i dag.
Johanne griber to glas saftevand og løber hen til bordet.
Marie, tag wienerbrødene med!
Marie tager en tallerken med wienerbrød uden at kigge på nogen og går.
Marie mærker sin mors bedrøvede blik i ryggen.
Ved bordet rører Marie ikke sin mad.
Hvorfor skulle vi overhovedet herned? mumler hun.
Johanne ser forbløffet op: Hvad sker der med dig, Marie?
Marie skubber sin saftevand over til veninden.
Drik bare, jeg har ikke lyst.
Okay. men vi tager så wienerbrødet med?
Nej, jeg vil ikke have det! hvæser Marie pludselig.
Hvad er det dog, Marie?
Ingenting! Lad nu bare være, som om ingenting er hændt.
Hvad er der sket?
Johannes mor er læge på Sundhedscentret, så hun forstår nok ikke, hvor svært det er for Marie at se sin mor rydde tallerkener for alles øjne.
***
Marie smider skoletasken i entréen, da hun kommer hjem.
Ud fra køkkenet strømmer et sjak børn. Tvillingepigerne er Maries stedsøstre adopteret af moren, da hendes nuværende mand blev gift med hende. Yngste datter, Laura, er Maries rigtige søster den ene de har sammen.
Hvad har du til os? spørger Laura fra døren.
Ingenting! Vent på mor, hun tager sikkert fiskefrikadeller med hjem ingen gad spise dem i skolen.
Marie lukker øjnene, hamrer en knytnæve ned i kommoden og sukker: Hvorfor er jeg så vred på det hele? Måske fordi vi lever sådan?
Stefaren træder ind, ser alvorligt på hende.
Sig ikke sådan. Din mor knokler. Men du hjælper aldrig. Du kunne i det mindste hente dine søskende i skole eller børnehave hvorfor er det altid mig, der skal hente dem? Jeg går jo glip af arbejde.
Fordi de er dine børn, svarer Marie koldt. Jeg bad aldrig om dem. Før du kom, havde mor og jeg det fint alene. Men så kom du og så måtte mor begynde at arbejde. Jeg hader jer.
Stefaren rynker brynene:
Undskyld dig!
Gider ikke, siger Marie og går ind på sit værelse og låser døren.
***
Om natten vågner Marie af mavepine.
Hun går på toilet, men får det ikke bedre, kvalmen bliver værre.
Til sidst, tæt på daggry, banker hun på døren til mors soveværelse hvor både tvillingerne og Laura sover.
Stefaren sover som sædvanlig i stuen lejligheden har kun to værelser og Maries værelse er hendes, fordi hun er eldst.
Marie tænker for sig selv, at hendes stedssøstre sikkert får værelset, når hun er færdig med gymnasiet. Alt i det her hjem handler om de andres behov ikke hendes.
Mor, min mave gør ondt.
Moren springer op og tænder natlampen.
Hvor ondt, og hvor henne? Hvorfor har du det sådan, Marie? Du spiser jo aldrig noget!
Den gør bare ondt og jeg har kvalme.
Marie bøjer sig forover af smerte.
Søren! råber moderen.
Stefaren kommer løbende, iført dyne.
Ring til lægevagten, Marie har det skidt!
Er det meget slemt? Jeg henter bilen. Saml Maries papirer. Du tager sygeplejeorlov, jeg har fri i morgen. Du bliver hjemme med pigerne.
Det er klart, jeg tager orlov
Tanja, ikke diskuter, nu handler det om Marie. Jeg kører, du bliver her.
***
Det ligner blindtarmsbetændelse. Jeg ordner prøverne nu, siger lægen.
Blindtarmsbetændelse skal hun så opereres? spørger stefaren.
Marie vender sig om i sengen og kniber øjnene sammen af smerte.
Jeg siger mere, når prøverne er inde. Marie se på mig. Har du haft kærester for nylig?
Hvilke kærester? bryder stefaren ind. Se på hende, hun er jo et barn.
Slap af, siger lægen, gå ud i venteværelset.
