Pernille
Nej! Vær sød! Tag ham væk fra mig! Hvorfor gør I det her?
En lille pige med asiatiske træk, nærmest som en porcelænsdukke, var i fuldt hysteri og skubbede barselsygeplejersken væk, som forsøgte at give hende den nyfødte.
Pernille fik bedre fat i sin egen datter, vinkede smilende til sygeplejersken:
Kom med ham! Jeg tager ham. Han skal da have lidt mad.
Det er nu ikke tilladt
Pyt! Vi nævner det ikke for nogen. Hvorfor give de små den der erstatningsmælk, når vi har mælk nok lige nu? Så kan han da hygge sig lidt resten tager vi senere.
Husets matron, Pernille, klang i hele stuen. Hun kunne noget med at overtale folk det var nok også derfor, hun var blevet sat til formand for hele arbejdspladsen ude på byggepladsen. Alle vidste, at hun fik arbejdsopgaverne fra hånden, men nok så vigtigt: Hun kunne snakke med folk. Hun var sådan en. En god og en rigtig én af slagsen. Fik folk på plads, forklarede og lagde ikke fingre imellem, når det var nødvendigt. Det blev sagt, at: Hvis ikke de forstår dansk, skal du sige det på et sprog, de fatter! Pernille lo, og dens genstand trak skræmt væk, bevidst om, at med Pernille var der ingen kære mor.
Da Pernille nærmede sig de tredive, gik hun fra at være lille Pernille til at være Pernille Andersen for alle og enhver. Ingen turde længere tiltale hende med andet end efternavn først. De unge piger, der kom ud på pladsen, kunne ikke drømme om at bruge fornavn direkte. Men efter lidt tid med Pernille fra Helvede, som folk skælmsk døbte hende bag hendes ryg, opdagede de hurtigt, at det ikke blev bedre end hende. Hun hjalp, støttede, kom med gode råd og hjalp nogle gange endda med et lån i kroner, hvis det var det, der skulle til. For dem alle havde Pernille altid en venlig bemærkning og efter noget tid smuttede der af og til et: Mor Pernille sagde ud blandt de yngre.
Hun var sådan en kvinde, man beskrev som tidsløs. Man kunne ikke helt regne ud, om hun var tyve eller fyrre. Alt efter vinkel og lys. Store, fine træk og en næse, som en græsk gudinde. Hår nok til tre parykker, hvis det da ellers var moderne! Og så resten af hende: kraftfuld som et skib, figuren i orden, alltid blankpoleret.
Hun gik også meget op i sit udseende. Selv arbejdstøjet hvem siger, at det skal være beskidt og nusset? De andre unge kiggede med store øjne, når Pernille pænt foldede arbejdsbukserne for at tage dem med hjem til vask.
Pernille Andersen, hvordan når du det hele? Jeg er helt færdig, når jeg kommer hjem fra arbejde vask?! Aldrig i livet!
Tja, hvis man ikke har hovedet med, står man jo og vasker hele tiden. Men jeg har tre sæt arbejdstøj, og så kan jeg altid nå at vaske. Hvis ikke i dag, så i morgen. Men jeg går altid i rent ellers bliver jeg nærmest syg og nervøs. Tror næppe, I gider at se mig sådan, hva? grinede Pernille, mens de unge næsten så chokerede ud.
Hun vidste ALT om sine folk men snakkede aldrig om sit eget liv, det behøvedes heller ikke. Alt var offentligt alligevel. Hele byggepladsen havde talt om Pernilles første mand, Preben, efter han faldt ned fra tredje sal, da han ikke gad følge sikkerhedsreglerne, og at han alligevel kom usandsynligt tilbage, var takket være hende. Hun puslede ham op, trodsede lægelige spådomme, fik ham på benene og ja, så gik han også. Både bogstaveligt og i overført betydning. Løb efter en ny kærlighed.
Hjemme græd Pernille, så selv nabohunden begyndte at hyle i sympati. Men på arbejdet gik hun med rank ryg og knastørre øjne. For hvad skulle hun ellers gøre? Gå rundt og have ondt af sig selv? Det raker ikke byggepladsen. Og ikke nok med det hvis hun ikke passer på sig selv, kommer hun måske også til at overse nogen af sine, og hvem kan sove med det på samvittigheden?
De unge hviskede selvfølgelig i hjørnerne, men ingen turde rigtigt udvise medlidenhed overfor hende. Og det var klogt! Medlidenhed accepterede Pernille aldrig. Hendes far, Poul, havde opdraget hende til ikke at pive og aldrig at have ondt af sig selv. Han klarede det alene og naboerne kunne brokke sig alt de ville.
