Et skridt ud over kanten
Freja, hvor har du gjort af din søster? I plejer da altid at følges ad! udbrød faster Birthe, da hun så sin niece haste forbi i gangen.
Pigen stoppede brat op, vendte sig om og svarede med en tydelig irritation:
Jeg hedder Alberte.
Blikket, hun sendte Birthe, var så skarpt, at fasterens smil vaklede et øjeblik. Alberte fortsatte med behersket utilfredshed:
Og vi ligner altså ikke hinanden så meget, at alle skal forveksle os konstant!
Birthe løftede overrasket brynene, som om hun for første gang virkelig så efter træk, hun før havde været blind for.
Men dog, lille ven I er jo tvillinger! Når I sidder tavse sammen, er I præcis ens. Det er først, når I åbner munden, man kan høre forskel.
I Albertes bryst boblede irritationen. Hun bed sig i læben for ikke at vise, hvor såret hun faktisk var, og marcherede uden et ord ud ad døren. Hun lukkede den forsigtigt men bestemt bag sig.
Birthe blev stående, rystede på hovedet og spekulerede på, hvad der dog gik igennem Albertes hoved. Samtidig marcherede Alberte ned ad gangen, mens ordene rungede i hendes hoved: I ligner hinanden som to dråber vand. Det lød som en dom, én hun ikke kunne ryste af sig. Hvorfor kunne ingen dog se forskel på dem? Hvorfor var de bare tvillingerne uden egne navne, uden egne karaktertræk? Tankerne myldrede, spørgsmål uden svar…
*********************
Alberte sad på en bænk i Botanisk Have med armene om knæene. Solen sendte sine striber ned gennem de grønne blade, men hun havde ikke øje for naturen. Hun gentog stille til sin veninde, Mærit, hvor uendeligt trættende det var altid at blive taget for søsteren.
Mærit lyttede tankefuldt med hovedet let på skæv, og pludselig lyste hendes øjne op:
Prøv at gøre noget radikalt! Få en korthårsfrisure og farv håret i en vild farve. Så kan ingen længere tage fejl af jer! Mille ville alligevel aldrig turde sådan noget.
Alberte tog sig til det lange, lyse hår og lod det glide gennem fingrene. En gnist tændtes i hendes blik men slukkedes hurtigt igen.
Mor vil aldrig give mig penge til det, sagde hun tørt. Hun synes det er pænt, at vi ser ens ud. Mine ønsker er ligesom… luft for hende.
Mærit klappede hende opmuntrende på låret:
Så sig, det er til en gave til en klassekammerat! Og så går du bare ned hos Frisør Marianne der er billigt. Min far tog mig derhen én gang. Mor var rasende bagefter, det var klippet alt for kort. Men det er jo netop dét, du søger!
Alberte blev tavs lidt, men kunne ikke lade være med at lade sig lokke af idéen.
Hvor meget koster det at få farvet? spurgte hun.
Slap nu af, min storesøster kan finde ud af det! Du skal bare købe farven.
Noget i Mærits stemme smittede. Måske var det faktisk muligt? Tænk, hvis man endelig kunne være sig selv og ikke bare en af tvillingerne. En lille kime af håb tændtes, selvom Alberte knap turde tro på, at én handling kunne ændre det hele.
Et par dage senere satte de planen i værk. Alberte var spændt, men forsøgte at skjule det.
Frisørsalonen på Nørrebrogade lignede mere et pulterkammer end et salon afskallet lænestol, plettede spejle, en frisør med grånet hår og trætte øjne.
Hvordan skal det klippes? spurgte hun kort.
Alberte tøvede ét slag, men fik så fremstammet:
Rigtigt kort! Bare klip det hele af!
Frisøren nikkede og begyndte. Det gik hurtigt og uden småsnak. Lok efter lok faldt til gulvet, og Alberte mærkede panikken stige. Men der var ingen vej tilbage.
Til sidst så hun sig selv i spejlet kort, lidt uregelmæssigt, men overlevbart. Nu ligner jeg i det mindste ikke Mille!
Med kinderne brændende løb hun ned til Mærit, hvor storesøsteren allerede ventede. Valget faldt på en markant pink farve der var ingen tvivl længere. Udtrykket skilte sig mærkbart ud, dog i langt højere grad end de håbede. Håret var efter farvningen både neonlyserødt og meget ujævnt. Alberte prøvede at gemme skuffelsen, men hun samlede sig straks: nu var det for sent at fortryde.
