Hvor lykken begynder
Mor, se lige, hvad jeg har lavet! Jeg har virkelig lagt mig i selen og læreren roste mig!
Emma kom brasende ind i køkkenet i sådan en fart, at døren lavmælt stødte mod væggen. I hænderne bar hun et maleri ikke bare bar det, men løftede det nærmest højtideligt foran sig, ligesom var det et arvestykke i porcelæn, hun var bange for at tabe. Hendes kinder blussede af spænding, øjnene skinnede så klart, at man kunne sværge, hele hendes eventyrlige univers spejlede sig derinde.
Lene sad ved køkkenbordet, med blikket ud ad vinduet, hvor hun langsomt rørte rundt i teen. Dørens rumsteren trak hende væk fra tankerne. Hun så op og smilede automatisk. Emmas glæde var så smittende, at det næsten ikke kunne være andet. Emma stoppede to skridt fra bordet, rakte maleriet frem og nærmest tryglede sin mor om at se hvert eneste penselstrøg.
Lene kiggede nærmere og blev faktisk overrasket! På lærredet strakte et eventyrlandskab sig ud: høje, sære slotte rejste sig op gennem tågebanker, mens dragernes silhouetter svævede i himlen over dem og næsten blev væk i disen. Man blev draget ind af billedet ikke af skræmmende pangfarver, men af den subtile, dæmpede farveskala. Lune blå og grå toner gled ind i hinanden, og gyldne strejf gav motivet en varm glød. Alt var samstemt, tegningen stadig legende og luftig, men virkelig gennemtænkt.
Vildt flot, skat, sagde Lene oprigtigt, mens hun forsigtigt rakte en finger ud. Malingen var endnu ikke tør, så hun rørte kun let-lette ved kanten. Far bliver altså også imponeret, du skal se!
Emma stod stille et sekund og lod mors ord synke ind. Hun havde knoklet, udvalgt hver farve nøje, tænkt over hver detalje. Hun nikkede, trykkede maleriet ind til sig og traskede mod stuen. Lene rejste sig og gik efter men med lidt tøvende skridt.
I stuen sad Martin med næsen ned i laptoppen. Han hamrede løs på tastaturet, så skærmen blinkede, og opdagede slet ikke at konen og datteren var kommet ind.
Far, se hvad jeg har malet færdigt! Emmas stemme skælvede af spænding. Hun stoppede et par skridt fra ham og løftede maleriet op, så han ikke kunne overse det. Jeg har arbejdet på det i tre måneder! Jeg valgte farverne, så det passer ind jeg ville have det hele hang sammen, forstår du?
Martin rev blikket løs fra skærmen og sendte lærredet et hurtigt blik. Han rynkede straks brynene og lod den berømte, kølige far-stemme komme frem:
Hvad er det for noget? Mener du virkelig, at det der skal op at hænge i stuen?
Hans ord ramte Emma som en isspand. Hun kneb hårdt om maleriets sider, knoerne blev helt hvide. Hun så et kort glimt af fortabthed i mors øjne den reaktion havde hun ikke set komme. Men hun kæmpede sig sammen og svarede, så roligt hun kunne:
Men jeg har jo lagt så meget arbejde i det! Farverne passer sammen, rammen er i asketræ, ligesom møblerne Jeg tænkte virkelig, du ville kunne lide det.
Martin rejste sig så brat, at stolen nærmest peb hen over gulvet. Han sagde ikke et ord, gik tværs over stuen og stirrede ned på maleriet, som Emma få minutter før havde båret som sin skat. Han bøjede hovedet og gennemanalyserede hvert element slotte, tåger, de svævende drager, blåskimlede nuancer og de gyldne prikker af lys. Han nærstuderede det, som om han ledte efter regnefejl i et regnskab.
Samstemt? Han fnøs. Nej, det er altså kikset. Du forstyrrer balancen i hele rummet. De drager der de ligner noget fra en billig børnebog. Der er overhovedet ikke noget særpræg, ingen dybde intet andet end en samling tilfældige billeder.
Emma kunne mærke det snøre sig sammen indeni. Hun trak vejret dybt, forsøgte at være fattet, men ordene sveg, og stemmen røg op i toneleje:
Det er fantasy! Sådan ser jeg det! Det er min stil, mit udtryk! Jeg ville ramme en særlig stemning, og det synes jeg faktisk, jeg har! Min lærer vil for resten indstille det til en konkurrence, og han siger, jeg kan vinde!
