Besat af en drøm
Sig ja, skat! Tænk dig om hvad kan dine forældre stille op for dig? overtaler farmor Karen sit barnebarn. En lille lejlighed, en gammel, træt bil, og du ved jo, fremtidsudsigterne er lidt… ja, begrænsede. Men hos Lise kommer du til at leve som en prins! Dit eget værelse med alt i nyere indretning, en vild gamer-computer, en splinterny mountainbike… Alt, hvad du kan ønske dig!
Mads ser på sin farmor med ægte medfølelse. Han synes næsten, at hun ikke helt forstår, hvad hun siger. Blidt klapper han Karen på hånden og spørger forsigtigt:
Farmor, er du blevet syg? I fjernsynet siger de, at sundhedsvæsenet er supergodt for tiden de helbreder jo nærmest alt! Skal jeg spørge mor, om hun vil tage dig med til lægen? Så får du det nok bedre, ik?
Karen ser forvirret ud, løfter brynene, helt uforberedt på det svar.
Hvorfor tror du, jeg skulle være syg, Mads? Jeg har aldrig haft det bedre!
Mads rynker panden.
Men hvorfor siger du så sådan noget mærkeligt? Hvorfor skulle jeg forlade mor og far for at flytte hjem til tante Lise? Hun er… lidt speciel… Jeg kan end ikke lide at komme på besøg hos hende.
Karen skynder sig straks at tage sin datter i forsvar. Hendes stemme bliver varm og fast, som om hun prøver at fjerne al tvivl fra barnebarnet.
Overhovedet ikke! Lise er bare meget omsorgsfuld og opmærksom!
Hun tvang mig til at spise den der klamme havregrød uden sukker, Mads skærer ansigt. Og da det var stegende hedt sidste sommer, ville hun have, at jeg tog sweater på! Hun lagde mig også til at sove til middag, som om jeg var et lille barn! Farmor, hun ER altså mærkelig! Der er ægte frustration i hans stemme. Han forstår ikke, hvorfor man skal opfinde så tossede regler og tvangsindlede dem hos ham.
Karen har ikke tænkt sig at give op. Hun er stadig helt sikker på, at hendes datters pædagogik er den rigtige.
Havregrød er fyldt med vitaminer! parerer hun overbevisende. Og Lise lavede det uden sukker for at redde dine tænder. Sweateren… der blæste faktisk lidt! Dine forældre er desværre ikke altid så påpasselige. Karen taler bestemt, som om hun ikke tillader diskussion.
Ved 30 graders varme? Mads ser skeptisk ud. Farmor, jeg er altså tolv! Selv lægerne siger, at overophedning er farligt man kan få hedeslag. Og desuden, jeg vil ikke snakke mere om det. Tante Lise opfører sig skørt mor tager ikke engang telefonen, hvis hun ringer mere. Hun ved, hun får timelange formaninger om ingenting, Mads taler hurtigt, opsat på at sige det hele og lukke emnet. Far lukker hende heller faktisk ikke ind mere!
Karen presser læberne sammen. Tja, lidt sandhed er der i Mads ord, men… hendes datter har stadig ret! Hun ved bedre end knap så ferme Mia.
Lise har læst hundredevis af bøger om børneopdragelse og psykologi! insisterer hun, stemmen en anelse skarpere, end hun mente. Hun ved præcis, hvordan man skaber et klogt, sundt og harmonisk barn! Din mor, ja, hun er ikke lige så engageret.
Mads prøver at forblive rolig, men han er næsten ved at eksplodere. Han er så træt af de samtaler! Hvordan forklarer man en farmor, at hun tager fejl? Han trækker vejret dybt og siger med rolig stemme:
Jeg får kun topkarakterer. Jeg går til fodbold og badminton, jeg er sund som en fisk hans blik glider mod døren, hvor han håber at se sin mor. Tanken om, at hun snart kommer hjem, beroliger ham lidt.
