En lektion i selvtillid
Karen! Jeg har desperat brug for din hjælp! udbrød Signe, da hendes veninde tog telefonen. Hendes stemme rystede voldsomt, så hun næsten ikke kunne genkende sig selv. En tung, dump buldren fyldte hendes ører, som trommeslag, der næsten overdøvede hendes egne ord. Det handler om liv og død! Om bare to måneder skal jeg forvandle mig fra grå mus til sommerfugl! Og helst en, ingen kan tage øjnene fra.
I den anden ende opstod en lang pause. Signe lukkede øjnene og så for sig, hvordan Karen løftede det ene øjenbryn, vippede hovedet lidt på skrå og betragtede mobilen med mild forundring. I Signes indre billede rystede Karen langsomt på hovedet som for at forstå, hvad hun egentlig lige havde hørt.
Sikke en melding! svarede Karen så endelig. Man kunne høre den oprigtige overraskelse i stemmen. På så kort tid Det er muligt, men det kommer til at kræve hårdt arbejde. Hvad er der sket?
Signe lod nervøst hånden glide gennem sit lange, matte hår med slidte spidser, der for længst trængte til et klip. Ironisk, tænkte hun kort. I årevis havde Karen ind imellem foreslået spa-besøg, fitness og endda morgenture langs søen i København, men Signe havde altid slået ideen hen med et smil og en undskyldning. Og nu ringer hun selv forpint og beder om hjælp klar til at gå ind i det, hun ellers altid havde undveget.
Kan du huske ham fyren, jeg har skrevet med på netdating? begyndte Signe, prøvende at lyde rolig, men hendes uro var tydelig i stemmen. Hun trak vejret ind, som for at samle mod, og fortsatte: Vi har skrevet sammen længe, det gik så godt Så foreslog han at mødes.
Hvilken én af dem? lo Karen tørt, og Signe så for sig hendes drillende smil. Karen havde altid moret sig over Signes evige søgen efter den perfekte mand online. Hun var skeptisk over for den slags og spurgte ofte for sjov, om Signe mon havde planer om at åbne sit eget datingbureau for prinsesøgere. Signe vidste, at Karen godt kendte til alle Photoshop-filtre på hendes profilbillede og Karen hentydede nu og da til, at sandheden alligevel ville dukke frem, men Signe svarede altid: Det sker nok aldrig, vi ses sikkert aldrig.
Ham den høje, lyse med de blå øjne Niels! indskød Signe hurtigt. Du sagde selv, han virkede sympatisk, da jeg viste dig billedet. Så intelligent ud.
Nåh, ham, sagde Karen og stemmen lød en smule fjern, som hun havde flyttet telefonen lidt. Men Signe var optaget af sine egne tanker. Kan godt huske ham. Hvad så?
Han kommer til København i juleferien! sagde Signe hurtigt, ordene væltede ud. Om to måneder! Tænk! Vi har skrevet så meget sammen Jeg vil for alt i verden undgå, at han ser på mig med afsky, når vi mødes. For jeg ligner… ikke præcis mine billeder. Formen er ikke, som den var engang, håret skinner ikke, og ja…
Sekunderne sneglede sig af sted, uroen voksede for hver lydløs pause. Hun ønskede, Karen straks ville sige: Det skal du ikke tænke på du ser fantastisk ud! Men Karen tav, og stilheden fik Signes hjerte til at hamre.
Hvorfor sagde du så ja til at mødes? spurgte Karen til sidst, lettere skeptisk. Hun havde aldrig lagt skjul på sin modvilje mod netdating. Hvem ved, hvem der sidder bag tasterne?
Han blev bare ved indrømmede Signe lavmælt, og så ned på gulvet, selv om Karen ikke kunne se hende. Det føltes pinligt at have sagt ja til noget uden at tænke konsekvenserne ordentligt igennem. Han skrev så betænksomt og nysgerrigt, spurgte ind til alt muligt. Og pludselig ville han bare se, om der kunne opstå noget rigtigt. Jeg tænkte længe men kunne simpelthen ikke afslå.
