Efter at jeg havde givet min bror halvdelen af beløbet for lejligheden, påstod han stadig, at han havde ret til at bo i den

Min bror og jeg arvede en lejlighed efter vores farmor. Da hun gik bort, blev vi begge ejere af lejligheden, hver med halvdelen. Fordi jeg studerede på universitetet i fem år, boede min bror alene i lejligheden hele tiden. For tre år siden fortalte han, at han planlagde at flytte til udlandet. Firmaet hvor han arbejdede, åbnede en afdeling i Hamborg og manglede folk med erfaring.
Mads accepterede deres tilbud. Problemet med lejligheden stod stadig tilbage, så vi satte os ned og snakkede om det. Vi ville finde den bedste løsning. Min bror foreslog, at vi solgte lejligheden og delte pengene lige. Men jeg kunne mærke, det ikke ville være den bedste løsning for mig.
Som ung kvinde er det svært at spare op til egen bolig. Da min bror gerne ville ordne det hurtigt, ville han nok være nødt til at sætte prisen lavere end normalt, fordi det hastede.
Mads kunne måske leve med det, men for mig var det vigtigt ikke at tabe penge.
Diskussionen udviklede sig til en konflikt. Mads sagde, at han tog af sted om to uger, så vi havde ikke meget tid at tænke over det. Jeg lovede ham derfor, at jeg ville købe hans halvdel ud inden for en bestemt periode. Sådan skiltes vi. For at betale ham måtte jeg låne et stort beløb af venner og bekendte og arbejde hårdt for at betale dem tilbage hurtigst muligt.
Tiden gik, jeg blev gift og fik børn. Vi fik renoveret lejligheden. Pludselig ringer min bror og fortæller, at han vender hjem, og at jeg skal give ham et værelse.
Jeg forklarede situationen for min mand. Helt ærligt, vi forstår ikke Mads krav. Jeg har for længst betalt ham ud. Kan det virkelig være, han har glemt det? Mads afdeling i Hamborg blev lukket, så han kom tilbage, fordi han mistede jobbet. Jeg kan ikke bare ignorere min bror, så jeg tilbyder ham at bo hos os et stykke tid, indtil han finder en bolig og får et arbejde.
Men Mads var ikke tilfreds med min hjælp. Han insisterede på, at Farmor havde testamenteret os lejligheden, så den tilhører os begge. Min mand holdt på, at jeg jo havde købt ham ud, og forklarede, at lejligheden nu er vores.
Nu ved jeg ikke, hvad fremtiden bringer. Det har lært mig, at man skal huske at have alt på skrift, og at familieaftaler kan være sværere end man tror.