At skrive under eller lade være
3. oktober
I dag kommer jeg til at skrive dette med rystende fingre. Det er måske kun for at få styr på, hvad der sker eller bare for at få vejrtrækningen rolig igen.
***
“Her skriver du under,” sagde Birgitte Rasmussen, og lagde papiret på bordet foran mig, som om det ikke var et stykke papir men en dom, allerede afsagt og umulig at ændre. “Så kan du begynde at pakke dine ting.”
Jeg stirrede på det hvide A4-ark. Bogstaverne flød sammen, blev til ord og igen til ingenting. Det var som at forsøge at læse under vand.
“Mathias,” sagde jeg. Ikke højt. “Mathias, hører du, hvad din mor siger?”
Han stod ved vinduet, ryggen mod os. Hænderne dybt i lommerne på sine lysegrå bukser, skuldrene trukket lidt op. Den kropsholdning kendte jeg alt for godt. Han brugte den hver gang, han ikke ville svare.
“Mathias.”
“Anna,” sagde han til sidst, stadig uden at vende sig. “Mor har ret. Vi må afslutte det her.”
Der sad mange mennesker i stuen. Tante Grethe, en lille, tør dame med permanentet hår, lod som om hun studerede mønstret i gulvtæppet. Onkel Finn stod ovre ved vitrineskabet, og legede med et snapsglas med postevand og stirrede ind i en væg. Et par fætre og kusiner, som jeg aldrig havde lært navnene på, så på hinanden og sagde ingenting.
Og ved vinduet, tæt ved Mathias, stod Sofie.
Hun var høj, bar et kjole i råhvid og havde mørkt, glat hår sat op i en knude. Hendes ansigt var samlet, roligt, sådan som folk ser ud, når de ved, hvad de vil og resten, det er formaliteter. Hun kiggede ikke på mig. Hun så ud mod haven, over på de gamle æbletræer, som Mathias far havde plantet engang i firserne.
“Vi må afslutte det,” gentog Mathias.
Jeg tog papiret, læste det igennem. Afkald på boet. Afkald på krav. Frivilligt.
“Frivilligt,” læste jeg højt.
“Præcis,” sagde Birgitte. Hun havde sat sig igen i sin høje lænestol, den alle kaldte “mors stol”. “Frivilligt. For vi er jo civiliserede mennesker, og vi ønsker ikke ballade. Du har boet under vores tag i fem år. Vi har givet dig tag over hovedet, mad, kørt dig rundt. Vi har ikke noget at bebrejde dig. Sådan gik det bare.”
“Sådan gik det bare,” gentog jeg. Jeg ved ikke hvorfor jeg gentog det ekko. Måske for at mærke, hvordan det lød i min egen mund.
“Mathias har fundet én, der passer til ham,” fortsatte Birgitte, stemt blød som honning, som man taler til børn der skal forstå det åbenlyse. “Sofie kommer fra en god familie hendes far sidder i bestyrelsen i Novo. Du forstår det godt, ikke? Du kan jo selv se, at du ikke passer ind.”
Jeg løftede blikket.
Birgitte var sidst i tresserne, med farvet hår, kobberfarvet og antydningen af rødder. Hænderne var prydet med ringe; jeg havde én gang talt dem syv i alt, nu blinkede de i lampelyset, mens hun foldede hænderne i skødet og smilede med vinderens blik.
“Passer ikke ind,” sagde jeg.
“Nu skal du ikke gentage lige som en papegøje,” sagde hun med et skævt smil. “Jeg siger det bare, som det er. Du kom hertil fra ingenting. Hvem var din far? Ingen. Din mor døde, da du var lille. Boede til leje, havde et ufaglært job, hakkede dig frem. Mathias havde ondt af dig, tog dig ind. Du burde være taknemmelig for de fem år her. Det skal du sætte pris på.”
Tante Grethe hostede. Onkel Finn flyttede sit glas.
“Få det på det rene,” sagde jeg langsomt. “Det er én måde at beskrive det på.”
“Anna, skriv nu bare under og gå.” Mathias stemme skiftede en anelse, men jeg hørte det det var et lille, bedende anstrøg under fastheden. Jeg kendte det. “Vi behøver ikke gøre det til en farce.”
“Jeg gør ikke noget nummer ud af det.”
“Så skriv under.”