Hun bed sig i læben. Niels skrev, at han havde ledt længe efter én som hende, at hun var speciel. Og jo længere de skrev, desto mere forestillede Signe sig: måske var de virkelig ment for hinanden.
Så må vi lære det, sukkede Karen, nu beslutsom med en snert af bekymring. Karen var typen, der tog styring selv i umulige situationer. To måneder er ikke lang tid, men vi kan nå meget. Men du må tage nogle fridage, for de første uger med hård træning bliver intense.
Træning? gentog Signe, mærkede panikken stige op.
Ja. Fitness, god kost, selvpleje, det hele, remsede Karen op, som talte hun om dagens indkøb. Du vil vel heller ikke møde ham som den gamle Signe, bare med ny mascara.
Signe sagde ikke noget. Tankerne om vægte og løbebånd var både skræmmende og tiltrækkende hun vidste, det var nødvendigt, men havde svært ved at se sig selv holde ud.
Hvad nu hvis jeg ikke kan? hviskede hun, overrasket over, hvor hjælpeløst hendes ord lød.
Det kan du godt, lød det fast fra Karen. Jeg hjælper dig. Men du skal ville det. Det findes ingen trylleri, Signe. Intet kommer af sig selv.
Signe tog en dyb indånding, knyttede hånden og hviskede til sig selv: Okay. Jeg prøver. Bare for ikke at skuffe ham.
***************
De første uger var benhårde. Tit tænkte Signe, at hun ville give op igen allerede dagen efter. Hver morgen lød vækkeuret klokken syv, og Signes første tanke var, at hun under ingen omstændigheder gad stå op. Hun lå længe og så på gipsloftet, prøvede at overtale sig selv til bare fem minutter før op af sengen end i går.
Først tog morgengymnastikken kun fem minutter: lette bøj og stræk foran spejlet, ben og arme, små squats. Signe nægtede næsten at tro, at hun var vågen, hendes ansigt sjusket, håret filtret, bevægelserne træge. Men Karen stod fast på planen: I morgen ti minutter. Vi øger stille og roligt!
Det var krævende: kroppen var øm hver dag, især efter aftenens første træning i træningscenteret på Frederiksberg. Nogle dage rystede benene, når hun gik op ad trapperne, og hænderne var tunge, da hun greb koppen til morgenkaffen. Men Karen lod ikke Signe slippe: hun ringede dagligt, mødte op og pressede veninden blidt:
Du kan mere, sagde Karen, mens hun skuede til Signe, der svedende kæmpede sig gennem endnu et sæt øvelser. Bare tag et sæt mere. Vi har endnu en hel måned vi når det.
Signe strammede munden, trak vejret dybt og tvang sig til at fortsætte. Når hun havde allermest lyst til at give op, kom hun i tanke om de hyggelige beskeder fra Niels, hans forventning om at møde hende. Netop derfor holdt hun alligevel ud.
Kosten måtte også lægges om. Før havde morgenmaden ofte bestået af en lun kanelsnegl fra bageren, eller en chokoladebar på farten. Nu var grøn salat, dampet kylling, rugbrød og friskpressede grønne smoothies pludselig på menuen hver dag. Første dag kunne hun næsten ikke få smoothien ned og hun gik ofte mod køkkenskabet, på autopilot for at tage en småkage, men hver gang standsede hun sig selv. Hun så for sig Niels blå øjne og várme blik fra hans profilbillede.
Det er kun i to måneder, overbeviste hun sig selv, tog en tår postevand til salaten. Det kan man vel klare…
Efterhånden blev de nye rutiner lettere. Signe lærte at lave hurtige, sunde retter, fandt på smoothies, der rent faktisk smagte godt, og mærkede pludselig, at hun havde nemmere ved at stå op og mere energi sidst på dagen. Hun opdagede, hvordan huden blev pænere og en sund rødme i kinderne kom mere af motionen end af nervøsitet.
