Mit hjem er ikke mit
Katrine satte poserne på gulvet i entreen, beholdt skoene på og gik direkte ind i stuen. Noget føltes forkert. Hun var klar over det med det samme, ligesom man mærker træk før man finder det åbne vindue.
Den blå vase stod ikke, hvor den plejede.
Lille, med hvide blomster langs kanten, købt på et loppemarked på Sydfyn for syv år siden. Den havde altid stået yderst til højre i vindueskarmen. Altid. Katrine havde selv sat den der, fordi man kunne se den fra stolen, hvor hun læste om aftenen, og blå var hendes rolige farve. Nu stod vasen midt på karmen, let drejet, og imellem den og væggen lå en fugtig klud.
Katrine blev stående med elkedlen i hånden og stirrede på vindueskarmen. Munden blev pludselig helt tør.
Søren, kaldte hun uden at hæve stemmen.
Hendes mand kom ud fra køkkenet med et viskestykke over skulderen og tyggede på et eller andet.
Hvad nu?
Vasen står ikke på sin plads.
Søren kiggede ud på karmen. Så på hende. Så tilbage på karmen.
Nå, ja. Og?
Den står altid længst til højre. Jeg satte den der. Søren, hvem har været herhjemme?
Mor kiggede forbi, sagde han om tantemoren Inger. Ham havde kaldt hende for mor siden han som femtenårig var flyttet ind hos hende efter sine forældres død. Hun vandede blomster. Du bad hende jo selv om at holde lidt øje mens du arbejdede.
Jeg bad hende tjekke til katten. Ikke om at flytte rundt på mine ting.
Katrine, hun ville bare lige tørre vindueskarmen af. Er det ikke lige meget?
Intet, sagde hun og satte omhyggeligt vasen på plads igen.
Søren blev stående lidt i døren, så gik han tilbage i køkkenet. Lugten af stegte kartofler spredte sig sammen med lyden fra panden. Katrine stillede vasen tilbage på højrekanten, rettede den op, dobbelttjekkede. Så løftede hun den fugtige klud med to fingre og bar den ud på badeværelset.
Intet specielt. Hun tørrede bare vindueskarmen. Det sker.
Men Katrine havde aldrig bedt Inger om at passe katten. De havde nemlig ikke nogen kat.
***
Inger kom ikke ind i deres liv sådan pludseligt. Hun havde faktisk været der fra starten, lige siden Katrine mødte Søren til et firmaarrangement for seksten år siden. Katrine var seksogtyve, Søren otteogtyve, og han begyndte straks at fortælle om tante Inger med sådan en varme, at Katrine tænkte, at den kvinde nok var tæt på at være et moderne dansk helgenbillede.
Senere mødte hun Inger selv.
En lav, sirlig kvinde med permanentet hår og et blik, der både kunne smile og spotte fejl på samme tid. Hun tog imod Katrine hjemme med kaffe og hjemmelavet hindbærmarmelade, sagde venlige ting om blusen og frisuren, og da Søren gik ud på altanen for at ringe, spurgte hun helt direkte:
Og hvornår startede du med at arbejde, barn? Bogholder siger du? Jaja, det er jo stabilt men selvfølgelig ikke universitet eller ingeniør.
Katrine tog det dengang som kejtet ældre-småsnak. Et forsøg på at smalltalke.
Søren forklarede bagefter, at hans tante bare var lidt direkte. Men rar. Rigtig rar. Det troede Katrine på. Hun var jo forelsket.
De blev gift året efter. Lejligheden købte de i et nyt boligbyggeri tæt på fabrikken hvor Søren arbejdede. Inger boede i den gamle bydel, fyrre minutters bustur væk. Afstanden virkede rigelig. Katrine troede det hele nok skulle gå.
Den første ekstranøgle kom i tredje år. Søren lagde den på kommoden.
Til hvad? spurgte Katrine.
Man kan jo aldrig vide. Mor bliver urolig. Hvis der skulle ske noget, og vi ikke er hjemme
Men hvad skulle der dog ske?
Katrine, hun er en ældre dame. Hun slapper af, når hun ved, hun har nøgle. Du forstår det nok.