Karen lader ham ikke gøre sætningen færdig. Hun løfter hovedet brat. Nu er hendes stemme bestemt:
Karate! Det er livsfarligt! Hvordan kunne din mor tillade dig det? da hun første gang så blå mærker på sit barnebarn, skabte hun et kæmpe postyr og krævede ham fjernet fra klubben. Det er helt uansvarligt!
I samme øjeblik kommer Mia til syne i døren. Hun mærker straks stemningen og træder straks hen til sønnen, som springer op og løber hen til hende, som for at få fred.
Karen, hvis du vil se dine børnebørn, så må du stoppe de der tossede ideer. Nu er det nok! siger Mia bestemt og krammer sin dreng. Enten sender du klager til kommunen om, at vi er dårlige forældre, ellers prøver du at presse Mads med mærkelige tilbud! hun kigger træt på svigermor. Og lad nu være med at nævne Lise. Eller tror du, hun kan tromle alt og alle?
Karen er blevet bleg af ophidselse, men er hurtigt tilbage i rollen. Hun prøver med et såret ansigtsudtryk, som om hun bliver uretfærdigt behandlet.
Jeg tænker bare på familiens bedste! Lise vil kun det gode! Hele sit liv har hun drømt om børn, og du… du tog drømmen fra hende! hendes ord lyder som beskyldninger, men hun prøver at tale behersket. Og nu gør du det igen!
Mia rokker sig ikke. Hun holder Karen fast i blikket, så der ikke er tvivl.
Så må Lise adoptere, siger Mia koldt. Med hendes løn er det ikke et problem. Og hvis I bliver ved med at blande jer, risikerer I at miste kontakt til børnebørnene for altid. Farvel! hun tager Mads i hånden og glæder sig over, at det sidste ord er hendes.
Simpelthen frækt! Først lokke et barn med gaver og eget værelse! Og så påstå, at vi ikke kan give vores børn et ordentligt liv! Mia ser på, mens Karen tager sit overtøj på, mens hun må bide sig i læben for ikke at sparke hende ud. Hun knytter næverne, men slap hurtigt af igen hun vil ikke vise, hvor ondt hendes svigermors ord faktisk gør.
Mads går forsigtigt hen til sin mor, rører ved hendes arm og smiler. I øjnene står omsorg, han forstår meget mere, end hans alder egentlig tilsiger.
Mor, du skal ikke være ked af det, siger han og krammer hende. Det hele er bare tante Lises skyld. Farmor prøver bare at hjælpe hende.
Mia sukker dybt og prøver at slippe af med de kedelige tanker. Hun roder i hans hår og nikker.
Nå, men gå ud i køkkenet jeg har købt kringle. Vi drikker te.
Mads smiler bredt og lunter ud i køkkenet med tankerne på kage. Mia ser efter ham og glider så selv ind i tanker om det nylige slagsmål. Hun ved, at problemet ikke er Karen. Det handler om hendes svigerinde, Lise.
Lise er 32 og lever trygt efter et heldigt ægteskab. Hver gang familien samles, benytter Lise chancen for at hævde sig fremhæver det seneste køb, taler om luksusferier, sender et skævt blik på Mias og Mads tøj. Det er diskret, næsten umærkeligt, men effekten kan mærkes Lise antyder konstant, hvordan hendes liv er langt mere succesfuldt.
Den eneste skygge hos Lise er manglen på børn. Hendes vilde ungdom har kostet, og lægerne har været kontante: ingen børn. Hendes mand har allerede sønner fra tidligere, men det betyder ikke noget for Lise. Hun har det næsten som en besættelse en sorg og et tomrum, som hun prøver at udfylde med Mads.
Situationens alvor eksploderede, da Mia fik endnu en søn. Pludselig var Lise ikke til at styre hun begyndte at presse på for at få den nyfødte dreng «overdraget» til sig. Hendes insisteren var så voldsom, at det skræmte hele familien.
