Jeg kom tidligt hjem fra arbejde og fandt min mand i vores soveværelse…
Nå, Ingrid, nu kan du tro, vi har fået uventet glæde herhjemme. Poul har besluttet at hjælpe mig lidt og skaffet en hushjælp. Ja, ja, et rigtigt levende menneske hun hedder Frederikke. Han siger, jeg slider alt for meget, men hun hjælper gerne for lidt penge, både med rengøring og aftensmad. Jeg ved snart ikke, om jeg skal glæde mig eller være bekymret.
Birgitte trykkede telefonen tættere til øret og lyttede til venindens stemme. Ingrid reagerede som sædvanligt voldsomt, men Birgitte lod ordene flyve forbi. Hun kiggede ud af køkkenvinduet, hvor krukkerne med pelargonier stod og blomstrede rødt. Blomsterne mindede hende om den tid, hvor hun stadig arbejdede på tekstilfabrikken hvor hun kunne nå alt: holde hus, passe blomster, og snakke med sin mand om aftenen. Nu, hvor hun kun havde et halvtidsjob som bogholder i boligforeningen, syntes timerne bare at fordufte endnu hurtigere.
Ingrid, jeg må altså afsted på arbejde. Vi tales, ikke?
Birgitte lagde på, rettede på sine stålindfattede briller og så ned på arret på sin venstre arm, et minde fra industridagene i firserne. Den gang fik maskinen fat i både stof og arm det gjorde ledigt ondt, men hun holdt fast i jobbet. Hun var ung og stærk. Nu var hun fyldt otteoghalvtreds, og det føltes, som om kræfterne sivede ud dag for dag.
Poul kom ud fra soveværelset og gned sig i nakken. Pyjamasbukserne begyndte at glide ned fra den lidt runde mave, og hans grå hår strittede i alle retninger.
Hvad står du så tidligt op for, Birgitte? Klokken er ikke engang syv.
Arbejde, Poul. Har du glemt det? Jeg har vagt fra klokken otte.
Nå ja. For resten Frederikke kommer i dag. Kan du lige vise hende, hvor tingene er? Hun lærer hurtigt, hun er en fornuftig pige.
Birgitte nikkede, mens hun hældte te op. Noget uroligt gnavede i maven, men hun viftede følelsen væk som en irriterende flue. Hvad kunne der gå galt? Kvinden kom for at hjælpe med huset. Nabokonen Gunhild havde også haft en hjælper, og der var ikke sket noget.
Du skal bare sige, hun ikke skal røre mit stel. Snehvide. Det er fra min mor.
Det skal jeg nok. Hun er da ikke et barn.
Poul gabte og gik ud i køkkenet. Skar sig et par skiver leverpostej og brød. Birgitte betragtede ham og tænkte på, hvordan han var blevet forandret det sidste år. Tidligere var han knivskarp og fuld af energi som sporvognschauffør. Nu efter pensionen sad han foran fjernsynet eller dimsed med sine modelskibe, der fyldte det halve altan men hvad pokker, bare han havde noget at lave.
Jeg smutter. Kommer hjem ved syvtiden.
Godt, godt. Vi skal nok få ryddet op, og maden er klar, når du kommer hjem. Du bemærker knap nok, at vi har været her.
Birgitte tog frakken på, trak sit tørklæde om hovedet og trådte ud af lejligheden. Ude på trappen stødte hun ind i fru Else, som ikke overraskende var på nyhedsjagt.
Nå, Birgitte, er det rigtigt, at I får hushjælp?
Det er skam rigtigt, Else. Poul har fundet en. Hun skal hjælpe lidt til.
Pyha, du må være forsigtig. Man skal ikke bare lukke fremmede kvinder ind i huset. Det er ingen spøg, det siger jeg bare.
Birgitte fnøs og gik ned ad trappen. Fru Else havde altid haft flair for at blæse småting op. Hvad kunne dog ske? Hendes mand var ikke typen, trods snart fyrre års ægteskab. Sønnen var voksen, barnebarnet, smørblonde Amalie, gik nu i femte klasse. Utroskab? Helt skørt at tænke.
På jobbet sneglede tiden sig afsted. Birgitte sad bag skrivebordet og tjekkede regninger, svarede på beboernes opkald, fik hovedpine og længtes efter at komme hjem. Men skæbne! Hun tænkte på Frederikke, der sikkert var i færd med at gøre rent i lejligheden nu. Hvem mon den nye assistent egentlig var? Poul havde bare nævnt, at han havde mødt hende på torvet, hvor hun solgte blomster og havde klaget sin nød over økonomien, så han tilbød hende en ekstra tjans.