Karen ydede stadig opsyn, men nu mærkede Signe, at der var stolthed i venindens stemme:
Det går jo forrygende! Du er allerede langt fra hende, du var for en måned siden. Bare lidt endnu.
Signe nikkede men tvivlen nagede stadig. Ville det være nok til, at Niels ikke blev skuffet? Hun vidste det ikke, men blev ved, dag for dag.
Udover træning og kost, gik Karen også målrettet efter Signes image. Hun havde lagt en plan og booket tid til frisør på Nørrebro ikke fin, men tilpasset og med et team, der forstod at arbejde med forskellige hårtyper.
Første gang sendte frisøren Signes slidte spidser i gulvet, klippede lette etager, så der kom volumen, og indfarvede med blide nuancer, så håret skinnede sundt uden at virke farvet kunstigt. En dygtig negletekniker sørgede for klassisk manikure og sarte, naturlige farver. Signe blev overrasket over, hvor elegante hendes hænder kunne se ud.
En makeupartist, som en af Karens kollegaer havde anbefalet, gennemgik Signes ansigtstræk, lærte hende at lægge let og diskret makeup, brugte rolige, dæmpede farver og viste Signe, hvordan hun selv kunne gøre det.
Se, hvor smuk du er! udbrød Karen, da hun kiggede på Signe efter besøget. Det var tydeligt, hun var stolt både over forvandlingen og over Signes mod på at gøre op med gamle vaner.
Signe trådte over til det store spejl i salonen og kiggede længe. Kvinden, hun så, var nærmest fremmed: kort, sundt hår, øjne fremhævet af en diskret makeup, og tøjet for en gangs skyld valgt for at fremhæve i stedet for at skjule. Det var ikke længere hoodie og kedelige jeans, men noget enkelt og velsiddende.
De nye vaner blev stille og roligt hverdagskost. Signe opdagede, hvordan fremmede begyndte at smile til hende, når hun gik gennem byen, og hvordan kollegerne lagde mærke til hende, når hun trådte ind på kontoret.
Men det sværeste var ikke at komme i fysisk form det var at vænne sig til opmærksomhed. Signe havde altid undgået at skille sig ud. Nu måtte hun lære at holde hovedet højt, se folk i øjnene og svare med et lille, sikkert smil.
I starten var det grænseoverskridende. Hun tog sig i at ville skjule hænderne eller rette på håret, når nogen kiggede lidt for længe. Men Karen sagde kærligt:
Du ser brandgodt ud, Signe. Gør dig ikke mindre, end du er.
Med tiden voksede Signes selvtillid. Hun hørte, at hendes stemme lød anderledes mere fast, mindre tøvende. Selvom tvivlen levede i skjulte kroge, forsøgte hun at fokusere på komplimenterne fra kollegerne og bifaldende blikke på gaden.
Du skal tro på dig selv, insisterede Karen. Du er fantastisk, og folk kan se det. Vi har god tid endnu, så du kan vænne dig til den nye udgave af dig.
En formiddag, mens Signe gik mod sit skrivebord, råbte Helle fra regnskab og smilte bredt:
Signe, hvor ser du godt ud! Der er sket noget med dig det klær dig virkelig!
Signe rødmede let.
Det er nu bare lidt nyt tøj…
Helle rystede på hovedet:
Nej, det er ikke bare tøjet. Du har fået glød og en hel anden udstråling. Det kan jeg se!
Også Rasmus fra salgsafdelingen bemærkede det, da han mødte hende ved kaffemaskinen:
Er det dig? Du lyser helt op. Hvad har du gjort? Skal vi andre måske også prøve det?
Signe smilede genert. Tidligere havde hun nærmest været usynlig på kontoret; nu blev hun pludselig set og mødt med venlige ord.
På den lokale café hilste betjeningen hende med navn, og fyre, hun ikke kendte, sendte ind imellem varme blikke. Hun følte sig overraskende fri og glad over denne respons.