Sten, Mias mand, tog truslen alvorligt og nægtede derefter adgang for Lise. Hans blik var urokkeligt: ingen skulle have adgang til hans børn uden hans tilladelse.
Til sidst måtte Lises mand tage sagen i egen hånd. Ingen ved præcis, hvilke ord der faldt, men Lise undskyldte over for Sten og så var der ro. Men det varede ikke længe.
Få uger senere havde Lise nemlig en ny plan. En dag hvor hun mødte Mia hjemme hos Karen, sagde hun lige ud:
Føder du ikke et barn til mig? Jeg giver dig 200.000 kroner! Så kan I købe noget bedre end jeres lille hule.
Mia stivnede. Hun stirrede på Lise for at se, om det var en spøg, men hendes modstridende ansigt viste, at hun mente det.
Tanken om at være rugemor virkede for Mia som fra en anden planet. Tænk at gennemgå ni måneder, mærke barnet sparke, og så bare give det væk! Hele tanken fremkaldte væmmelse. Helt udelukket. Det var grænseoverskridende.
Men Lises afslag blev nærmest bare benzin på bålet. Først begyndte hun at ringe dagligt, med stadig højere beløb. Derefter opsøgte hun parret, stod uden for døren i timevis, ventende på at nogen gav sig. Hun prøvede dog aldrig at bryde ind hun håbede bare på en snak, på at nogen endelig sagde ja. Hendes stædighed skræmte hele familien Lise syntes villig til at stå dag og nat udenfor for at få sin vilje.
Mia kunne se, at noget måtte gøres. Hun gik til Karen, svigermor, og prøvede at forklare Lises opførsel og advare om, at det var farligt. Karen fnyser blot:
Der er da ikke noget forkert i at hjælpe familie! Vi skal støtte hinanden.
Hun sagde det, som om det var den mest logiske sag i verden. Hun så ingen særhed i det, der skete.
Længe havde Mia undgået den samtale, men nu var hun slidt ned. Til sidst fortalte hun sandheden direkte til Karen:
Jeg må ikke blive gravid mere, hun så Karen i øjnene, stemmen stille træt. Lægerne frarådede nærmest andet barn. At presse mere kan betyde varige skader for mig. Det vil jeg aldrig udsætte mig selv for. Fortæl din datter det og få hende til at give slip! Vil hun have et barn, må hun tage på fertilitetsklinik så kan hun finde en fremmed rugemor.
Det føltes pinligt, men der var ingen anden udvej.
Karen tænkte sig lidt om, ansigtet først skuffet, så pragmatisk:
Nå, sådan går det. Det havde ellers været nemmere at gøre det i familien. Med en fremmed kvinde kan man jo ikke følge med i alt. Hvis du ikke kan hjælpe, så lev dit eget liv uden forstyrrelser.
Det lød, som om hun talte om indkøb eller bolig, ikke om menneskeliv. Det irriterede Mia, men hun beholdt fatningen. Hun gik uden at smække med døren.
Hjemme fortalte hun Sten alt uden omsvøb. Om opkald, mærkelige besøg, de skamløse tilbud og svigermors ligeglade syn. Hun var grædefærdig, men talte klokkeklart, så Sten ikke kunne misforstå situationens alvor.
Sten lyttede uden at afbryde. Da hun var færdig, lovede han at tage affære. Han vidste også, at de ikke længere kunne leve med denne slags indblanding.
Lises forsøg på at få fat på en rugemor stoppede faktisk efterhånden. Efter Mias tydelige afvisning og sandsynligvis et par mere hårdhændede samtaler fra Sten lod hun projektet ligge for en tid. Men hun sad ikke stille for det.
Nu kastede hun sig over næste projekt: Opdragelse. Hun havde jo, som hun gerne gjorde opmærksom på, læst så meget om børnepsykologi, så hun vidste bedre end nogen forældre, hvordan børn skulle opdrages, klædes, belønnes og skældes ud. Hver gang hun kom forbi, holdt hun foredrag om moderne børneopdragelse, selv om ingen havde bedt hende om det.