Søren klemmer Maries hånd:
Marie, du skal ikke bekymre dig. Jeg snakker med alle sygeplejersker, de passer på dig. Du mærker ingenting til operationen.
Jeg vil gerne se mor, snøfter Marie.
Jeg henter hende straks.
***
Marie kommer sig hurtigt efter operationen.
De første dage må hun blive i sengen.
Mor sidder ved siden af hende hele tiden og lærer hende at stå op og gå igen.
Da Marie bliver flyttet til fællesstue, tager mor hjem.
Der er næsten ingen andre. Ved vinduet ligger en anden pige Smilla, elleve, i nyt sengetøj.
Smillas natbord bugner med frugtkurve, buketter og bamser.
På vindueskarmen står en bærbar, hvor Smilla ser tegnefilm.
Hun er iført satinpysjamas, håret smukt sat, og hun dufter stærkt af blomster, shampoo og velstand.
Det er tydeligt hun er fra en helt anden klasse.
Om aftenen kommer mor på besøg med en flaske tranebærsaft og en krukke suppe.
Jeg vil have frugt, appelsiner og blommer, mumler Marie utilfreds.
Jeg spørger lægen, siger moren. Hvad vil du ellers have, skat?
Marie tier hun ville have en laptop, som hun aldrig har haft. Nyt sengetøj, som ikke er slidt. En lækker, dyr pyjamas. Hun har kun den gamle slåbrok, der stadig er for stor og falmet.
Her kommer et smukt par ind. Høj, lyshåret mand i hvid striktrøje, med poser og æsker i favnen. Ved siden af, en meget smuk kvinde i grøn kjole og absurd høje hæle.
Smilla, siger kvinden og svæver hen til datterens seng.
Manden standser og ser skiftevis på Maries mor og på Marie.
Tanja? Er det dig? Hvad pokker…
Mor rejser sig langsomt.
Kristian? Er det virkelig dig? Hvor er det underligt at ses igen…
Marie løfter hovedet. Kristian stirrer på hende.
Er det… din datter? Hvad skete der?
Ja, det er min datter, Marie. Hun har fået fjernet blindtarmen.
Er hun okay?
Ja, det går fremad. Og jeres datter har hun også blindtarmsbetændelse?
Ja, det har hun, den forbandede tingest.
Kristian står et øjeblik og ser mærkeligt på Marie, inden han går.
Mor, hvem var det? hvisker Marie.
Bare en, jeg gik i klasse med engang.
Han stirrede så mærkeligt?
Det gjorde han ikke. Glem det.
Marie går ud i gangen hvor hun hører Kristian tale med sygeplejersken om hende.
Da hun klager over mavesmerter, løber Kristian straks hen til hende.
Hende skal der ses på NU! råber han nervøst.
Hr. Thomsen, besøgstiden er ovre!
Jeg bliver, til jeg ved hun har det godt!
Marie hjælpes ind i sengen.
Næste dag tager Marie moren med ud på gangen:
Er Kristian min far?
Moderen bliver bleg:
Hvordan fandt du på det?
Han er min far! Hvis du ikke siger sandheden, spørger jeg ham.
Mor ser skyldbetynget på sin datter:
Hvordan gættede du det? Ja, han er din far. Men jeg brød kontakten, da du blev født.
Og giftede dig med en blikkenslager med to børn, siger Marie sarkastisk. Du sørgede for, jeg fik en passende far. Ikke?
Tanja bliver vred.
Ved du overhovedet noget, snottøs? Kristian ville ikke giftes og bad mig gå til abort!
Så Smilla er min søster, hvisker Marie og lytter ikke videre.
Hun opsøger straks Smilla og udspørger hende om familien.
Smilla fortæller om hendes rige bedsteforældre, der ofte besøger hende.
En farmor er professor en mormor har brudesalon. Marie kan kun drømme om det.
Er du enebarn? spørger Marie.
Ja, og jeg ville så gerne have søskende mor kan ikke få flere børn.