Pennen lå klar, blank og åbenlyst ny.
Fra køkkenet klirrede service dæmpet duften af brun sovs og laurbærblad hang i luften. Livet her fortsatte, mens denne scene var som en lille trafikprop, der snart ville opløse sig i ingenting.
Tankerne gik tilbage til den første gang i denne stue da jeg kom for fem år siden, holdt Mathias mig i hånden, og jeg var overvældet over lofterne, malerierne, kaminen. Han hviskede: “De er flinke, du skal ikke være bange.” Jeg var ikke bange. Tror jeg.
“Anna,” sagde Birgitte utålmodigt, “du får en pæn sum som kompensation. Det står der. Har du læst det?”
“Jeg har læst det.”
“Og hvad så? 20.000 kroner. Det kan du klare dig på. Leje et værelse.”
Tyve tusind kroner. Jeg stirrede længe på tallet nederst på siden. Tyve tusinde for fem år.
Sofie ved vinduet skiftede vægt fra den ene fod til den anden.
“Sofie, har du ikke ondt i benene?” Birgitte så venligt på hende. “Sæt dig da.”
“Nej tak, jeg står hellere, Birgitte,” svarede Sofie. Stille, afdæmpet stemme.
Jeg betragtede hende. Hun var smuk. Ægte skønhed, ubesværet den slags, man får i vuggegave sammen med gode gener og ordentlig madpakke. Hun var på min alder, måske lidt ældre. Hun så ud i haven med et ansigt, som om det her kun var et ophold, en parantes.
Måske var det alt, det var, for hende.
Jeg tog pennen op. Fingerne strammede om det glatte, kolde hylster.
Der blev stille i stuen. Selv lydene fra køkkenet forsvandt. Hele huset holdt vejret.
Jeg satte pennen til papiret.
Så vibrerede telefonen i lommen.
Jeg havde ikke lyst til at kigge. Telefonen havde ikke betydet noget de sidste dage; beskeder hørte til en anden tid, en anden Anna. Men hånden reagerede alene.
Skærmen. Afsender.
Erik Lauridsen.
Jeg stivnede.
Jeg havde ikke set det navn i fem år. Slettede ham selv for tre år siden det gjorde ondt at se det. Men på en eller anden måde var han der stadig, eller poppede op. Måske havde jeg bare ikke fjernet ham helt.
En besked.
“Anna. Skriv ikke under. Jeg er her. Kom ud, når du er klar. Mørkeblå Volvo ved lågen.”
Jeg læste beskeden igen. Ordene ændrede sig ikke.
“Hvad er det?” sagde Birgitte utålmodigt. “Skriver du under eller ej?”
Jeg lagde telefonen væk. Lagde pennen fra mig på bordet ikke til Birgitte, ikke i holderen. Bare der på bordet.
“Jeg skal lige have et øjeblik,” sagde jeg.
“Hvad for noget?”
“Et minut, bare,” gentog jeg, og et eller andet i min stemme gjorde hende tavs.
Jeg gik ud i entreen.
***
Entréen i villaen var lang, væggene beklædt med træpaneler og en tung lysekrone. Jeg kendte hver en bræt: dén knirker, hvis man træder til højre, den dér ikke. Fem år. Fem år at gå på de gulve.
Jeg stoppede op ved vinduet for enden af gangen. Herfra kunne man lige skimte facaden, porten, et stykke af vejen. En mørkeblå Volvo holdt ved lågen. Stor, diskret. “Volvo” jeg vidste, hvilken slags bil det var, selv om jeg aldrig havde kørt i sådan en.
Noget rørte sig indvendigt. Et ord for det fandtes ikke rigtigt.
Erik Lauridsen. Far.
Fem år uden at sige dét ord om et levende menneske. Mor døde, da jeg var syv. Far blev. Han var stor, højlydt, dominerende tog hele rummet med sin vilje, sin plan. Han elskede, som han kunne. Bestemmende. Han mente, han vidste bedst om mit liv: mand, job, fremtid.
Så jeg gik. 22 år, én kuffert, halvt hjerte fuld af vrede til Mathias, som så på mig, som jeg var hans fremtid.
