Freja, hent et glas! For pokker da! Ja, kom nu! Kristina gyser og vender sig om. Hvem taler du til? Der mangler altså lidt salt!
Papegøjen sidder puffet op på sin pind i buret og kigger direkte på hende. Den ser lettere forpjusket ud. De hvide fjer er blevet matte og mere grå i nuancerne, og nogle steder mangler de helt. Den gule hanekam, der engang strittede op over de opmærksomme øjne, hænger nu trist ned over hovedet.
Han savner Mads sådan. Og han nægter at sige et eneste ord. Det er dig, Kristina, han reagerer sådan på. Mærkeligt han siger ikke en lyd til mig. Han sidder bare sådan der, mens jeg støvsuger, giver ham mad og skifter vand. Før var han altid glad. Han snakkede hele tiden og elskede at bade. Mads satte et lille fad på midten af stuen, så plaskede den rundt, lykkelig. Papegøjer siger jo sjældent noget, ved jeg. Mads fortalte engang hvorfor, men det har jeg glemt. Alf var én af de snaksalige. Nu er han helt stille. Anna Marie går hen til buret og folder et stort tørklæde ud, der ligger ved hendes side. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med ham. Jeg foreslog, han kunne komme ud i børnehaven i naturhjørnet, men pædagogerne blev rystede. Alle kender ham jo. De siger, han kun vil bande, og så bliver forældrene gale. Jeg synes så synd for ham. Jeg kan ikke selv tage ham med hjem, mine katte ville spise ham på nul komma fem. Så jeg kommer her, fodrer og gør rent. Hvad skal man ellers gøre?
Kristina går tættere på og rører forsigtigt ved burets gitre med en finger.
Er han gammel?
Ingen ved det helt. Mads tog ham med hjem fra et togt for årh, en femten år siden, tror jeg. Jeg kan ikke helt huske det. Vi var kun naboer dengang, ikke andet. Siden har fuglen boet her. Hvor gammel han var, da Mads fandt ham, aner jeg ikke. De bliver jo meget gamle, siger folk. Mads er væk og papegøjen lever stadig Anna Marie snøfter, og Kristina mærker, at tårerne snart kommer igen.
På de par timer Kristina har kendt Anna Marie, har hun grædt næsten uafbrudt. Da Kristina ser mere på hende, slår det hende, hvor meget Anna Marie egentlig minder om Alf den stille papegøje i buret. De er begge lidt fortabte og sørgmodige. Måske har hun virkelig holdt af Kristinas far, ikke bare været hos ham for ikke at være alene. Kristina ved intet om hende. Som om hun heller ikke kender sin egen far, for de sidste sytten, atten år? Ja det er så længe siden, hun har set ham. Hun husker kun, hvad hendes mor fortalte for et år siden: Far plejede at sende gaver hver jul og fødselsdag og betalte altid børnepenge; men efter Kristinas toårs fødselsdag så de ham aldrig mere.
Det var min skyld, Kristina. Han sårede mig, så jeg nægtede ham kontakt med dig. Skjulte dig og flyttede langt væk, så han ikke skulle blive fristet. Jeg vidste, han ikke ville jage rundt efter os. Da jeg endelig gav slip, var det for sent. Han var blevet gift igen, vi boede for langt væk. Det kunne slet ikke hænge sammen længere
Hvordan sårede han dig, mor? Så meget?
Skibskaptajn, Kristina Du ved, i hver havn Den slags kunne jeg ikke leve med.
Hvorfra vidste du det?
Folk er gode til at sludre og sladre, vise og fortælle Jeg havde ingen beviser. Senere indså jeg, man ikke skal tro alt. Men hvad hjælper det nu?
Kristina har ondt af både sin mor og far, men mest af alt er hun ked af, hun nærmest står uden et egentlig minde om ham. Da hun fandt ud af alt det, forsøgte hun at finde ham. Hun skrev til den sidste adresse, tog selv forbi – men lejligheden var solgt for længst, kontakten var væk. Hun havde faktisk overvejet at søge ham efterlyst, men så kom et brev fra Anna Marie. To dage senere, med studierne bragt i orden, satte Kristina sig i flyet, hvis nu hun ikke kunne sige farvel til far, så i det mindste kunne tale med én, der kendte ham.
