Tegn et eventyr
Marie, skat! Far og jeg har en nyhed!
Jeg stak endnu en ske grød ind i munden på min lillebror, Anton, og tørrede hans hage forsigtigt.
Hvilken nyhed?
Vi skal have en baby mere! Jeg er fire måneder henne nu. Er det ikke bare fantastisk, Marie? Mor lagde armen kærligt om mine skuldre. Endnu et lille familiemedlem! Nu bliver vi syv! En rigtig stor familie!
Jeg blev helt stille, lod armene falde slapt ned, og glemte helt Anton, der som om han forstod situationens alvor, bare betragtede mig alvorligt i stedet for at skrige højt som han plejede.
Hvorfor siger du ikke noget? Mor puffede venligt, men insisterende til mig. Du ser da ikke ligefrem glad ud! Marie, du kan ikke være så egoistisk! Gør mig nu ikke ked af det, skat! Anna kyssede mig blidt i håret og gik ud af køkkenet.
Ma, ma, ma! pludrede Anton og rakte armene ud efter mig.
Jeg tog mig sammen og begyndte at give ham mere grød.
Lykke… Findes ægte lykke overhovedet?
Den eneste gang, jeg kan huske, at jeg var lykkelig til bunds, var dengang jeg var fem, og vi var på landet. Mor ventede dengang Sara, og vi tog ud for at trække frisk luft. Der var mange børn på campingpladsen, men jeg, mors pige, holdt mig det meste af tiden tæt til hende. Så tog far mig med ud for at se på hestene. Det blev et øjeblik af ren lykke da han løftede mig op på ryggen af en af hestene. Jeg følte næsten, jeg fløj op under skyerne. Først var jeg bange, men så føltes det som om jeg fik vinger. Hesten trippede lidt, og jeg klamrede mig til dens man, indtil jeg spontant begyndte at le. Og pludselig svarede hesten mig med et sagte vrinsk. Mine forældre lo sammen.
Så blev der talt sammen! sagde far.
Senere tiggede jeg om at få lov at gå til ridning. Men så blev Sara født, så kom Ida, og det blev for dyrt. Og sådan blev det ikke til noget.
Hvorfor lige den dag blev så speciel for mig, ved jeg ikke engang selv. Hvis nogen spurgte, ville jeg ikke kunne svare. Men netop den dag, fyldt med duften af slået græs, elvens rislen, solens varme og forældrenes kærlighed, gemte jeg betænksomt i hukommelsens dybeste skuffe, og fandt den kun frem, når det hele blev for meget. Som i dag.
Jeg vaskede Anton, satte ham i kravlegården og gik for at vække Ida, der skulle afleveres i børnehaven. I døren til børneværelset blev jeg et kort øjeblik svimmel, men rystede hurtigt på hovedet. To-tre timers søvn per nat var ikke meget. Hvis jeg var heldig, kunne jeg måske sove lidt til middag, mens den mindste var i børnehave. Hvis Sara ovenikøbet havde samvittighed nok til at hjælpe med at gøre rent, kunne jeg måske nå at forberede mig til prøven i morgen også. I går sad jeg og forberedte mig helt til sent, men da jeg lagde mig, vågnede Ida og begyndte at græde. Jeg var nødt til at tage hende ind til mig, ellers ville hun have grædt hele natten over sine mareridt. Jeg havde sagt til mor flere gange, at vi måske burde tage Ida til børnepsykolog, men hun slog det hen:
Åh, lad nu være! Det går over med tiden.
Det eneste jeg kunne hjælpe min søster med, var at tage hende ind til mig. Så faldt hun til ro. Men for mig sluttede natten, når Ida endelig slappede af ved min side. Hun sov uroligt, sparkede rundt, men siden SARA var kommet i huset, havde jeg aldrig kunnet sove tungt.
Vi var fire børn i familien Jørgensen. Jeg, Marie, blev atten for en måned siden, Sara er tretten og lidt en rod, Ida er lige blevet fem, og Anton er knap halvandet.
Anna og Ole lærte hinanden at kende gennem fælles venner. Annas veninde, Lone, nævnte, at hendes mands ven, Ole, drømte om en stor familie, ligesom Anna selv. Efter at have mødt hinanden på en fødselsdag, klikkede de med det samme. Anna fortalte mig senere:
Tro det eller ej, men han begyndte at afslutte mine sætninger! sådan en samhørighed!
Et år senere blev de gift og flyttede ind i mormors lejlighed, som hun havde overladt os, da hun selv tog hen for at bo hos min moster og onkel.