Da Birgitte trådte ind ad døren sidst på dagen, blev hun mødt af en sødlig parfume ikke tryghedens duft. I køkkenet stod Poul og rørte i en gryde. Ved bordet sad en kvinde, omkring de femogtredive, med mørkt hår sat i bølger, pænt tøj, diskret smykker og fine negle.
Nå, Birgitte, dét er Frederikke. Frederikke, sig hej til min kone.
Frederikke rejste sig og trykkede hendes hånd varmt, blødt.
Hyggeligt at møde dig. Poul har kun sagt de bedste ting om dig.
I lige måde. Hvordan går det så?
Alt på plads. Fra vasket gulv til aftensmad, og så har jeg lavet boller i karry men jeg vidste jo ikke, om du elsker karry, så jeg var forsigtig.
Birgitte nikkede og gik ind i stuen. Det hele så ud, som det plejede, bortset fra den fremmede duft, der krydrede luften lidt for meget. Hun smed frakken, tog brillerne af og gned sig i næseryggen. Træthed tyngede, hun havde bare lyst til at ligge sig og blive liggende.
Under middagen talte Frederikke løs om livet i en lille by, jobbet i en frisørsalon kaldet Charm, og om, hvor svært det var at klare sig i København uden netværk. Poul lyttede, skænkede mere te. Birgitte sagde ikke meget, åd sin karryret og tænkte på, at pelargonierne skulle have vand, og at hun skulle ringe til sønnen og høre, hvornår Amalie kom på weekend.
Nå, jeg må videre vi ses i morgen klokken ti, hvis det passer?
Det passer glimrende, svarede Poul og lukkede døren bag hende.
Birgitte blev siddende og drak sin te. Uroen voksede. Der var intet konkret, Frederikke havde jo opført sig pænt, ryddet op, lavet mad. Hvorfor blev hun alligevel urolig?
Dagene gik. Hver morgen dukkede Frederikke op, forsvandt sidst på dagen. Birgitte blev opmærksom på småting. Poul smilede mere, han begyndte at barbere sig hver dag, knap så uskønt som før, og pludselig var der dyr kaffe og chokolade i køkkenet. Hvis Birgitte spurgte, smilede Poul: Det har Frederikke haft med.
En dag, da hun kom hjem, var sengen i soveværelset flyttet en smule. Sengetøjet var skiftet.
Poul, har du skiftet sengetøj?
Hvad? Nej, det gjorde Frederikke. Hun siger, det er sundere at vaske oftere.
Birgitte sagde ikke noget. Tjekkede stellet alt var i orden, men nervøsiteten blev hængende. Hun lavede te og ringede til Ingrid.
Jeg har en mærkelig fornemmelse, Ingrid. Noget føles forkert derhjemme.
Se, hvad sagde jeg! Man skal ikke slippe fremmede kvinder ind mænd får mærkelige ideer i den alder, tro mig!
Arh, Poul er ikke sådan én. Han er trofast.
Tjaa, trofasthed varer ofte kun, indtil han får muligheden!
Birgitte lagde på og grublede. Kunne Ingrid have ret? Nej, hun blev fjollet med alderen, usikker på alt. Poul var hendes mand, far til deres søn ham havde hun stolet på i evigheder. Så hvorfor knugede en kold, hård sten sig i brystet?
En uge gik. Parfumen i huset blev hun efterhånden så vant til, at hun ikke lagde mærke til den. Men nu bemærkede hun, at Poul sendte Frederikke lange blikke, sendte hende smil, når hun skænkede te eller tværede rundt i køkkenet. Og så begyndte der at dukke småting op, hun ikke anede, hvem der havde købt. Et nyt brusebad, nogle mærkelige oliven Omsider, en fredag eftermiddag, da Birgitte kom tidligt hjem, så hun noget, der fik hende til at stivne: Frederikke og Poul sad i køkkenet de holdt i hånd.
Hvad laver I?
De slap hinandens hænder så hurtigt, at kaffen nærmest stod ud over bordet.
Frederikke fortalte om sine familieproblemer. Jeg lyttede bare lidt.
Birgitte satte sig på sengen og knyttede hænderne. Arret på venstre arm stod hvidt frem. Smerterne på tekstilfabrikken dengang var slemme men det her gjorde ondt på en anden måde. Mere indeni.
Næste dag kom hun hjem til en tom lejlighed. Poul svarede ikke på mobilen. Hun lavede te og kiggede ud på pelargonierne. Særligt røde den dag, men hun bemærkede det knapt. Hun tænkte, om hun skulle lade, som om intet var galt, eller tage samtalen op med Poul.