Undskyld, jeg kaldte dig først nu, men det var hans ønske. Han ville ikke skræmme dig. Han sagde, hvis ikke du huskede ham, mens han var rask, skulle du ikke møde ham syg. Han havde det meget svært til sidst store smerter de sidste dage. Ham og Alf råbte i kor. Selv ørepropper hjalp ikke
Hvordan var han? Ikke til sidst, men ellers?
En god mand, virkelig. Jeg har været gift før to gange faktisk men ingen har været ligesom ham. Han passede på mig, sørgede for de små ting, spurgte, om jeg havde varmt nok tøj på, før jeg gik ud. Anna Marie græder igen. Han elskede at lave mad. Bagte altid kager, lavede konfekt. Jeg jokede med, at jeg ikke kunne komme ind ad døren, men han sagde bare, han ville elske mig, uanset hvad. Ville sylte til vinteren, lave marmelade. Hele altanen er stadig fyldt med glas. Bad ham tage den lidt med ro der var alligevel ingen til at spise det hele. Han elskede det bare, sagde han. Nu har du selv hørt ham: for lidt salt Han råbte aldrig virkelig ad nogen. Han sagde bare sådan, når han blev gal, især over for sin anden kone, Lena. Han bandede bare så ingen tog det med. Han var mester i at skælde ud, men aldrig over for kvinder. Det var kun, hvis han virkelig brændte sig på noget eller blev overrasket.
Må jeg spørge dig om noget?
Selvfølgelig. Hvad du vil. Jeg forstår jo, at du er nysgerrig. Du kendte ham jo ikke. Han begræd hele livet, at din mor ikke ville lade jer se hinanden. Han respekterede hendes valg, men fortrød dybt senere, at han ikke opsøgte dig. Du skal ikke dømme ham for hårdt. Han var blødere indeni end udenpå. Han var bange for at blive afvist af dig. Han frygtede, din mors holdning havde smittet af. Han kunne ikke tåle at blive såret.
Så ingenting skete. Måske havde det været bedre overhovedet at prøve? Kristina bider sig i læben.
Du har sikkert ret. Men sådan var han altså. Jeg undskylder ham ikke jeg fortæller det kun, som jeg selv oplevede det.
Kristina lader fingeren glide over burets tremmer, og papegøjen ser nysgerrigt på hende.
Det er mærkeligt For nogen var han en god mand, god mod dyr og mig sagde han aldrig noget til.
Synes du, det er uretfærdigt? Anna Marie sætter sig på armlænet og ser Kristina i øjnene. Og du har ret. Han skulle have handlet. Hvis han tænkte så meget på dig, burde han have gjort noget i stedet for bare at vente. Jeg forstår heller ikke, hvorfor han ikke gjorde det. Til sidst, da han blev syg, sagde han kun ét ord om det for sent.
Bedre sent end aldrig. Kristina ryster på hovedet. Men nu er det jo for sent. Der er ikke noget at gøre ved det. Jeg gider ikke være vred.
Det er godt! Anna Marie smiler lettet. Det vil gøre ham godt, tror jeg.
Hun går hen til kommoden, hvor fjernsynet står, og åbner den øverste skuffe.
Det her er til dig. Han bad mig give det, hvis du dukkede op.
Det fløjlsagtige etui lægger sig i Kristinas hånd, men hun åbner det ikke med det samme.
Hvad er det?
Du ser selv. Og her er papirerne på lejligheden. Vi skal til notaren i morgen og ordne det.
Hvorfor notaren? Kristina ser overrasket på Anna Marie. Jeg troede, han havde efterladt det til dig?
Nej, du er hans eneste arving, Kristina. Han lavede testamente, så du slap for ventetid og bøvl. Jeg ved, du har dit eget liv og ikke tid til papirarbejde. Sådan ville han have det.
Kristina ser så ned på papegøjen. Dens fjer stritter, og den ligner mest af alt en knudret fnugbold, ikke en levende fugl.
Hvad med ham?
Alf? Jeg prøver at finde nogen, der vil tage ordentligt vare på ham. Måske er der en.
Nej, det er ikke nødvendigt! Kristina går beslutsomt hen til buret og åbner det.
Forsigtigt! udbryder Anna Marie, men tier hurtigt igen.
Kristina rækker hånden ind i buret og stryger forsigtigt fuglens vinge.
Vil du med mig hjem?
Hun kærtegner forsigtigt Alf over fjerene.
Jeg ved, du savner ham. Og jeg kan ikke erstatte ham. Jeg kan ikke engang sylte tomater til vinteren men jeg kan lære det. Virkelig. Vil du hjælpe mig? Kom herover.