Mathias var dengang nyuddannet arkitekt, lejede et værelse, spiste frysepizza med kaffe og lavede plantegninger ingen ville købe. Jeg elskede ham. Uden forbehold. Den slags kærlighed man bare gør. Jeg valgte ham over alt andet: min far, penge, alt det gamle. Jeg fortrød aldrig. Ikke engang da jeg burde.
Og far? Han var et sted derude. Jeg troede han havde slettet mig. Han var ikke typen, der tabte. Hvis en datter gik, så fandtes hun ikke mere.
“Jeg er her.”
Jeg gik tilbage i stuen.
***
Alle var på deres pladser. Birgitte i sin stol, Mathias ved vinduet, Sofie tæt ved. Tante Grethe, onkel Finn, et par familiemedlemmer. Som et tableau, man kunne have forladt i ti minutter eller ti år, og der ville være det samme.
“Nå der var du,” sagde Birgitte. “Vi troede snart, du var stukket af.”
“Nej,” sagde jeg. “Jeg er ikke stukket af.”
Jeg gik hen til bordet. Tog papiret med begge hænder. Så på det, som om jeg gennemsøgte det for sidste gang.
“Anna?” sagde Mathias. Han vendte sig, så på mig for første gang. Hans ansigt var stadig pænt, det måtte jeg indrømme, men markeret af udmattelse. “Bare skriv under. Lad os komme videre.”
“Mathias,” sagde jeg, “ved du, hvilken virksomhed du skylder fire millioner kroner til?”
Luften i rummet ændrede form.
“Hvad?” Mathias virkede, som om han først nu forstod spørgsmålet.
“Virksomheden. Du lånte til de renoveringer sidste år. Privat investorer, sagde du. Alt var under kontrol. Kan du huske det?”
“Anna, det er ikke”
“Nordisk Kapital, Mathias. Jeg fandt papirerne i dit kontor for et halvt år siden, ved et tilfælde. Du glemte at låse skuffen.”
Mathias tav.
“Dengang anede jeg ikke, hvad det betød. Jeg kunne bare huske navnet. Men i dag fik jeg besked om, at Nordisk Kapital har opkøbt alle dine gældsforpligtelser. Helt. Det er min far, Mathias. Erik Lauridsen. Du har vel hørt navnet?”
Der blev isnende stille.
Tante Grethe holdt op med at studere gulvtæppet. Onkel Finn satte glasset ned med langsomme bevægelser.
“Hvad er det, du sidder og fabler om,” sagde Birgitte og nu lød hun kun skeptisk, ikke vred. “Lauridsen? Er han din far?”
“Ja.”
“Du har selv sagt, du ikke har nogen far. At… I slet ikke havde kontakt.”
“Vi har ikke haft kontakt i fem år.” Jeg foldede papiret, sagde det blidt. “Men han er der jo stadig.”
Mathias tog et skridt fra vinduet, stoppede op.
“Anna, vent. Er det… den Lauridsen? Finansmanden?”
“Det er min far.”
“Men du har aldrig… du har sagt…”
“Mathias,” brød jeg ind. “Du har aldrig spurgt rigtigt ind til min far. Kun når det passede dig. Kun når du skulle forklare gæster, at der ikke var familie til brylluppet. Eller din mor spurgte om medgift. Ikke for at vide det.”
Mathias blik blev tomt.
“Og nu vil du have mig til at skrive under på afkald på dette hus der er pantsat. Ved du hvem der holder pantet nu?”
Birgitte rejste sig brat.
“Rolig,” sagde hun. Stemmen var hård nu. “Er det en trussel?”
“Nej,” sagde jeg. “Jeg er her, fordi I bad mig komme. Fordi I lagde det her papir foran mig. Jeg fortæller jer bare, hvordan det ligger.”
***
Nogen burde have stoppet mig allerede for fem år siden. Bedt mig se ordentligt efter: ikke kig på øjnene, men hænderne. Hvordan han holder sin kop. Hvordan han taler til tjeneren. Hvordan han reagerer, når tingene ikke går, som han vil. Det betyder noget.
Men ingen stoppede mig. Jeg gik ind her med håb, kuffert og kærlighed halvt i hjertet, blev budt velkommen af Birgitte, der serverede kaffe og spurgte ind. Først senere, efter brylluppet, kom konturerne frem, som billeder i mørkekammeret.