Hjemme ventede mor, Anne-Lise, i køkkenet. Hun tabte farven fra ansigtet, da Alberte trådte ind. I stedet for den vante pige stod der nu en fremmed, skævt klippet og skrigende pink i håret.
Hvad har du gjort, Alberte?! Det var første gang, hun råbte ad sin datter. Hænderne rystede, blikket var fortvivlet. Har du set dig selv? Det er jo helt forfærdeligt! Hvordan skal vi dog rette op på det?
Alberte kneb hænderne sammen og forsøgte at ignorere klumpen i halsen. Hun løftede hagen trodsigt:
Det kan jeg godt lide! Nu forveksler ingen mig med Mille!
Anne-Lise rystede opgivende på hovedet og fandt straks mobilen frem.
Det må ordnes! Du kunne da have spurgt, så havde vi bare fundet en anden frisure, hun lød krænket og forvirret på samme tid.
Du havde alligevel aldrig ladet mig, mumlede Alberte og vendte sig væk.
Jo, selvfølgelig ville jeg! Hvor har du fået dén idé fra? Anne-Lise så forvirret på sin datter, slog numre ind og satte mobilen for øret.
En bekendt, venlig frisør tog telefonen. Anne-Lise talte hurtigt og bekymret:
Hej, det er Anne-Lise Er du ledig? Jeg har brug for hjælp min datter har fået sig et… lad os kalde det nyt look. Vi kommer forbi om en time!
Hun vendte sig mod Alberte.
Pak dine ting, vi skal til frisør!
Arme over kors, brynene samlet, ville Alberte modsige kræve sin ret til at se ud, som hun ville men inde i sig voksede erkendelsen: Neonfarven og klipningen føltes allerede forceret og utilfredsstillende.
Det går nok, mumlede hun lavt.
Anne-Lise samlede sig og nikkede bestemt.
Vi taler sammen på vejen. Vi kan ikke bare lade det være.
En halv time senere sad de i bilen på vej mod salonen. Alberte betragtede København glide forbi og overvejede alt det, hun havde håbet, men ikke fået og hvordan hun nu allermest ville være usynlig.
Frisøren, Karina, mødte dem med et roligt smil.
Vi må se, hvad jeg kan gøre.
To timers tålmodigt arbejde med saks og farve senere, og Albertes hår var nu nær hendes normale farve kun en lille pink tot nær øret forblev som diskret minde. Hendes udseende var mere neddæmpet, men med kant.
Anne-Lise sukkede lettet:
Nu ligner du da dig selv igen!
Hun takkede frisøren hjerteligt.
Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dig. Du er fantastisk.
Alberte sagde ingenting. Hun mærkede på sit hår og bedømte resultatet. Det så faktisk rimeligt ud men hendes mors ord borede sig ind i sindet.
Nu ligner du et menneske igen. Havde hun mon været et andet væsen før? Ville moren nogensinde tale sådan til Mille?
Stiltiende forlod Alberte salonen. Tankerne svirrede; hun længtes bare efter sit værelse og sit eget spejlbillede uden fordomme og forventninger.
Hun nægtede at indrømme det, men Mille ville aldrig have dummet sig på den måde. Mille var skabt til at være eksempel hun klarede sig perfekt i skolen, dansede yndefuldt, læste alt, hvad hun kom i nærheden af. Alt var organiseret, ingen forsinkede afleveringer, alt var i orden.
Alberte var ikke dum, hun forstod ting let, overraskede ofte lærerne men det var netop dette evige sammenligningsgrundlag, der plagede hende. Ethvert fremskridt blev mødt med Det klarer Mille også, og enhver fejl med Mille ville aldrig gøre sådan. Det sled løs på hende.
Efter hårhistorien følte Alberte, at hun havde fået grønt lys til flere eksperimenter. Hvis hun før havde prøvet at holde rytmen i skolen, gør sine pligter, trak hun nu sig mere og mere væk. Karakterbladet blev fyldt med rødder og titalle ikke fordi hun ikke kunne, men fordi hun nægtede at prøve. Hun gad ikke lektier, gad ikke følge med, nød nærmest at være ligeglad.