Fire år efter kom en ny gal idé. Lise drømmer nu om at gøre Mads til sin. Hun vil vinde ham med forkælelse, gadgets, flotte sommerhusture og håber, han vil vælge hende fremover.
Men virkeligheden er en anden. Mads har hverken lyst eller tillid til tanten. Selv korte besøg trætter ham: hun har pænt og dyrt, men det føles hverken rart eller hjemligt, og alle de imponerende ting gør ham ligeglad. Hvis hun vil have ham til at blive, afviser han med en undskyldning: skole, sport eller træthed.
Da hun ikke kommer nogen vegne, rækker hun ud til Karen. Farmor kaster sig ivrigt ind og fortæller gentagne gange om de vidundere, der venter ham hos Lise. Men Mads står fast: hans hjem er med mor og far.
Så begynder Lise og Karen at skrive klager til kommunen og Børne- og ungeforvaltningen om, at Mia og Sten ikke passer ordentligt på børnene. Klagerne er fulde af, efter eget udsagn, uansvarlig opdragelse og dårligt miljø. De mener alt fra forkerte venner til fejl i skoleskema og påpegede endda mishandling. Intet blev overset i deres kampgejst!
Ingen af anklagerne fik dog fodfæste. Kommunens medarbejdere kom gentagne gange på tilsyn, talte med børnene og så, hvordan familien egentlig havde det og kunne ikke finde nogen fejlsted. Mads og lillebror Andreas var sunde, glade og glimtede hos deres venner. Klagerne forsvandt. Men Lise ville ikke give op hun overtalte Karen til at kæmpe videre.
Hele denne tid var Mia på dupperne. Hver uventet bank på døren fik hendes hjerte til at slå hurtigere. Hun overvejede at stikke af, måske endda skilles, bare for at få fred og skabe tryghed for børnene. Men hver gang hun så Sten, vidste hun, at det ville knække hende.
En aften, da børnene sover, kommer Sten stille ind til hende:
Hold ud lidt endnu. Jeg har talt med min chef om job i en anden by. Vores firma har afdelinger over hele landet, og han vil hjælpe. Om en måned er vi væk og ingen får vores nye adresse.
Mia ser op. Godt nok, men
Din søster har penge nok til at følge os hvor som helst, siger hun trist. De giver ikke op. De holder øje med alt, vi gør. Hvor længe kan vi gemme os?
Sten trækker hende ind til sig.
Lad hendes mand tage sig af det, siger han, mens han roligt stryger hånden over hendes hår. Jeg har talt med nogen, og han kan få problemer. I hans netværk vejer omdømmet tungt.
Mia spørger ikke ind til detaljerne. Det er nok, at Sten tager kampen for dem.
Snart bliver tanken om flytningen meget virkelig. Mia tager sig selv i at sige farvel til alt det velkendte: parken, den lille kaffebar på hjørnet, gården hvor Mads spiller bold. Hun ved, at det vil være svært for børnene især Mads, som nu er tolv, med venner, sport og yndlingslærere i området.
En aften sætter hun sig ned ved siden af sin søn.
Mads, du ved godt, hvorfor vi flytter, ikke?
Han ser hende i øjnene. Ikke spor af vrede, kun forståelse.
Selvfølgelig, mor. Det er trist at forlade venner og karate, men… han tøver, hvis det betyder, at vi slipper for det der pres, så er det okay. Vi er jo familie og familie skal holde sammen.
De ord varmer hende. Hun omfavner ham, mærker spændingen lette.
Salg og flytteforberedelser sker hurtigt. Trods Lises kommentarer om den umulige lejlighed solgte den nemt god beliggenhed, fin stand. Ejendomsmægleren var effektiv, og efter bare en uge var handlen i hus.
Alt papirarbejde blev checket, underskrevet og arkiveret Mia og Sten ville sikre sig, at intet kunne gå galt i sidste øjeblik.