Hun fjerner hånden, men lukker ikke buret. Alf tænker sig om et øjeblik, og begiver sig hen ad bordet imod hende.
Utroligt! Han vil aldrig ud, når det er mig. Men du straks! Anna Marie klapper i hænderne. Han kan måske mærke det? Bare en papegøje, men alligevel
En god fugl! Kristina klapper Alf hen over de forpjuskede fjer. Hen er lidt syg, men vi skal nok få dig frisk igen, ikke?
Piller? Du er tosset, Freja! Alf basker med vingerne og strækker sig. Lidt at drikke, kom nu! Bare lidt! Og en agurk, tak!
Kristina ler og ser over på Anna Marie.
Jeg tager ham med.
Efter at have ordnet papirerne og taget afsked med Anna Marie, tager Kristina hjem igen. Det var ikke ligefrem let at finde ud af transporten med Alf, men det lykkedes.
Ja, far. Arven efter dig er virkelig livlig, mumler hun for sig selv, mens hun balancerer den store fuglebur og sin kuffert.
Da hun ser sin mor, ånder hun lettet op.
Kristina! Endelig! Hvad har du dog med?
Arv! Kristina sætter buret og omfavner sin mor.
Hvordan går det? Tanja kigger hende i øjnene.
Fint! Kristina tager elastikken ud af håret, så de lyse krøller falder. Puha, mit hoved gør ondt! Mor, jeg har brug for en god klinik.
Hvad? Er du syg? Tanja bliver bleg.
Ikke mig. En dyreklinik, mor.
Du skræmmer mig, Kristina. Hvorfor i alverden?
Fordi vi nu har dyr i huset.
Kristina løfter buret og trækker dækkenet til side.
Se, hvor fin han er!
Alf spjætter og ser undersøgende op på Tanja.
Han ser noget forpjusket ud, skat.
Se dig selv! For pokker! Sagde jeg ikke, der manglede salt? Alf småskælder, men Kristina lukker hurtigt buret.
Tanja træder et skridt tilbage og ser undersøgende på sin datter:
Hvad? En fugl?
Ja, mor, bare en fugl.
Tanja finder hurtigt en klinik. Dyrlægerne dér bliver hurtigt forelskede i Alf, og en uge senere får Kristina rabat, fordi de griner så meget af papegøjens påfund.
Sjovere klient får vi ikke!
Nej og næppe dyrere! sukker Kristina. Alf! Du har allerede kostet mig, hvad det svarer til et lille land! Kan du ikke bare blive rask nu?
Alf lytter opmærksomt, og hanekammen, der før hang, står nu som en lille krone.
Klog fugl! han nikker, mens han går frem og tilbage på pinden.
Det siger jeg ikke imod! Kristina skifter vand. Skal jeg fylde et fad, så du kan bade?
Gem fjolleriet, dame! Vi kender knap nok hinanden! Alf hopper op på Kristinas skrivebord.
Det går hurtigt med tiden med Alf, og snart skal Kristina tilbage på universitetet. Nu er det Tanja, der om morgenen tager Alf til klinikken, mens Kristina hver aften straks går hen til buret:
Hej Alf!
Og selv tak! Hvor har du været? For pokker! Giv mig et glas vand! Klog fugl, god fugl!
Tanja får et chok, hver gang Alf, savnet efter Kristina, begynder at bande, men Kristina griner bare.
Synes du virkelig, det er sjovt, Kristina? Tanja kan ikke lade være at smile.
Kom nu, mor, prøv at høre ham! Han snakker altså med! Jeg troede, papegøjer bare gentager, men Alf han er virkelig klog!
Klog fugl! Værdifuld! råber Alf, ivrigt nikkende.
Efter et halvt år har Alf forvandlet sig. Stor, velplejet og festlig, en sand stjerne i vennekredsen. Kristinas studiekammerater tager selfies med Alf og deler det overalt, og snart er Alf berømt.
De har endda opfundet et hashtag til dig. Se, hvor moderne du blevet!
Jeg er flot! siger Alf og pudser sine fjer.
Du er fantastisk! Kristina kigger i spejlet. Gad vide, om jeg kunne låne lidt af din charme, Alf. Måske ville Kasper så lægge mærke til mig
Kvinder! Værdifuld fugl! Klog! Elske!
Tak! Kristina ryster på hovedet; krøllerne danser. Hvordan får jeg ham dog til at lægge mærke til mig?