Jeg arbejdede dengang på et lille forlag, satte tekst op, ikke noget prangende, men jeg kunne lide det. Birgitte kaldte det smilende for “dit lille kontorjob”. Mathias sagde, jeg ikke skulle tage mig af det. “Sådan taler hun bare.”
Jeg tog mig ikke af det. Uger, måneder.
Så begyndte Mathias karriere at tage af. Opmærksomhed, penge og jo længere han rykkede op, desto mere så han bagud og så ikke en kone, men en byrde.
Det mærkede jeg. Som forandret luft før uvejr.
Så kom Sofie.
Først var der bare et navn på telefondisplayet, så projektarbejde, så sene aftener forklaret med det ene eller det andet. Jeg spurgte ikke. Var bange for svaret. Så blev jeg ikke bange længere, og så kom han selv og sagde det. “Vi skilles. Jeg vil noget andet. Forstår du det?”
Jeg forstod det. Ikke med hovedet, men indeni.
Det gjorde ondt alligevel.
***
“Birgitte,” sagde jeg, “huset har været pantsat hos Nordisk Kapital siden marts sidste år. I har selv skrevet under.”
Hun stod. Ringene blinkede ikke længere.
“Det er forretningsforhold. Det rager ikke dig.”
“Det rager mig meget. For nu bestemmer min far, hvad der sker med huset. Og med Mathias gæld. Og med betingelserne.”
Mathias blev bleg. Jeg kunne se farven forsvinde fra hans ansigt på få sekunder.
“Anna,” sagde han. Stemmen var hverken befalende eller bedende. Bare hans. “Anna, vent.”
“Mathias,” blandede Birgitte sig, “hun roder bare rundt.”
“Jeg roder ikke rundt,” sagde jeg roligt.
“Tør du virkelig sidde dér og spille klog?” hviskede tante Grethe.
Ingen svarede hende.
Sofie så på mig for første gang under hele samtalen. Ikke fjendtligt, ikke bange. Bare roligt, undersøgende, som hun pludselig forstod, at regnestykket havde fået en ukendt faktor.
“Jeg skriver ikke under,” sagde jeg. “Mine advokater kontakter jeres. Vi fordeler det hele lovformeligt.”
“Advokater!?” udbrød Birgitte, nærmest forpustet. “At du tør! Du kom hertil uden en krone”
“Birgitte.” Jeg løftede hånden, og der var noget i gestussen hun ikke kunne modsige. “Ordet fattig har jeg hørt nok for i dag. Mine advokater skal nok huske det også.”
***
Hvad jeg ikke sagde højt, var hvad der rørte sig indeni.
Da jeg læste smsen i entréen, rystede mine hænder. Rigtigt rystede. Jeg så den Volvo derude og alt i mig spændtes. Ikke af glæde, ikke af triumf, men noget andet, jeg ikke havde ord for.
Han var her. Fem år. Jeg gik, slamrede døren, råbte alt det, jeg syntes, han gjorde forkert. Og tænkte, han ville glemme mig sådan én glemmer. Men han holdt øje.
Han ringede ikke, skrev ikke. Men vidste alt. Mathias gæld. Huset, Nordisk Kapital. Uden forklaring, bare de tre ord: jeg er her.
Jeg stod der og tænkte på, hvad det vil sige, at have en far. At nogen venter, venter, venter og så kommer, uden ord.
Den mørkeblå Volvo ved lågen.
Jeg havde ikke ord for, hvad jeg følte.
***
“Anna,” sagde Mathias, da jeg kom ind. “Vent et øjeblik. Vil du ikke lige snakke?”
Nu gik han hen mod mig, bedende i kroppen. Før havde han stået med ryggen til.
“Vi har ikke mere at sige hinanden,” sagde jeg.
“Anna, jeg mener det… Jeg ved godt, jeg…”
“Mathias.”
“Vent nu. Det kan være, vi var for hurtige. Vi kunne…”
“Mathias,” sagde jeg og mødte hans blik. “Du inviterede hende i dag. Du stod dér, mens din mor kaldte mig fattig. Du gjorde klar med pen og papir. Du lod hele familien overvære det. Hvorfor?”
Han sagde intet.
“Du kunne ringet. Vi kunne have taget en snak. Jeg havde hørt dig. Men du gjorde det sådan. Hvorfor?”
Sofie sænkede blikket.
