Der, hvor håbet bor
– Freja! Freja, kom nu lige!
Sofie trykkede på dørklokken hos sin storesøster. Stilheden bag døren passede hende slet ikke hun havde brug for Freja NU! Alt for meget var sket de sidste par timer, og der var helt ærligt ingen andre end Freja, der havde forstand nok til at hjælpe.
Efter at have sluppet klokken begyndte Sofie at banke hårdt på døren.
– Helt ærligt, du er jo hjemme! Hvor skulle du ellers rende hen?
Døren i lejligheden overfor blev åbnet og Hanne, Frejas nabo, stak hovedet ud på opgangen.
– Sofie dog, hvad larmer du sådan for? Nej, Freja og min mand Erik er på hospitalet. De har været væk nogle timer. Kommer nok snart tilbage. Skal du have en kop te så længe?
– Nej, Hanne, tusind tak sig bare til Freja, at hun skal RINGE til mig med det samme hun kommer hjem! Det er virkelig vigtigt det handler seriøst om livet!
Hanne nikkede og så opgivende efter Sofie, der næsten sprang ned af trapperne. Ja, altså… livet kan godt have sine mærkelige sving. Nogle gange danser det rundt for én, så man ikke helt kan følge med så ligner det nærmest en mærkelig folkedans, man ikke kan teksten til.
Hannes familie havde kendt familien Lauridsen altid. Peter Lauridsen, far til Freja, Sofie og Mathias, var hendes klassekammerat i sin tid. Ikke bare nabo, men god ven, for sådan havde det altid været de to familier. Peters mor havde opdraget ham alene, hans far døde, da Peter var baby. Hannes far havde taget Peter under sine vinger og lært ham både at stå op for sig selv og ikke mindst at tænke sig om. Lysten til bøger kom også, og børnene slugte den ene roman efter den anden. Først hjemme og sidenhen på biblioteket, hvor de konkurrerede om, hvem der hurtigst kunne læse færdig og hente den næste bog. Læste men Dyb læsning, ikke bare at bladre. Det så Hannes far nemlig strengt efter.
– Hvad hjælper det at bladre igennem? Så kunne Viggo-katten jo også gøre det! En potte vupti, vupti og så ingenting lært. I er jo tænksomme væsener lær nu også noget af det!
– Far, man siger altså ikke væsener om folk! grinede Hanne.
– Tag ordbogen på reolen den blå! Frem og op med dig! Man kan altid lære lidt mere, Skarnsnude!
Hanne vidste, hendes far var verdens klogeste mand, og sagde tit til Peter:
– Jeg gifter mig KUN med én, der elsker bøger og tænker over tingene!
Hendes udkårne mødte hun først på fjerde studieår. Peter var allerede gift og vuggede sin første datter lille Freja.
– Så fandt du din prins? grinede han og skubbede hende kærligt i armen.
– Lige som jeg havde drømt det! Om en måned drager vi til Sydafrika min mand har fået job der. Jeg skal se Kilimanjaro!
Hun anede ikke, hvor ondt det stak i barndomsvennen, for Peters egen drøm var aldrig rigtig blevet til noget. Han ville have været kaptajn på langfart. Set verden. Men så kom Freja til verden, så kom Sofie, og færgen, han styrede på Fyns små vandløb, blev hans skoleskib Danmark. Hvad var der ellers at gøre? Børnene skulle jo have mad på bordet…
Freja fik hurtigt problemer, fra hun startede i skolen.
– I skal have hende undersøgt. Noget stemmer ikke.
Slæb af undersøgelser og lægebesøg. Ingen fandt problemet. Hun blev hurtigt træt, kunne sove halve dage væk. At Freja var dygtig, var mere end hun kunne ønske det at få rene 12-taller efter første og anden klasse, det var hendes største stolthed.
– Jeg er ret sej, ikke far?
– Der findes ikke ord for, hvor sej du er, skat.
Peter så på sin datter med en voksende knude i brystet. Bekymringen blev til virkelighed, da Freja fik sit første anfald i skolen.
– Hun skal opereres. Ellers lever hun ikke til hun bliver voksen.
Frejas hjerte var blødt, men for svagt til at leve et normalt barneliv. Sofie, tre år yngre, løb ud i gården og narrede og prikkede til sin søster:
– Nejnej, Freja, ikke dig. Venner er ikke noget for dig. Dine venner er bøgerne! Nyd det!
Peter hørte det en dag og brugte for første gang nogensinde bæltet fra frakkens skulderstropper. Ikke at det hjalp. Sofie græd i hjørnet, rakte tunge ad Freja og truede:
– Det får du betalt for, søs!
