Mellem to brande
Hvad er der NU galt med dig?! Hvor mange gange skal vi tage om det her?! Jeg har fået nok! Kvindens stemme fra en af lejlighederne rungede gennem hele opgangen.
Netop da kom Marie og Mikkel op ad trappen. De stoppede på et sekund, som var de gået ind i en usynlig mur. Deres blikke mødtes et kort øjeblik, og uden at sige et ord, var de enige: vi må væk. Synkront sukkede de og gik lydløst ned ad trappen igen. I dag havde de tydeligvis ikke i sinde at vende hjem.
Hvem har lyst til at bruge aftenen på at høre forældrenes endeløse skænderier? Ikke dem i hvert fald. De gik målrettet videre hen til opgangen ved siden af, hvor deres mormor, Karen Vibeke, boede. På det seneste var hendes lejlighed blevet deres fristed. Tidligere var de kun der i weekenden, nu søgte de næsten hver nat tilflugt hos hende.
Stemningen hjemme var blevet utålelig for længst. Forældrene råbte ad hinanden uden ende, som havde de glemt alt andet. Det værste var dog, at de ofte forsøgte at trække børnene ind i uenighederne.
Jeg har jo ret, ikke? Sig det nu, Marie, du kan da godt se det! kunne deres mor snerre.
Nej, jeg har ret! Ikke? Sig det, Mikkel! brød deres far ind, før søsteren overhovedet nåede at svare.
Men børnene tav. De ville ikke tage parti, ville ikke være en del af konflikten. De længtes bare efter ro, tryghed og varme alt det, de fandt hos mormor.
Sådanne scener gentog sig dag ud og dag ind, som en ridset plade ingen havde modet til at stoppe. De kunne allerede på små signaler fornemme, når balladen skulle til at begynde stemmens klang, kropsspændinger, blikke. Så vidste de: nu er det tid at gå. Hvem ønsker at bo i et hus, hvor alting kan eksplodere i det næste sekund?
De forstod ikke, hvad der havde udløst denne katastrofe. Familien havde aldrig været perfekt, men forældrene havde før kunnet tale tingene igennem. Jo, der kom uenigheder det gør der men de sluttede altid i ro, måske efter et hævet øjenbryn eller lidt skrap stemme, men så sad de sammen med te og snakkede weekendplaner.
For to år siden ændrede alting sig. Som om nogen havde byttet deres forældre ud med fremmede: pludselig blev småting en beskidt kop på bordet, en skjorte på en forkert bøjle, en te-ske glemt i vasken til anklager, vredesudbrud og maratonlange diskussioner.
En aften sad Marie ved mormors køkkenbord og rørte tankeløst rundt i sin te. Længe betragtede hun de ravgule hvirvler i koppen, før hun bittert spurgte:
Hvordan kunne det gå så galt, mormor? Alt ændrede sig efter deres ferie sammen. Hvad skete der?
Karen Vibeke lagde roligt sin kop fra sig og lagde forsigtigt hånden på Maries. Hun havde sine anelser, som bestemt ikke var rare, men hun var forsigtig.
Voksne må selv finde ud af det, min pige, svarede hun blidt, stemmen så rolig som muligt. Nogle gange kræver det tid at regne ud, hvad man skal gøre.
Marie nikkede uden overbevisning. Hun vidste, mormor skjulte noget, men der var ingen grund til at presse hende. Så længe hun blev set som et barn, ville ingen involvere hende i alvoren.
Vi orker ikke høre på det mere! udbrød Mikkel fortvivlet. Vi kan hverken lave lektier eller læse i fred! Kan ikke huske, hvornår vi sidst sad sammen som familie. Hvis det er så hårdt for dem, burde de bare blive skilt det ville være bedre for alle!
Ordene kom ud af ham af sig selv, men de ramte præcist de følelser, de begge bar rundt på. Hjemmet havde længe været uden ro: morens skarpe bemærkninger, farens vrede svar, og så begyndte det hele forfra
Mikkel Mormor virkede rådvild, lagde strikketøjet fra sig og betragtede ham alvorligt. Har du tænkt over, hvad der sker, hvis de bliver skilt? Så skal I måske skilles ad. Er du klar til ikke at bo sammen med Marie?
Nej, for vi bor bare her hos dig! udbrød Marie straks, bedende. Vi er alligevel her næsten hele tiden! Du har vel ikke noget imod det?