Særligt Martin, en kollega fra en anden afdeling, virkede pludselig meget interesseret. Før havde de kun udvekslet høflige goddag, nu havde han altid en grund til at stoppe og tale med hende om projekter, weekenden, eller måske om at spise frokost sammen.
En dag kom han forbi hendes skrivebord med kaffe og bemærkede:
Sikke et fint jakkesæt hvor har du fundet det?
Signe mærkede stoffet, mindedes Karens hjælp til at udvælge det. Hun svarede:
Jeg har faktisk haft det liggende længe det har bare aldrig rigtig fået chancen før.
Martin smilede:
Man kan mærke, du føler dig godt tilpas. Du ser på én eller anden måde mere sikker ud. Det er virkelig positivt.
Hun takkede, men tankerne kredsede stadig om Niels. Hvordan vil han mon reagere? Men nu havde hun nået til et sted, hvor hun følte, at hun uanset hvad allerede havde vundet noget vigtigt.
Om aftenerne kunne angsten komme snigende; hvad hvis Niels slet ikke var interesseret i virkeligheden? Hun forsøgte at lade tvivlen drive væk, og gentog for sig selv, at vigtigst af alt var det, hun nu følte for sig selv. Hun var ikke længere hende, der puttede sig, men hende, der tog plads.
Karen bemærkede alt sammen og fyldtes af en stille glæde. Hun havde set Signe vokse, set skuldrene ranke sig, set øjnene lyse, hvor der før var usikkerhed.
For Karen var det ikke kun stolthed over Signes forvandling, men også en snert af dårlig samvittighed. For sandheden var, at Niels slet ikke eksisterede. Det havde hele tiden været Karen selv, der skrev fra den anden ende. Det var ikke pænt gjort, men hun havde ikke kunnet bære at se sin veninde visne i skyggen af egne mindreværdskomplekser.
Alligevel vidste Karen nu, at Signe ville klare det.
*************
En uge inden den lovede juleaften med Niels stod Signe hjemme foran sit spejl. Hun studerede sit spejlbillede opmærksomt. Hun følte sig stadig ikke som skønhedsidealet men langt om længe syntes hun, at hun var værdig til at blive set.
Hun rettede på blusens krave, drejede kroppen lidt. Tanken rumsterede: Kan det være mig?
Karen trådte lydløst ind ad døren, smilede varmt og sagde: Du er klar. Han bliver imponeret. Du havde to måneder til at finde modet og du gjorde det.
Signe nikkede, mens hun syntes at høre en sær tone hos Karen, som om hun holdt noget tilbage. Hun skulle lige til at spørge, da hendes telefon vibrerede. På skærmen stod der en besked fra Niels: Jeg kan desværre ikke komme alligevel. Noget er ændret. Måske en anden gang.
Hun læste den flere gange for at forstå. Alt det slid og nu det her?
Hvad sker der? spurgte Karen hurtigt, da hun så Signes ansigt.
Han kommer ikke, sagde Signe lavmælt og viste skærmen. Han skriver bare, vi kan ses senere…
Karen satte sig stille ved hendes side, lagde en varm hånd på hendes skulder. Noget ubestemmeligt flakkede i hendes blik, men sneligt tog hun sig sammen.
Måske er det bedst sådan her, sagde Karen sagte.
Hvorfor siger du det? Signe så desorienteret på hende.
Fordi du på to måneder har forandret alt. Du har fået selvtillid, har lært at passe på dig selv, har fundet din egen styrke. Nu sætter du pris på dig selv. Og du fortjener det bedste ikke bare en fyr på nettet. Du skal have én, der vælger dig, hver dag.
Hun holdt en pause og tilføjede så:
Lad os hygge i aften. Vi bestiller pizza, ser en god dansk serie og slapper af. I morgen starter et nyt kapitel, og du har styrken til det.