Og det gjorde Katrine egentlig. Hun kom selv fra en lille by, hvor nøgler hang på søm ved hoveddøren til naboen. Logikken var til at overskue. Hun forstod bare ikke dengang, at nøgler og logik ikke nødvendigvis hang sammen.
Efter mere end tyve år havde de gnedet hjørner af på hinanden. Inger kom om søndagen, nogle gange også onsdag, lavede suppe eller bagte boller, og i de timer holdt Katrine sig helst optaget. Læste i soveværelset. Lavede regnskaber. Holdt sig generelt ude fra køkkenet, for der var altid for trangt, selv hvis de var alene derude.
Men det seneste halve år var der kommet noget andet. Først kunne Katrine ikke se hvad præcis, men noget var forandret.
***
Øreringene forsvandt i starten af oktober.
Små sølvringe med ravdråber. Katrines mor havde foræret hende dem til hendes trediveårs fødselsdag, tre år før hun døde. Katrine lagde dem altid i den lille blå æske på toiletbordet. Ikke af frygt for at miste dem, bare af vane.
En fredag åbnede hun æsken. Tom.
Hun roede alle skuffer igennem, tjekkede under toiletbordet, i badekåbens lommer, i dåsen med knapper. Ingenting.
Søren, har du set mine øreringe? Dem med rav fra mor?
Søren så op fra tvet.
Nej. Hvor lagde du dem?
I æsken. Hvor jeg ogs’ altid lægger dem.
Måske har du lagt dem et andet sted?
Jeg har lagt dem dér to gange om ugen i tyve år. Hvor skulle jeg dog lægge dem hen ellers?
Han rejste sig, de ledte sammen. Ingenting.
Eh, de dukker vel op. Havde du dem på for nylig?
Sidste uge, til teaterforestillingen. Husker du?
Nåh ja. Der er de måske faldet af.
Det ville jeg have mærket.
Han trak bare klimtende på skuldrene. Ikke ondskabsfuldt, ikke irriteretbare den der skuldertrækning, man bruger, når man ikke har nogen forklaring og egentlig ikke spekulerer nærmere over det. Katrine blev stående lidt, så gik hun i køkkenet og satte vand over til te.
Om søndagen kom Inger forbi. Med æblekage og historier om naboens søns håbløse ægteskab, om priserne i Netto og sit blodtryk. Katrine nikkede, lyttede og kiggede flere gange på tantens store lædertaske. Den slags taske, hvor der kan ligge alt muligt.
Hun skammede sig over at tænke det. Tog sig sammen og skar kage.
Øreringene dukkede op tre uger senere. Katrine fandt dem i lommen på vinterfrakken, som havde ligget på loftsrummet i månedsvis. Lige til og med pakket inde i et stykke af en gammel pudebetræk.
Katrine stirrede længe. Så tog hun dem på til aftensmaden.
Hun havde aldrig, ALDRIG lagt sine øreringe i frakkelommen. Aldrig.
***
I november forsvandt et billede.
Eller, forsvandt og forsvandt det var fjernet. Et lille sorthvid-foto i ramme: Katrines mor, ca. 25 år, smilende ude i det fri. Katrine elskede det billede mest af alle. Det stod på reolen mellem en samling Tove Ditlevsen og en lille træelefant.
En dag efter arbejde var det væk. Elefanten rykket, Ditlevsen ogsåpladsen tom.
Hun gennemrodede reolen. Resten af boghylden. Værelset.
Søren, har du taget billedet af min mor?
Han så spørgende ud.
Hvilket billede?
Det sorthvide i rammen. På reolen.
Ikke mig. Hvad skulle jeg med det?
Det er væk.
Han kom ud, undersøgte hylden. Kløede sig.
Måske har du selv flyttet det og glemt det?
Jeg har ikke flyttet det i tyve år, men okay. Jo, måske røg det om bag reolen?
De rykkede møbler for at tjekke. Ikke der.
Katrine greb instinktivt mobilen for at ringe til mor men hun var jo væk for længst. Nogle gange, i panik, glemmer ens hjerne det.
En uge senere fandt hun billedet i en papkasse med julepynt på loftet. Lå pænt med bagsiden op, dækket af et stykke avis.
Katrine polerede glasset, satte billedet tilbage på reolen. Sad længe i stolen og kiggede på sin mor, der grinede mod solen.
