Som altid
Katrine vågner halv seks, selvom vækkeuret først ringer klokken seks. Sådan er det altid, når en stor dag venter, og listen med opgaver føles uendelig. Hun ligger et øjeblik og ser ud i mørket, før hun forsigtigt smyger sig ud af dynen for ikke at forstyrre Lars. Hendes mand mumler noget i søvne og vender sig mod væggen.
I køkkenet tænder Katrine lyset og lukker døren bag sig. Elkedlen, komfuret, hænderne gør alt automatik. Udenfor er mørket tæt, kun gadelygternes gyldne skær rammer de snedækkede biler. Det er den 28. december. Tre dage til nytår, men det eneste, hun nåede i går, var dejen til småkagerne i køleskabet og indkøbslisten på bordet.
Lars dukker op i køkkenet lidt over syv, allerede klædt på og duftende af aftershave. Han sætter sig og kigger på tekoppen.
Hvad skal du lave i dag? spørger Katrine, mens hun hælder te op.
Jeg smutter på fabrikken. Skal aflevere nogle papirer. Kommer hjem i aften, siger Lars uden at møde hendes blik.
Jeg mener til aftensmad. Hvad vil du have?
Som altid, svarer han og slår op i avisen. Det er fint alt sammen.
Katrine holder igen, selvom hun har lyst til at råbe, at “som altid” ikke er et svar. I går lavede hun frikadeller, i forgårs fisk, og for tre dage siden stegt kød. Alligevel tie hun. Hun tager æg ud af køleskabet.
Ida ringer i dag. Hun sagde, hun kommer i weekenden, siger Katrine, mens hun pisker æggene.
Mmh, nikker Lars bag avisen.
Telefonen ringer midt i omeletten. Katrine tørrer hænderne i viskestykket og ser Idas navn på skærmen.
Hej skat!
Hej mor! Jeg kommer lørdag, okay? Ved to-tiden.
Det lyder godt, smiler Katrine. Hvad vil du have at spise?
Kan du ikke lave det der med kylling og svampe? Du ved…
Selvfølgelig, det klarer jeg.
Super! Jeg må løbe, har et møde nu. Kys til dig!
Telefonen bliver lagt på, før Katrine når at spørge, om Ida bliver og sover. Katrine stirrer på mobilen, derefter på panden med omeletten. Kylling og svampe. Så skal hun på torvet i dag efter friske svampe og en god kylling. Og huske cremefraiche.
Lars spiser færdig, drikker teen, rejser sig. Katrine når ikke at tage tallerkenen, han er allerede ved døren.
Jeg er hjemme i aften, siger han og tager jakken.
Lars, skal du…
Hvad?
Ikke noget, siger Katrine og vifter afværgende med hånden.
Døren smækker. Katrine er alene i køkkenet med opvasken og alle de ting, der hobede sig op i hovedet: torvet, madlavning, rengøring, Lars skjorter, julepynt katten væltede jo halvdelen sidste år og så at få bagt småkager og ringe til mor, der bliver fornærmet hvis hun ikke hører noget.
En splint sidder i hjertet lille, men skarp og evig. Som regel mærker Katrine den ikke. Men nu, lige nu, stikker den.
***
Katrine tager på torvet efter frokost. Bussen glider gennem de snefyldte Aalborggader. Hun ser ud på bygningerne, butikkerne, stoppestederne hun har boet her i tyve år, kender alt.
Ved torvet retter hun på tasken og træder ind i vrimlen. Folk skubber, sælgerne råber, og duften af grill og gran hænger tæt. Katrine finder kyllingen stor og lækker, prisen er fair, men hun prutter for en ordens skyld.
Noget andet? spørger slagteren.
Hvor er der friske svampe?
Hos Anna for enden af rækken. Hun plukker selv.
Katrine finder gode, faste svampe. Hun køber også cremefraiche, smør og persille. Tasken bliver tungere hun skal også have mandariner, for Ida elsker dem.
Ved frugtstanden står en ældre mand med slidt jakke og uldtørklæde. Han betragter mandarinerne, kigger på sin håndfuld mønter, kigger igen op. Katrine forstår det straks.
Du må gerne veje et kilo af dem der, beder hun frugthandleren.