Nøglen i døren fik hende til at fare sammen. Poul kom ind, så grundigt skyldig ud.
Jeg troede, du var senere hjemme?
Katja er syg, så jeg fik fri. Hvor var du?
Bare ude at gå en tur. Luften er så dejlig!
Birgitte nikkede. Hun troede ham ikke.
Det gik ikke mere end to uger, før bomben sprang. Hun følte sig dårlig på arbejdet, fik lov til at gå tidligt, og gik tungt op på fjerde. Allerede i entreen mærkede hun stemningen. Noget var forkert. Hun listede ned ad gangen, soveværelsesdøren stod på klem, og der var lyde.
Hun åbnede stille døren og så det, man aldrig håber at se. På deres gamle dobbeltseng lå Poul og Frederikke. De var så travlt optaget, at de ikke opdagede hende først. Birgitte stod bare der. Tiden gik i stå. Hvordan kunne det ske?
Poul opdagede hende, satte sig op, Frederikke skreg og skjulte sig under dynen. Birgitte stod uden et ord, mundlam af chok.
Birgitte… jeg kan forklare, fremstammede Poul, men Birgitte var allerede gået i køkkenet, hvor hun sank sammen over bordet.
Poul kom ud opslugt af skyld. Frederikke forsvandt ud af døren. Døren smækkede, og nu var de kun to.
Birgitte, det er ikke, som du tror…
Nej? Hvad er det så? Oplys mig, Poul.
Stemmen lød stille, næsten troende rolig. Poul igangsatte klassikeren:
Jeg følte mig alene. Du arbejder altid. Jeg sidder her alene hun lyttede. Hun, altså Frederikke. Hun så mig.
Og jeg har ikke set dig de fyrre år? Set hvem du er?
Jo, men anderledes. Du ser en gammel mand. Hun ser en mand.
Birgitte tørrede øjnene. De var tørre. Indeni var der bare tomhed.
Så det er min skyld? Fordi jeg arbejder for meget, passer huset, bager til Amalie og dyrker blomster?
Nej, det er ikke din skyld. Det er min. Jeg blev bange for at være ligegyldig, gammel, alene…
Derfor trak du hende ind i min seng?
Poul svarede ikke. Hun samlede nogle ting i en taske med rystende hænder.
Hvor vil du hen?
Til Ingrid. Jeg overnatter der. I morgen må jeg se, hvad jeg gør.
Lad mig forklare, Birgitte…
Om hvad? Om, hvordan du har snydt mig lige her? Om, hvor dum jeg har været? Nej tak, Poul.
Hun gik, stødte på fru Else på trappen.
Birgitte, hvad sker der dog?
Jeg besøger en veninde.
Nå, Poul er da hjemme?
Ja, det er han.
Hvis du får lyst, så kig forbi efter en kop te. Man kan jo altid snakke lidt.
Birgitte gik ud i aftenluften kold, brutal og ærlig. Hun vidste ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv. Tankerne kørte i ring: Gå eller blive, tilgive eller ikke? I hendes alder var en mands svigt ikke bare sorg, men som at hele livet faldt fra hinanden.
En time senere var hun alligevel hos Ingrid. Veninden åbnede døren og behøvede ingen forklaring. De satte sig over te og syltetøj. Birgitte fortalte. Ingrid sagde tørt:
De er ens alle sammen, mænd. Om de er unge eller gamle trangen løber aldrig ud i sandet.
Skal jeg gå, Ingrid? Eller blive?
Hvad siger maven?
Bare…tomhed.
Så vent. Bliv hos mig så længe, du vil. Efter et par dage ved du det måske.
Hun blev i tre dage. Poul ringede, bad hende vende hjem, sagde, det var slut med Frederikke, at han elskede hende, altid havde. Birgitte troede ham ikke. For så frisk var såret.
Sønnen ringede.
Mor, hvad sker der? Far siger, du er væk.
Ikke noget stort, bare lidt uenighed.
Ungerne kommer på lørdag. Hvad skal jeg sige til Amalie?
Birgitte var tavs. Amalie var hendes solstråle. Hvordan forklare, at bedstemor og bedstefar ikke længere bor sammen?
Jeg er hjemme på lørdag. Sig til Amalie, hun er ventet.
På lørdag kom Birgitte hjem. Poul tog imod. Han så gammel ud nu, ansigtet var blevet slidt.
Birgitte…
Jeg kom ikke for din skyld. Jeg kom for Amalie. Hun skal ikke se familien splittet.
