Det perfekte par
Se lige det søde par der, sagde Luna, mens hun gjorde sig til med læberne og kastede et flygtigt blik på sin kæreste. Der var noget melodramatisk over hendes drømmende tone, som om hun kiggede på et klip fra en romantisk dansk tv-serie. Man kan virkelig se, at han bare elsker hende, ikke?
Mads, der stod ved siden af, rullede med øjnene. Han lænede sig op ad vindueskarmen, skubbede hænderne i lommerne på sine slidte jeans og kastede et hurtigt blik på parret Luna snakkede om. To mennesker ikke noget, der stod ud fra de hundredevis af andre par, han havde set på Strøget.
Og hvad får dig til at tro det? svarede han tørt, uden at gøre det mindste forsøg på at lyde interesseret.
Luna himlede med øjnene, som om han lige havde sagt, at hun skulle stemple ind på arbejde hver søndag klokken otte.
Kan du slet ikke se det? Hele hendes krop struttede af indignation. Han slipper ikke hendes hånd et sekund! Så kærligt, så ømt! Du kan jo knap nok tage mig i hånden om du så alligevel bliver bedt om det. Synes du ikke, det er lidt misundelsesværdigt?
Du er misundelig? tænkte “veninden” på den anden side af vinduet, altså kvinden med hånden solidt mast ind i sin partners. Gad vide, om hun aner sandheden… Hvis hun bare vidste, hvor dårligt jeg egentlig har det…
Udefra så det hele så utroligt harmonisk ud: Han støttede hende, de sendte hinanden afslappede smil. Men kun hun vidste, at hans støtte mest af alt føltes som en spændetrøje. Hver eneste berøring, som fremmede ville kalde kærlig, var i virkeligheden alt for fast, næsten kontrollerende. Hun havde efterhånden lært bare at bide det i sig; det var lettere end konstant at prøve at vriste sin hånd fri.
Det hele var egentlig startet på den mest hverdagsdanske måde: Ved kaffekøen på Banegårdspladsen, hvor de begge havde misset 5A-bussen til Hasseris. Et smil, lidt smalltalk, en kop kaffe random, og siden dates: En biograftur på Øst for Paradis, aftenture i Uniparken, lange snakke om natten over lunken økologisk chailatte. Martin virkede som drømmemand: Han skrev søde beskeder, kom med små betydningsfulde gaver og lyttede til hendes snak om dumme hverdagsproblemer.
Til sidst flyttede de sammen, og de første måneder var ren eventyrfilm. Siden blev der holdt bryllup en fotovenlig ceremoni i Aalborg Domkirke med bjerge af lagkage og små tårer på alles kinder. Gæster klappede, tog billeder, ønskede lykke, mens de slugte kransekage.
Men så snart bryllupskagen var fortæret, begyndte Martin at ændre sig. I starten var det små detaljer: Han kommenterede hendes tøjvalg, bad hende undgå bestemte veninder, bestemte hvornår hun skulle komme hjem. Pludselig blev omsorg til kontrol og kærlighed til regler og lotterisedler i Netto blev det eneste spontane i hendes liv.
Hun lærte at overgive sig, nikke, smile, og bare lade ham bestemme. Luna nu gift og indskrevet som Luna Kristensen prøvede af og til at joke med det hele: Hvor er det romantisk, at jeg ikke engang må gå ned med skraldet uden ledsager! Men hun indså hurtigt, at det ikke var en joke. Det var dagsordenen. Og den var ikke til diskussion.
Jeg skal lige ned i Brugsen. Mangler vi noget? sagde hun en morgen og tog en cardigan på. Vi har nærmest intet tilbage i køleskabet.
Martin løftede ikke engang blikket fra sin telefon.
Kun, hvis jeg går med. Ellers bliver du her.
Hun stivnede og suttede al protest tilbage.
Senere kom turen til familien. Luna havde i ugevis planlagt et besøg hos sine forældre i Aarhus. Hendes mor havde ringet og bedt hende hente hjemmelavet jordbærmarmelade, og i smug længtes Luna egentlig bare efter et par timers hygge med kaffe og snak.
Jeg havde tænkt mig at tage hjem til mor i morgen, prøvede hun forsigtigt, mens de spiste aftensmad.
Martin lagde bestikket ned og så irriteret på hende.
Du var der sidste uge. Nu har vi vores egen familie, Luna. Hun kan ringe det er mere end tilstrækkeligt.
Men hun venter…
Martin hævede stemmen.
Jeg sagde nej, Luna.
Hun sank sin modstand. Hun vidste, det ingen vegne bar.
Så gik han løs på hendes arbejde. Luna var grafiker i et lille trykkeri ganske uinteressant for omverdenen, men hun elskede det. Kollegaerne, den trygge rutine, det at føle sig nyttig. Men en aften, da hun kom hjem, ventede Martin i stuen.
Du skal ikke arbejde mere. Din eneste opgave er at være lækker og til at stole på. Jeg tjener pengene. Det er ikke sundt at være blandt så mange mænd, Luna!