Vil du have marokkanske eller græske?
Marokkanske, tak, siger Katrine og sender et blik til manden, der langsomt trækker sig væk og putter mønterne i lommen.
35 kroner, siger frugthandleren, da kurven vejes.
Katrine finder pengene. Så tøver hun. Manden ser nu på æblerne, i øjnene borer sig noget, der rammer hende.
Vent lidt, siger hun. Vejer du knap et halvt kilo mere af de marokkanske?
Til dig?
Nej, siger hun og nikker diskret mod den gamle mand. Til ham.
Frugthandleren trækker på skuldrene, vejer mandariner til manden også. Katrine betaler og går hen.
Værsgo, siger hun stille og rækker ham posen. Glædelig jul og godt nytår.
Han ser hende i øjnene. Hans blik ryster hende.
Tak, siger han lavmælt og holder posen tæt. Mange tak.
Det var så lidt, mumler Katrine med tør hals. Det bliver jo snart nytår.
Alt godt til dig.
Et hurtigt nik og hun er væk med sin tunge indkøbspose. Hvorfor gjorde hun det? Det handler ikke om pengene, hun ved det. Den måde hans øjne lyste på som om hun så sig selv udefra.
Hjemme i bussen stirrer hun ud i mørket. Fremmede takker for mandariner. Hjemme lige meget hvad hun laver, hvor meget hun slider får hun aldrig et ord. Som altid. Alt er fint.
***
Lørdag starter halv syv. Katrine står først op, som altid. Lars snorker stadig under dynen. Hun lukkedøren bag sig, går i gang med svampene og så kyllingen den skal være klar til to.
Svampene renses, hænderne arbejder selv. I hovedet rumsterer billedet af manden fra torvet, hans øjne.
Hvorfor er du oppe så tidligt? Lars dukker op og gnider sig i ansigtet. Det er lørdag.
Skal lave mad. Ida kommer jo.
Ah ja.
Han hælder te og tænder for tvet. Nyhederne summer, kursen på euroen, trafikulykker. Lars stirrer på skærmen, siger intet, spørger ikke om hun vil have hjælp.
Lars, Katrine vender sig. Kan du tage skraldeposen ud? Den er allerede fuld.
Ja, om lidt, siger han uden at løfte blikket.
Hvor længe er om lidt?
Når jeg har drukket min te.
Katrine sukker og tænker, at om lidt betyder et par timer. Hun tager nok posen selv som altid.
Kyllingen bliver smuk. Gylden og sprød, duften af svampe og hvidløg. Katrine hiver den ud ti minutter i to. Ida kommer præcis to smilende, duftende af frost og parfume.
Mor! Hun krammer, kysser Hvordan har du det?
Det går, smiler Katrine og ser på sin datter. Ny frakke, dyre støvler. Ida ser sund ud.
Hej far, siger hun til Lars, der dårligt nikker fra tvet.
Mor, må jeg ikke få noget at spise? Jeg er vildt sulten!
Kom, jeg dækker bord.
Katrine dækker til dem i stuen; kylling, kartofler, salat. Ida spiser med god appetit, roser og beder om mere. Lars tygger tavst og grynter mod fodbolden på tvet. Katrine sidder med, drikker sin te, observerende. Ida fortæller om kollegaer, om et nyt projekt i København, en tur til Oslo. Katrine lytter, men mest til, hvordan Ida ikke lægger mærke til hende. At hun har lavet Idas yndlingsret fra morgenstunden, stået og renset, fyldt og bagt. For hende og for Lars men der er ikke opmærksomhed.
Mor, hvorfor er du så stille? Udmattet?
Nej, alt er fint.
Godt. Mor, kan du ikke lige vaske min skjorte? Jeg glemte min hvide hjemme, og jeg skal bruge den i morgen.
Tag den med.
Den er i bilen, jeg henter den lige.
En sammenkrøllet skjorte dumpes i vasken. Katrine ser et gult svedmærke i nakken. Hun skal have sæbe på, den skal ligge i blød.
Tak, mor, du er den bedste! kysser Ida Haster videre, skal mødes med nogle venner.
Allerede? Du kom jo lige.
Jeg har aftaler. Mor, du forstår.