Noget strammede i halsen. Ikke tårer. Noget andet.
***
Samtalen kom i slutningen af november. Katrine havde forberedt sig længe. Sætninger arrangeret i hovedet som møbler før gæster.
De sad efter aftensmaden. Første sne faldt udenfor. Søren læste avisen, Katrine havde koppen i begge hænder.
Søren, jeg skal snakke med dig.
Mmm, sagde han, øjnene stadig i politiksektionen.
Nej, Søren, nu lægger du avisen.
Han lagde avisen fra sig. Så på hende, lidt mere nærværende.
Hvad er der?
Inger kommer her, når vi ikke er hjemme.
Ja, det har jeg nævnt.
Søren, hun flytter rundt på mine ting. Alting ender de forkerte steder: øreringene i frakken, billedet i julepynten, vasen
Katrine, nu kom den bløde, lidt patroniserende tone hun var begyndt at lægge mærke til og ikke kunne døje Mor vil bare hjælpe. Hun rydder op, synes det bliver bedre
Synes hun virkelig, at min mors billede hører til på loftet?
Måske faldt det ned og så flyttede hun det for at passe på det
Søren.
Hvad?
Katrine satte koppen. Langsomt, præcist.
Jeg føler, jeg er ved at blive vanvittig. Forstår du det? Jeg leder efter ting, jeg med garanti har lagt et sted og finder dem et andet sted. Jeg kan huske, at jeg satte billedet på reolen, og du siger, jeg må have flyttet det selv. Det gør jeg ikke. Jeg er et ordensmenneske, det ved du.
Katrine, der er vel ingen der siger men mor ordner bare lidt efter sin egen logik. Hun mener det godt.
Hun kan mene det godt i sin egen lejlighed.
Det lød skarpere end hun havde ment. Søren slog blikket ned. Tavshed.
Hun har opdraget mig, Katrine.
Jeg ved det.
Hun har kun os.
Jeg ved det, Søren. Jeg beder dig ikke om at undgå hende bare at stoppe hende fra at gå rundt her alene og rode ved mine ting.
Hun er ikke fremmed.
For mig er hun stadig lidt fremmed, sagde Katrine lavt. Beklager, men sådan er det. Hun er din tante, det forstår jeg men hun er ikke min mor. Og jeg vil ikke have, hun tager mine øreringe.
Stilhed.
Tror du, hun tog øreringene? spurgte Søren forsigtigt.
Hun flyttede dem. Hvorfor, aner jeg ikke.
Katrine Det er jo ret alvorlig en anklage.
Jeg anklager ikke. Jeg fortæller hvad der sker.
Søren gik frem og tilbage i stuen. Stoppede ved vinduet, så ud på sneen.
Jeg snakker med hende. Beder hende lade være med at flytte ting.
Okay.
Men, Katrine, du kan jo også være træt efter en uges arbejde. Måske lægger du selv noget væk uden at tænke.
Katrine gik ud og vaskede koppen grundigt. Udenfor faldt sneen ufortrødent.
***
Samtalen med Inger fandt sted næste søndag. Katrine holdt sig på sit værelse med en bog. Hun kunne høre samtalen i køkkenet, først Sørens rolige stemme, dernæst tantens, først jævn, så mere og mere ophidset og til sidst grådkvalt.
Så stilhed.
Så fodtrin; Søren kiggede ind.
Kommer du lige?
Inger sad ved køkkenbordet som en, der lige havde oplevet det værste. Hænderne krøllede lommetørklædet, øjnene våde.
Katrine, min skat, sagde hun med rystende stemme. Jeg mener det jo bare godt. Tænkte jeg kunne hjælpe, lige tørre lidt af, når I ikke var hjemme. Jeg anede slet ikke, det generede dig. Du er jo næsten som en datter for mig
Katrine så på hende. På de våde øjne, på hænderne.
Inger, sagde hun stille, jeg bryder mig ikke om, nogen flytter på mine ting uden at sige noget. Det handler ikke om dig personligt.
Nej, nej! nikkede tanten ivrigt. Du har helt ret, Katrine. Jeg er bare gammel og vant til en anden måde. Undskyld. Jeg skal nok lade være.
Hun rejste sig, kyssede Katrine på kinden. Hun lugtede af 4711 og lidt apotek.
