– Du er virkelig et stykke granit, Madsen! Kold som en kampesten! Har du egentlig nogen følelser tilbage, eller har du bare udskiftet det hele med ciffer og regneark? Nej, hvad bilder jeg mig ind? Du tænker jo kun på dit arbejde og din løn. Mennesker, følelserthats not your cup of tea! Hverken kone eller børn betyder noget, vel?
– Birgitte, vi har slet ikke nogen børn.
– Nej, men vi kunne have haft! Alt er på grund af dig! Jeg havde skam født for længe siden, hvis jeg havde følt, man kunne stole på dig! Men nej, alt handler kun om dig! Det er slut! Jeg gider ikke mere! Birgitte svirpede endnu en bluse ned i kufferten og hulkede. Jeg elskede dig jo, Mads! Højere end nogen anden Og du
– Jeg har elsket dig.
Madsen knyttede næverne mod væggen i æks-konens soveværelse og forlod rummet i stilhed.
Sandheden var, at ægteskabssoveværelset havde været mere symbol end realitet længe. Birgitte forviste for år tilbage Mads til arbejdsværelset, med henvisning til hans umenneskelige snorken.
– Så kan vi begge få lidt fred, ikke? Jeg har jo brug for min skønhedssøvn du vil jo gerne, at jeg ser ung og frisk ud? Hvis jeg snupper én nat med din koncerthalsnorken, så ligner jeg en kartoffelpose under øjnene næste dag! Madsen, kosmetologregninger er ikke gratis!
Kosmetologen blev Birgitte dog ikke billigere, og Madsen måtte affinde sig med sofaen på kontoret. Efter et par dystre nætter med sammenkrøllede ben kørte han i Ikea og fandt en ordentligt lang sofa. Endelig kunne Madsen strække sin halvanden meter danske krop ud, uden at ligne en kringle fra sin barndom.
Når han lå der, tænkte han altid på, hvordan hans mor altid klynkede:
– Mads, hvorfor krøller du dig så sammen? Du ser ikke ud til at have det rart!
Men han var nu mest tryg sådan. Alligevel læste han helst udstrakt under dynen, eller så en god Dirch Passer-komedie på iPaden. Derfor havde han engang fået speciallavet en seng i voksen-længde den type kunne man altså ikke bare snuppe i Ilva.
I møbelforretningen var ekspedienten ved at falde bagover:
– Den danske kæmpe, va! Du ligner en eventyrfigur!
Madsen blev naturligvis rød, som han altid blev, når han blev bemærket af en køn ekspedient, hvorefter han skyndte sig at svinge Dankortet og fløj ud af butikken uden at tjekke farvevalget.
Heldigvis viste den unge kvinde sig at have upåklagelig smag, sengen matchede resten som hånd i handske.
Men nu var det Birgittes soveværelse Madsen måtte indrette sig og sin tilværelse ude i kontoret. Huset var ikke så stort, men hamrende praktisk: Madsen havde bygget det til sig selv, længe før han havde forestillet sig, han skulle giftes. To soveværelser, et arbejdsrum, kæmpe køkken og stue. Da Birgitte straks efter brylluppet indrettede det andet værelse til gæster, blev det strengt forbudt område for Madsen. Så han og katten Storm lod sig nøje med kontoret.
Ingen af dem var dog synderligt kede af det. Madsen havde for længst fået nok af klager, og Storm, der var en klassisk dansk huskat, kunne slet ikke udstå Birgitte.
Hun havde ønsket at skaffe katten af vejen, lige siden hun flyttede ind:
– Jeg kan bare ikke klare katte! Skal vi ikke hellere få os en kæmpe hund?
– Og hvad så med Storm? Madsen sendte katten et blik, der ikke lovede Birgitte noget godt.
– Can’t you smide ham væk et eller andet sted?
– Niks.
Madsens stemme var stille, men lige der forstod Birgitte noget. For første gang havde han sagt nej. Indtil da havde alt ellers kørt som på skinner. Men at kæmpe imod om en kat?! Hun blev irriteret men hun anede jo heller ikke, at Storm var kommet ind i Madsens liv på nøjagtig det tidspunkt, hvor alt ellers var ved at gå ad H til: Først mistede han sin mor, og bagefter begyndte firmaet, som ellers havde kørt fantastisk, at give mere hovedpine end indtjening. Tilmed blev han forsøgt truet ud af lejligheden én aften men hans mors idelige indskrivning på brydning og fodboldtræning havde sat sine spor.