Hun nikker. Sådan er det altid. Kommer, spiser, tager lidt med hjem. Som på hotel.
Ida, kommer du til nytår?
Selvfølgelig. Men lad være med at lave så meget, som sidste år vi kunne jo dårligt spise op!
Det lover jeg, siger Katrine og lyner hendes jakke som da hun var barn. Kør forsigtigt.
Vi ses, mor!
Døren lukker. Katrine rydder af bordet, Lars finder fjernbetjeningen. Hun vasker op, skjorten ligger i blød. Forbereder. For Ida, så hun kan hente.
Ved vasken mærker Katrine klumpen i halsen. Præcis som på torvet. Hvorfor takkede en fremmed tre gange, bare for en pose mandariner, mens hendes egen familie for hvem hun har givet alt aldrig engang ser hende?
Katrine, råber Lars. Henter du te?
Hun lukker øjnene, knytter næverne. Slipper, tørrer hænderne, og sætter vand over.
***
Den 31. december burde være en dag som alle andre. Katrine lavede listen for en uge siden: grønlangkål, torsk, julemedister, ovnstegt kylling, rødbedesalat, pålæg og små forretter. Lars elsker sylte, Ida elsker grønlangkål, og selv spiser Katrine helst torsk. Så hun laver det hele.
Den 29. køber hun oksekød, rødbeder, sild, pålæg. Hele dagen går med at koge, hakke, røre, snitte. Hænderne lugter af fisk, ryggen værker.
Katrine, tager det meget længere? Lars stikker hovedet ind. Fjernsynet viser dårlig signal, kan du kigge?
Lars, jeg har travlt.
Bare et øjeblik. Det er kun antennen.
Hun tørrer hænderne og retter antennen. Lars brummer, stikker i sofaen igen. Katrine vender tilbage til rødbederne; det hele kører sammen til ét ord i hovedet: et øjeblik. Som om hun laver ingenting.
Om aftenen den 30. er alt klar. Kun kyllingen mangler. Katrine sidder på køkkenstolen med te, stirrer på det overfyldte køleskab. I morgen aftes: bordet dækkes, hvid dug, fade, glas. De spiser, ser tv. Ida fortæller lidt om kollegaer, Lars nikker. Hun selv rejser sig konstant, serverer, skyller, rydder op, vasker op alene, når festen slutter.
Telefonen ringer. Hendes mor.
Nå, Katrine, er du klar til fest?
Sådan da.
Godt. Åh, jeg magter slet ikke de store middage mere. Førhen forkælede jeg jer alle, nu tænker jeg: hvorfor egentlig? Ingen sætter pris på det.
Mor, siger du nu…
Jo, jo, siger hun. Man slider og slæber, men de tror bare, det er naturgivent. De ved slet ikke hvor meget vi gør.
Katrine smiler vemodigt. Hendes mor taler om sig selv, men det føles genkendeligt. Alle kvinder, der knokler og gør alt, men sidder alene på køkkenet bagefter. Trætte og usynlige.
Mor, kom herud anden januar.
Hvad skulle jeg dog dér? Ser fint tv alene.
Kom nu. Selskab er bedre.
Vi får se. Nu slutter jeg, du orker mere i morgen ikke.
Tak, mor. Vi ses.
Katrine bliver siddende. Store snefnug daler udenfor, haven er tom, kun en enkelt lygte lyser mågeskræmslet. Smukt og ensomt. Men splinten vokser. Noget fylder brystet op til kanten.
Hun husker manden på torvet. Hans taknemmelige øjne. Han var fremmed, men han så hende. Hjemme er hun kun inventar. En nødvendig, usynlig del.
***
Nytårsmorgen bliver ikke som altid. Katrine vågner, men rejser sig ikke. Hun bliver liggende, stirrer op i loftet, hører Lars snorke. Roligt, uden dramatik, kommer beslutningen: Ikke mere.
Ingen kylling. Ingen stor middag. Ikke hende i køkkenet hele dagen, for bagefter at rydde op alene.
Lars vågner ved otte, undrer sig over at både seng og køkken er tomt.
Katrine, hvorfor så sent?
Jeg har været oppe, siger hun fra køkkenet, hvor hun kun laver te til sig selv.
Hvor er morgenmaden?
Lav den selv. Der er æg og brød.