Poul, du må huske, at hun er en pige!
Han hørte aldrig efter, men opdragede, som han fandt det fornødent. Hans opskrift var enkel:
Slå aldrig først og tag ikke imod usaglig behandling. Hvis du føler dig dårligt behandlet, så sig det. Ingen kan gætte sig til, hvad man føler fortæl det, forklar det. Man skal også kunne tilgive; alle fejler. Og skænderier løser sjældent noget. Tal tingene ud og hvis ikke, klap i, og gå videre.
Lille Pernille spiste sin havregrød med mælk, mens hun lyttede, alt hvad hun kunne.
Og Pernille havde den største respekt for sin far. Der fandtes ikke et bedre menneske i verden end ham. Han var ikke smilende, ikke overdrevet kærlig, ret indesluttet men sin datter elskede han med alt, han havde. Folk undrede sig: Poul, hvad nu hvis hun ikke er din? Mona havde jo også andre!
Poul knaldede til, hvis nogen insinuerede sådan og fik da også røde ører to gange. Fabrikschefen måtte hjælpe ham videre begge gange. Pernille huskede ikke sin mor; hun havde forladt dem, da Pernille var spæd, efterladt hende hos Poul og forsvundet fra byen for aldrig at vende tilbage.
Først som teenager spurgte Pernille:
Far, mente hun virkelig det? Hvorfor gik hun?
Poul lagde gaflen fra sig, tænkte, så kiggede han hende i øjnene:
Vi var bare i vejen. Hun ville leve uden bånd. Hun sagde ærligt, hun ikke kunne være nogens mor, ikke nogens kone.
Pernille serverede te og pandekager for ham.
Det var egentlig godt, hun gik. Bedre end at lyve om kærlighed hver eneste dag. Vi har det da godt, bare os to. Men, far…
Hvad?
Er det sandt, hvad de siger? Du er min far? Jeg er ligeglad med sladder, men jeg vil gerne vide sandheden.
Poul greb kaffekoppen, stirrede intenst på hende:
Du er min datter. Din mor var aldrig uærlig overfor mig, og hvis hun havde haft andet at sige, havde hun gjort det. Du er min pige. Punktum.
Han krammede hende kejtet og sagde ikke mere. Pernille følte en lettelse alt var nu, som det skulle være.
Pernille voksede op, og hvisken forstummede, for hun lignede ham så meget: begge høje, mørkøjede, krøllede. Gamle damer på bænken tav, når de gik forbi.
Se, så smukt! Helt som fra et eventyr! Men den pige vokser sig da så stor hvem kan nå op til hende, når hun skal giftes?
Preben dukkede op af sig selv. Han var den første, der var højere end Pernille, og han fik hurtigt hendes respekt.
Hold da op! Du ligner en dronning! han fløjtede og Pernille blev rød.
Det gik hurtigt mellem dem, og brylluppet blev kæmpestort. Inkl. hele Prebens familie og alle mulige grandtanter. Svigermor, Lis, mente dog straks, at Pernille næppe duede, og sørgede for at informere alle sine døtre. Det tog lidt tid for Pernille at regne ud, at modstanden kom derfra og ikke fra Preben selv.
Hun havde godt nok aldrig været naiv. Hun boede i etagebyggeri, hvor alle kendte alle, men hun havde dog håbet på støtte fra en kvindeskikkelse om ikke sin egen mor, så i det mindste sin svigermor. Næh, ikke nogen næstekærlighed dér. Kritiske blikke, sladder og konflikter men Pernille stod fast, som hendes far havde lært hende.
Hun prøvede, to gange, at tale roligt med Lis, men da det var som at snakke til en væg, stoppede Pernille med at spilde tid. Da de ikke dukkede op til en nevøs fødselsdag, stak det hele helt af Lis dukkede op på en fridag, hvor Preben rodede i garagen.
Tror du, du kan tage min søn fra mig, din!
Undskyld, men vil du måske høre min version først? Pernille fyldte hele køkkenet, da hun stillede sig op.
Lis blev tavs, satte sig nærmest sammenkrøbet ned. Pernille fortsatte roligt:
I har altid sagt, jeg ikke var “en af jeres”. Så jeg har holdt mig væk det skulle jo være så lækkert for jer. Hvad Preben gør, må du spørge ham om. Jeg har aldrig sagt ét ondt ord om jer. Hvis I vil fortsætte med dramaerne, gør det hjemme hos jer. Min dør er kun åben for venlige besøg. Vil du have te?
Lis var klar til at eksplodere igen, men da Pernille pludselig blegnede og styrtede mod badeværelset, satte hun sig forvirret.