“Mor sagde, det var lettest sådan,” sagde Mathias så lavt, at det næsten druknede.
Tante Grethe sukkede. Onkel Finn vendte sig væk.
“Mor sagde,” gentog jeg.
Birgitte protesterede straks.
“Mor, hold nu op,” sagde Mathias.
Hun tav, og et øjeblik var der så stille, at jeg kunne høre en bil i det fjerne udenfor.
“Anna,” sagde Mathias igen. Stemmen bedende, ægte. “Det var en fejl. Bliv. Vi kan”
“Nej,” sagde jeg.
“Anna”
“Nej, Mathias. Ikke fordi jeg hader dig. Ikke for at skade dig. Bare nej.”
Jeg tog min taske. Den virkede mindre nu. Ikke den man ser i sådan en stue, men nu var den min.
Sofie trak sig væk, mod døren.
“Sofie, vent!” Birgitte forsøgte at standse hende.
“Birgitte, I skal tale sammen som familie. Jeg ringer.”
“Lad nu være, du lovede din far…”
“Sofie!” sagde Mathias. Men hun gik, stille, roligt. Som folk, der ved, hvordan man går.
Mathias så sig rundt. Jeg, Birgitte, tante Grethe, onkel Finn, et par fjerne slægtninge alles øjne på ham. Først nu så han klart.
“Anna,” sagde han bare. Ikke mere.
Jeg nikkede. Ikke køligt, ikke triumferende. Bare nikkede og gik.
***
Entreen tog imod mig. Jeg fandt mit frakke, beige, lidt slidt. Satte det langsomt på. Knapperne var ved at løsne sig, måtte huskes at sy dem fast engang.
Hoveddøren var tung. Jeg åbnede.
Udenfor var det koldt. Efteråret var kommet; luft med duft af våde blade. Jeg trak vejret.
Jeg gik ned gennem gruset. Sofie gik i den anden retning, sagde ikke noget.
Ved lågen drejede hun mod bilen. Jeg så hende ikke mere.
Den mørkeblå Volvo ventede. Ruderne tonede så man skulle gætte, hvem der sad bag.
Jeg gik tættere på. En tåget sekund, før ruden gled ned.
Erik Lauridsen var stadig høj. Selv siddende bredte han sig ud. Grå i tindingerne, briller med smal ramme. Hans ansigt bar de fem års alder, men jeg kendte det med det samme. Han havde mine øjne, eller jeg havde hans.
Vi så på hinanden.
“Far,” sagde jeg. Ordet kom bare. Ikke svagt, ikke anstrengt. Bare sådan.
“Kom ind,” sagde han roligt.
Jeg åbnede døren, satte mig. Sædet var læder, blødt. Døren lukkede sig bag mig.
Det var varmt, duftede af læder og fars gamle parfume, den jeg aldrig huskede navnet på, men som var ham.
Han satte bilen i gang. Ingen hast.
Villaen blev mindre i bakspejlet.
Vi sagde ingenting først.
“Vidste du det længe?” spurgte jeg.
“Om gælden? Siden foråret.”
“Og?”
“Og købte den, da jeg fandt ud af, de tvang dig til at skrive under.”
Jeg så ud af vinduet. Træer og hegn gled forbi.
“Du kunne have ringet,” sagde jeg. “Fem år.”
“Det kunne jeg.”
“Men det gjorde du ikke.”
“Nej.”
Vi passerede et lyskryds.
“Hvorfor?” spurgte jeg.
Han tænkte sig om. Ikke fordi han ikke havde svaret, men for at vælge ordene.
“Du gik,” sagde han. “Du havde ret til det.”
“Er det alt?”
“Det er meget.”
Jeg så på ham. Han holdt på rattet, rank ryg. Samme som altid, bare ældre.
“Jeg var vred på dig,” sagde jeg.
“Det ved jeg.”
“Jeg troede, du havde slettet mig.”
“Det ved jeg.”
“Du kunne have sagt, du ikke havde.”
“Det kunne jeg. Men du havde ikke troet mig. Dengang.”
Det havde han ret i. Dengang havde jeg brug for at have nogen at flygte fra.
“Hvor skal vi hen?” spurgte jeg.
“Hvor du ønsker.”
“Jeg ved ikke.”
“Så spiser vi først. Du har sikkert ikke spist siden i morges.”