Karen Vibeke tav. Hun forstod børnene, mærkede hvor meget de led og hvor udmattede de var af konflikt. Hos hende ville det være trygt, et hjem med ro i stedet for skænderier, hvor de kunne lave lektier i fred og føle sig trygge. Men hvordan skulle det forklares til forældrene? Og hvad hvis de sagde ja hvad ville det gøre ved deres bånd til børnene?
Vi skal ikke forhaste noget, sukkede hun dybt. I er altid velkomne, det ved I. Men måske kan vi prøve at snakke med jeres mor og far først? Måske kan vi sammen finde en løsning.
Bare rolig, vi klarer det selv, sagde Marie selvsikkert og smilede lettet. At mormor ikke afviste dem var det vigtigste! Men du må ikke sige nej! Vi kan virkelig ikke klare det mere! De ville få det bedre hver for sig ellers ender det med, at de virkelig gør hinanden ondt! I går så jeg, hvordan far næsten Han slog hende ikke, ærligt! Men han var lige ved.
Samtalen stoppede, mens hun genkaldte sig det skræmmende øjeblik. Hun var gået ud i køkkenet efter vand, stoppede op i døren far stod halvt vendt mod mor, hånden løftet truende. Moren dukker sig. Sekundet efter sænkede far hånden, men for Marie føltes det endeløst.
Sig nu ja, mormor! støttede Mikkel sin søster. Han tog hendes hånd, bange for et nej. Vi hjælper med alt her. Bare ikke send os tilbage. De lægger ikke mærke til os! I går fortalte jeg far om forældremødet. Ved du, hvad han sagde? Snak med mor! Jeg gik derhen og mor sagde?
Snak med far? spurgte Karen Vibeke stille, svaret var forudsigeligt.
Præcis! Mikkel lo tørt. Og bagefter skændtes de i to timer om, hvem der skulle tage af sted. Sad i hver deres værelse og råbte til hinanden gennem gangen. Jeg stod bare og lyttede.
Jeg bad dem skrive under på ekskursionen til museet, sagde Marie lavt og legede med ærmet. Nu er jeg den eneste i klassen, der ikke må komme med. Ingen af dem skrev under. Til gengæld begyndte de straks at skændes igen mor råbte, det var fars job, far påstod, det var hendes ansvar.
Karen Vibeke så midt i vreden, hvor trætte børnene var. Trætheden var ikke barnlig den var slidt, ophobet over måneder med gentagende skænderier og kulde.
Det er altid sådan, sukkede Mikkel og slap skuldrene. Stemmen lød, som havde han sagt dette tusind gange. Hver gang vi spørger om noget, bliver det brugt i næste diskussion. Vi har end ikke lyst til at gå hjem længere. Forleden kom vi først hjem klokken elleve tror du, vi blev skældt ud? Nej! De sendte os bare i seng uden at spørge til os overhovedet. Men bagefter skændtes de videre om, hvem der var den dårligste forælder.
De to sukkede samtidig. I de seneste måneder havde de tænkt på, at skilsmisse måske er eneste vej ud. Men tanken om at de skulle skilles ad, skræmte dem mere end noget andet. Ville den ene blive hos mor, den anden hos far og så kun ses i weekender?
De havde vendt mulighederne i stilhed om aftenen, når de var alene. Engang sagde Mikkel i spøg, at de bare kunne stikke af rygsækken på, ud i det blå. Marie tog det dog alvorligt: Hvad hvis vi virkelig bare gik? Bare et par dage Lige der vidste de, at familielivet var blevet uudholdeligt. Selv at løbe væk virkede fornuftigere end at blive.
Så fik de den samme tanke på samme tid: mormor! Hvorfor ikke flytte derhen? Marie sagde det højt først: Hvad nu hvis vi spørger mormor, om vi kan bo hos hende? Hun råber aldrig. Så slipper vi for det hele. God idé! svarede Mikkel straks. Hun er sød, hjælper altid. Og der er plads nok.
De forestillede sig deres nye liv: morgenmad i ro, lektier i fred, aftener med brætspil ingen råben, ingen bebrejdelser, ingen mere at gemme sig for. For første gang længe fik de håb. Lad forældrene klare sig selv, bare de endelig fik fred…
*************************
Far, mor, vi har brug for at tale med jer, begyndte tvillingerne fast, mens de stod foran deres forældre om aftenen. Marie holdt hårdt Mikkel i hånden det gjorde hende tryggere.
Peter kiggede op fra mobilen, overrasket. Lise var ved at lægge tøj sammen og rettede sig brat op, som om børnene havde sagt det mest utrolige.