Men hun har jo dig?
Jo, men hun blev syg, mens hun ventede mig, og jeg var meget svag ved fødslen. Jeg har astma og diabetes og da jeg var syv fik jeg kræft. Jeg blev rask, men alle er stadig bange for tilbagefald.
Marie bemærker, at Smilla er bleg og meget tynd.
Jeg kan godt lide dig, Smilla. Må jeg komme på besøg, når jeg er rask?
Selvfølgelig! Jeg giver dig adressen
***
Marie beslutter at udnytte sin biologiske far, inden han mister interessen for hende.
Efter udskrivelsen går der få dage, før hun grædende ringer på hos familien Thomsen sent om aftenen.
Må jeg se Smilla? Jeg hedder Marie Højgaard, hendes veninde.
Smilla sover nu, siger en kvinde.
Hvem er det? kommer Kristian ud. Marie? Du her?
Han åbner.
Er der sket noget?
Marie snøfter.
Min stedfar er ond ved mig Jeg er bange for at tage hjem. Må jeg sove her i nat?
Kom indenfor, siger Kristian. Katrine, lav noget varm te til hende.
***
Marie kan ikke huske, hvornår hun åbnede denne Pandoras æske.
Kristian tager konfrontationen hjemme hos Højgaard:
Tror du, du kan behandle Marie som skidt? Hun er min datter! Jeg kan gøre livet surt for dig!
Tanja bryder ind:
Kristian, stop! Hvorfor tror du Søren er ond? Han elsker Marie som sin egen! Du har ingen rettigheder over hende.
Det får jeg snart. Jeg tager sagen til retten og får Marie hjem til os!
Tanja bliver hidsig:
Femten år har du været ligeglad!
Nu er vi sammen, og Marie hører ikke hjemme i det her roderi. Jeg fortæller retten alt!
Sådan? At vi gjorde hende til barnepige for dine tvillinger? Marie har det svært på grund af jer! Men nu tager jeg mig af hende.
Hvad har den slemme pige bildt dig ind? Marie lagde mærke til din rigdom fra første færd!
Stop, du taler om dit eget barn, Katrine!
Kristian forsvarer Marie.
Efter retssagen flytter Marie ind hos Thomsen.
***
Marie føler sig stærk under Kristians omsorg.
Hej, søster! siger hun og vader ind på Smillas værelse.
Marie kigger på Smillas iPhone.
Wow, en 15er. Sådan en skal jeg også have! Jeg spørger bare far.
Den fik jeg af bedstemor og bedstefar, siger Smilla.
Hun underviser på universitetet? Sig til hende, at jeg gerne vil gå der!
Smilla er overrasket over Maries forandring.
Marie kigger rundt: Dit værelse er meget større. Jeg flytter min seng herind.
Hun flytter ind på værelset ved sin søsters side. Familien er undrende.
Hvad har du gang i, Marie? spørger Katrine, Smillas mor.
Jeg er bange inde på mit værelse, svarer Marie frækt. Her kan jeg sove.
Hold op! Du er femten år! Du flytter ikke bare ind! Men vi laver gæsteværelset om til værelse til dig, Marie.
Bedstemor, Bente, bor ikke i huset fast, men kommer ofte.
Hun slår sig sammen med Katrine:
Du siger, Oles datter slæbte sengen ind på Smillas værelse? Jeg tror ikke pigen er så uskyldig. Lad os installere kamera og mikrofon. Jeg tror ikke en meter på hende.
Hvad hvis Kristian opdager kameraet? spørger Katrine.
Bare sig du ikke ved noget. Jeg tager ansvaret. Jeg brød mig aldrig om Kristian han snød dig sgu, Katrine.
Katrine ryster på hovedet: Mor, lad nu være. Ungdommens fejltagelser!
***
Snart forsvinder Smillas charms fra hendes armbånd.
Så er telefonen væk.
Det er ikke mig! siger Marie. Du roder bare, Smilla.
Smilla råber: Du lyver! Mine ting blev aldrig væk før dig!