Syng en sang for Alf! Syng en sang!
Kristina slipper børsten og smiler til Alf.
Det er sgu en idé!
Kristina elsker musik. Som barn sang hun altid, og hun vandt som seksårig en talentkonkurrence i sommerhusferie på Fanø.
Hun skal gå på musikskole! sagde Tanja, stolt over en konkurrenceskalsk.
Det blev hun glad for. Kristina var fast solist i børnekoret, men da det blev tid til karrierevalg, var hun stålfast.
Nej. Jeg vil være læge.
Hvorfor dog det? Du har jo talent, skat!
Det er min plan. Jeg tror på kunsten, men endnu mere på kirurgiens kraft.
Tanja undrede sig først, men bakkede op, da hun mærkede, hvor vigtigt det var for Kristina.
Studieårene er hårde for Tanja, der slider for økonomien og helst ville have flere timer i døgnet. Kristina drøner fra lektier til lektier, og musikken må være baggrundsstøj.
Nu kommer det overraskende nok til nytte.
Alf, du er en genistreg! Gentag!
Genistreg, Alf! Genistreg! Alf vralter lykkeligt.
Kristina finder sin guitar frem og sætter sig på gulvet.
Alf lytter betaget, først fra kanten af bordet, så sætter han sig lige foran Kristina. Hendes stemme er i starten forsigtig, men snart runger sangen gennem stuen, så Alf spiler op.
Kan du lide det, Alf?
For pokker! Alf tripper rundt, helt stum for en gangs skyld.
Så er vi der!
Kasper glor overrasket på Kristina til et studenterarrangement hun har netop lagt guitaren fra sig, badet i venindernes roser.
Du synger fantastisk! Hvorfor læser du medicin?
Kristina gemmer lykkens krydsede fingre i skødet og smiler til ham, der fylder hendes drømme.
Kristina og Kasper dater et år, arbejder på at finde deres vej sammen, men det er svært. Han har store drømme, det har hun også.
Skal det være familie eller karriere? Alf, hvorfor forventes det altid, at kvinder skal ofre sig?
Sylte tomater! Vinteren nærmer sig! Marmelade også! Du har glemt hindbær! For lidt salt!
Ikke nu, Alf! Kristina fægter opgivende.
Kvinder! Alf klikker vredt med næbbet. Elske fugl! Elske!
Hvilket kærlighed, hvis jeg kun må være hjemme. Jeg vil også arbejde, operere! Ikke bare sidde i et køkken!
Tanja kigger ind og lukker stille døren igen. Hun blander sig ikke. Kristina har altid været selvstændig, tænkt tingene igennem, før hun tog beslutninger. Hun venter på, Kristina beder om et råd.
Mor? Skal vi tale sammen?
Tanja skjuler et smil, vender sig ikke mod Kristina.
Hvad er der?
Kasper har friet.
Det er jo stort?
Måske
Hvad er galt?
Alt er forkert, mor. Jeg elsker ham jo men for at blive hans kone må jeg give afkald på alt det, jeg har planlagt.
Hvorfor?
Han vil, at vi flytter til København, hvor han har fået tilbudt job på hospitalet. Du ved, han er dygtig måske lidt af et geni.
Og hvad er problemet?
Han vil ikke, jeg skal arbejde, mor. Jeg skal blive hjemme, tage mig af hus og børnene, når de kommer. Han skal være kirurg, jeg skal være husmor, kone og mor. Sådan forestiller han sig fremtiden.
Og du? Hvad vil du?
Det ved jeg ikke, mor Jeg er ikke klar til at opgive alt mit eget for ham men jeg vil heller ikke miste ham.
Tanja vender sig mod vinduet, kæmper med sig selv. Det samtale spejler hendes eget liv for mange år siden. Hun kunne være endt mere lykkeligt, hvis hun havde turdet stå fast på sine egne drømme.
Elsker du ham, Kristina? spørger Tanja.
Ja det tror jeg.
Hvad er kærlighed, tror du?
Kristina synker i tavshed. Uret tikker. Bagefter kan man høre Alf tumle med sin nye klokke. Endelig siger Kristina:
Jeg troede altid, det handlede om at sætte den anden før sig selv. Men så mister man jo sig selv og hvis han tænker sådan, vil han miste sig. Hvem vinder overhovedet?
Det er svært at sige jeg selv kunne ikke forene begge dele. Måske kan du?