Han stirrer forbløffet, bliver lidt vred.
Er du sur?
Nej.
Hvad så?
Jeg er bare træt, Lars. Vældig træt.
Han åbner køleskabet, steger kluntet et par æg, brænder dem lidt på. De spiser i tavshed. Lars forlader bordet, tænder fjernsynet. Katrine ser på det propfyldte køleskab salater, syltet. Kyllingen er forberedt, men hun bestemmer: ikke i dag.
Ida ringer ved et-tiden.
Mor, hej! Jeg kommer om en time.
Ida, siger Katrine og trækker vejret dybt. Jeg laver ikke festmad i dag.
Hvad?
Ikke i dag. I må finde på noget andet.
Er du alvorlig? Mor, det er nytårsaften!
Ja. Men jeg orker ikke. I kan bestille pizza, eller I kan lave noget selv.
Du plejer altid…
Jeg orker ikke mere.
Mor, du ødelægger festen for alle.
Katrine ryster på hænderne, men holder fast.
Ida, måske vil jeg også gerne have fest. Ikke bare stå i køkkenet hele dagen.
Jeg forstår dig ikke.
Det behøver du heller ikke. Kom, hvis du vil. Men jeg laver ikke mad i dag.
Hun lægger telefonen. Hun ryster men hun sagde det. Endelig. Lars bliver fornærmet. Ida bliver sur. Men hvor meget mere kan de kræve, at hun slider og knokler, mens hun selv bliver usynlig?
Hvad sagde du til hende? spørger Lars vredt.
Sandheden.
At du laver ikke mad?
Det er sandt.
Han glor. Går. Katrine sidder, hjertet hamrer, men hun græder ikke. Stirrer ud på sneen.
***
Ida dukker op klokken tre. Kigger forsigtigt ind i køkkenet.
Mor, hvad sker der?
Ingenting.
Du laver ikke mad?
Nej.
Men… hvorfor?
Katrine ser på hende. På hendes trygge ansigt, den dyre jakke, det perfekte hår. Ida har ikke forstået ligesom Lars aldrig så, at Katrine altid stod klar, kærligt, uden et ord om sig selv.
Du kommer her, spiser, tager rent tøj med hjem. Har du spurgt, hvordan jeg har det? Om jeg er træt?
Jeg spørger da.
Du siger hvordan har du det og lytter ikke. Fordi du regner med, at jeg altid siger det går, og så er du videre.
Det er ikke rimeligt, mor.
Nej, det er det ikke. Og det er heller ikke rimeligt, at jeg har gjort alt i tyve år uden tak. Sidst jeg gav mandariner til en ældre mand på torvet, takkede han tre gange med glæde i øjnene. Jeg laver alt for jer, og ingen mærker noget.
Ida tavser. Katrine sukker tungt.
Jeg gider ikke være usynlig længere, Ida. Jeg er ikke en del af møblementet.
Mor…
Sådan føles det. I lægger ikke mærke til mig. Hvis der er mad og rent, findes jeg ikke. Men derude, en fremmed så mig. Herhjemme gør I ikke.
Lars dukker op i døren, sur.
Skal vi diskutere det her hele aftenen?
Nej. Hvis I er sultne, så find selv på noget. Der er salater og pålæg. Kyllingen laver jeg ikke.
Katrine, nu må du holde op. Det er jo festdag!
For dig er det fest, for mig er det arbejde. Som altid.
Lars skælder lidt ud. Ida sukker.
Vi må købe noget, siger Ida opgivende.
Bestil pizza, foreslår Katrine.
Ida forsvinder, Lars er tavs hele aftenen; men da de samles, er der bestilt mad udefra, og et par salater. Katrine sidder med, rejser sig ikke hele tiden, serverer ikke. Hun spiser lidt, drikker sin te, mærker, at det føles fremmed og rigtigt på samme tid.
Vil du have lidt af min saft, mor? spørger Ida.
Tak, Ida.
Lars spiser tavst, ser kun op for at sige:
Din mad smager nu bedre.
Det ved jeg godt, svarer Katrine roligt.
De ser Dronningens nytårstale. Skåler klokken tolv. Ida lægger armen om Katrine, lover at prøve at gøre det bedre.