Bliv ikke sur, vel? Jeg mener det kun godt.
Katrine smilede. Det var ikke svært det var bare vanen, der satte ind.
Da tanten gik, lagde Søren armene om Katrine bagfra og begravede næsen i hendes hår.
Se, det var jo let nok. Hun tænkte sig bare ikke om.
Nej, sagde Katrine.
Hun troede på det omtrent lige så fuldt, som hun som barn troede på historierne om ræven der bare ville det bedste.
***
I december forsvandt brochen.
Katrine førte nu en slags mental liste. Vasen. Øreringene. Billedet. Brochen nu. Lille, emaljeret, formet som en gren med grønne blade og gyldne kanter. Også en fra mor, købt i København i 73, dengang mor var studerende.
Brochen lå altid i samme blå æske som øreringene. Hun så den tirsdag fredag var den væk.
Katrine sagde ikke noget til Søren med det samme. Rodede bare i værelset, i hele lejligheden, i timevis. Ikke fundet.
Hun skrev i sin lille notesbog: mors broche tirsdag 5. december, væk før fredag d. 8.
Mellem de to datoer havde Inger været forbi. Søren nævnte det til aftensmaden: mor kom med syltede agurker, stillede dem i køleskabet.
Katrine spiste dem næste dag. De smagte glimrende.
***
En idé dukkede op midt om natten.
Hun lå vågen, vendte og drejede sig. Overvejede om hun måske virkelig var distræt, udmattet, overset noget. Om Inger bare var klodset. Eller om den lille tvivl var begyndelsen på noget værre.
Så kom hun til at tænke på brochen. På emaljen. På 1973.
Klokken seks stod hun op og bestilte et lille kamera fra Kina på nettet med levering to dage senere.
***
Kameraet kom i en skotøjsæske, mindre end Katrine havde troet. Sort, med en lille linse. Hun placerede det diskret i en kurv med garnnøgler i soveværelset, rettet mod toiletbord og skab.
Hun sagde ingenting til Søren.
Ikke for at snyde ham, men fordi hun vidste: hvis han vidste det, ville han straks sladre til Inger. Ikke af ond vilje. Han var bare ikke skabt til at holde hemmeligheder.
Tre dage skete der intet. Så, på jobbet, tikkede en sms ind fra Søren: Mor kom forbi, tog min jakke med til rens skønt hun har overskud.
Katrine tog en ekstra kop kaffe og lagde det hele væk indtil fyraften.
Om aftenen, da Søren sov, fiskede hun kameraet op og satte kortet i computeren.
Filerne talte for sig selv.
De første tre: Nabokatten balancerede udenfor vinduet. Katrine smilede næsten.
Den fjerde: Inger.
Hun gik lige ind i soveværelset kl. halv tolv, ikke spor nølende. Spejdede lidt, gik hen til toiletbordet, åbnede æsken, rodede, fjernede og flyttede ting. Så skufferne: både øverste og nederste. Hun gik hen til skabet og gennemrodede også her. Flyttede tøj, rykkede stakke, undersøgte bagved.
På vej ud standsede hun ved reolen. Tog træelefanten, drejede den lidt og satte den tre centimeter forkert.
Katrine sad foran computeren og så det hele.
Hun følte sig hverken lettet eller tilfreds. Bare stille trist. Som en, der endelig får vished om noget, hun ikke havde villet tro.
Femte fil:
Tante Inger i køkkenet. Kameraet rækker ikke derud men lyden af skabe, skuffer. Så trin. Og pludselig kom hun skramlende tilbage i soveværelset, med en kop i hånden. Katrine genkendte straks sin yndlingskop: stor, med en kat i hat; købt sidste år i en souvenirbutik bare fordi, hun syntes den var morsom. Morgenkaffekoppen.
Inger så på koppen, fnyste. Sagde højt, selvom lejligheden var tom: Gammelt skrammel, det hører til på genbrugspladsen.
Så ud i køkkenet. Kort efter lød skraldespanden.
Katrine klappede computeren sammen. Sad i mørket. Lagde sig så forsigtigt ved siden af Søren uden at røre ham. Stirrede op i loftet til klokken halv fem.