Hun sprang arrigt op:
Er du seriøs? Det er mit job jeg er glad for det!
Nu er det slut. Du siger op i morgen, punktum.
Aldrig! råbte hun.
Martin lagde telefonen fra sig og rejste sig langsomt. Hans blik blev koldt.
Forstod du ikke, hvad jeg sagde?
Jo, men jeg nægter.
Inden hun nåede at forstå, hvad der skete, blev hun ramt af et lussving, som sendte hele verden i ring. Hun lå på gulvet, lamslået, mens hans ord lød skarpt:
Ingen diskussion, Luna.
Blå mærker gik først væk efter et par uger, men hovedpinen blev hængende. Hun mistænkte en hjernerystelse, men Martin fnøs bare.
Hold nu op, du overdriver. Det går fint.
Han skaffede en eller anden bekendt muligvis en fjern tante til at komme og se på hende. Kvinden sagde ikke et ord, skrev et par ting ned, smuttede igen.
Siden da trådte alle Lunas handlinger på usynlig is. Hun sagde ja, nikkede, lod som om hun var med på alting. Men hun begyndte at tænke: Det her holder jo ikke for evigt.
For alle andre fremstod de stadig som parret, man kan regne med! Veninder mødtes med hende på café eller til en gåtur rundt om Søerne og udbrød altid: Martin er virkelig en mand af den rette støbning! Han passer på dig! Martin dukkede gerne op, lagde en arm om hendes skuldre, bestilte hendes yndlingshindbærsnitte og så ud, som hvis han allerede havde vundet OL i forudsigelighed.
Luna smilede, nikkede og sagde tak. Men hendes indre var som en gammel atlanterhavsbro ingen varme, kun kontrol.
I sine mors ører var Martin et fund. Hver søndagsopringning blev til en parade af anerkendelse:
Tænk sig, hvor du er heldig, pige! En mand med ben i næsen og styr på livet. Tryghed, orden. Du skulle se, hvordan han ser på dig!
Luna bed sig i tungen, holdt på facaden.
Jo, mor. Alt er godt.
Ja, jeg kan jo se det! Du får ikke lov at rende rundt og opføre dig tosset det er jo et rigtigt hjem!
Et hjem, gentog Luna for sig selv og så for sig villaen i et roligt villakvarter i Gentofte. Stort, hvidt hus, med pelargonie i vinduet, robotplæneklipper, hæksaks i garagen og runde gummistøvler i entréen. Alle, der kom på besøg, sank dybt: Hvor skønt I bor! Så roligt, så trygt… Og Luna smilede, serverede te og småkager, mens hun passede på, at alting virkede ordentligt. Martin var i disse øjeblikke ekstra charmerende, førte an, diskuterede boligpriser og spurgte ind til gæsternes helbred.
Men så snart hoveddøren smækkede bag dem, faldt facaden.
Du flirtede lige lovlig meget med den der gæst, ikke? Hvad hvis nogen snakker? Hvorfor taler han om dit arbejde?
Han spurgte bare, hvorfor jeg var stoppet.
Din opgave er at være hjemme, Luna. Hørte du det?
Hun sagde ikke noget mere. Hun havde efterhånden forstået vagtplanen: Udvendigt pænhed, indvendigt totalitært styre.
Kvarteret gjorde bare det hele værre her blandede folk sig aldrig offentligt, men lånte gerne sukker over hækken. Man smiledes, nikkede, spurgte aldrig rigtigt til noget.
Så Luna smilede. Nikkede. Sagde, at alt var godt.
For sandheden fandtes kun bag den tunge hoveddør hvor ingen kunne se, ingen ville spørge…
********************
En aften i hendes forældres hyggelige rækkehus i Aalborg, sad familien bænket om bordet i det gule køkken. Stille radio baggrunden, varme boller på bordet.
Hvor er din mand egentlig rar, Luna, sagde hendes mor, mens hun rakte hende en Royal Copenhagen-kop med grøn te. Han har da også købt dig nye øreringe, kan jeg se! Han forkæler dig jo!
Martin smilede bredt og lagde hurtigt en arm om sin kones skuldre. Helt efter den klassiske dansebog.
Jeg elsker bare min kone, det er ikke sværere end dét, sagde han grinende og klemte blidt hendes hånd.
Lunas indre blev til en knude; det, der skulle virke så sødt, blev bare endnu en kontrolmarkering. Hun rykkede ufrivilligt på hånden og følte hans greb stramme.
Ja, selvfølgelig gør du det! Luna rev hånden til sig, rejste sig brat, og stillede sig bag sin far, der havde set på det hele uden at sige noget, men med bekymrede øjne. Det er jo løgn! Hvis du undskylder, er det kun for de blå mærker!
En pinlig tavshed lagde sig over køkkenet. Mor sad med koppen løftet og stivnede. Faren stirrede på Martin, hans blik hårdt.
Sæt dig ned, Luna, sagde Martin vredt, mens han sendte sin kone et blik, der i hvert fald ikke var kærligt. Hans stemme dirrede, truslen var tydelig. Hvad er nu det for noget pjat? Jeg har allerede sagt undskyld for, at du sov alene.