Martin krydsede armene og trak på skuldrene, ganske åbenlyst irriteret. Han fandt straks en detalje mere at kritisere, endnu et bevis på dårlig smag. Hans øjne gled ned til de gyldne strejf, over rammen og de tågede slotte. Stilheden hang tykt og tungt i luften for Emma føltes den som timer.
Så rakte han hovedkulds ud og skubbede til maleriet. Lærredet tippede, mistede balancen og dumpede ned på trægulvet.
Det der er affald. Det burde slet ikke hænge her, sagde han køligt og satte sig ved computeren, åbenlyst forbløffet over at blive hevet væk fra noget så smagløst.
Nej! skreg Emma, kastede sig instinktivt ned på gulvet for at hente sit maleri. Hun checkede overfladen forsigtigt med rystende fingre. Det hele skulle helst være helt. Hun prøvede at skjule hvor ondt det gjorde, så Lene ikke blev bekymret men hendes tunge klump i brystet var tydelig nok.
Martin vendte sig mod Lene med et halvt anklagende blik.
Du puster hende op. Det er din skyld! Hvis du ikke roste hende ukritisk, vidste hun hvad god smag er. Og hvis læreren mener det der er et mesterværk, burde vi nok finde en ny lærer! han fnyste og forsvandt tilbage til skærmen, alt i hans kropssprog skreg samtalen er slut.
Lene gik roligt hen til Emma, hjalp hende op og holdt forsigtigt om rammen. Hun holdt stemmen behersket, ingen vrede, ingen tårer.
Vi går, sagde hun enkelt. Ikke dramatisk, bare konstaterende. Nu er det nok, Martin. Dit stuedesign har overtaget hele vores hjem, som om det skulle være et museum. Men værre: du knækker din datters gnist! Jeg gider ikke mere. Lev i din showroom-lejlighed” for dig selv fremover.
De gik mod døren. Lene lidt foran, Emma fulgte efter, og holdt stadig om sin skat, som var det det vigtigste hun ejede. De gik gennem stuen, efterlod en tung stilhed og Martins stenansigt bagved.
Hvad? sagde han halvt demonstrativt. Spøg du?
Nej, svarede Lene uden at se sig tilbage. Beslutningen var taget for længe siden. Vi tager billedet, vores ting og går. Og vi kommer ikke tilbage. Ikke nu, ikke senere. Aldrig.
Martin snøftede, spillede cool, let overbærende.
Hvor vil I så tage hen? Ud i det faldefærdige hønsehus, som du arvede fra bedstemor? Med nedslidte vægge, træk vinduer og buler i gulvet? Du har da ingen realitetssans! Lige om lidt slår du kold luft i hovedet og står her ved døren igen måske endda med undskyldninger. Og så må jeg tage stilling til, om I skal have lov til at komme ind!
Men Lene lod sig ikke kyse. Hun tog Emmas hånd varm, men skælvede stadig og gik mod soveværelset for at pakke.
Det tog dem ikke lang tid. Tøj, bøger, et par billeder, de gamle hjemmesko kun det, der var deres, ikke noget Martin kunne snige ind i sit katalogfinerede palads. Og selvfølgelig maleriet, omhyggeligt pakket ind i pap og silkepapir. Martin gik rundt mellem stuerne, først døråbningen, så ind i stuen igen han forsøgte ikke stoppe dem. Hans raseri erstattedes af forvirring på grund af deres rolige, målbevidste adfærd: ingen tårer, ingen diskussion bare et stille farvel.
Samme aften stod mor og datter i den gamle arvelejlighed. Den lå i udkanten af Aarhus, blandt forvredne gamle linde, hvor de pudsede bygninger hang sammen, nærmest for at holde hinanden oppe. Lejligheden var lille tredje sal, loftet lavt, tapet og maling skallede i hjørnerne, trægulvet knirkede værre end et cirkusorkester, og vinduerne klaprede i blæsten. En ordentlig omgang med klud og børste ventede. Luften her lugtede af gamle bøger, træ og ja fortid.
Men Lene klagede ikke. Det kan fixes, sukkede hun og slog ud med hånden. Vi kan lave det, så det bliver til at holde ud at bo i ikke noget design-palads, bare hyggeligt.