Tak.
Alt var nydeligt, ingen fremmed parfume, nyt sengetøj. Hun lagde sine ting væk og tog plads på kanten af sengen. Egentlig føltes sengen ikke længere hjemme.
Om aftenen kom Amalie. Hun styrtede ind, kastede sig i armene på Birgitte.
Bedste, skal vi ikke bage romkugler?
Jo, skat. Straks.
De gik i køkkenet. Poul blev i stuen og lod, som om han så fjernsyn.
De bagte og sludrede Amalie fortalte om kammeraterne, læreren, skolen. Birgitte lyttede og mærkede, at det var for dette, hun stadig hang sammen.
De spiste sammen. Amalie snakkede løs, Poul rokkede lidt med gaflen, sagde ikke meget. Birgitte så på ham og tænkte, at han var blevet fremmed for hende.
Da Amalie sov, kom Poul stille ind.
Birgitte, jeg… jeg fortryder alt. Jeg ved ikke, om jeg kan sige undskyld godt nok. Jeg savnede opmærksomhed, men gik forkert til værks. Jeg elsker dig. Det har jeg altid gjort. Det med Frederikke var… dumt.
Birgitte sagde intet. Hvordan tilgiver man noget, der ødelagde alt? Skulle hun gå? Starte forfra i otteoghalvtredsårsalderen?
Jeg ved det ikke, Poul. Jeg får brug for tid.
Så længe du vil. Jeg venter.
Dagene gik. Der var hverdag, arbejde, indkøb. Poul hjalp til, forsøgte at gøre sig nyttig. De talte næsten kun om praktiske ting, som om de var blevet to logerende på samme adresse.
En aften stod Birgitte og nussede pelargonierne, der var begyndt at hænge lidt. Hun vandede dem, så de atter kvikkede op. Livet gik stædigt videre.
Birgitte, må jeg sige noget?
Hun svarede ikke.
Jeg har meldt mig til computerkursus. Måske finder jeg et deltidsjob. Jeg vil ikke kede mig mere eller være så ensom.
Det lyder fornuftigt, Poul.
Og jeg skammer mig. Overfor dig, for vores barn og Amalie. Hvis du lader mig, vil jeg forsøge at gøre det godt igen.
Birgitte svarede længe ikke. Han havde været en del af hendes liv så længe, far til hendes barn, morfar til hendes barnebarn. Men tilliden var knust, og hvordan samler man de skår?
Jeg kan ikke bare tilgive, Poul. Måske aldrig. Huset minder mig om det hele. Men du skal blive Amalie skal ikke miste sin morfar.
Han nikkede stille.
Vi prøver at bo sammen. Men forvent ikke mirakler.
Sådan blev det. Lidt efter lidt vendte hverdagen tilbage. Poul fik et job som vagt i Bilka to dage om ugen. Amalie kom hver weekend, og sammen bagte de boller og gik ture i Frederiksberg Have. Når hun var væk, føltes huset tomt og koldt igen.
En aften fandt Birgitte billedalbummet frem. Hun så på bryllupsbillederne, billeder af familien i Skagen, sommerferier i Rødvig. Livet var engang så let og lyst. Hvornår begyndte de at glide fra hinanden? Måske havde hun også fejlet var blevet husbestyrer i stedet for kvinde.
Senere den nat kom Poul hjem fra vagt, og de sad over en kop te.
Birgitte, vi kan ikke blive ved sådan her. Vil du prøve, eller lever vi bare videre for syns skyld?
Jeg ved det ikke, Poul. Jeg har lyst nogle dage, andre dage ikke. Vi må tage én dag ad gangen. Ikke love noget. Ikke forvente for meget.
Han nikkede.
Ugen efter kom Amalie igen. Hun havde tegnet et billede af hele familien glade, hånd i hånd.
Se, bedste! Her er os allesammen!
Birgitte satte billedet på køleskabet og tænkte, at for Amalie var alt stadig i orden. Familien var sammensat af minder, år, historier. Man fejler, man sårer hinanden men man bliver. Fordi noget binder én sammen.
Om aftenen gik Birgitte ud på altanen. Hun så ud over byens lys, mens hun nussede pelargonierne. I de oplyste vinduer overalt boede folk med deres egne historier nogle grinede, nogle græd. Hun tænkte, at hendes og Pouls historie ikke havde fået et Hollywood-slut. Men lyset i byen brændte og en ny rød blomst foldede sig ud ved vinduet, som et lille håb, der ikke lader sig kue, uanset hvor meget man tror alt er slut.