Jeg trak på smilebåndet.
“Hvordan kan du vide det?”
“Jeg gættede.”
Vi kørte videre. Byen blev tættere, så løsere. Efterårshimlen var tung og hvid.
Jeg lænede mig bagover med lukkede øjne. Skimmede haven udenfor. Træerne næsten tomme for blade, sorte linjer mod himlen som tuschtegning.
Tænkte på Mathias. Ikke med smerte, måske bare lidt træthed. Han ringer sikkert. Skriv, ring igen så videre igen. Det har altid været hans talent.
Birgitte vil være vred længe endnu. Men nu skal de først ordne mere alvorlige ting. Sofie kommer aldrig tilbage jeg så hendes blik, da han sagde “mor sagde”. Sofie vidste straks.
Tante Grethe fortæller sikkert hele byen sin version. Med pynt og ændringer.
“Far,” sagde jeg.
“Ja.”
“Skal vi tale om det, der var?”
“Hvis du vil.”
“Jeg ved ikke om, jeg vil.”
“Så venter vi.”
Jeg nikkede. Det var rigtigt. Problemerne var ikke væk, men vi skulle ikke tage dem nu. Nu var der bare varme i bilen, byen, og ro.
Jeg var sulten. Han havde ret.
“Er der noget i nærheden?”
“Ja, et stille sted.”
Volvoen drejede ind på en bred vej under lindetræer, blade stadig gule. De holdt stædigt fast.
***
Der var sikkert voldsomme samtaler i huset nu. Birgitte hævede stemningen, Mathias lyttede eller ikke. Resten gik væk eller ringede. Aftensmaden duftede stadig på køkkenbordet.
Jeg så det ikke. Men jeg vidste, hvordan huset åndede.
Jeg følte intet. Hverken glæde eller lettelse. Bare et tomt sted, hvor alt det tunge havde siddet.
Tomhed fyldes ud, med tiden. Ikke altid med det, man tror.
“Anna,” sagde min far lavt.
“Ja?”
“Du klarede det godt.”
Jeg så på ham. Han så på vejen, roligt.
“Hvordan ved du det? Du var jo ikke inde.”
“Du gik ud, som én der har klaret det.”
Jeg så ud gennem ruden.
“Jeg anede ikke, hvad jeg gjorde,” sagde jeg. “Jeg gik bare. Jeg talte bare.”
“Sådan er det. Når man gør det rigtigt.”
Vi drejede ind ad en stille sidevej, små villaer og hække. For enden et lille café. Skilt i træ over døren, lys i vinduerne.
Han stoppede bilen.
“Her.”
“Kommer du her tit?”
“En gang imellem.”
Vi steg ud. Efterårsluften kradsede.
På døren stod åbningstiderne. “Åbent til 22”.
“Er du sulten?” spurgte jeg.
“Ikke rigtig.”
“Så bare kaffe.”
“Bare kaffe,” nikkede han.
Jeg åbnede døren. Indenfor var der lunt, rolig musik, et par borde, træstole, en lang disk.
Vi satte os ved vinduet.
Jeg lagde tasken over stolen. Smøgede frakken over ryggen. Så på hænderne, de rystede ikke mere. Det opdagede jeg først nu.
“Far,” sagde jeg.
“Ja.”
“Du holdt øje fem år. Kendte til alt det med huset, gæld”
“Ja.”
“Det må have været svært. Ikke at sige noget.”
Han tog brillerne af, tørrede dem, lagde dem på igen. Jeg huskede det.
“Svært,” sagde han.
“Hvorfor ventede du?”
Han så på mig.
“Fordi du ikke spurgte.”
Jeg åbnede munden, lukkede den igen. Tænkte.
“Hvis jeg havde spurgt?”
“Så var jeg kommet.”
En mor med barnevogn gik forbi udenfor. Hun sagde noget til barnet, lavmælt.
“Jeg vidste ikke, jeg kunne spørge.”
“Det er min fejl. Ikke din.”
En ung kvinde kom med blok og blyant.
“To kaffe,” sagde far. “Og mad hvad har I?”
“Dagens suppe, og kål-tærte,” svarede hun.
“Anna?”
“Suppe, tak.”
“To supper.”
Hun gik. Vi var stille. En anden stilhed end i stuen dette var bare to mennesker, der havde mere at sige, end der var tid til.