Det er da din opdragelse, det her! fnøs hun og lagde armene over kors. Nu tror de, de kan stille krav til os!
Ja, hvem skulle tro det! skød Peter straks tilbage og slap mobilen. Jeg arbejder hele tiden for at give jer alt, og du var altid hos dem! Hvad har du egentlig lært dem, hvis de tror, de kan bestemme?
Tvillingerne sendte hinanden et blik. De havde ventet det at snakken straks drejede over til gensidige anklager. Men de ville ikke bakke.
Det er nok! råbte Marie næsten med tårer i stemmen. Hun trådte frem: Vi har tænkt meget, og vi mener, at I bør blive skilt.
Rummet blev helt stille. Lise stod stiv med åben mund, Peter rejste sig fra sofaen.
Sig mig, er det alvor?! sagde moren med truende stemme. Marie, du er altså alt for ung til at diktere voksne, hvordan de skal leve! Hvad har I ellers bestemt? Skal I også dele lejligheden for os?
Hvis I ikke bliver skilt, kontakter vi kommunen, sagde Mikkel med fast stemme og klemte Maries hånd. Og så, far, risikerer du dit job. Du har jo ofte sagt, at firmaet ikke tåler dårlig omtale her i København. Omvendingen kan koste dig meget!
Og dig, mor, fortsatte Marie, vil naboerne ikke respektere mere. Hele opgangen hører jeres råben og vi skal nok fortælle mere, hvis det skal være!
Se på dem, de truer os! hylede Lise og så på børnene. Det er vores egne børn! Hvordan kan I?
Vi truer ikke, sagde Mikkel roligt. Vi vil bare have, at I forstår, at det ikke længere går. Vi er trætte af råb, af ikke at blive hørt, af at alt ender i skænderi.
Bliv nu skilt og vi flytter hjem til mormor, afsluttede de som aftalt i kor. Så får vi ro, I slipper for hinanden. Vi gider ikke længere stå imellem jer, mellem to brande.
Forældrene stod måbende. For første gang kunne de ikke sige noget. Normalt ville diskussionen gå i ring med råb og anklager, men nu var de tavse.
De havde mange gange tænkt på skilsmisse selv, men frygten for at skulle skille børnene ad havde holdt dem tilbage. At lade dem bo hos mormor var aldrig strejfet dem måske fordi de altid var opslugt af deres egne nag. Men nu, børnene foreslog det, blev de nødt til at overveje.
Jeg ringer til min mor, sagde Peter sammenbidt. Hvis hun vil
Lise afbrød, og der var så meget træthed i stemmen, at det overraskede hende selv:
Så kan vi endelig holde op med at plage hinanden. Ring til hende. Jeg ville kun være lykkelig for ikke at skulle se dig hver dag.
Hendes ord blev hængende. Hun fortrød straks, men årevis med vrede lækkede ud i et øjeblik.
Jeg bliver ikke ked af det! svarede Peter, ironisk, men mere træt end vred.
Han fandt sin mobil og tastede numret til moren. De stirrede i hver deres retning, mens han ventede på svar. Tiden for et vendepunkt var kommet.
**************************
Den dag traf familien Christensen den største beslutning i deres liv. Det første var en lang samtale mellem Peter og hans mor, Karen Vibeke, der lyttede uden at afbryde.
Da alt var fortalt, var der stille. Mormor trak vejret dybt:
Hvis I begge ved, at dette er bedst for børnene, siger jeg ja. De er altid trygge her, og jeg skal nok passe godt på dem.
Samme aften sad forældrene i køkkenet for første gang i evigheder uden råb. De diskuterede praktikken, og skridt for skridt blev de enige: Skilsmisse var eneste mulighed. Børnene skulle flytte til mormor og forældrene skulle hver måned overføre penge gode gamle danske kroner til hendes konto til børnenes forsørgelse.
Ingen havde tænkt sig at opgive børnene. Både mor og far lovede at komme på besøg i weekenderne hver sin dag for at undgå konflikter.
Jeg kommer lørdag, du søndag, sagde Peter træt, og Lise nikkede. Så føler børnene sig ikke forladt.
Det vigtigste var, at børnene ikke længere blev draget ind i forældrenes diskussioner. Ingen tale bag ryggen på hinanden, ingen pres for at vælge side.
Vi er stadig deres forældre, sagde Peter. Det er vi nødt til at være, selv om vi ikke længere er ægtefolk.