Forældrene reagerede først med snak, råd, formaninger, historier fra deres eget liv. Men de opgav og gik over til restriktioner: hun blev grounded, mobilen taget, ingen computer, ingen veninder over.
Men intet hjalp. Alberte bukkede sig ikke hun fortsatte stædigt sit eget spor.
I har jo allerede én A-elev, Mille, sagde hun med blik direkte ind i øjnene på forældrene. Det må da være rigeligt. Jeg er bare ikke sådan én, og det må I acceptere.
Forældrene var fortabte. Deres datter virkede opsat på at ødelægge for sig selv, og de havde ikke mere at stille op.
De tog hende til sidst til skolepsykolog. En mild, nærværende kvinde, der stille og roligt talte med Alberte om skolen, familien, hendes følelser. Alberte svarede samvittighedsfuldt, men upersonligt, sagligt, næsten køligt. Hun indrømmede problemerne, men lagde ikke skylden på nogen.
Ingen forandringer indtraf. Psykologen foreslog til sidst varsomt:
Måske hjælper det at løsne tøjlerne lidt. Teenagetiden er til for at finde sig selv, og nogle gange skal man give plads.
Forældrene så på hinanden, tvivlende. Men de havde intet andet valg.
Karaktererne forblev lave. Forældrene var kede af det, men opgav de lange diskussioner. Samtidig dukkede større bekymringer op.
En dag så Anne-Lise tilfældigt Alberte sammen med nogle løse unge nede ved Den Sorte Plads. De snakkede og røg cigaretter, råbte af hinanden. Da Alberte fik øje på sin mor, gik hun væk det var tydeligt, hun så ofte var sammen med dem.
Senere, over aftensmaden, kunne Anne-Lise ikke dy sig:
Mille har så gode venner. De er artige og begavede og går på museer sammen. Hvem er dine venner egentlig?
Alberte sagde ingenting, men knugede gaflen hårdt. Endnu en sammenligning, endnu en usynlig mur og hvis Mille var perfekt, måtte Alberte vælges den modsatte retning. Og sådan gled hun længere ind i det nye selskab og længere væk fra alt det, Mille stå for.
Hun fulgte med af nysgerrighed, så blev det hygge, til sidst var det en vane at pjække for at være sammen med gruppen. Ingen løftede hende men hun kunne ikke give slip; det var som at leve i skyggen af søsteren, og hun måtte for alt i verden være modsat.
Efterhånden gled søstrenes veje fra hinanden. Mille startede på gymnasiet på Christianshavns Gymnasium, mens Alberte efter 9. klasse valgte HF på et halv-slap kollegium. Beslutningen var hendes egen, trods forældrenes råd. Hun troede friheden ventede men det blev alt andet end let.
Mille fik topkarakterer, udviklede sig, meldte sig som frivillig i Røde Kors-butikken og havde altid travlt. Det passede hende. For Alberte gik det hele skævt: Fravær, manglende lektier, stemningen var tung. Hun kunne ikke motivere sig, gad ikke deltage. Lærerne skældte ud, klassekammerater undrede sig, men ingenting bed på hende.
Arbejdsmarkedet var ingen redning. Mille blev ansat i Novo Nordisk, hurtigt rost for sin flid og ildhu. Alberte blev aldrig på ét sted længe. Alt var for kedeligt, lønnen for lav, kollegerne for irriterende. Forældrene foreslog kurser eller hjælp, men hun skubbede dem blot væk.
Jeg skal nok klare det selv. Jeg har heller ikke brug for jeres indblanding.
Inde i hende selv håbede hun på, at hun en dag ville finde sin egen vej en, der ikke bare var Milles skygge. Men det var svært at hive sig selv op, når alt virkede som et modbevis.
Hun kunne aldrig forklare, hvorfor hun handlede, som hun gjorde. Hver gang Mille fik ros, følte Alberte, hun måtte gøre noget hvad som helst bare det var det modsatte. Selv hvis hun var fast besluttet på at forbedre sig, kunne én lille fortælling om Mille vende det hele på hovedet.
Hun ville gerne stoppe det. Om natten lå hun og lovede sig selv: I morgen begynder det anderledes! Men om morgenen greb hun sig selv i at gentage samme mønster. Det var som en usynlig fælde.