Signe nikkede. Så vendte hun sig og sagde nu med en mærkbar kraft:
Jeg tror, jeg siger ja til at gå i teatret med Martin. Han har spurgt længe.
Karen lo lykkeligt, rejste sig og omfavnede sin veninde.
Sådan! Jeg vidste, du havde det i dig. Og det her er kun begyndelsen.
Signe smilede og mærkede en lille glæde boble frem. For første gang i lang tid var hun ikke bange for, hvad morgendagen bragte.
*****************
Samme aften stod Signe foran Det Kongelige Teater på Kongens Nytorv i sit nye mørkeblå kjole, udvalgt til lejligheden. Hun tjekkede håret, makeuppen, og lod sig opsluge af den sære spænding.
Martin kom gående op ad de brede stentrin med en farverig buket tulipaner.
Du ser fantastisk ud.
Hun smilede og denne gang kom smilet helt nede fra hjertet ikke for at imponere nogen, men fordi hun følte sig sådan. Hun fangede sit spejlbillede i glasdøren, lagde mærke til kjolens fald og det glade glimt i øjnene. Nu var det hende selv, hendes valg.
Forestillingen var magisk præget af underspillet humor, drama og flere fine overraskelser. Undervejs kiggede hun på Martin, smilte, hviskede en sjov bemærkning. Efter stykket spadserede de ud under byens lys, tog en længere tur gennem København, indhyllet i den lune vinterluft. Stemningen var let og fri.
Da de nåede en lille plads, standsede Signe og sagde pludselig:
Tak
For hvad? spurgte Martin, lidt overrasket.
For en dejlig aften og din rare måde at være på. Det er længe siden, jeg har moret mig sådan.
Ikke langt væk stod Karen i skyggen under et kastanjetræ. Hun så veninden smile og lyse af afslappet glæde. Det var alt, hun behøvede. Hun gik stille hjem.
På vejen stoppede hun i en hyggelig kaffebar, bestilte en cappuccino og tjekkede mobilen. Hun scrollede blandt før-og-nu billeder af Signe: Før var hun bleg, anstrengt og næsten usynlig, og nu stod hun rank, stærk og glad. Karen smilede for sig selv. Det var uden betydning, at Niels aldrig havde eksisteret Signe var fri, og det var vigtigst.
***************
Tre måneder senere var forvandlingen ikke længere midlertidig. Signe og Martin så hinanden fast, de lærte hinanden mere og mere at kende i det daglige. De gik på Glyptoteket, nød biografbesøg i Grand Teatret og fandt små nye caféer sammen. De lavede mad hjemme, grinede over fejlskud i køkkenet og sang med på gamle danske hits fra radioen.
Martin var præcis, hvad Signe havde brug for: Opmærksom, venlig og aldrig sarkastisk. Bare til stede med varme og det var nok for hende at føle sig tryg.
***************
Et år senere stod Signe foran et stort spejl i et lyst prøverum, iklædt den hvide brudekjole, hun længe havde drømt om. Kjolen var præcis, som hun ville: elegant, med fine blonder, let A-formet og uden at stramme.
Karen var med helt fra morgenstunden, hjalp med sløret og de sidste detaljer. Da hun trådte tilbage for at se helhedsindtrykket, smilede hun bevæget:
Du er simpelthen betagende!
Signe vendte sig, så på hendes veninde med ro og glæde i blikket:
Tak. For alt.
De ord dækkede over måneder med støtte, tålmodighed og den ubetingede tro på, at hun kunne klare mere, end hun selv anede.
I det øjeblik dukkede Martin op i døren. Han blev stående et øjeblik, bare tog hende ind med et blik fuld af kærlighed.
Du er den smukkeste kvinde på jorden, sagde han, og stemningen var opløftet og tryg.
Signe lagde sin hånd i hans. Rolig og lykkelig.
Karen gik stille i baggrunden, tørrede en lille glædeståre væk fra kinden. Alt var, præcis som det skulle være.