Emma stillede sig med farvekassen. Hendes øjne glimtede der var mere håb end tungsind. Hun gik hen til en væg, løftede penslen og kiggede spørgende på sin mor.
Må jeg? spurgte hun lavmælt, næsten bedende, som frygt for at få et nej var større end frygt for at male grimt.
Selvfølgelig, svarede Lene Mal løs! På vægge, på lofter hvor du vil. Det er vores lejlighed nu. Du skal blot vente med at male til vi har fået pudset op, så din kunst ikke skaller af sammen med det gamle puds.
Lene fandt straks sin kollegas nummer hendes mands firma ordnede renoveringer i et snuptag. En hurtig snak, og få timer senere gik håndværkere rundt og vurderede, hvor slemt det stod til. Allerede morgenen efter gik renoveringen i gang.
Så imens savsmuld og maling og plastikposer rasede, lejede Lene og Emma sig ind i en lille lejlighed et par gader væk. Ikke videre bekvemt, men det slog da at indånde støv især når vinduerne også skulle skiftes ud.
Godt, hun aldrig brugte hele arven på Emmas studier tre-fire tusind kroner kunne man ikke snyde sig til i dagens Danmark, de kom nu til nytte…
**********************
Endelig stod lejligheden klar. Væggene var nymalede, lette pastelfarver overalt men i hvert rum forblev én væg knivskarp hvid. Til fri leg.
Emma hvinede af fryd, greb sin pensel og lod de første strøg ramme væggen. Hendes bevægelser var fulde af energi efter måneders venten kendte hun hvert skridt i motivet ind og ud. Skarpe farver groede frem som drømme: tåge snoede sig op ad tårne, drager bredte vinger ud over horisonten, og bjergenes toppe blev våde i gylden sol.
Lene satte sig til rette i deres gamle slidte lænestol og så roligt til. Emma malede, helt opslugt, og hendes øjne strålede. Her var ingen frygt for at ramme forkert, intet pres, ingen kontrol kun fri udfoldelse.
Mobilen vibrerede svagt. Lene fiskede den op. Martinsen. Når I er kølet af, kan I vende hjem. Men lad maleriet blive, det hører alligevel til på genbrugspladsen.
Hun slukkede bare telefonen. Så på sin datter, der pjaskede med malingen og smilede, så hele rummet blev lyst. Lene vidste: hun skulle ikke tilbage. Ikke fordi hun ikke stadig holdt en smule af Martin men Emmas lykke var vigtigere end hans kald og designbøger. Han var gledet over i afdeling hårdtarbejdende, fjern forretningsmand, og forsvandt mere og mere som mand.
**********************
Emma gik til sagen. Hendes værelse blev på kort tid en ren atelier: eventyrlandskaber voksede frem, drager kredsede over stjernehimmel i loftet, på døren dukkede der et slot op med flagrende flag. Hun arbejdede med en energi, så både spisetid og søvn blev glemt. Hver dag blev der tilføjet detaljer eller ændret former.
Lene nød det. Hun lagde mærke til hvor meget Emmas ansigt havde ændret sig nu gnistrede det af ild, nysgerrighed og vild fantasi. Hun var ikke længere bange for at fejle, for at gøre noget forkert og forholde sig til andres forventninger. Hun lavede kunst, fordi hun havde lyst!
En aften, da Emma var faldet i søvn, sneg Lene sig ind for at kigge. Væggene glimtede i halvmørket, de malede eventyr var nærmest levende. Lene gik en stille runde, mærkede efter i de ru penselstrøg. Det føltes, som om hun rørte ved Emmas inderste hendes drømme, hendes univers.
Mobilen bippede igen. Martin: Du vil virkelig bo i sådan en ruin? Emma har brug for et ordentligt hjem, ikke en bohemebolig!
Lene stirrede længe på beskeden. Hun svarede uden tøven: Hun har brug for et hjem, hvor hendes kreativitet ikke smides ud. Og hvor jeg ikke behøver gå i panik over en forkert karklud. Og i øvrigt har vi lavet en fed renovering så slap bare af! Hun læste svaret igennem, sendte med let hjerte og lod den ligge.
