Skår
Signe, jeg skal nok tale med Karl. Det skal nok ikke gentage sig!
Det håber jeg, Henning. Karl er jo en god dreng! Kvik, nysgerrig, elsker regning og sport. Måske kunne du finde en måde at bruge al hans energi og talenter på? Håndbold, svømning han vil sikkert elske det. Han hopper jo rundt på bordene, fordi han ikke kan sidde stille. Det kunne være sjovt, hvis det ikke var lidt farligt! Men det ved du jo godt. Tak for hjælpen med at skrue bordet sammen igen og vi aftaler bare, jeg ikke nævner noget for ledelsen, hvis du finder på noget, Karl kan gå op i.
Tak. Det lover jeg!
Signe nikkede farvel til familien Lund, og smilede lidt, mens hun ud af vinduet betragtede de våde, grå gader i Roskilde. Hennings blussende kinder og beklemte holdning mindede hende om, hvordan det føltes at blive skældt ud af en voksen, da hun var barn. Det var på samme tid mærkeligt og nærmest lidt komisk, at skulle irettesætte en voksen mand, når man næsten selv lige var færdiguddannet.
Men han var en god far for Karl. Det kunne man se. Det, at de helt ens sænkede blikket, da de blev talt til det lille, stille øjeblik da Karl fik faderens hånd, da de gik ud. Og Signe kunne ikke lade være med at føle et lille stik af misundelse. Selv havde hun aldrig haft et sådan forhold til sin far knap nok haft en far i sit liv.
Moren havde altid undgået emnet, ikke ønsket at genåbne gamle sår. Først da Signe fyldte atten, var sandheden endelig kommet frem.
Signe, nu er du gammel nok til at vide, hvem din far var. Du har spurgt jeg har tøvet. Ikke fordi der ikke var noget at sige, men fordi det var svært for mig.
Så nu fortæller du?
Ja. Det er på tide. Der går ikke længe, før du selv er voksen. Du skal kende din historie.
Mor, det gør mig faktisk lidt nervøs.
Nej, skat. Du skal ikke være bange. Din far var et vidunderligt menneske! Intelligent, kreativ og kærlig
Hvorfor har jeg så aldrig mødt ham? Hvorfor har han aldrig hentet mig i børnehave, som de andre fædre, jeg har set så mange gange? Det er ikke lidt selvmodsigende?
Signe Det er svært at forklare Det er lettere at slæbe ti læs grus end at tale om ens eget liv og ens fejl over for sit barn.
Jamen, hvorfor? Hvorfor ville du ikke, at han skulle være i mit liv?
Det var faktisk mit valg ikke hans
Det var uventet! Men hvorfor?
Jeg ved det ikke helt selv Jeg havde Signe det er dig men dengang rodede jeg rundt i mit eget liv. Mine forældre havde arrangeret et fornuftsægteskab for mig og Henrik, min barndomsven. Vores familier var tæt knyttet. Vi tænkte ikke over at protestere. Vi tog tingene, som de var.
Det er noget mærkeligt noget
Helt sikkert. Det var ikke, fordi jeg elskede Henrik. Vi var tætte venner, ikke kærester. Jeg forstod det først meget sent. Alt var tilrettelagt lejlighed købt, uddannelse, alt. Jeg flød med strømmen. Lige indtil jeg mødte din far, Jonas. Så vidste jeg, hvad kærlighed var.
Og hvad så?
Jeg forelskede mig fuldstændigt. Det var intenst og alt for voldsomt. Ikke kun på grund af begæret mest fordi jeg endelig vågnede op fra den skemalagte tilværelse.
Men det gik galt. Henrik, min mand, havde altid været min beskytter, min støtte. Da mine forældre fik nys om Jonas, gik de i baglås. De ville ikke høre om, at jeg elskede en anden og så, da jeg blev gravid Det blev kaos. Jeg blev låst inde hos min farmor nær Odense, og man sagde, at barnet måtte fjernes. Det var ikke til diskussion.
Men jeg er her jo Hvordan kan det være?
Fordi Henrik trådte i karakter. Han kørte mig væk, mod alles vilje, og sagde, han ville hjælpe mig uanset alt. Han tilbød endda at fostre dig. Han tog imod dig som sin egen datter, hvis jeg ville. Men jeg kunne ikke jeg ville ikke give ham rollen som far til et barn, som ikke var hans. Han fortjente mere.
Jeg blev sendt til en fjern slægtning i Jylland for at komme på benene. Det var din ‘bedstefar Martin’ og ‘bedstemor Ingrid’ du troede, de var dine rigtige bedsteforældre. De var gode ved os, og hjalp mig, til jeg kunne stå på egne ben igen. Og Jonas ham så jeg aldrig mere. Først senere fandt jeg ud af, at min mor havde opsøgt ham og løjet om alting; at jeg havde leget med ham og at barnet ikke var hans. Han troede på det.