Freja sukkede bare og dykkede ned i sin bog. Hvad skulle hun forklare lillesøsteren? Man kan ikke tænke for andre, sagde far altid. Hvorfor bruge tid på at overtale, når folk ikke vil høre efter?
Sådan gik livet. Sofie levede vildt Freja sad roligt i hjørnet med sin bog.
Operationen gik heldigvis godt, og med tiden slap forældrene mere efter, og skolen blev en realitet, Freja nu længselsfuldt tog del i, efter næsten altid at have været hjemme.
Men: virkeligheden var barsk. Slank, smuk og sart blond Freja irriterede de andre piger.
– Prøv lige at se hende der! Lille snob! Lyse lokker, blege læber som en prinsesse!
Freja fattede ikke, hvorfor de brød sig sådan om at gøre livet surt for hende.
Det tog Sofie sig hurtigt af. Ældre piger? Hun var ligeglad. Ikke noget, hun var bange for! Efter en ordentlig slåskamp midt i skolegården kom Freja hjem med nye øjne på sin søster.
– Hvorfor gjorde du det?
– Du er min søster, da! Skør er du måske, men min. Og Lauridsens skal man ikke træde på, så det så! Kom til mig, hvis de gør dét igen jeg skal nok rydde op!
Peter talte med skolelederen, men lod være at skælde ud. Han købte i stedet is og sagde:
– Husk nu, stolthed er god nok men brug også hjernen.
Frejas mor, stille og rolig, døde kort efter at have født deres lillebror Mathias alt det hun havde drømt om.
Peter, fortvivlet, hentede drengen hjem.
– Mathias…
Freja, der lige var fyldt femten år to dage før, tog ham i armene.
– Han er smuk…
Sådan blev hun pludselig mor ikke af navn, men af gavn. Peter tog dobbeltjob, og Freja skiftede skole, så hun kunne læse om eftermiddagen og passe sin bror om formiddagen, sammen med Hannes mor, Else, der trådte til.
– Det hjælper, Lauridsen Freja er en god pige, du kan godt være stolt.
Det var nemt at sige ja, men Peter rystede på hovedet.
– Ja, hun er dygtig. Bare hun også kunne blive lykkelig… Synes hele tiden, hun lever i startposition. Det er som om, livet aldrig rigtig starter for hende. Altid hjælper hun andre, men ikke sig selv. Jeg kan ikke gøre mere, kan jeg? Men at aflevere Mathias på børnehjem, det gør jeg ikke!
De samtaler hørte Freja aldrig kun en enkelt, den nat hvor hun var syg, og Peter spurgte:
– Måske var det bedste alligevel, hvis… bare for en tid?
Freja, brændende varm af feber, så på ham med vrede og stødte døren til soveværelset i:
– Ikke tale om! Så er du ikke længere min far!
Peter, som altid havde været stærk, måtte bide i sig tårerne.
– Jeg er skyld i alting…
– Stop, far. Lad nu være med at skælde dig selv ud. Vi har brug for dig her, hører du? Jeg kan ikke klare det selv.
Hun gled ned på gulvet og tog sig til hovedet.
– Jeg sidder lige lidt, far. Gå du ind til Mathias og læg en varm klud på hans mave, det hjælper.
Peter bar hende i seng.
Sofie deltog ikke meget i de daglige gøremål, men var fri som fuglen hun vidste, storesøster Freja sørgede for alt. Freja lavede mad, tog sig af Mathias og dækkede også over Sofie, så gik hun bare til sport eller ned efter mælk. Kun let, mente Sofie hvor svært var det at lave mad og tage en kost i hånden på sin søster? Mathias sov jo det meste af tiden.
Freja bebrejdede aldrig Sofie. Må de i det mindste have den barndom og ungdom, hun selv længtes efter. Tulipaner fra drenge i gården, kyssene ved dørene, nysgerrige blikke fra vinduerne, som far ikke måtte se. Sammen sad de unge i gården og sang sange med tre guitarer og bestillinger fra naboerne i vinduerne ovenover, så alle kunne være glade. Sofie var den, der sang for, og hendes klare stemme svævede over de gamle lindetræer.
– Hun skulle gå til sang! Naboerne roste hende og nikkede til Peter, der kom hjem fra arbejde.
Freja fik overtalt faren til at sende Sofie i musikskole. Den lå rundt om hjørnet, men Sofie gad ikke:
– Ej, Freja, overdriv! Jeg kan da synge alligevel, meget bedre end dem i fjernsynet!