Pludselig lå det åbne nye liv forude. Nye gader, nye skoler, ny begyndelse. Svært ville det blive men nu kunne de starte forfra…
********************
Goddag igen, Mia Hansen, siger socialrådgiveren høfligt. Mia genkender hende fra tidligere besøg en midaldrende kvinde med venligt, men gennemprofessionelt ansigt. Det er tydeligt, hun ikke bryder sig om at trænge ind i folks hjem, men pligt er pligt.
Det er vel Karen igen, sukker Mia, da hun byder gæsten ind i køkkenet. Hun er vant til de her besøg, men det rammer stadig. Hvad er det så, vi har gjort galt denne gang? hun sætter kaffe over.
Forstod jeg rigtigt, at hun var på besøg i går? spørger rådgiveren og tager med glæde imod kaffen. Få forældre tager pænt imod hende.
Ja, hun prøvede igen at overtale Mads til at flytte til Lise. Uden held. Han vil ikke væk.
Her til morgen kontaktede hun så kommunen, rådgiveren holder en lille pause. Hun viste billeder af Andreas med et blåt mærke i panden og påstod, du har slået ham.
Mia mærker vreden stige, men prøver at holde hovedet koldt.
Nå, hun snerrer, men tager sig sammen. Det kan vi hurtigt få opklaret.
Hun henter sin laptop fra stuen, åbner den. Efter få klik starter hun videoen:
Her ser man tydeligt, hvordan lille Andreas spænder ben for sig selv, vælter over farmors fod og slår panden mod bordkanten. I stedet for at trøste eller hjælpe, hiver Karen straks telefonen frem og tager billeder af drengens gråd.
Rådgiveren ser optagelsen færdig, nikker på indforstået vis.
Ja, man har ikke let med sådan en svigermor, siger hun stille. Hun stopper ikke for noget, ser det ud til.
Mia lukker computeren uden et ord, stadig med følelseskaos indeni. Men det slutter snart.
Vi flytter om to dage, siger hun blødt og kigger ud. Børnebørnene får hun kun at se på billeder fremover…
***************************
Da Lise opdager, at hendes planer er faldet til jorden, kan hun ikke skjule sin bitterhed. Hun vandrer rastløst rundt i lejligheden og mumler:
Det kan ikke passe, det bare slutter sådan! Jeg må tale med Sten, få ham til at forstå…
Hun griber mobilen men netop dér træder hendes mand ind. Hans stemme er rolig, men bestemt:
Lise, nu stopper du. Nok er nok.
Men du forstår jo ikke! bryder hun ind. Jeg vil bare…
Jeg forstår udmærket, afbryder han. Men hvis du fortsætter, går vi fra hinanden. Det er alvor.
Lise stivner. Hun kan ikke tro det hun hører.
Mener du det virkelig?
Ja, svarer han og ser hende direkte i øjnene. Jeg er blevet advaret. Hvis du ikke stopper nu, får jeg problemer på jobbet. Vælg: fred i hjemmet, eller…
Han siger ikke mere. Lise sætter sig tungt. Træthed erstatter hendes vrede. Hun ved, han ikke laver sjov.
Imens sidder Karen for sig selv i stuen og ser ud ad vinduet, tankefuld. Efter måneder med uro og konflikter kører alle begivenhederne igennem hovedet igen. Hun mindes, hvordan hun stædigt holdt fast, altid tog Lises parti, prøvede at dominere Mia og Stens beslutninger.
“Måske gik jeg for vidt?” tænker hun ved sig selv og kører fingrene hen over dugen.
Når hun passerer legepladsen, standser hun ofte og betragter børnene. Husker Mads og Andreas, deres stemmer, deres grin. Hun plejede at kunne gå på besøg, bage boller eller hjælpe med lektier. Alt det er nu væk.
Hun kigger ofte på billedet af sine børnebørn på reolen. Hver gang gør det ondt for nu ser hun dem kun dér, aldrig i virkeligheden…