Næste morgen tog hun initiativ til at gøre lidt mere ved det hyggelige: Hun og Emma flyttede rundt på møbler, så dagslyset flød ind. Sofaen blev skubbet hen til vinduet, og reolerne kom på tværs. Ud kom de kulørte puder fra bunden af skabet, Emma lagde dem ud og eksperimenterede med rækkefølgen.
Lørdag tog de på loppemarked en kakofoni af duft, lyde og sære sager. Emma faldt for en gammel trææske med snitværk låget peb let, og inden i duftede der af lavendelposer og støv.
Se mor, det er som noget fra et eventyr! Må jeg få den?
Selvfølgelig, nikkede Lene. Den er helt sin egen.
Lene selv blev opslugt af en vakkelvorn gyngestol males af og nye puder, så bliver det det perfekte sted til en bog og en kop te, som hun sagde.
De betalte kontant, fik skrevet leveringsadresse op og gik hjemad. Pludselig stoppede Emma foran vinduet hos Søstrene Grene; oliefarver og lærreder strålede fra butiksudstillingen.
Mor, må jeg købe oliefarver? Sådan nogle med metallisk glans, de skinner helt magisk!
Selvfølgelig, sagde Lene blidt. Og et stort lærred, så du kan folde dig ud!
Emma hoppede op og omfavnede sin mor, alt imens Lene mærkede glæden brede sig indeni. Ingen nervøsitet for at vælge forkerte ting, bare fri leg.
Hun huskede, hvordan hun førhen sneg rundt for ikke at lave rod i Martins støvfrie hjem. Nu, i denne uperfekte men levende lejlighed, var der bare latter, farver og rent faktisk liv.
Senere, da aftenen lå over byen, hørte Lene lyde fra Emmas værelse. Hun listede hen og kiggede ind; Emma sad foran sit bord, dybt optaget af at organisere de nye farver. Hun lagde pensler i system, tørrede forsigtigt og løftede lamper, så lyset faldt rigtigt. Albummet lå slået op.
Er du oppe endnu? hviskede Lene blidt.
Emma vendte sig om, lysvågen.
Jeg kan ikke sove, sagde hun. Jeg vil begynde på et nyt billede, lige nu. Forestil dig: Et kæmpe slot, med tårne der rører skyerne. Rundt om en glødende skov, der lyser i mørket. Og dragestimer i himlen som om de er på vej mod os for at fortælle en hemmelighed.
Lene smilede og lænede sig mod dørkarmen. Her stod hendes datter som en kunstner på tærsklen til sit eget eventyr.
Lyder helt magisk, hviskede hun. Hvor vil du male det? På lærredet?
På væggen! svarede Emma uden tøven I stuen. Så bliver det vores historie. Så vi altid kan se, hvor eventyret begyndte.
Lene nikkede. Noget blødt satte sig i halsen, men det var af lettelse. Nu vidste hun det: Et hjem handler ikke om tapet og trendy interiør det handler om frihed og tryghed. Om drager på vægge, om grin der overdøver tvivl.
Næste morgen vågnede Lene til duften af kaffe. Emma stod i køkkenet, to kopper og friske rundstykker parat.
Mor, se lige det her! Emma lagde et stort stykke papir på bordet.
Den første skitse: Slotslandskab, tårne og glødende træer, dragestorme over det hele. Ikke frygtindgydende bare eventyrlige, inviterende.
Det skal være vores familieslot, forklarede Emma. Med tårne, have og hemmelige gange. Jeg vil male det på stuevæggen. Må jeg begynde i dag?
Lene så på hende, mærkede al den fantasi og kærlighed i motivet. Hun smilede bredt:
Fantastisk idé, sagde hun og lagde armen om hende. Skal vi tage den højeste tårn først? Eller begynde med haven?
Emma overvejede kort så beslutsom:
Tårnet! Det skal være som et fyrtårn så alle kan se, at her bor vi.
Lene så på sin datter: de brændende øjne, de små, summende hænder, papir med magiske slotte. Og nu vidste hun det helt sikkert: de vender aldrig tilbage til Martins stille stueunivers, hvor man frygtede alle forkerte farvevalg. Her, midt i farver, skitser og levende fortællinger, havde de omsider fundet det sted, hvor lykken fødes:
Et hjem, hvor man endelig tør være sig selv.
Et hjem, hvor de rigtige eventyr begynder.