“Hvor skal jeg nu hen?” spurgte jeg mest mig selv.
“Det ved kun du.”
“Min lejekontrakt løber til februar. Jeg har ikke job sagde op for et halvt år siden, troede jeg…”
“Hvad?”
“At jeg ville hjælpe Mathias. Han sagde, han havde brug for én, han kunne stole på. Administrativt.”
“Og?”
“Han fandt en anden. En der var mere professionel.”
Far nikkede bare.
“Jeg er ikke desperat, bare i tvivl.”
“Du har tid.”
“Hvor meget?”
“Så meget du behøver.”
Så kom kaffen. Sort, stærk. Jeg holdt om koppen, mærkede varmen.
“Far,” sagde jeg. “Vil du sige, jeg skulle have hørt på dig? For fem år siden?”
“Nej.”
“Hvorfor ikke?”
“Det hjælper ikke.”
“Men tænker du det?”
“Anna,” sagde han. “Det tænkte jeg meget over. I starten. Men valget var dit. Hvordan det gik, ved du selv.”
“Det gik skidt.”
“Det gik på mange måder. Fem år alene. Det er heller ikke ingenting.”
“Trøster du mig?”
“Nej. Jeg siger, hvad jeg mener.”
“Det lyder som trøst.”
“Måske. Men det er sandhed.”
Suppe kom. Simpel, med nudler og lidt urter. Jeg greb skeen, var overrasket over, hvor sulten jeg var.
Vi spiste i stilhed. Det føltes underligt rigtigt.
Udenfor blev det gråt. Vinden tog blade fra brostenene og hvirvlede dem rundt.
“Har du en plan?” spurgte jeg pludseligt. “Med mig?”
Han løftede brynene.
“Hvad mener du?”
“Du købte gælden. Kom. Har du en plan for, hvad jeg skal nu?”
“For dig? Du er voksen.”
“Men du har da tænkt noget?”
“At hjælpe dig ud. Og at vi skulle tale sammen.”
“Intet andet?”
“Intet andet.”
“Du vil ikke have, jeg flytter hjem?”
“Kun hvis du vil. Der er plads. Men ingen tvang.”
“Fordi jeg er voksen.”
“Præcis.”
Jeg spiste videre på suppen.
“Godt. Jeg tænker over det.”
“Det er fint.”
Første regndråber ramte glasset. Så flere, indtil det blev til efterårsregn.
Jeg så på det. I morges tænkte jeg, at jeg i aften ville have skrevet under, ville stå på den anden side af en skillelinje, med tyve tusinde og en taske. Jeg var klar til det. Sådan da.
Men så, vibration og tre linjer på en skærm.
Nu sidder jeg her.
Det er ikke slut endnu, det ved jeg advokater, papirer, Mathias, eventuelt Birgitte. Fordeling, opgør, opkald. Ikke film, bare livet i sit eget tempo.
Men lige nu varm suppe, min far overfor mig.
Det er ikke småt.
“Far,” sagde jeg, for tredje gang.
“Ja, Anna.”
“Tak fordi du kom.”
Han så på mig længe. Nikkede.
“Tak fordi du kom ud.”
Regnen strømmede ned. Et mønster på ruden, som blev væk, løb væk. Musikken i caféen blandede sig med det.
Jeg drak kaffen. Først varm, så lun, så kold. Holdt om koppen lidt endnu, bare fordi.
Udenfor levede byen videre. Folk gik i regnen, blade klæbede til fortovet, gadelygter tændte, inden det blev helt mørkt. Bare for en sikkerheds skyld.
Jeg satte koppen på underkoppen.
“Er du klar?” spurgte han.
Jeg tænkte mig om. For alvor.
“Næsten,” sagde jeg.
“Det er godt. Du har tid.”
Jeg havde ikke travlt. Jeg kiggede ud på regnen, på fortovet, på bladene. Et sted derude stod villaen, gamle lysekroner, grusstien. Jeg så det for mig, men havde det ikke i mig længere.
Jeg følte intet akut. Bare det tomme rum indeni, som med tiden nok skal blive fyldt. Ikke altid med dét, man troede, men med noget.
Jeg knappede frakken, samlede tasken.
“Kom, lad os gå,” sagde jeg.