Bo nu her, børn! Måske oplever jeg også at få oldebørn, sagde hun.
Det nåede hun. Jeg forgudede min oldemor. Hun nåede heldigvis at møde både mig, Sara og Ida. Anton blev først født bagefter.
Da oldemor levede og mormor og morfar endnu var raske, var livet med mange børn rimeligt lyst og let. Da Sara blev født, var jeg selv stadig lille, og jeg fik først for alvor opgaver, da jeg begyndte i skole. Ødelagte bøger, kruseduller i lektiehæfterne, stjålne sakse og blyanter jeg forsøgte at have mit eget sted, men mor svarede altid det samme:
Marie! Du må ikke være egoistisk!
Og det var jeg heller ikke. Hverken før eller efter, heller ikke da vi blev flere børn. Jeg opdagede, at jeg selv gentog mors sætninger, når de små krævede min opmærksomhed. Det blev til, at jeg tænkte, at en familie er et sted, hvor ingen kan have sine egne ting, sit eget værelse, ikke engang sin egen tid.
I er jo allesammen familie! Og du, Marie, er min største hjælp! sagde mor og krammede mig, før jeg gik med til at hjælpe.
En lille smule kunne jeg trække vejret lettere, da Ida begyndte i børnehaven. Sara var blevet større, så jeg nøjedes med at tjekke hendes lektier. Det var alt i alt en god periode, også selvom Ida ofte var syg, og jeg måtte passe hende. Men så kom meldingen om, at der ville komme endnu et barn. Jeg anede ikke, at min nogenlunde rolige hverdag var forbi. For med Antons fødsel ændredes alt. Han blev født for tidligt og med forskellige diagnoser. Heldigvis, efter tid, hjælp fra lægerne og omsorg, gik alt godt. Mor løb med Anton til hospitalskontroller, og jeg klarede hjemmet. Og jeg accepterede det. Men nogle aftener, når jeg stillede den sidste opvask op i stativet, kunne jeg ikke lade være med at drømme mig langt væk, hvor ingen havde brug for mig, og hvor jeg kunne tegne eller høre musik i fred.
Oldemor havde gået ture med mig til billedskolen, bare ét år, men den verden blev et frirum med farver og fantasi. Efter hun døde, og mor fik mindre tid, blev der ikke råd til dyrt papir og kvalitetsfarver. Men jeg nøjedes med akvareller og et billigt skitsehæfte. Det blev mit lille univers, hvor jeg forestillede mig mig selv som prinsesse, krigerinde eller bare som en pige i et eventyr. Mine feer, konger, dronninger og enhjørninger blev så levende, at de små kunne sidde i timevis og kigge på dem. Siden begyndte jeg også at skrive små fortællinger til billederne. Og snart herskede der eventyrstemning på børneværelset om aftenen, når jeg tegnede, og selv de mindste sad tavse. De bad endda selv om det:
Tegn et eventyr!
Men så kom morgenen, og hverdagen vendte altid tilbage: vaske, fodre, ud af døren, i skole, i børnehave. Jeg hjalp, så godt jeg kunne, for jeg vidste, at mor var presset. Men jeg kunne godt nogle gange ønske bare at gå i biografen eller ud med veninderne uden at tænke på pligterne. Men veninderne holdt op med at spørge, fordi de vidste, jeg ville sige:
Jeg kan ikke! Jeg skal hjem og hjælpe min mor
Det var først for en måned siden, da neurologen endelig kunne sige, at Antons undersøgelser var normale, at jeg begyndte at håbe, at der også blev tid til mig selv, når han snart skulle i vuggestue.
Men det blev der jo ikke.
Jeg sukkede. Sådan er det nu engang, og så må jeg bare fortsætte.
Jeg fik hurtigt Ida klar, ordnede tasken og så, at jeg var ved at komme for sent.
Kom, Ida, vi skynder os!
Marie, husk at gå forbi netto på vejen hjem! råbte mor bag mig.
Jeg vinkede for at signalere, jeg havde hørt hende. Dagen gik videre i et hektisk tempo, og først om aftenen kom jeg i tanke om min “hemmelighed. Jeg skulle have tjekket min mail i morges, men det var ikke blevet til noget. Jeg jagede SARA væk fra computeren i køkkenet:
Jeg skal bare bruge den i to minutter! Er du færdig med lektierne?
Lad nu være, Marie, jeg mangler kun ét level!