Mor havde været alene med ham, men hun sagde altid:
– Hvordan skulle jeg være ensom, jeg har jo dig! Og en mand nej, efter din far findes der ingen bedre. Hvorfor blive sammen af pligt? Hvis han havde været ligeså følelseskold Man skal elske. Og jeg har givet alt mit til din far.
Og den slags hjem drømte Madsen også om hvor kærlighed blev så naturlig, at intet kunne røre fundamentet.
Mor havde sat sin egen lykke til side. Hun drømte om børnebørn, men nåede desværre aldrig at opleve dem. To hurtige blodpropper tog hende væk.
Herefter lå verden stille. Tiden stod næsten i tomgang, og Madsen deltog i livet, men følte intet. Før han blev reddet af… ja, Storm.
En dag blev han bare prakket en filtet killing i favnen ude foran Nørreport Station af en småskør knægt og straks hus kattens bedende øjne mindede ham om hans yndlingsfigur fra barndomsfilmen om Per og Palle alene navnet “Storm” sagde alt om drømmene for både katten og sig selv.
Storm voksede hurtigt til en kæmpestor, stolt stribet kat, der gik med værdighed gennem huset, og det blev ikke bedre, da Birgitte dukkede op
Birgitte havde styr på teknik og planer. Hun opdagede Madsen under et forretningsmøde på en restaurant, hvor hun var restaurantchef, og besluttede, han var “godkendt”. To hurtige ægteskaber bag sig, rutinen fejlede intet og Mads var let bytte.
Efter et halvt år sad hun som konen i huset. Men alt var ikke helt så nemt: Der skulle kæmpes mod både mand og kat og Madsen havde voksede op i et hjem, hvor man lærte at tage hensyn. Birgitte havde fået sin vilje i alt derhjemme i Slagelse og fandt det utrolig irriterende at kompromisse.
Madsen nægtede stædigt at skille sig af med Storm. Birgitte lod det fare, men hævnede sig ved at lade være med at fodre katten, når manden var på messe, hvilket kun førte til, at Storm satte ind med snigende gengældelsesaktioner blandt andet ødelæggelse af eksklusive stiletter! Da gælder det om at tænke taktisk: ind med en schæferhundehvalp, men Storm blev selvfølgelig venner med hunden på rekordtid, og den nye tævehvalp blev hans skygge.
Nej, Madsen tog det bare med ro:
– Birgitte, er det ikke meget rart, hvis nogen elsker nogen her i huset?
Birgitte fnøs, men diskutere videre var spild af tid. Madsen var ikke konfliktsøgende. Han gik sin vej eller lukkede døren:
– Kom igen, når du er rolig.
Den kommentar var benzin på bålet for Birgitte hun kunne finde på at surmule i ugevis.
Hun var i det hele taget speedbåd i følelsesregisteret: raserianfald ind, undskyldning ud. Hendes mor plejede hovedrystende at sige:
– Birgitte, du er sådan en lille følelse-vampyr. Men pas nu på ikke alle mænd gider det i længden. Du er heldig med din Mads. Pas på ham.
– Arh, hvor er du sentimental, mor! Han kan da være glad, jeg overhovedet gider snakke til ham! Aldrig nogen reaktion aldrig! Jeg har brug for nogen med ild i røven, ikke en forvoksede rosin!
– Tja, vi værdsætter ikke det, vi har, før vi mister det
Madsen vidste intet. Han elskede sin Birgitte, listede hendes humørsvingninger ind under uforløst potentiale.
Birgitte havde opsagt sit job som restaurantchef umiddelbart efter bryllup:
– Skal jeg danse rundt for din forretningsforbindelser med et smil? Så lidt respekt skal jeg da have!
Så hun var hjemmegående, konstant utilfreds med hushjælpen, Else, som efter Madsens opfattelse var husets engel.
– Hun fatter jo intet! Jeg render rundt og peger støv for tredje gang i dag!
– Hvorfor?
– Fordi jeg vil have, det er gjort ordentligt! Kan hun ikke lære det med alderen?
– Måske skulle du tage kluden og vise, hvordan det skal gøres?