Freja vuggede Mathias i sin barnevogn, rystede på hovedet.
– Man skal lære det. Der kommer nogen med konservatorieuddannelse, og så står du der og lyder som en killing ved siden af en stor hankat.
En dag trak Freja Sofie med i det lokale teater for at opleve opera på prøvestadiet sygeplejerske Nina, der hjalp Mathias, kendte instruktøren og havde ordnet det.
– Men Sofie, BÆR dig nu ordentligt! Skam dig ikke ud!
Sikke noget! Efter prøven strøg Sofie op på scenen til primadonnaen og prikkede hende på skulderen.
– Vis mig lige det der igen! og sang den første linje.
Sangerinden stoppede op.
– Nej, du drukner i din vejrtrækning, hør nu… Stå lige og følg linjen. Som du farver med en tusch fra én tone til næste!
Freja stod nedenfor scenen og så på mens Sofie blev og blev korrigeret. Efter nogle forsøg klappede primadonnaen.
– Du er talentfuld! Men du mangler uddannelse! Med det drive skal du på konservatoriet! Der får du styr på nerverne! Og bliv ikke sur, lad nu være jeg var også larmende og dum i din alder. Troede, det hele var nemt, hvis bare man har stemme. Men du skal arbejde knokle! Som balleterne, otte timer om dagen, mindst.
– Otte timer? Det kan ingen! Sofie rystede på hovedet.
– Tror du sang bare er stemme? Hvad så med italienske arier, når du aldrig engang har hørt italiensk?
– Hvorfor skal jeg overhovedet kunne synge på italiensk?
– Fordi verdens bedste operaer synges på italiensk eller tysk! La Scala det er i Italien, verdens musikmekka.
– Hvad er det for en skala? Sådan.
– Og siger du, du går på musikskole?! Du mangler så meget! Men du kan nå det kom nu igang og sæt dig et mål!
– Hvorfra ved du, at jeg pjækker?
– Behøver ikke være Sherlock. Brug hovedet alle kan se det. Uddannelse er altafgørende hvis du vil mere end bare synge på kroer.
Sofie blev stående længe bagefter og blev først revet væk af Freja, der kom op på scenen.
– Sofie! Kom nu!
– Nej! Sofie gik ud midt på scenen og sang arien én gang til. Jeg vil synge her, Fatter du det, Freja? Her! Jeg er ikke så dum endda!
Freja skjulte et smil hvorfor klippe vinger på den slags drømme?
Pludselig mindedes hun en sommerdag for år tilbage, da mor stadig levede og far tog dem på skovtur til en sø udenfor byen, hvor de legede og mor råbte efter morgenmad. Efter at have spist lå Freja på tæppet ved siden af mor og kiggede op i himlen.
– Hvem synger der, mor?
– Lærken, min skat. Helt højt oppe se!
– Hvordan kan jeg høre den så tydeligt, når den er så lille?
– Den har en lille krop, men en stærk stemme den kan nå helt op, så alle kan høre med.
Sofie på scenen lignede nu netop sådan en forpjusket lille fugl, så Freja gik hen og krammede hende:
– Selvfølgelig kommer du derop og vi kommer og hører dig! Jeg, far og Mathias!
Sofie skubbede lidt igen, men puttede sig alligevel ind til søsteren.
– Hvad nu hvis det ikke lykkes?
– Hvis der er nogen, så lykkes det for dig! Du er den mest stædige Lauridsens har ære, ikke?
Sofie nikkede og så tænksom ud.
Hun kom på konservatoriet til sidst. Ikke i første hug, men dog. Hun nægtede nu at bo hjemme mere flyttede ud straks hun fyldte atten. Da var Hanne kommet hjem, og nu passede hendes mor børnebørn, og Freja måtte klare Mathias alene igen.
– Far, skal du ikke til læge?
Freja satte aftensmaden foran Peter og lukkede døren lidt, for Mathias skulle ikke høre. Han forstod alt for meget selv som lille. Ikke sjældent greb Freja ham med opvaskebørsten eller kosten på køkkengulvet.
– Jeg KAN selv! protesterede seksårige Mathias Jeg hjælper jo bare!
Freja grinede, trak ham til sig og kyssede ham i håret:
– Tak Mathias, hvad skulle jeg gøre uden dig?
Sofie flyttede til København, da Mathias fyldte ti. Peter døde, kun et halvt år efter at have været syg. Freja fik forældremyndigheden over Mathias, og fulgte Sofie til toget.
– Gå nu, det skal nok gå!
– Hvad med jer?
