Jeg skriver dig et brev
Malene, står du og venter på nogen? Signe rykkede venligt i sin venindes jakkemanchet.
Malene sad halvt drejet mod døren til auditoriet, komplet uinteresseret i Signe, der allerede i en halv time ivrigt havde fortalt om sin nye flirt. Signe var et øjeblik tæt på at blive lidt fornærmet, men kom hurtigt i tanker om, at venskabet trods alt gik forud. Særligt fordi Malene faktisk var hendes første rigtige pigeven. Indtil da havde Signe kun haft én betydningsfuld ven, hjælper og næsten-bror: Henrik. Han var en fjern slægtning måske en grandfætter, måske en endnu fjernere slægtning det var et videnskabeligt mysterium.
Af mærkværdige årsager havde Signe og Henrik altid boet i nabohusene i Næstved, og deres forældre var tætte venner, hvilket naturligt smittede af på børnene. Som små gravede de sammen med plastskovle i samme sandkasse på jagt efter det, der aldrig havde været sand det var ren lerjord. Senere startede de i samme klasse, og den splejsede Henrik blev næsten underforstået udpeget som Signe (dengang Elisabeths) personlige væbner og måtte slæbe hendes moderigtige skoletaske nøje udvalgt og ofret til skolealteret af Signes mor, Hanne for hvordan kan man stole på, at en dyr taske ikke bliver stjålet af hvem som helst? Og Signe var jo trods alt en pige, selv om hun altid havde været næsten et hoved højere og dobbelt så robust som blege, evigt sultne Henrik. Derfor var det selvsagt Henriks lod at slæbe på tunge sager.
At påstå, at den prægtige rygsæk var let, ville være løgn. Når Henrik, prustende, slæbte tasken efter Signe over skolegården, vaklede han som et skib i stormvejr. En erfaren sømand ville sige, at han burde tage mere hensyn til vindretningen og humørsvingningerne hos frøken Signe for at holde balancen, men Henrik måtte klare sig bedst muligt. Derfor blev han let væltet omkuld, når Signe med ét besluttede sig for at spille fangeleg, eller hun tyndt beordrede: Skynd dig! Mor venter! Vi kommer for sent til engelsk!
Signes mor tog tasken fra Henrik og rystede på hovedet:
Er de begyndt at sulte dig, skat? Du bliver da blæst væk snart, hvis du ikke får lidt at spise!
Men jo, Henrik fik skam mad masser af mad. Hans mormor havde ophøjet kunsten at fylde et barn med frikadeller og karbonader på størrelse med Himmelbjerget til et eksistentielt projekt, men ligegyldigt hvor meget hun anstrengte sig, forblev Henrik en splejset fyr. Han havde en *forfatning* og vigtigst et stofskifte, og sådan nogle kloge ord vidste han alt om, før alfabetet var på plads, hvilket han var ret stolt af. I familien blev Henrik kaldt et geni, mens Signe selvfølgelig bare så ham som den almindelige knægt, han var der fortjente et dap bag nakken, hvis hans ego voksede ud af proportioner.
Signes nøgterne tilgang og hjælp var nok den eneste grund til, at Henrik ikke blev mobbet i skolen. Signe var klassens uofficielle leder, og alle lyttede til hende, så Henrik blev accepteret, og han var hende evigt taknemmelig. For tættere familie havde han ikke det med forældre talte ikke; dem kunne man jo umuligt betro sine dybeste hemmeligheder og absolut heller ikke få råd vedrørende intime sager som f.eks. om man skulle kysse kæresten på første date, eller vente til anden.
Hvis Henrik forsøgte sådan et spørgsmål til sin mor, Lotte, ville det afføde stor drama: Først trak hun på de sirligt nippede bryn, gispede ømt for ikke at ødelægge sit fuldendt lagte makeup (minimum to timer hver morgen), hvorefter hun ville besvime direkte, og ikke vågne før ambulancen var på plads.
I Lottes univers var det utænkeligt, at hendes søn interesserede sig for så profane ting genier burde tænke større tanker! Hun havde allerede besluttet, at når tiden var moden, måtte hun vælge en passende hustru, hvis hovedopgave ville være at sørge for hjemmet, assistere med Henriks karriere, og ikke tage unødigt plads lidt svært, men det var ikke Lottes problem. Hvis man ville være gift med så fænomenalt et menneske som Henrik, måtte man løse opgaven.
Faktisk gjaldt det også, at Henriks hustru helst skulle være lidt naiv ikke dum, naturligvis, hun skulle jo føde børn, og Lotte accepterede intellekt i genbanken. Men helst en yndig kvinde, der spurgte familien om alt, især svigermorens mening. Sådan var reglerne.