***
Morgenen efter lavede hun kaffe, men drak den af en anden kop. Kattekoppen var naturligvis væk.
Søren drak te og læste nyheder på mobilen. Katrine stirrede på ham godt, velkendt ansigt, lidt tungere med årene, men stadig hendes. Han så op.
Hvad nu?
Ingenting. Spis.
Hun ventede til efter aftensmaden. Søren kom træt hjem fra fabrikken, men i godt humør. De spiste sammen, snakkede om at tage på marked i weekenden efter julepynt. Katrine lavede suppe, han roste. Alt som altid men indeni Kathrine sad noget og ventede.
Efter maden fandt hun sin bærbare frem.
Søren, jeg skal vise dig noget.
Han blev alvorlig.
Er det vigtigt?
Ja.
Hun fandt videoerne. Overvejede at sige noget, men besluttede at tie. Trykkede play.
Søren så. Først tålmodigt, så begyndte hans ansigt at forandre sig. Da han så videoen med hans kommode, lænede han sig frem. Koppen og replikken med genbrugspladsen fik ham til at se væk.
Lang stilhed.
Du satte et kamera op? sagde han.
Ja.
Du sagde ikke noget.
Nej.
Hvorfor?
Kathrine tøvede.
Fordi du ville sladre. Ikke med vilje; du kan bare ikke lade være.
Han sagde intet til det. Det var svar nok.
De sad længe. Søren gik en runde i stuen, stoppede ved vinduet, kiggede ud på den danske vinter. Lamper lyste gult.
Det vil sige Øreringene, de endte i frakken.
Ja.
Og billede
I julekassen.
Han gned sig i ansigtet. Længe. Sænkte hænderne, så på Katrine.
Katrine, jeg
Det er okay. Du skal bare snakke med hende.
***
Samtalen med Inger skete næste dag. Katrine var hjemme, men blev på værelset. Døren på klem.
Inger kom selv, så Sørens ubesvarede opkald. Med kage, som om intet. I entreen snakkede hun højt om vejret, blodtrykket, naboen. Så sagde Søren noget lavmælt, og hun tav.
Der blev flyttet til køkkenet.
Kathrine hørte brokker. Først overrasket, næsten fornærmet tante: Hvilket kamera? Så Sørens forklaring. Så tanten igen: Jamen jeg ville jo bare , Det var ikke med vilje , Tænkte bare
Lang pause.
Så grådkvalt stemme:
Du kan ikke lide mig. Jeg har været mor for dig i tyve år, og nu sætter du kamera på mig. Det er hende, din kone, der har forgiftet dig hun har aldrig kunnet lide mig
Mor, sagde Søren med lav, men hård stemme, som Katrine sjældent hørte. Jeg har set optagelsen. Du smed Katrines kop ud.
Det er jo bare gammelt lort Jeg tænkte
Mor. Nøglerne.
Stilhed.
Hvad?
Jeg beder om nøglerne nu.
Endnu længere tavshed. Katrine sad helt stille.
Du smider mig ud, lød tantens kolde, forvandlet stemme. Smider din egen mor ud.
Du er min tante.
Jeg er din mor!
Mor, nøglerne, tak.
Pause. Raslende taske.
Så et mærkeligt bump. Katrine forstod først ikke. Det gik op for hende: tanten sank ned på stolen. Eller måske gulvet.
Hjertet sagde Ingers stemme svagt. Søren mit hjerte jeg har det dårligt
Kathrine gik ud i køkkenet.
Søren stod over hende på stolen, tanten tog sig til brystet, ansigtet gråt. Eller hun så i hvert fald grå ud.
Skal jeg ringe efter en ambulance? spurgte Katrine.
Ja, sagde Søren.
De ringede. Ambulancen kom efter tyve minutter. Kvindelig læge, træt blik, målte blodtryk, lyttede, gav en indsprøjtning. Konkluderede: for højt blodtryk, lidt arytmi, ikke noget akut men observeres på hospitalet. Søren tog med hende.
Katrine blev hjemme. Vaskede krusene. Tørrede bordet. Sad længe i stolen og stirrede på reolen, hvor træelefanten stod.
Den stod tre centimeter forkert.
Katrine rejste sig, flyttede den. Og netop det lille, tåbelige ritual fik halsen til at snøre sig sammen.