Mor laver altså “level” med dig, hvis du ikke laver matematikken
Okay, okay! Men må jeg spille lidt bagefter?
Jeg skal bare tjekke en mail. Gider du sætte vand over til te til mig?
Det kan jeg da godt
Da hun forlod rummet, foldede jeg fingrene forheld og klikkede på mailen, jeg havde ventet på fra forlaget, der havde mine eventyr og tegninger. Jeg havde forberedt mig i over to år, overvejet om mine fortællinger kunne gøre andre børn lige så glade, som når jeg læste højt for de små.
Nu var der svar. Invitation til samtale. Nu skulle jeg bare overbevise mor og far om at gi’ mig lov til at tage dertil og jeg havde næsten ingen penge. Det var ikke noget, familien havde meget af.
Marie! Jeg ved ikke, hvem der har brug for dine tegninger? Er der ikke masser af professionelle?
Jamen mor, når de nu inviterer mig, må der være noget særligt ved mine tegninger?
Måske. Men du ved, vi ikke har råd til rejsen og opholdet. Anton skal snart i nyt behandlingsforløb, og det koster. Og jeg har brug for penge til prøver, undersøgelser Vi ønsker ikke at opleve det samme med Anton igen
Jeg sank sammen. Mor havde ret, selvfølgelig.
Jeg kan jo prøve selv at finde et job. Line sagde, de manglede serveringspersonale på den café, hvor hun arbejder
Og hvem tager sig af hjemmet, mens du arbejder? Jeg kan jo ikke klare det hele selv Nej, Marie, det kommer ikke på tale!
Mor gik for at bade Anton, og jeg satte mig med lektierne, prøvede at skjule tårerne fra de små. Men Ida mærkede straks noget var galt. Hun kravlede op på skødet af mig og lagde armene om min hals.
Ikke græde!
Jeg krammede min søster.
Jeg græder ikke mere.
Hvorfor skulle jeg egentlig være ked af det? Jeg måtte bare finde en løsning på at skaffe penge og sørge for, at mor kunne klare det imens. Ifølge brevet havde jeg en måned, så jeg måtte finde på noget.
Efter at have overleveret Ida til bad, ringede jeg til Line.
Line, har I dagvagter på caféen?
Ja, men hvad med din skole?
Jeg har prøver nu, så holder jeg ferie, og kan arbejde resten af dagen efter at have været til prøve om morgenen.
Jeg kan prøve at overbevise chefen, så du kan dække for mig. Jeg har faktisk brug for friheden nu, men jeg lover ikke noget.
Tak, Line!
Line fik det igennem, og i tre uger arbejdede jeg ekstra. Ikke mange penge, men nok regnede jeg ud til at dække billetten, hvis jeg sparede på alt.
Om aftenen tog jeg mod til mig og talte med mine forældre igen.
Jeg har nu penge nok selv, mor. Ikke meget, men det rækker. Vil I ikke godt give mig chancen? Bare en mulighed. Måske lykkes det!
Marie! Ikke igen! Vi har snakket om det. Det er naivt at tro, at dine små eventyr kan måle sig med professionelle illustratorer!
Ikke kun tegninger, mor, også historierne.
Ligegyldigt. Folk studerer det i årevis, og hvad får du ud af det? Hvad nu hvis du får et nej? Skal du så bare føle dig mislykket?
Men så har jeg i det mindste prøvet Jeg kiggede ned.
Da tog far ordet.
Nu er det nok! Marie har ret!
Hvad?! Mor stirrede målløs på ham. Aldrig havde de tidligere talt imod hinanden foran os.
Hun skal have lov at prøve! Det er bedre at fejle end ikke at prøve og fortryde hele livet. Vi kan ikke hjælpe så meget økonomisk, men vi har lidt opsparing, som vi havde tænkt til vores sommerferie.
Far! Vi har jo sparet op til Vesterhavet i to år
Det må vente. Marie har mere brug for pengene. Er du med, Anna?
Mor nikkede stille.
Tak! Jeg omfavnede dem begge og gik ud.
Ole
Kom nu, Anna! Vi har gjort hende til gratis hushjælp!
Hvad mener du?
Hun passer børnene, ordner hjemmet, hjælper med lektier. Det er vel vores ansvar, ikke hendes?
Ja… Måske har du ret… Men vi er jo en familie, alle hjælper jo til.
Ja, og nu skal vi også hjælpe hende.
Du har nok ret Men tror du, jeg er en dårlig mor?