Tak, skat, siger Katrine stille. Hun ved, det ikke ændrer alt med det samme. Men noget er måske flyttet.
Efter midnat hjælper Ida med at tage af bordet. Lars tørrer op.
Kjoler i denne skuffe, bestik dér, vejleder Katrine, og de prøver, kluntet men sammen. For første gang hjælpes de ad det er noget nyt.
***
Den første januar laver Katrine boller til morgenmad, Lars brygger kaffe. Ida dækker bord.
Mor, vil du lære mig at lave det en dag? spørger Ida ærligt. Måske kan vi gøre det sammen fremover.
Selvfølgelig, svarer Katrine og ser, hun mener det.
Og mig, tilføjer Lars det er vist på tide jeg lærer mere end spejlæg.
For første gang længe smiler Katrine rigtigt.
Begge to. Selvfølgelig.
Ida tager hjem, lover at ringe. Lars bliver siddende uden at tænde for fjernsynet.
Senere på dagen kalder han på hende.
Kom her, Katrine.
Hun tørrer hænderne, sætter sig. Lars stirrer ud over gården.
Jeg har tænkt over det.
Over hvad?
Det du sagde. Om at du er usynlig.
Hun tier.
Du har nok ret. Jeg har bare tænkt, at det hele kører, fordi du gør det. Og tænkt, at sådan var det jo bare. Tror aldrig, jeg har spurgt dig.
Jeg har heller aldrig sagt noget. Men jeg orker ikke mere.
Det forstår jeg. Og jeg prøver at gøre det bedre. Mere kan jeg ikke love, men jeg vil prøve.
Han lægger sin hånd over hendes. Det er længe siden sidst.
De sidder et øjeblik i ro, så rejser han sig og henter te. Sætter den foran hende.
Værsgo.
***
Den 2. januar ringer Katrine til sin mor.
Det var vist en fest, du overlevede?
Ja, på en måde.
Katrine fortæller det hele. Moderen griner.
Godt du turde sige fra. Det havde jeg aldrig.
Jeg var bange.
Men du gjorde det rigtige. Man skal sige fra, ellers bliver man trådt på.
Kom forbi i eftermiddag! Vi snakker over kagen.
Moderen møder op med hjemmebagt kringle og nelliker. Katrine serverer te, og de snakker længe. Lars kommer forbi, siger tak for kagen. Moderen ser overrasket ud men smilet vokser.
Om aftenen spørger Lars:
Skal du se, hvad jeg har prøvet?
Han åbner ovnen, hvor en hjemmestegt kylling står. Ikke så smuk som Katrines, men duften er god.
Dig?
Ja. Ida guidede mig på telefon. Det lykkedes vist.
Katrine smager. Den er god.
De spiser sammen, han fortæller om de udfordringer, han mødte i køkkenet. Hun tænker: det er begyndelsen.
Næste dag kommer Ida med varer og spørger:
Hvad skal vi lave af mad i dag?
Oplært i din grønlangkål, Ida?
De står sammen i køkkenet. Lars skræller kartofler. De griner, småfejler, men Katrine vejleder. Stemningen er ny de gør det sammen.
Kan vi ikke lave det her næste nytår alles hjælper? foreslår Ida.
God idé, siger Lars. Jeg kan lære at sylte.
Selvfølgelig, smiler Katrine.
Maden smager ikke helt som altid, men bedre fordi alle har været med.
***
Tiden går. Lars hjælper som lovet. Rydder op, laver mad, siger tak. Ida ringer oftere, spørger rigtigt til Katrine. Der falder gamle vaner tilbage indimellem, men nu siger Katrine fra. Hvis hun er træt, hvis hun har brug for hjælp siger hun det. Ikke mere tavshed.
En dag står hun ved vinduet med Lars, han lægger armen om hende.
Vi er i gang med noget godt nu, ikke?
Jo, siger Katrine. Det føles rigtigt.
Han kysser hende, Ida ringer. Mangler du noget, mor? Skal jeg komme forbi?
Kom, vi har altid plads.
De drikker te og deler småkager, mens sneen smelter og foråret truer. Katrine ser på sin familie og tænker: Det bliver aldrig perfekt. Men nu ser de mig. Det er alt, jeg behøver.