Deres samtale fortsætter længe, uden at give svar, og weekenden hvor Kristina skal møde Kaspers familie nærmer sig. Da natten falder på, siger Tanja:
Kan du ikke tage en pause? Nogle gange hjælper det at træde væk og tænke nyt. Lad os se, hvad hans familie er for nogen. Siden ser vi.
Kristina nikker trætte til og går i seng. Alf brokker sig lidt, men hun putter ham og trækker tørklædet for buret.
Søndag. Marked, indkøb, madlavning – alt på én gang. Kristina farer rundt i køkkenet. Tanja hjælper stille.
Du har virkelig en skøn datter, Tanja! Så dygtig, så smuk. Kasper har heldet med sig! siger Kasper mor, Helle, henført, men Tanja tror hende ikke helt.
Helle kigger undersøgende rundt og sukker hurtigt.
Når de flytter til København, arbejder vi på at hjælpe. Det er dyrt og besværligt med lejlighed. Vi kan tage det meste. Kasper er enebarn, det gør vi gerne. Han skal være kirurg. Og Kristina får sin rolle som mor og hustru. Det er nu engang sådan, det bør være, tror du ikke?
Jo, bestemt, svarer Tanja, mens hun retter på dugen. Faktisk har Kristina en lejlighed i byen. De kan bo der.
Har hun? Hvordan?
Ingen hemmelighed. Det er arv fra hendes far.
Jeg troede, du var alene. Helle nikker elegant.
Kort efter vil Helle se Kristinas værelse. Da de er alene, hvisker Helle:
Du skal vide, jeg kan virkelig lide dig, Kristina. Kasper elsker dig, han har aldrig mødt en som dig før. Han ser dig som en støtte én, der kan hjælpe ham til succes. Det er opgaven for en klog og dygtig kvinde. Den er svær, men gør du det rigtigt, blomstrer han og I begge.
Hvad med kvinden?
Hvad mener du, Kristina? Dermed er der jo fred i familien. Manden udvikler sig, kvinder sørger for hjemmet og børnene. Man kan ikke have både karriere og familie, det ender kun et sted.
Helle nikker mod buret, ser på det håndmalede tørklæde.
Hvor flot malet.
Mor lavede det.
Det overrasker mig! Jeg troede, hun var meget nede på jorden.
Pludselig skriger Alf, så Helle trækker hånden til sig.
Hvad var det?
Alf. Min papegøje.
Kristina løfter tørklædet Alf rejser sig straks op, hanekammen strutter.
Imponerende, Helle ser forsigtigt på fuglen. Det er?
Kakadue.
Alf afbryder: Freja! For pokker! Hent et glas!
Helle træder hastigt væk, mens Kristina hurtigt dækker buret til.
Det han snakker bare, forklarer Kristina, dog måbende over at Alf bander udførligt i Helles retning.
Efter besøget sukker Kristina lettet.
Du havde ret, mor. Jeg har virkelig brug for en pause! Hun kysser Tanja og befrier Alf fra buret.
Hvad laver du, Alf?
Elske! Elske! tripper han insisterende.
Ugen efter en jobtilbud fra Odenses største klinik, og forholdet mellem Kasper og Kristina slutter.
Du vil hænge fast i arbejdslivet! Er det bedre end at være min kone? spørger Kasper vredt.
Også hvis det er det, Kasper. Det vigtige for mig er, at valget er mit. Ikke nogen andens.
Sådan var din mor, kan jeg kende.
Kristina ser ham gå og aner stadig ikke, hvad kærlighed er.
Men det lærer hun. Nogle år senere møder hun sin fremtidige mand, én der ikke stiller krav men tager imod. Det er hendes hænder, der engang redder hans liv.
Du reddede mig fra den anden side.
Endnu kan jeg ikke det, men jeg prøvede, ler Kristina, der aldrig har set nogen synge under bedøvelse før.
Ole kommer første gang hjem til dem på krykker. Alf betragter værket sløvt, bruger et næb til at klø sig bag øret og konstaterer:
Klog fugl! Elske! Elske!
Kristina kigger smilende på Tanja og tager Alf på ordet.
Senere vil Kristinas tvillinger falde i søvn til Alfs sagte pludren på børneværelset. Venner spørger altid:
Larmer han aldrig, vækker de ikke børnene?
Og Kristina svarer hver gang:
Ikke én eneste gang. Hvis noget, så lærer børnene ham unoder. Han er jo den klogeste fugl, vi har haft.