Gjorde det dig ikke vred?
Vred og ked af det. Men også lettet. Nogle relationer skal have lov til at dø, hvis de ikke kan trives. Han så dig aldrig. Ved den eneste mulighed kiggede han forbi dig, ikke på dig. Jeg kunne ikke tvinge relationen frem ikke for dig, ikke for mig.
Hvorfor blev du aldrig hos Henrik? Måske elskede du ham jo, selvom det var på en anden måde.
Præcis derfor, Signe. Jeg kunne ikke byde ham et kompromis. Han fortjente at blive elsket fuldt og helhjertet, ikke nøjes.
Men savner du ham?
Ja. Han var min bedste ven. Men sådan må det være.
Signe blev stille. På en mærkelig måde var det både tomt og trøstende. At hendes mor, selv om hun havde gjort så meget forkert, prøvede at vælge lyset.
Skal jeg så møde min far, hvis jeg får chancen?
Det er kun op til dig, min pige.
Signe kunne ikke beslutte sig med det samme. Bare tanken om endnu et farvel eller en bekræftelse af, at han ingen rolle ønskede var tung. Hun havde ikke brug for mere smerte, eller viden, der ikke bragte hende videre.
Men hun besluttede sig for at besøge sin morfars forældre. Bare én gang. For at forstå, hvordan man kan vælge kærligheden fra.
Hun ventede på dem i et lille bageri i Frederiksberg. De kom, nervøse og usikre. Hun spurgte dem kun ét spørgsmål:
Fortryder I, at I fravalgte jeres datter og barnebarn?
Hendes mormor rystede bare på hovedet. Morfar sagde ingenting.
Signe rejste sig og gik, uden at se tilbage. Hun havde fået sit svar.
På bænken udenfor brødet tårerne frem. Hun græd vrede tårer, for hun forstod ikke, hvordan man kunne fornægte sin egen familie.
Så ringede hendes mor.
Signe, hvor er du?
På vej hjem.
Det er noget skægt! Martin og Ingrid er tilfældigvis i København de kommer forbi til kaffe! Skynd dig hjem!
Fantastisk! Jeg kommer! svarede Signe, fandt et spejl frem og tørrede øjnene.
Det var mærkeligt livet gav hende det svar, hun virkelig behøvede, på præcis det rigtige tidpunkt. Hun besluttede sig for ikke at dvæle ved fortid eller bitterhed. Hun havde en familie, som virkelig elskede hende, på begge sider af landet. Bedstevenner, der altid ringede til fødselsdag eller sendte breve fra Århus, når de ikke kunne komme. Og stadig gemte hun på det første bamse fra Ingrid selvom samlingen fyldte et helt værelse.
Signe så på sig selv i spejlet.
Her var hun. Præcis som hun var; formet af to mennesker, der aldrig forstod, hvad de havde og mistede det igen. Hun vidste nu, at det er let at miste, svært at genfinde og endnu sværere at gribe muligheden, når den er der. Men hun havde planer om at gøre det anderledes.
Det var netop den lektie, der faldt hende ind. Man skal forsøge at leve sådan, at man ikke fortryder. Om det lykkes, må tiden vise men prøve skal man.
For selv en lille skår kan spejle lyset, der rammer det. Og hvis man har mennesker omkring sig, der virkelig elsker én, så må man tage imod og give videre.
Klokken ringede ud, og Signe skyndte sig. Hun vidste, hendes mand Kristian ventede i bilen, radioen kørende og nynnen på læberne. Han kunne ikke synge rent men han sang af hjertet, og det gjorde hende glad.
Signe samlede de sidste kladdehæfter, slap lyset, og smækkede døren.
Det vigtigste er ikke, hvordan du synger, men at du synger sammen med dem, du elsker. Hun tænkte på deres datter, Liv, som for nylig var blevet seks, og stadig kaldte dem begge ‘Mapa’. Det gjorde ingen forskel, hvem der kom begge forældre kom, og det var lykken.
Sådan er det, tænkte Signe, og smilede. At være en del af noget, hvor kærlighed og varme bliver givet videre, og hvor et lille menneske kan ligge trygt i midten og sove, uden frygt for mørkets drømme. At høre forældrene småsnakke i natten:
Skal jeg putte hende?
Nej, lad mig. Du skal tidligt op i morgen.
Lad os gøre det sammen.
Ja, lad os
Og det var lykken. For livet lærer én, at de største gaver findes i de små skår, vi bærer med os hvis bare vi lader dem fange lyset.