Pernille kom tilbage med fugtigt hår. På bordet stod to tekrus og Lis skar brød.
Sæt dig. Hvornår har du sidst spist?
Øh kan ikke huske det.
Tydeligt! Gnask nu, jeg løber hjem og henter syltede agurker!
Pernille gloede vantro Lis, der for et øjeblik siden havde råbt, ville nu være hushjælp?!
Hvad glor du sådan for? Overrasket? Nu skal du høre: Hvor langt henne er du?
Tredje måned.
Så bliver det bedre snart. Lis, nu ekspert, instruerede hende i at spise et stykke rugbrød så snart hun vågner.
Derefter begyndte freden at sænke sig, og da sønnen, Anton, kom til verden, troppede hele den blandede familie op på Hvidovre Hospital.
Så en dag syntes Preben, livet skulle være anderledes, og fandt sig en ny kærlighed. Lis var der for Pernille med det samme:
Jeg skammer mig, Pernille! Når han viser sig, får han én over nakken!
Lad nu være, mor. Du vil bare skubbe ham længere væk. Han har én mor, og det er dig uanset alt. Hvis Anton en dag kommer hjem med en ny kæreste, kan jeg da heller ikke afvise ham.
Lis klappede Anton på håret og krammede Pernille.
Du skal nok klare den, min ven. Du er ung, stærk, smuk! Hvad gør det, at du har barn. Vi hjælper dig, ligesom vi altid har gjort, ikke?
Lis holdt sit ord. Anton så meget til både sin far og bedsteforældre. Pernille blev benovet over, at Prebens nye kone og hendes datter kunne være med i samme stue.
Du er for god, Pernille! Hvis det var mig …
Det er jo ikke din ekskone. Nu er den kvinde Antons halvsøsters mor. Hvad skal vi dele om nu? Jo mere familie, jo bedre, siger jeg.
Poul, hendes far, var forbløffet over hendes visdom.
Det er fuldstændig korrekt, tænkt! To børn er bedre end ét. Anton skal da kende sin søster.
Årene gik hurtigt og murerskeen nåede dårligt at blive kold, før Pernille atter var gravid. Hvem faren var? Ingen vidste rigtigt, og Pernille nægtede at diskutere det.
Hun havde været på ferie kort, efterladt Anton hos Lis. Den bedste tid siden Preben.
Denne gang var det Jens høj som den første, men ellers ingenting til fælles. Professor, gråhåret, ulykkeligt gift. De sad længe på en bænk ved Skagen:
Du forstår, Pernille, det er umuligt at leve sammen, når kærligheden og lykken for længst er fordampet. Jeg kan ikke svigte mine børn.
Tror du, det hjælper at blive under samme tag, hvis I råber ad hinanden? Tro mig, de mærker det hele uanset hvad.
Du tror det?
Jeg VED det. Pernille vred sin solhat. Uden bredskygget hat brændte hendes hud på fem minutter.
Hun kaldte ham aldrig for andet end Jens altid med efternavn og De. Og alligevel havde de det så godt, at hun ikke kunne sige farvel. Hun forlod ham i al stilhed med kufferten før daggry.
Lis forstod straks, hvad der var sket og tog det roligt:
Så får vi en mere i flokken, hvad pokker! Kærligheden er flygtig, og hvis du ikke har svigtet nogen, pyt! Bare du bærer det med rank ryg.
Pernille fødte sin datter, Johanne, på Rigshospitalet. Hun overraskede personalet, for hun fødte nærmest med et smil og grin:
Prøv lige at se hende! Andre skriger som sindssyge og så blomstrer hun bare, grinende jordemødre. Det må være en kærlighedsbaby, hva’?
Pernille smilede stille.
Her har du din pige. Stor, som dig men smuk!
Store piger har også ret til lidt lykke, grinede Pernille.
Hun fik eneværelse, men ind kom pludselig en lille sortåret pige, næsten som en dukkebarn, ledsaget af en portør.
Du bliver her. Resten tager vi hen ad vejen.
Pernille hørte, den nye stønne, fyldte et glas vand:
Hvad hedder du?
Et lille hulk var det eneste svar.
Så satte Pernille sig på sengekanten, løftede den nyankomne op:
Skal du have en tår vand?
Hun så, hvor tørstigt pigen drak.
Har de ikke fodret dig derhjemme? Hvad hedder du?
Freja
Okay, Freja. Hvad har du født? En dreng eller pige?
Freja svarede ikke. Lukkede øjnene og græd tavst.
Pernille lod hende selv.
Timerne gik. Freja lå stadig stum og stille.