Freja trak bare på skuldrene:
– Vi klarer den, det har vi gjort før men du, lov mig du ikke forsvinder helt!
Sofie nikkede, men hun vidste allerede hun ikke kunne holde sit løfte. Hun skrev aldrig, ringede sjældent, og dykkede ned i hovedstadens liv, glemte barndomsbyen på Fyn, hvor Freja og Mathias stadig boede. Freja skrev forsigtigt breve, aldrig fået svar. De få gange hun ringede, svarede Sofie kortfattet. Hvis ikke hun kom løbende hjem, var alt måske i orden. Men hun vidste: gik det helt galt, kom Sofie altid til Freja først.
Det passede.
Efter at have sendt Mathias i militæret, åbnede Freja en aften døren for at lufte hunden Thor og tage ud efter brød og så sad Sofie på trappen, stirrende ind i barndomshjemmet, hendes ansigt træt, læber hårdt pressede sammen, hænderne rystede om en tynd cigaret.
– Sof sagde Freja og lænede sig op af væggen ved elevatoren Kom nu Thor, det er bare Sofie.
– Bare mig, ja… Sofie lød så hul, at Freja fik kuldegysninger.
– Hvad sker der med din stemme?!
– Den er væk… den var der, nu er den væk… Sofie rejste sig, slæbte sin taske forbi Freja ind i lejligheden.
– Sofie, kom nu selv, ikke? Porrer-suppe på komfuret og frikadeller. Du skal have noget at spise. Jeg går lige ud med Thor ellers tisser han på gulvet.
– Nå, bøde, siger du… Sofie smilede skævt Ja, du kan tro det er slemt…
Freja kom tilbage så hurtigt hun kunne, men fandt Sofie på badeværelset i gang med at ødelægge det hele for sig selv. Freja blev så vred at både Thor og Mathias hamster forduftede ind under sengene. Hun hev Sofie ud, skældte ud og slap ikke hendes kinder:
– Hvad fanden har du gang i?! Er det for dét, du har fået livet? Du åbner øjnene og ser på mig! Hører du mig?! Mener du, at karrierestop og dumme mænd er hele livet? Hvad har du gang i?! Jeg dasker dig sønder og sammen, hvis du prøver igen, Sofie! Jeg tager fars gamle bælte og giver dig en omgang, så du kan lære det!
Sofie, dryppende våd, så skævt på Freja og græd lyddløst.
Hanne kom løbende på opgangen, hjalp med at få Sofie i tøjet og ringede lægen op. Cheflægen på sygehuset bliver altså hørt.
Sofie endte ikke med at blive indlagt lægen rystede bare på hovedet. Ung, smuk sig mig, hvad mere kan man forlange?
Freja sad nu ved Sofies seng, rodede med håret.
– Hvorfor, Sof? Sig det!
– Freja, min sjæl er slidt op. Kan du fatte hvordan det er? Ingen stemme = ingenting. Ikke noget La Scala, ikke engang provinsen. Tomt! Jeg er nul!
Freja satte sig tilbage og lo så højt, at Sofie nærmest veg tilbage, og Thor kiggede fortvivlet frem under sengen.
– Du? Nul? Aldrig nogen Lauridsen, der har været det! Far, jeg selv, mor måske… men dig? Aldrig! Mathias heller ikke han er ligesom dig, bare lidt mildere.
– Freja!
– Nå ja, hvad? Mathias ville aldrig finde på sådan noget! Han ved, livet ikke kun er fine boller nogle gange må man nøjes med tørt rugbrød. Det gnaver, men er også okay. Men dig, lige så snart det ikke går din vej du lægger dig fladt, så vi andre bare skal have ondt af dig. Hvorfor? Har du nogensinde villet have nogens medlidenhed? Nej! Hvad skete der så nu?
– Alt, Freja, alt! Han smuttede straks jeg blev syg magtede ikke mit pjat! Findes der virkelig sådan noget som kærlighed?
– Hvor ser du kærlighed i det der? Den har aldrig været der. Det var dig selv, du var glad for han var bare praktisk at have i nærheden. Det var altid sådan, du levede dit liv. Du kan ikke få alting tag det nu for det, det er, børst det af dig, og gå videre. Hvorfor vil du have en mand, der stikker af, når det bliver svært? Hvad tror du, du vinder ved at tude i hjørnet?
– Du er hård, Freja…
– Nej, bare ærlig. Jeg gør bare, som du altid gjorde. Tak for det. Uden dig kunne jeg ikke have klaret Mathias, da far døde.