***
På hospitalet lå Inger på firemandsstue. Hendes tilstand ikke kritisk: højt blodtryk, lidt hjerteflimmer, men intet livstruende, sagde natlægen. Nogle dages observation.
Søren besøgte hende hver dag. Kom hjem stille, eftertænksom. Spiste hvad Katrine lavede, sagde tak. Nævnede sjældent tanten. Katrine lod være at spørge.
Den tredje dag satte han sig på sofaen ved siden af hende og tog hendes hånd.
Katrine. Jeg vil bare sige, jeg tror dig. Jeg skulle have troet dig før.
Hun svarede ikke. Ikke fordi hun var fornærmet. Nogle gange varer ordene lidt.
Jeg vil ikke have, hun kommer her mere, uden vi er hjemme. Jeg har fået nøglerne tilbage.
Katrine så på ham.
Hvordan har du det?
Han holdt pause.
Elendigt, indrømmede han. Jeg elsker hende. Hun opdragede mig. Men det berettiger sig ikke Jeg forstår det med hovedet. Men her, han lagde hånden på brystet føles det stadig tåget.
Det ved jeg, sagde Katrine.
De sad stille sammen. Fjernsynet kørte sagte. Katrine følte hans hånd over sin.
Brochen findes ikke. Jeg har ledt alt igennem.
Den skal nok komme frem, sagde Søren. Ikke overbevisende. Mere rituelt.
Måske gør den.
Fjerde dag tog Søren på hospitalet men blev ekstra længe væk. Katrine skar grøntsager, ventede. Han ringede lidt i syv: Jeg er forsinket lidt, men kommer snart. Noget mærkeligt i stemmen. Hun spurgte: Alt ok? Han: Ja, vi taler når jeg er hjemme.
Han kom klokken otte. Af med frakke og sko, ind i køkkenet, satte sig tungt.
Spis, sagde Katrine og stillede maden foran ham.
Han rørte den ikke. Så på tallerkenen.
Søren?
Han så op. Pause. Lyset mat.
Jeg hørte hende tale i telefon. Ved et tilfælde. Hun snakkede med Gitte hendes veninde. Jeg kom ind, hun hørte mig ikke, døren stod åben
Katrine holdt vejret.
Han søgte i hukommelsen.
Hun sagde: Jeg har bare fundet på det her hospitalsfis. Så kan han gå og svede lidt, den knægt. Hvis jeg får mine nøgler tilbage, bliver han medgørlig igen.
Stilheden blev massiv.
Sagde hun det? ordret?
Ordret.
Katrine lagde kniven. Vaskede hænder, tørrede dem, hang viskestykke op. Alt meget roligt.
Og du?
Jeg sagde ingenting. Gik ud. Hun så mig ikke.
Lang tavshed. Maden blev kold.
Jeg er ked af det, sagde Katrine til sidst. Ikke for sig selv, ikke for øreringene, ikke for koppen. For ham. For det gør ondt at opdage dem, man elsker, ikke er dem, man troede.
Søren nikkede. Så tog han gaflen og begyndte at spise. Mekanisk, uden at smage.
***
Næste dag tog han ud igen. Katrine spurgte ikke hvorfor. Nogle ting må man selv afslutte.
Han kom hjem efter to timer. Satte sig, bad om te.
Jeg hentede hendes ting.
Hvordan havde hun det?
Fint. Blodtryk ok. Kan udskrives i morgen. Jeg har aftalt at Gitte afhenter hende.
Katrine satte tekoppen foran ham.
Sagde hun noget?
En hel del. Han omfavnede koppen. Græd, sagde at jeg var blevet fremmed, at du havde forhekset mig. At hun altid havde gjort alt for mig. At jeg var utaknemmelig.
Og?
Jeg lyttede. Sagde at jeg elskede hende. At jeg altid ville hjælpe økonomisk, hvis hun behøvede. At hun jo kunne ringe. Men at hun ikke måtte komme her mere, og havde ikke nøgler.
Han tav. Kiggede ned i koppen.
Hun sagde, jeg havde svigtet hende. Valgte en fremmed.
Katrine svarede ikke. Nogle ting kræver ikke svar.
Jeg overførte nogle penge til hende. Det rækker i et par måneder. Så kan jeg sende flere.