Der fór en vogn med babyer forbi og Pernille rejste sig. Nu kom snart hendes datter efterfølgende svævede hun igen på en sky, når hun fik hende i armene. De små øjenbryn, den lille bitte næse!
Skal du ikke gøre dig klar?
Freja ignorerede hende.
Pernille tog Frejas dreng forsigtigt på armene. Lillebitte, ikke som solide Johanne. Han var svag, næsten som sin mor tårerne trillede stille.
Nix, sådan skal det ikke være!
Hun flyttede Johanne lidt, rejste sig og stod over Freja:
Nu må du stoppe! Du har en søn, og du ligger her og græder! Op, hører du! Slut med selvmedlidenheden! Hvad end livet har kastet mod dig, så er han dårligere stillet! Du er voksen han er hjælpeløs. Sådan!
Sygeplejersken dukkede op, kiggede ind, og vendte tilbage:
Det er i orden. Jeg skal nok lade dem være lidt endnu. De har styr på det.
Frejas historie var simpelt klassisk: En vild forelskelse, barske ord, næste dag alene. Hendes kæreste løb, hendes forældre vidste intet.
Jeg kan ikke tage hjem. Far forstår ingenting.
Hvad med din mor?
Hun ville nok have ondt af mig, men tør ikke gå imod far. Sådan gør vi ikke hjemme. Så nu har jeg bare mig selv og ingen steder at tage hen.
Hvor gammel er du?
Freja så op.
A dden. For to måneder siden.
Du er stadig et barn
Pernille fnes stille, mens hun vuggede Johanne og tænkte over, hvor meget et lille barn kan betyde i livet.
Hun sendte besked hjem til Poul, som straks kontaktede Lis, fandt en tremmeseng og flyttede lidt om i Pernilles lejlighed. Færdig!
Det hele er på plads, sagde Lis stolt. Det er ikke nyt, men det er rent og pænt. Det går nok for nu.
Pernille tænkte længe på, hvordan hun skulle tage snakken med Freja. Hun var stolt; det så man. Men man skal ikke tvinge folk. Det blev ikke nødvendigt.
Dagen efter, da børnene blev kørt ind, var Freja pludselig i panik.
Jeg giver ham aldrig væk! Aldrig! Hvor skal jeg gå hen? Hvem vil ha os?!
Pernilles rolige stemme var overraskende fast:
Mig. Jer skal hjem til mig. Det er småt, men vi får plads. Far har sat en seng op, du får sofaen. Skab dig ikke. Børn må aldrig have grund til frygt. Du er deres beskyttelse. Lad nu tårerne være sammen klarer vi det.
Freja stirrede på hende sultent og med bøn i blikket. Pernille kunne ikke holde tårerne tilbage. Hun slog armene om dem begge.
Frygt ikke. Jeg kan nok ikke være din mor, men storesøster går jeg lige an til.
Hun nikkede til sygeplejerskerne:
Tror I, dette er cirkus? En beroligende tablet nu!
Tre måneder efter slæbte Freja en tremandsbarnevogn foran blokken og hilste på damerne på bænken.
Frejas far trådte ud af en bil. Freja stivnede. Pernille kom forbi.
Hvad ryster du for? Gå over og snak. Jeg har ommøbleret på hans vegne. Når han krammer dig, har han tilgivet. Så, nu er du ikke længere alene.
Pernille travede ned ad stien, smilte tilfreds, lagde tæppet om børnene og hviskede:
Sådan! Nu er du ikke længere alene, lille ven. Se bare, en mor er ikke den, som føder, men den, som bliver. Og skulle du en dag glemme det, skal jeg nok gribe fat i både dig og ungerne. For vi er en familie.
To næser snusede i takt fra barnevognen.
Solen, der havde holdt sig væk i en uge, kiggede endelig frem. Pernille løftede ansigtet, lod sig bade i det lune lys og lyttede:
Ja, ja! Nu er det forår og klar til tordenvejr så kan vi løbe om kap ind! Kom!
Regnen nåede frem ved opgangen. Pernille stak Sashas far barnebarnet i armene og vinkede:
Tredje sal, bedstefar. Deroppe er der åbent!
Freja hev sønnen til sig, men stoppede, da hun så sin far holde barnet nænsomt.
Hvad skal han hedde?
Alexander.
Flot navn! Han skal nok klare sig.
Pernille blev stående på trappen med Johanne.
Sådan går det, min ven. Lykken går lige forbi, men man skal selv række ud. Vent ikke på, det hele falder i skødet. Elsk de nærmeste, hav hjertet åbent og forvent ingenting retur. Så kommer det sjovt nok alligevel. Og hvis ikke så må man bare leve, så alle tænker: sådan dér SKAL man være!