– Uerstattelig lærebog…
– Hvad mener du?
– Kan ikke rigtigt huske… noget om en børnebog, du læste for os engang.
– Det var O. Henry, Sof dig og Mathias var min praktiske øvelse. Vi havde ingen at lære af, og far anede ikke hvad han skulle gøre.
Sofie rejste sig på albuen og kiggede på Frejas ansigt.
– Hvordan klarede du det, Freja? Havde du aldrig lyst til bare at stikke af? Finde en fyr og få dit eget liv?
– Ha! Selvfølgelig havde jeg det! Så dig og Sune i opgangen, jeg var misundelig, så det gjorde ondt. Men på en mærkelig måde var jeg bare glad på dine vegne. Du var min lærke.
– Min hvad?
– Lærken! Jeg ville se dig flyve så højt op, at ingen kunne nå dig, og synge så stærkt, at folk ikke fattede, hvor du kunne det fra. Så ville jeg vide, at dit talent også var min fortjeneste bare en lille smule.
Freja begyndte at græde. Sofie glemte pludselig alt om sig selv. Tænk at brokke sig, når der måske var håb endnu tit mister man stemmen, men nogle gange kommer den jo igen. Forhåbentlig kom den, og mænd… tja, dem var der nok af.
De faldt i søvn i armene på hinanden, bange for at slippe.
En måned senere havde Sofie fået job på det lokale konservatorium og skrev til Freja, bare rolig.
Tiden gik. Mathias kom hjem fra værnepligt og meldte straks: Jeg skal giftes! Brylluppet, beskedent, var fyldt med glæde og da Sofie for første gang siden København sang offentligt, var alle bjergtagede. Restaurantchefen bad hende på sine knæ synge hver fredag.
– Jeg bor jo i en anden by og har arbejde her!
Sofie stoppede brat for hun mærkede selv, at frygten indeni nu var væk. Hun sang igen. Godt nok ikke opera og La Scala, men der var jo flere veje i livet, var der ikke? Man kan gå ad andre stier bare man går fremad, forsigtigt, men alligevel.
Freja, glad og opsat, dansede twisten med Mathias, grinende som aldrig før.
Første album lavede Sofie bare et år efter Mathias bryllup. Og et halvt år efter blev hun selv gift, til Frejas store lettelse.
– Nu kan jeg være rolig, sagde Freja og slog armene om hende uden at mase brudekjolen.
Men hvem skulle tro det? Mathias første datter, så tvillinger til Sofie og Freja var altid på farten for at hjælpe, passe eller støtte.
At Freja selv giftede sig, fik Mathias og Sofie først at vide et halvt år efter.
– Hvad? Hvorfor sagde du ikke noget, Freja? Er vi ikke din familie?
– Mere familie kan I da ikke blive! Freja forsvandt ud og satte bestik på bordet. Kom nu, Mathias! Forældrene er snart her, og Sofies svigerforældre kommer også. Jeg vil ikke løbe rundt i sidste øjeblik jeg er jo brud!
Mathias skulede fornærmet, men tog bestikket.
– Hvornår skulle jeg da have fortalt det? Da Manja var syg? Eller da tvillingerne kom? Der er jo altid noget! Og nu er tiden her jeg skulle nok have sagt noget, jeg vidste bare ikke, hvordan I ville tage det. Vaske mig er yngre end mig, ved du og alt det der. Kan du huske, Sofie, da du VÆLTEDE døren ind til mig med NU lykkedes det, jeg skal være mor! og Hanne fik en halv hjertefejl af forskrækkelse, fordi hun troede, der var brændt på? Skulle jeg have snakket om mig selv dengang måske? Men nu det vigtigste er, vi er blevet gift. Er det ikke nok?
Pludselig gispede Freja og tog sig til maven.
– Hvad nu? Mathias smed bestikket og sprang hen til hende.
– Han sparker! Freja smilede bredt, og Sofie så så forbløffet på hende, for så glad havde hun aldrig set sin søster.
– Hvem?
– Mathias dog! Er det ikke indlysende? Hun tog hans hånd og lagde på sin mave kan du mærke det?
– Wow!
– Der har du det, onkel Mathias! Freja prøvede at rejse sig slip nu, jeg skal jo have lavet salat!
– Ikke tale om! Sofie kom på benene og satte sig med Freja Bliv du bare siddende, mutti! Vi klarer maden!
Og så lod hun alligevel glæden flyde ud og kastede armene om Freja.
– Ved du hvad, skat det er på tide det blev din tur til at være lykkelig. Du har givet os andre så meget nu er det DIN tur!