Det idé om “at måtte sove alene” gav ekstra sting; Luna vidste godt, han havde gjort det med vilje.
Jeg kan ikke mere! Far, vil du ikke nok beskytte mig?
Faren rejste sig roligt; hans ansigt var alvorligt, nærmest stenfast, men der var beslutsomhed i de blå øjne.
Martin, måske du vil forklare dig?
Martin lænede sig tilbage, armene over kors, et glimt af sarkasme bag masken.
Der er ikke noget at forklare. Luna er bare stresset, hun forestiller sig ting.
Jeg forestiller mig? hvislede Luna. Hvem var det, der skubbede mig i går? Råbte af mig for at snakke for meget? Er det også indbildning?
Mor gispede, far gik truende et skridt frem.
Tårerne pressede sig på; Luna begyndte at græde ikke stilfærdigt, men kraftfuldt, som om alt tabt mod og gammel frygt flød ud. Alt det hun havde brugt år på at skjule, væltede frem.
Luna, vi tager hjem nu, Martin rejste sig stift. Hans stemme var iskold.
Det gør vi ikke! sagde Luna med ryggen mod sin far, stædig i stemmen. Hun hev trøjen op og viste, uden omsvøb, blå-grønlige mærker på siden.
Se! Jeg ville bare mødes med en veninde men se, hvad han gjorde!
Hun går ingen steder med dig, sagde hendes far bestemt og så direkte på Martin. Og du skrider ud herfra og hurtigt. Tror du, man må slå sin kone bare fordi man har penge nok? At hun aldrig vil sige noget?
Martin fnøs.
Luna er bare faldet på trappen, hun ser sig ikke for. Hun kommer selvfølgelig med hjem! Hun er MIN kone, og det bestemmer jeg. Lidt disciplin har aldrig skadet nogen!
Mor, der havde siddet chokeret ved bordet, eksploderede pludselig:
Hvilken disciplin, Martin? Du slår hende! Hører du dig selv?
Luna klamrede sig til sin far for første gang i årevis, virkelig mærkede hvad det er, at nogen beskytter én.
Du rører hende ikke igen prøve, og du får problemer med mig. Og loven, sagde faren lavt men med uventet styrke.
Martin tog et skridt tilbage, læste stemningen, men nægtede at tabe ansigt.
Fint, hun kan blive her lidt. Men det her er ikke slut. Hun er stadig min kone og kommer tilbage!
Faren glødede af raseri, stemmen knækkede af indestængt afmagt:
Tror du, jeg lader dig slippe? Jeg advarede hende fra start hun havde ingen erfaring med mænd, men var så glad, så vi lod hende gøre det. Nu kan jeg kun fortryde!
Han tog endnu et skridt frem, endda truende.
Martin forsøgte at holde masken.
Skal du til at gemme dig bag din familie nu, Luna?
Ud med dig, ellers slipper jeg Gorm løs! sagde faren.
Ind på gulvet kom Gorm familiens enorme brun-sort grand danois med tunge poter. Han parkerede sig mellem Luna og Martin, bar tænderne og sendte Martin et blik sagt sidste advarsel.
Rummet blev stille. Gorm stod som en levende mur, og Luna strøg ham over nakken, mens Martin kiggede skeptisk på både hund og mennesker. Han vidste godt, hvor meget det kunne koste at sparke op mod sådan et dyr men ville ikke bakke ud frivilligt.
Vil du dække dig bag hunden? spurgte Martin spagt.
Far trådte tættere på:
Jeg dækker hende med alt, jeg har. Hun er din kæreste, måske, men først og fremmest min datter.
Martin trak sig mod døren, vred men nede.
Det er ikke slut, snerrede han. Vi ses igen.
Ud! Vi ses kun i retten! Og jeg hører kun ét fra dig skilsmisse! Luna skal ikke have noget af dine penge, svarede faren urokkeligt.
Luna slappede ikke helt af endnu ikke før hun hørte døren smække bag Martin og så ham kaste hendes pas på bordet.
Lad os slippe for retten, sagde han hånligt. Jeg skriver under. Men kom ikke kravlende tilbage!
Så var han væk. Gorm brummede, men Luna lod hånden glide over hans pande for at sige tak.
Tre år gik.
Hun tog sin uddannelse på et lille universitet på Fyn, langt nok fra alt velkendt til at kunne ånde. Hun kastede sig over bøger, arrangementer, malekursus og madklubber. Først forsvandt smilet i lang tid men lidt efter lidt fandt hun det frem igen, uden at det føltes påtaget.
Hun talte med sine forældre, nu i et roligere toneleje. Moren sukkede lettet ved enhver samtale; hendes far sagde altid stille: Godt gået, min pige.
Hun vidste, at fortiden altid ville ligge i baghovedet. Men hun havde fået noget meget større: Chancen for at begynde forfra og dén ville hun bruge.
Men at gå hånd i hånd? Det har hun stadig til gode.