Med alle disse betingelser var det på forhånd dømt, at Henrik ville ende som evig ungkarl eller i det mindste forsøge at flygte til Grønland. Men han vidste godt, at Lotte sagtens kunne finde ham der. Selv på Mars var man ikke i fred, mente Henrik.
Derfor var den eneste mulighed at vente. Vente og undgå enhver plan hans mor lagde om at føre ham på rette vej. Hvad det var, han ventede på, vidste Henrik ikke, men idéen om at vente på noget stort og smukt passede ham godt.
Efterhånden blev auditoriet fyldt, og Malene holdt stadig øjnene limet til døren. Signe satte sig til rette, nysgerrig over hvem Malene dog kunne vente på. For så vidt hun vidste, havde Malene hverken kæreste eller bejlere. Malene var sød, men lidt til den særlige side.
Skæbnen havde været både gavmild og drilsk, da Malene Hansen blev skabt. Hendes mor og far var ikke klassiske skønheder, men man blev fascinueret af morens uendelige, slanke ben og graciøse ankler. Jordemoderen udbrød efter fødslen:
Sikke nogle stænger og det er hendes mor op og ned!
Men hos Malene stoppede likheden med morens ynde ved benenes længde elegance blev der sparret på.
Vores elskede lille elefant!
Sådan kaldte hendes forældre hende med kærligt glimt i øjet.
De måtte købe nye sko til hende så ofte, at det til sidst ikke længere undrede dem. Sko størrelse 43 og det endda med lidt ekstra plads! At finde ordentlige sko i Holte var en kamp og Malene gik stort set altid i sneakers. Ja, hun var den første i byen til at kombinere business suit og blå Adidas. Selv i retten, hvor hun arbejdede, var det snart normen, efter at byens strengeste dommer kom marcherende ind med identiske sneakers.
Malene havde dog gennemskuet, at den dommer bar sneakers af helbredsmæssige årsager: diabetiker og allerede berøvet et par tæer. Da hun spottede ham kæmpe med et par stive laksko, smed hun straks sine nye blå sneakers:
Her, tag dem! Du har da mindre fod de strammer ikke. Og jeg kan hente et nyt par til dig senere.
I skolen slap Malene for drilleri, da hendes far havde smidt hende ind i brydning i første klasse. Hendes højde og styrke var her et stort plus.
Malene er en stor pige med et stort hjerte og en vældig sjæl!
Sådan sagde hendes mor, mens faren nikkede bifaldende, og Malene lod det varme, uanset ansigtsnæsens størrelse eller taljemålet. Hvad betød det, når ens forældre mente, man var noget særligt?
Malene og Signe fandt hinanden på universitetet. Pludselig sad en indtagende, lyshåret pige med knaldrød habit ved siden af, lagde håret omhyggeligt på plads og rakte hånden frem:
Signe. Lad os blive venner!
Malene blev godt nok lidt overvældet, men returnerede det slanke håndtryk, hendes fingre forsvandt nærmest i Signes spinkle greb.
Malene.
Malene! Det er pænere! Signe hev sit spejl og halvdelen af Matas frem på bordet. Ej, du ligner da én på en regnvejrsdag. Det fikser vi! Jeg er frygtelig penibel omkring udseende, bare så du ved det! Vi er jo kvinder skal vi ikke også forskønne verden lidt?
Inden Malene vidste af det, var puder, mascara og knaldrød læbestift linet op foran hende. Hvorfor hun lod Signe tage over som hendes personlige stylist, forblev et mysterium, måske fordi hun ikke tidligere havde haft tætte veninder.
Hvad er det dog, du har på? Er det din farmors garderobe, der blev tømt for mølposer?
Hvad?
Ja, jeg siger bare, hvor har du fundet det antikvitets-outfit? Kom, vi tager til min mors butik!
Og sådan endte Malene samme aften i sin første designerbutik, hvor Signes mor Hanne, træt af lediggang og tv, var blevet forretningskvinde. Butik åbnede butik, og hendes far gryntede beundrende:
Der ER faktisk andet end vind i den søde piges hoved!
Signe kyssede sin mor og indtog butikken med Malene på slæb:
Mor, det her er Malene! Hun har brug for både råd og ordentligt tøj!
Hanne så anerkendende på Malene og nikkede:
Sikke en type! En spændende opgave!
Malene forlod butikken lettere forelsket i Hanne og lastet med poser.
I morgen vil jeg se dig som et ordentligt menneske, forstået?
Hvor? spurgte Malene mistroisk.
I klub! Gør dig klar og du skal ikke snakke om penge!
Nej! Malene pressede poserne tilbage i Signes hænder Jeg kan ikke tage imod!