Du er godhjertet, sagde Katrine.
Jeg ved ikke om det er godhed. Ved bare ikke hvordan man gør andet. Tyve år, trods alt.
De sad en tid. Men det var en anden slags stilhed. Ikke den anspændte, der havde hængt i lejligheden længe. Mere som stilheden efter regn, hvor luften endnu dufter frisk.
***
Brochen fandtes ingen steder. Katrine accepterede det, selvom det stak. Grøn emalje, gylden kant, København, 1973. En rest af mors ungdom, hun aldrig selv havde oplevet, kun set på det gamle foto.
Hun greb til telefonen og ringede til Gitte, selvom det føltes kejtet. Gitte lød forlegen, sagde hun intet vidste til brochen, men ville spørge Inger om den ikke dukkede op.
En uge efter ringede Inger til Søren, sagde tørt, at hun ikke havde taget nogen broche. At Katrine bare ville give hende skylden for alt som hun selv havde forlagt.
Katrine skrev; Kommer ikke igen.
Punktum.
Nogle ting får man ikke tilbage. Ikke at man skal glemme dem de hører bare hjemme dér, hvor de ikke længere findes. I København, 73, mors ungdom.
***
I januar foreslog Søren, at de gik til psykolog. Katrine blev overrasket. Han var ikke den type. Han plejede at sige; det går nok over eller du spekulerer for meget.
Mener du det? spurgte hun.
Ja. Snakkede med Mads på fabrikken; hans kone prøvede og blev hjulpet. Bare at snakke med en, der ser udefra.
Vil du med? Eller alene?
Begge, helst. Hvis du er frisk.
Det var Katrine. Selvom psykolog føltes lidt københavnsk, lidt ikke-rigtigt-for-nogen-som-os. Men hvorfor ikke? Hvad havde de at miste?
Venner pegede dem på en kvinde på Amager, omkring midten af fyrrene, Maria Petersen. Lille kontor i et betonbyggeri. Fik dem ind torsdage.
Første gang var mærkelig. Katrine vidste ikke hvor hun skulle starte. Maria Petersen sagde ikke meget. Ventede roligt.
Så snakkede de bare.
Fire gange nåede de på to måneder. Ikke hver uge, mere når det var tiltrængt. Maria Petersen spurgte ind. På et tidspunkt spurgte hun Katrine: Hvad har du mest brug for fra din mand lige nu? Katrine svarede til sin egen overraskelse: At han tror på mig med det samme. Ikke efter videooptagelsen.
Søren sad og nikkede. Sagde: Nu forstår jeg.
Det flyttede noget, usynligt for de udenfor, men meget synligt for dem.
***
Langsomt ændrede lejligheden sig. I februar mærkede Katrine det rigtigt. Kom hjem, tog støvlerne af og indåndede: Lejligheden var hendes. Helt hendes. Ingen fremmed duft, ingen uro. Bare hjem.
Hun hængte jakken, gik ind i stuen. Den blå vase stod på højre side. Træelefanten på sin plads. Mellem Ditlevsen og ordbogen stod billedet; mor smilede mod solen.
Søren var mere tænksom end før. Nogle gange fortalte han, at tanten havde ringet, og lyset i hans blik var lidt mat. Katrine lod ham bearbejde det selv. Hun var bare til stede. Det var nok.
Psykologen forklarede hvad gaslighting er: Når én systematisk får en anden til at tvivle på sin egen opfattelse af virkeligheden. Ikke nødvendigvis bevidst ondt, men ødelæggende alligevel. Katrine tænkte: Præcis. Præcis det.
Hun holdt op med at tvivle på sig selv hver gang, hun lagde noget på plads. Den indre stemme, der mumlede du er bare træt, du glemmer, du gør det værre end det er, blev meget sjældent hørt. Næsten aldrig.
Og Søren var begyndt at sige fra. Ikke kun over for tanten. Bare generelt. Det var ikke nemt. Men han gjorde det.
En dag ringede underboen for at få dem til at tage imod en pakke. Søren sagde: Beklager, det passer ikke så godt i dag. Og så på Katrine, som om han havde vundet i Lotto.
Hun grinede.
Hvad nu?
Du var bare god.