Storm flygtede straks haven, da Birgitte eksploderede ved det. Else holdt lav profil. Hun boede i naboskuret og var mor for alt og alle, undtagen sine egne børn de var forlængst fløjet, efter at have fået af vide, at du har valgt at føde os, mor, så det er dit problem!.
Else havde knoklet som rengøringskone i et kvarter år, og den taglejlighed Madsen forærede hende for fem års tro tjeneste, havde hun hemmeligt lejet ud og sparede DKK til børnebørnenes fremtid. Med Birgitte gik det ned ad bakke, så hun overvejede flere gange at sige op, men hver gang tog hun sig sammen, fordi hun havde fundet ro i Madsens hjem.
En vinterdag, hvor Birgitte havde smidt Storms hår under kaffen og krævet heads-roll, havde Else lagt en hånd på Madsens skulder og sagt:
– Jeg skal nok finde et andet sted, hvis det er, Mads.
– Nej, Else, du er ikke til at undvære, sagde Madsen og lænede sit hoved mod hendes hånd. Ingen forlader os!
Det gik naturligvis galt med Birgitte. En dag kom hun slæbende med en fremmed i huset, da Madsen overraskede hende midt om natten flyet til Århus var alligevel blevet aflyst.
– Hvor længe har det stået på?
– Jeg ved det ikke, Mads Hun førte ham med hjem første gang i dag.
– Hvorfor sagde du ikke noget?
– Jeg var bange for dig Gør hende ikke noget, Mads. Bare lad hende gå.
Madsen kiggede på huset forlængst blevet tomt og gik ud til Else, der bød ham varm te.
Skilsmissen var ulidelig. Han elskede stadig Birgitte, men måtte indse, at folk, der siger jeg elsker dig, ikke nødvendigvis mener noget med det.
Alt blev gråt. Selv Storm kunne ikke overbevise Madsen om, at livet bevæger sig videre. Arbejdet truede med at køre af sporet. Firmaet overlevede, men kun fordi medarbejderne respekterede ham nok til at lade ham være i fred.
Han flyttede i Elses lejlighed, bad hende se efter huset og sov på hendes klemte stue-sofa, hvor der næppe var plads til at krumme tæerne. Storm nægtede at spise og spillede døende svane, indtil Else måtte ringe efter Madsen fra dyrlægen.
– Henrik Madsen, der er noget helt galt med Storm
Madsen kom straks og bar katten hjem næsten som, den dag han fik den. I to uger gik den på skuespillerkost hos dyrlægen, som bemærkede:
– Jeres kat trækker jer rundt i manegen, Madsen.
– Hvad mener du?
– Han er færdig med at være syg. Han vil bare have din opmærksomhed og vide, at du har det ok.
– Kan det virkelig passe?
– Katte har instinkter. Din kat mærker, du har ondt. Den prøver bare at hjælpe dig igennem det
Det var i det øjeblik, Madsen bestemte, at nu var nok. Man kunne bruge livet på at græde over spildte drømme, eller man kunne prøve at leve igen hvis katten kan regne den ud, må han kunne.
Else bød på hjemmelavet hønsekødssuppe:
– Hvad nu, Mads?
– Nu tager vi os sammen. Huset skal have en overhaling. Ikke lidt alt!
Han gik amok: huset fik en etage mere, fire store soveværelser og ekstra gæsterum. Else, Storm og de to hunde havde kæmpeområde, hvor de kunne boltre sig.
Da det var ovre, tog han i Ilva for at finde en ny seng. Ved disken stod en ny ekspedientsolrød med smil og alt for frisk stemme:
– Er det dig, der igen skal bruge special-længde? Sidst løb du jo hurtigt ud, og jeg gættede længe, hvad du mon hed! Mikael? Nej, du er ikke en Mikael Mathias?
– Nej, jeg hedder Mads. Min mor var bare lidt original, hvad angik navne Hun var fantastisk.
Da Madsen og hans rødhårede kæreste fik deres første barn, blev datteren opkaldt efter hans morIngeborg. Hans kæreste protesterede ikke.
– Ingeborg, Inge Godt navn, Mads! Og hvad så med en søn?
Storm rullede sig sammen på børneværelset, kørte halen mod babykurven og holdt øje. For lykken, den kræver opsyn. Man skal gribe den, holde fast og ikke slippe. Så skal det hele nok gå især, hvis man har nogen, der elsker én, præcis som man er.