Signe skubbede dem kækt tilbage:
Så giv du mig dem, når du kan. Ingen jag bare slip kontrollen et øjeblik!
Næste morgen stod Malene i butikken med rystende stemme:
Jeg vil gerne betale for i går. Jeg er enormt glad for tøjet! Hvor meget skylder jeg?
Hanne smilede hemmelighedsfuldt:
Det passer dig fantastisk! Men glem ikke mascaraen og lidt gloss… Her er prisen. Kassen er over hjørnet.
Da assistenterne siden spurgte, hvordan de skulle bogføre så lav en pris, svarede Hanne:
Giv hende det som gave fra hendes mode-fe! Bland jer ellers udenom og lav mig en kop kaffe.
Hanne lænede sig tilbage med et smil:
Den pige har virkelig noget særligt. Signe må ikke miste hende sådan nogle typer er sjældne!
Signe havde heller ingen plan om at slippe Malene. Deres venskab blev bøjet stædigt sammen, uden drama. I starten forstod kun Hanne, hvad det gik ud på, men snart var det utænkeligt at invitere den ene uden den anden til fest. De holdt sommerferie og senere ferie sammen. Signe lavede mandelister til kommende mænd og Malene vidste men tav at hun allerede havde udset sig én: Henrik.
Henrik, der havde sprunget klasser over og nu var gået fra akne-ramt splejs til småcharmerende fyr, om end stadig ikke høj. Det generede ham ikke, før Signe slæbte ham med i klubben og lod ham møde Malene. Boom! Kærlighed. Uden advarsel. Samme morgen havde han og Signe grinet over, at folk kunne blive forelskede så pludseligt nu sad han lammet, mens denne høje, ufatteligt klodsede kvinde undgik hans blik.
Ingen af dem magtede at opføre sig normalt. Signe så det lynhurtigt:
Nå, Henrik! Forelsket? Det havde jeg aldrig troet.
Henrik sendte hende et dræbende blik; hun tav. Han vidste udmærket, at Malene aldrig i livet ville se til sådan én som ham. Hul i hovedet en alf og en elverpige sikken et makkerpar, især hvad hans mor ville sige til det!
Tanken om Lotte ødelagde hans humør. Malene passede på ingen måde ind i svigermors skema, så Henrik ville ende som årsagen til en ny katastrofe. Det kunne han ikke gøre mod Malene hun var jo…
De gik hjem den aften uden stort at se på hinanden. Malene græd sig gennem natten og svor, at hvis Henrik ikke kunne tage ordentligt afsked, var hun åbenbart ikke noget for ham så ingen grund til at græde mere. Men det hjalp ikke. Hun tænkte konstant på aftenen og frygtede at genmøde ham, særligt fordi Signe bjæffede om, at Malene skulle dukke op til samtlige familiesammenkomster. Overraskende nok dukkede Henrik aldrig op. Han nægtede kategorisk, så snart han vidste Malene kunne være der.
Det vidste hun dog ikke. Det gjorde Signe, som diskret besluttede sig for at hjælpe de to håbløse med en lille plan: En dag, hvor Signe “havde tabt alt i sin mailboks”, gav hun Henrik Malenes mailadresse skrevet på en lap papir ved tastaturet, så det ikke kunne overses.
Da Malene fik sit første mail fra en ukendt beundrer, så Signe straks det smørrede ansigt, og Malene gemte grinende de printede ark. Signe lod som ingenting.
Mailudvekslingen blev til flere år. Signe forbandede dem begge, for Malene nægtede at date nogen anden, selv om hun trissede med Signe ud i Københavns natteliv og forsvandt tidligt hjem hun længtes alene efter at se det lille brev-ikon lyse op.
Hvorfor de skrev breve og ikke brugte Messenger, var der ingen, der forstod, men mails gav tid til at tænke og formulere sig. Årene gik, de skrev om alt, og efterhånden mærkede Malene, at hendes forestillinger om afsenderen kun kunne matche Henrik. Men hun anede intet.
Signe ventede stædigt på, at Malene betroede sig, men det skete aldrig. Nogle folk finder ud af det hele øjeblikkeligt andre skal bruge år…
Malene færdiggjorde jurastudiet, startede på tinglysningskontoret, men havde mailen som sit daglige lille fix. Henrik havde tilsvarende intet øre for sin moders flere og flere formaninger om familie og karriere kun Malene fyldte ham. Han voksede med tiden, satte sin mor på plads, og selv om Lotte stadig suverænt mente at vide bedst, havde hun lært at vente.
Signe nåede at blive gift og skilt hurtigere end nogen opdager forskellen.