En dag gled hun længere væk, lukkede sig om sig selv og undgik familie og søster. Først der, da stilheden sænkede sig over hendes liv, skete der endelig små, gode forandringer.
Hun fik job ikke fancy, men stabilt, rimeligt betalt. Hun blev overrasket over, at kollegaerne tog godt imod hende. Der var en vis tilfredsstillelse i at have klaret dagens arbejde.
Så kom Rasmus ind i hendes liv. Han stod pludselig foran hende i Lagkagehuset, helt uden store armbevægelser, men med en ro og sikkerhed, hun fandt dragende. De begyndte at ses, gik lange ture rundt om søerne, drak kaffe, talte i timevis. For første gang i evigheder følte hun, at hun ikke behøvede opfinde sig selv hun kunne bare være Alberte.
Der dukkede små drømme op. Ikke vilde fremtidsplaner, bare konkrete mål: spare op til en miniferie, lære engelsk, måske flytte til en mere lys lejlighed. Pludselig var tilværelsen ikke så uoverskuelig.
Så, sent en aften, ringede Anne-Lise. Hendes stemme lød urolig:
Alberte, vi har brug for at tale sammen. Kom forbi, vil du?
Alberte tog afsted og fandt forældrene siddende i stuen, begge bekymrede. Moderen havde svært ved at finde ordene, før sandheden kom frem:
Mille kan ikke få børn. Der er ikke meget håb, siger lægerne.
Et tungt, ubarmhjertigt stille øjeblik fulgte. Alberte mærkede oprigtig sorg men også et stik af raseri og frustration over verdens uretfærdighed. Så, lige med ét, vågnede en gammel trang, som hun troede, hun havde forladt.
Et år senere havde Alberte fået sit første barn. Og et par år senere endnu et. Hun elskede sine børn oprigtigt, frydede sig over deres grin og første ord. Men dybt inde nagede følelsen: Nu har jeg endelig noget, Mille aldrig kan få.
Hun vidste det var forkert at bygge sit liv på opposition og hun overbeviste sig selv om, at hun havde valgt for sin egen skyld. Jeg har altid ønsket børn det er mit valg, sagde hun til sig selv.
Men hun vidste også, at hvis nyheden om Mille havde været anderledes, ville hendes vej have set helt anderledes ud…
*************************
Mille sad stille, mens moren fortrukne ansigt endnu engang fortalte om Albertas påfund. Stemmen tremulerede mellem bekymring og hjælpeløshed.
Da moren var færdig, sagde Mille lavmælt men fast:
Sig ikke mere til Alberte om mig, mor.
Moren stirrede forbløffet:
Hvorfor ikke? I er jo søstre…
Mille sukkede. Hun havde tænkt over det længe og nu var hun så sikker, som hun kunne blive.
Hun ødelægger sig selv i forsøget på at være alt det, jeg ikke er, forklarede hun stille. For hver succes hun hører om, føler hun sig kun tvunget ud på et endnu værre sidespor. Hun leder ikke efter sig selv, hun løber bare væk fra mig.
Moren ville protestere, men Mille standsede hende roligt:
Vil du hende det mindste godt, så nævn ikke mit navn foran hende. Det er hendes eneste chance.
Moren så på Mille, som pludselig virkede så voksen og bestemt. Hun nikkede tøvende.
Jeg skal prøve. Men det bliver hårdt.
Mille lagde armene om hende.
Vi er nødt til at prøve, mor. For Albertas skyld.
Efter den samtale kæmpede Anne-Lise for at lade sammenligningerne ligge. Hun talte ikke om Mille, nævnte ikke hendes gymnasieeksamen, resultater eller frivillige bedrifter. Det var svært men nødvendigt. Lidt efter lidt lærte hun at tale med Alberte om hendes liv, hendes valg, hendes problemer ingen andres.
Mille holdt også lav profil. Hun ringede sjældent, opsøgte ikke sin søster. Ofte gjorde det ondt at mærke murene imellem sig. Men hun troede stadig på, at det var vejen frem for Alberte.
P.S.
Rasmus insisterede på, at Alberte skulle gå til en dygtig terapeut. Skridt for skridt, om end tøvende, nærmede hun sig langt om længe et liv, hvor hun kunne eksistere uden sin søsters skygge og måske for første gang helt på egne præmisser.