Mener du, jeg er tyv?
Marie samler sine ting med tårer:
Jeg er ikke velkommen her. Jeg skrider!
Spændingen stiger.
Katrine, der har set videoen fra børneværelset, ved godt, hvem der har stjålet.
Smilla, stop. Det er ikke pænt at anklage søsteren. Jeg køber bare en ny til dig.
Lige meget hvad Smilla siger om Marie, bliver hun ikke bakket op.
Smilla er ulykkelig mens Marie føler sig fuldstændig urørlig og begynder at pine søsteren.
***
Kan du ikke lade mig være, beder Smilla, efter at have smidt kalenderen på bordet.
Marie griner og prøver hårbøjlen foran spejlet.
Pas på, den fik jeg fra Kina, advarer Smilla.
Marie knækker den straks over.
Du gjorde det med vilje! skriger Smilla.
Marie kaster Smillas kalender ud ad vinduet.
Jeg vil ikke se dig mere, skriger Smilla og kaster sig over hende.
Forældrene kommer løbende. Smilla sidder ovenpå Marie.
Smilla, stop så! Hvad foregår der?
Hun ødelagde min hårbøjle og smed min kalender ud! råber Smilla.
Jeg ville bare se på den, men Smilla blev vred, hulker Marie. Jeg går. Smilla sagde, at en som mig ikke hører til her.
Katrine bliver ked af det for datteren. Smilla, vant til at ingen tror hende, pakker sin taske og går ud.
Hvor vil du hen, Smilla?
Lad Marie blive her. Jeg tager hendes værelse.
Ja, det er bedst, siger Kristian. Du må lære ikke at tage alting for givet. Vi har opdraget dig forkert, Smilla.
Katrine ser på Marie og siger pludselig:
Du er en slange, Marie, der prøver at presse min datter ud.
Hvad er det du siger, Katrine? spørger Kristian chokeret.
Katrine tager Smilla og går væk Marie står og lytter bag døren.
Så, de har sat overvågningskamera op og lyttet på mig de onde. Nu bliver det svært at sno sig udenom.
Marie løber ind på værelset, smider sin fars nye mærketøj i rygsækken og lægger de stjålne ting under Smillas seng og går.
Hun forsvinder, før faren finder optagelserne og leder efter hende.
Epilog
Tanja, efter at have grædt mange tårer over Marie, åbner døren og træder baglæns af overraskelse.
Marie stirrer på hende.
Mor, jeg har tænkt Jeg kan ikke bo uden jer.
Rigtigt? smiler Tanja.
Ja. Det var fint hos far, men jeg savnede jer. Må jeg komme ind?
Selvfølgelig, smiler mor.
Stefaren kommer ud fra køkkenet.
Hej, Marie.
Marie er hjemme!
Marie, afviser aftensmaden og går på værelset.
Mor følger med.
Undskyld, vi har lavet børneværelse her.
Det er okay. Hvor der er hjerterum, er der husrum, siger Marie uden glæde. Alt er fint, mor.
Jeg henter lidt sengetøj, siger mor.
Marie sætter sig og ser med had på søstrene.
Hvor har du været? nusser de sig op til hende.
Marie svarer dem ikke, fordøjet sine egne tanker:
Det er okay far skal nok fortryde, jeg gik. Bliver Smilla syg, savner han mig. Nu må jeg bare have søstrene ud i stuen
Hun håber, at Oleg ikke fortæller hendes mor, at hun har stjålet og mobbet søsteren.
Det blev ikke til noget med den rige familie men det er ikke slut.
Marie er sikker på, at hun får en ny chance. Hun skal nok kæmpe sig til sin far.
Den rige far.
Der er mange gode grunde. Hun er sikker på, at Oleg tilgiver hende med tiden. Hun har jo ikke stjålet kun gemt tingene.
Det kan altid forklares som søskendejalousi senere.
“Jeg venter bare lidt, så vender jeg tilbage til far og splitter hans familie ad,” tænker Marie, mens hun falder i søvn.