Helt ærligt hvad skulle vi dele? Vi havde jo ikke nået at samle hverken møbler eller børn, så hvorfor ballade? Jeg siger bare tak det var hyggeligt så længe, det varede. Og nu har jeg måske mødt den helt rigtige. Malene! Du lytter slet ikke!
Malene lyttede faktisk ikke. Hun våndede sig kun over døren og over, om hun skulle løbe nu eller vente på sin mystiske brevven.
Sløret blev først løftet til klassens jubilæum. Man skulle have en date med. Signe, single og uforfærdet, greb Malenes arm:
Vi går sammen, ikke? Det ville da være underligt, om vi kom alene. Vi er altid to!
Hvad der ramte Malene, ved hun ikke. Men hun vred armen fri og sagde:
Jeg kommer ikke alene!
Hvem?! Malene, vær nu lidt medgørlig!
Du får det at se.
Senere fortrød hun straks sit udbrud, og sendte et langt brev:
Jeg ved det det er måske for meget at spørge om, men nu er tiden kommet. Endnu i går var jeg en skolepige, nu har jeg revet mit første grå hår ud (gener, det ved jeg da!). Men det er trist. Hvorfor går alt så stærkt? Jeg er ikke klar til forandring, men jeg længes. Dette er mit sidste brev. Jeg orker ikke leve gennem en skærm mere. Jeg ønsker familie og børn! Vil du være min ledsager til festen i morgen? Vi kunne måske prøve at mødes i virkeligheden. Hvis ikke så slet bare denne adresse, for jeg lukker den i morgen. Kom bare. Jeg venter.
Malene trykkede send uden at tøve mere.
Dagen efter svingede hun mellem at skælde sig overmodigt ud og rose sin egen beslutsomhed, alle nervetråde på højkant. Et eller andet sted havde hun altid set Henrik, mens hun skrev. Men hun forsøgte at ryste tanken af sig og slog endda knoerne mod sit arkivskab i frustration.
Alle begyndte at troppe op til festen. Endelig tog hun blikket fra døren og rejste sig for at gå. Men idet stod Henrik i døren, og alt andet forsvandt. Signe klappede begejstret:
Godt så! I to, altså. Man kunne tro I var fra en anden planet!
Henrik og Malene stod længe bare og så på hinanden øjeblikket var alt.
Hej!
Hej!
Hvordan går det?
Og dig?
Jeg skriver til dig i aften.
Det kan du godt glemme! Nu skriver du ikke flere breve! Jeg slipper dig aldrig!
Det var faktisk min replik! Du har ret. Aldrig!
To år senere samlede gæster sig i den gamle sommerhus i Hornbæk. Fødselsdagsbarnet svingede skåle på terrassen, indtil Henrik greb et fad og satte hende på trappen.
Malene, vil du ikke tage dig af Emil? Han genkender mig ikke engang i dag mor påstår, jeg er en elendig far, fordi han ikke kan huske mig. Hun mener, at hvert minut er vigtigt nu!
Malene tog let sønnen over på skødet.
Hvordan gør du det? Hvorfor falder han altid til ro hos dig? Henrik kyssede hende først og så Emil.
Fordi du er nervøs for ham! Og det kan han mærke!
Mig? Nervøs?
Dig! Stik moderen et klap, så begynder det at hjælpe.
Malene lo drillende, og da svigermors bil slingrede ind foran huset, hviskede hun:
For resten dine forældre er her nu!
Må jeg bede dig om noget?
Om hvad da?
Hvis min mor…
Henrik, din mor er et vidunderligt menneske. Klog, belæst, bestemt. Og med et barnebarn i huset sågar næsten endnu klogere, må man sige. Lidt sær, ja, men hun synger franske vuggeviser for Emil og holder foredrag om grammatik han lærer snart fransk bedre end dansk, tror jeg.
Det er skræmmende!
På ingen måde! Han sover som en sten imens, og jeg kan få noget lavet…
Jeg vidste, jeg giftede mig rigtigt.
Shh! Pas på hun ikke hører, at jeg er den klogeste i verden! For du ved det skal hun helst tro, i hvert fald når hun er i nærheden. Kun sådan får vi ro i huset.
Hvordan blev du så klog?
Det det har jeg lært her! Malene klappede deres søn, rejste sig og gik gæsterne i møde. Smil nu, ægtemand, ellers får du et brev med ubehageligt indhold i aften!
Må jeg så ikke skrive til dig? Jeg har et brev klar!
Malene blinkede til Henrik, gav Emil til Lotte, og sagde:
Gerne! Jeg venter på det! Tænk at brevskrivning stadig findes det er da lidt lykkeligt, ikke?