Det viste sig at være en god beslutning. Børnene åndede lettet op og begyndte at leve som andre teenagere. Marie kom i kunstklub det havde hun længe drømt om, men aldrig haft overskud til på grund af konflikter hjemme. Mikkel begyndte at spille fodbold og fik nye venner. De gik ture, var sammen, havde endelig frihed til bare at være unge uden nervøsitet.
Skolen gik bedre, for nu var der ro til lektier. Lærerne lagde mærke til forandringerne: Hvor er I blevet flittige! Fortsæt sådan!
Dagene fik et fast rytme ikke perfekt, men stabil og tryg. De behøvede ikke længere at skjule sig i værelset fra råb, men levede, som unge skal, når de får mulighed for at bygge deres eget fundament efter hårde tider.
************************
Fem år senere var alt stadig roligt og forudsigeligt for Christensen-familien. Marie og Mikkel var blevet vant til deres nye liv: skole, fritidsinteresser, venner, aftensmad med mormor. Deres forældre kom stadig skiftevis den ene dag den ene, den anden dag den anden. I årenes løb lærte de at tale ordentligt sammen, uden vrede.
Første gang de mødtes siden skilsmissen, var til børnene studentergilde. Begge forældre kom, sad i hver sin ende af salen, men langsomt tøede isen op. Da dansen begyndte, gik Peter over til Lise:
Skal vi danse? Bare for gamle dages skyld.
Hun tøvede, men sagde ja.
Resten af aftenen sad de på bænkene og snakkede først om børnene, så om gamle dage. De kunne tale åbent nu, om alt det gode de havde haft sammen. Marie og Mikkel så på dem på afstand og glædede sig. De havde længe savnet det, men det var stadig mærkeligt.
Men næste dag kom et chok. Forældrene havde inviteret dem på cafe, og over en kop kaffe tog de hinanden i hånden, Peter med et stort smil:
Vi har besluttet at gifte os igen! Vi har fundet ud af, at vi stadig elsker hinanden og gerne vil være en familie igen.
Han lyste op, og Lise lignede en, der ventede jubel.
Tvillingerne så på hinanden, blev blege. Maries blik afslørede uro, Mikkel spændte kæberne. Skulle det hele gentage sig?
Mener I det? fik Marie sagt.
Ja, svarede Peter. Vi har ændret os, vi kan tale sammen nu. Vi vil prøve igen.
Børnene sagde intet. De var splittede: ville gerne tro på forandring, men var bange for et nyt sammenbrud.
De sagde ikke imod, men kommenterede heller ikke. Det gik forældrene på. Er I slet ikke glade? spurgte Lise.
De trak bare på skuldrene. Hvad skulle de sige? Lad være! Ødelæg ikke alt igen! Ordene voksede i halsen. Ingen ville være hjerteløs, men ingen kunne heller spille begejstret.
Der blev akavet til sidst. Forældrene forsøgte at snakke videre, børnene svarede høfligt, men havde tankerne andetsteds. På hjemvejen sagde Marie sagte til sin bror:
Jeg håber, de ved hvad de gør.
Mikkel sukkede bare.
****************************
Så vi tager til København? Marie åbnede sin computer, klar til at kigge på universiteter. Væk fra kaosset. Jeg ved allerede, hvordan det her ender!
Selvfølgelig, sagde Mikkel bestemt, udmattelse i stemmen. Han kørte hånden gennem håret for at lette trykket. De holder nok en måned, to måske. Så kommer råbene, smækken med dørene, bebrejdelserne. Jeg nægter at blive fanget i deres konflikter. Jeg vil ikke mere vågne hver dag og frygte, hvem der eksploderer næste gang og over hvem.
Han samlede de spredte bøger op fra gulvet og gik rundt, hverken rolig eller rastløs. Hvorfor bliver de voksne, der skulle være fornuftige og stabile, ved med at opføre sig som børn? Hvorfor skal vi gentage den samme ulykke igen og igen?
Vi skal væk, gentog han, mens han kiggede ud over hustagene, hvor skumringen malede byen orange. Herude lå måske deres fremtid. Så langt væk, at deres bråk ikke kan nå os. De må klare det selv. Vi er ikke deres psykoterapeuter mere. Vi har vores liv, vores drømme og vi vil ikke ødelægge dem mere for at redde deres.
Hvornår søger vi ind? spurgte Marie roligt.
I morgen, svarede han uden tøven. Så vi ikke får kolde fødder.