Hold op nu, Anna! Se på vores børn! Kloge, hjælpsomme, omsorgsfulde. Så noget må vi jo have gjort rigtigt.
To dage senere stod hele familien på Hovedbanegården for at sige farvel til mig.
Ring nu, så snart du ankommer! Mor krammede mig ind til sig. Og held og lykke, Marie! Må det gå dig godt!
En uge senere trådte jeg ind ad døren hjemme med følelsen af, at intet kunne slå mig ud nu. Måske blev det kun til en lille bog med to eventyr, men det skulle være min første. Jeg var ikke længere i tvivl.
Er der nogen hjemme? Jeg smækkede døren op og trådte ind.
Ida kom styrtende ud fra værelset og kastede sig om halsen på mig:
Hurra, du er hjemme! Og vi skal have en pige!
Hvad?
Mor skal have en pige! Og nu bliver jeg storesøster!
Nå da! Så må du jo være modig, hva? Hvis nu hun også bliver bange engang imellem?
Det gør hun ikke! Jeg skal jo beskytte hende, siger du!
Naturligvis! Jeg strøg hende over håret. Hvor er de andre?
De forbereder en overraskelse til dig, kom nu!
Hun trak mig ind på børneværelset og stolt sagde:
Se!
Jeg tabte kæben. Værelset var nu indrettet helt anderledes. De gamle senge var væk og i midten skilte en foldeskærm af træ rummet i to. Mor lagde armen om mig:
Kan du lide det, skat? Nu har du dit eget hjørne. Skil væggene ad, og du har næsten dit eget værelse. Vi troede ikke, vi ville nå det til du kom hjem.
Mor! Det er fantastisk! Tak! Jeg kastede armene om hende.
Vi tænkte, du havde brug for et arbejdssted lidt privatliv fra de små. Undskyld mig
For hvad?
Jeg har været uretfærdig. Du har gjort så meget for mig. Da du havde brug for min hjælp, tænkte jeg mest på mig selv Man kan ikke gøre ét menneske lykkeligt på bekostning af andre.
Kom nu, mor. Uden alle jer havde jeg aldrig tegnet eventyr, mine historier var aldrig blevet til. Så måske var det hele bedst, som det var.
Mor! Marie! Kom nu! Vi har kaffe og kage klar! Sara råbte ude fra køkkenet.
Den aften tænkte jeg, at endnu en lykkelig dag var føjet til min indre skattekiste. Jeg var ikke klar til at sige, at jeg drømte om at flytte til København. Selvfølgelig ville jeg ikke droppe studierne, og mor fik brug for hjælp igen, når babyen kom. Men jeg havde besluttet, at jeg måtte ud i livet. Det er mit liv og man kan hjælpe på mange måder.
Fem år senere sad Ida på børneværelset og nussede lille Katrine over håret. Anton snorkede allerede ved siden af hende. Den farvestrålende bog, Ida holdt på skødet, var børnenes yndlingsbog. Og det kunne den kun være den var skrevet og illustreret af deres allesammens Marie. Hun boede langt væk nu, men kom hjem så tit hun kunne. Og Ida ville, ligesom engang, kravle ind til storesøster, kramme hende og hviske:
Må jeg være lille igen?
Ida læste den sidste sætning og lukkede bogen:
Det er ikke let at være prinsesse, vel, Katrine? Bare sidde og vente på at blive reddet. Godt altså, at Maries eventyr er anderledes. Hun kæmpede selv mod dragen og reddede kongeriget. Sejt, ikke?
Mmh mumlede Katrine søvnigt.
Storesøster lærer kun det bedste! Godnat nu, vi skal tidligt op, børnehaven venter. Og på lørdag kommer Marie måske med en ny bog. Så finder vi ud af, om prinsessen finder sin prins.
Ida smilede hemmeligt. Selvfølgelig gjorde hun det, og snart ville der komme en lille prins til verden. Og så blev Ida også faster, ikke kun endnu en storesøster.
Hun dækkede omhyggeligt Katrine til, fjernede Antons legetøjsbil fra puden, så han ikke slog sig i søvne og tændte natlampen, mens hun kort dvælede foran billedet af storesøster på væggen. I det sagte lys fra natlampen lignede Marie i sin brudekjole en ægte eventyrdronning.
Ikke prinsesse! Dronning! hviskede Ida, rørte forsigtigt glasset og lagde sig til at sove. I morgen ventede en ny dag bare man nu ikke sov over sig, hvis nu Katrine skulle nå børnehaven til tiden.