Han så forlegent tilfreds ud.
***
I marts gik Katrine på loftet for at rydde op. Hun havde udskudt og udskudt det. Nu tog hun kasserne ned, sorterede, smed ud, lagde på plads.
I den fjerneste kasse, under gamle postkort, fandt hun en lille stofpakke. Pudebetræk, den slags hun genkendte fra øreringene dengang.
Inden i var brochen.
Grøn emalje. Gylden kant. Den velkendte gren.
Katrine satte sig på gulvet og holdt den i hånden. Op mod lyset. Emaljen lidt slidt i kanten, som hun huskede det.
Hun sad længe, så åbnede hun den blå æske på toiletbordet, lagde brochen på plads, lukkede. Stod lidt. Så åbnede hun igen, tog brochen ud og satte den på sin bluse. Bare sådan. Nu.
Så i spejlet. En kvinde på 52, trætte øjne og sin mors broche på blusen. Bor i en mindre dansk by. Arbejder med regnskab. Sætter pris på orden og hygge.
Det gik sgu alligevel.
***
Lørdag morgen; stille, gråt lys, det helt særlige martslys. Sneen ligger endnu lidt, men foråret venter lige om hjørnet.
Katrine stod først op. Satte vand over. Tog to krus frem. Den med katten var væk, men hun havde fundet en anden, blå med hvide prikker, i samme butik. Hun var begyndt at kunne lide den også.
Søren kom ud i morgenkåbe, håret på sned, øjnene halvåbne. Kiggede ud.
Sner det?
Ja, sagde Katrine.
Men det smelter, konstaterede han og satte sig.
Bare ikke hurtigt nok.
Han tog sin kop. Sippede. Dernæst et surt ansigt.
For varmt.
Du har altid så travlt.
Jeg er optimist.
Katrine smilede, tog sin egen kop, nu perfekt tilpas.
De var bare sammen. Den godartede morgenstilhed, bare to.
Hvad skal vi i weekenden? spurgte Søren.
Det ved jeg faktisk ikke. Hvad foreslår du?
Vi kunne tage på marked? De siger tomatplanter er fremme. Du ville jo have noget til altanen?
Cherry-tomater.
Se, så gør vi det. Skal vi?
Ja.
Han så på hende.
Fandt du brochen?
På loftet. I den famøse klud.
Han nikkede. Sagde intet. Nogle gange er ord overflødige.
Den er flot, sagde han efter lidt.
Den er mors, svarede Katrine.
Pause.
Ved du hvad? Jeg har tænkt Måske kunne vi tage afsted til sommer. Ikke til familie rigtigt væk. Bare os. Havet måske.
Du bryder dig ikke om bjerge.
Så havet. Eller Fyn. Kan du huske, vi købte vasen der?
Katrine så på vindueskarmen. Blå vase, hvide blomster, på højre plads. Intet sol endnu, men lyset var godt.
Det kan jeg godt, sagde hun. Lad os gøre det.
Søren fyldte kogende vand i koppen igen, brændte sig rystede på hovedet. Katrine rystede smilende på hovedet.
Du lærer det aldrig.
Ej nu småfejler, sagde han, næsten glad.
Udenfor arbejdede marts sin stille magi. Sneen lå der endnu, men på en ny måde. Ikke længere rigtig vinter, endnu ikke rigtig forår.
Der duftede af te, morgen, og noget solidt, udefinerbart hjemligt. Den duft, der siger: Her bor vi. Nu kun os.
Katrine holdt koppen med begge hænder. Prikker på blå roligt, fast.
Alt var lidt mere besværligt end man forestiller sig. Alt krævede flere kræfter. Noget hørte stadig hjemme i kassen med det uoprettelige mors ungdom, tabt tillid, måneder med selvbebrejdelse.
Men denne morgen. Denne te. Denne mand overfor, der nu endelig havde lært at lytte.
Det var nok.
For nu var det nok. Måske er det, som det skal være: ikke perfekt, aldrig glemt, men levende.
Sig mig, Katrine hvor blev det kamera egentlig af?
I en skuffe, hvad ellers.
Vi burde sætte det ud på altanen. Så kan det holde øje med tomaterne.
Tilmeld dig vores sms-service,
så du ikke går glip af næste afsnit.