Hun nikkede og stirrede på computerskærmen, hvor universitetslinjer og kollegieværelser susede forbi. Hendes blok ved siden af var fyldt med fordele og ulemper, deadliner og kontaktdata.
Bare vi kan studere i fred, uden deres opgør, sagde hun lavt. Det er værd at tage væk for.
Enig, svarede Mikkel og satte sig ved siden af hende. Når de begynder igen, hører vi det slet ikke. Lad dem ringe, klage, prøve at kalde til familiesnak vi tager ikke længere del. Anden chance for kærligheden, han grinede tørt det må de styre selv.
*************************
Lise og Peter endte faktisk med at blive gift igen. Den her gang var det uden fest de ønskede ikke at vise det frem, ikke bruge penge, ikke noget stort. Blot en diskret borgerlig vielse, middag for nærmeste familie og børn.
På billederne lyste de op, holdt i hånd, kiggede på hinanden med varme. Som om alting var glemt, og fremtiden var lige om hjørnet. Børnene tænkte: Måske kan det lykkes denne gang? Måske.
Men nej. De første uger var de anstrengte sig: lyttede, sagde tak, så gennem fingrene med småting. Efter en måned lød de første stikpiller: Du rydder aldrig op, Kunne du ikke lige have sagt til?, Du kunne hjælpe lidt mere. Små skænderier blev til åben konflikt; hverdagens banaliteter fik stemmerne til at stige.
To måneder efter var det helt galt. Et skænderi om indkøb eksploderede, Peter kastede en kop i væggen den sprang i stykker, Lise gjorde det samme med en tallerken. Rasende stemmer fyldte stuen.
Efter den slags scener ringede begge til børnene. Én tog røret, stadig åndeløs, og brokkede sig:
Kan du forstå, hvad han sagde!? hulkede Lise til Marie. Han prøver jo ikke engang
Du forstår mig da, søn? Hun er uden for rækkevidde, beklagede Peter sig til Mikkel. Jeg gør alt, men hun finder problemer overalt!
Men Marie og Mikkel lærte at afvise bølgerne. De lod sig ikke trække ind, sagde venligt men bestemt fra. Svarene var korte og rolige:
Mor, jeg er til forelæsning, ringer senere, sagde Marie, selv om der var ti minutter til timen.
Far, jeg har travlt på arbejdet, vi tales ved i weekenden, sagde Mikkel uden at vende blikket fra skærmen.
Senere blev altid senere. De havde deres egne travlheder studier, fritidsjob, venner og hurtigt ringede forældrene sjældnere. Marie og Mikkel havde ingen dårlig samvittighed. De passede på sig selv og forstod, at de ikke kunne ændre mor og fars skænderier.
Nu var det drømmene, der fyldte. Marie kastede sig over psykologistudiet. Hun elskede at forstå mennesker og hjælpe unge, der var klemte i dårlige familieforhold. Snart blev hun frivillig i et ungehus, lavede gruppeforløb, lyttede til dem, der havde det svært. Hun ville give dem det, hun selv havde savnet: forståelse, ro, opbakning.
Mikkel kastede sig over IT. Han programmerede dag og nat, elskede udfordringerne, kode-logikken, teamwork. Allerede på fjerde semester vandt han med sit hold tredjepladsen i en udviklingskonkurrence i Aarhus det gav mod på mere. Et studiejob i en IT-virksomhed førte til masser af ansvar, venskaber og nye muligheder.
Tvillingerne byggede nu selv, planlagde deres vej over kopper kaffe og håndskrevne noter. Og i de øjeblikke følte de styrke og en fremtid, der kun var deres.
Da så Lise og Peter igen forsøgte at hvile sig på dem, ringe og brokke sig, talte børnene sammen om, hvordan de bedst kunne sige fra.
Nu er det nok, mor og far. I må selv klare det, sagde Marie bestemt. Jeres liv, vores liv.
Men I er da vores børn! hulkede Lise. I skal da støtte os!
Hvis I begge opførte jer som voksne, ville vi gerne. Men I har besluttet at gifte jer igen og kører i samme gamle rille. I kan ikke bo sammen, så find jer en løsning. Gør det for hinanden.
Det kunne lyde hårdt men det var sandheden. Marie og Mikkel ønskede kun ro. I dag ved jeg, at det vanskeligste ikke var at vælge side, men at træde væk. Man er nødt til at passe på sit eget liv og give slip på det ansvar, der ikke er ens.
Det lærte jeg først rigtigt, da jeg så mine børn gøre det samme.
