Dagbog, København, den 8. marts
Min barndomsveninde hed Frida. De kaldte hende altid Solskin, da hun var barn. Hun havde det rødlige, pjuskede hår, det smittende grin og den energi, som fik hele familien op af stolene.
Frida voksede op med sine forældre, to bedstemødre og bedstefædre, der alle gjorde sig umage for at give hende nærvær og kærlighed. Hun følte sig altid elsket, og det gav hende en varme indeni, som hun gladeligt gav videre også da hun blev voksen.
Hun beholdt sin barnlighed, sin livsglæde og energi, og det gik hende altid godt, hvad enten det var i skolen eller hjemme. Frida elskede at lære, hun hjalp til derhjemme uden at sukke over det og at brokke sig eller modsige, det havde hun nærmest ikke i sig.
En dag sad min mor, Helle, og min mormor, Inger, i køkkenet med Frida. Jeg husker samtalen tydeligt.
Når jeg kigger på Frida, så er hun jo ikke decideret en skønhed, sagde mormor eftertænksomt, men jeg kan ikke tage øjnene fra hende. Hvordan hun lyser op! Det røde hår, øjnene stråler ligesom stjerner og så er hun så nem at være sammen med.
Hun har et stærkt sind, nikkede mor, og måske er det endda heldigt, hun ikke er så billedskøn. Så kommer der færre misundelige blikke.
Måske færre misundelige, mumlede mormor. Men mange bliver nok alligevel draget mod hendes lys, ligesom natsværmere til en lampe enten for selv at nyde varmen eller for at slukke hendes ild.
Mor sagde ikke noget, men jeg fornemmede, hun tænkte over, at Frida ikke bare var glad og åben, men også skærpet i ord. Hun satte aldrig konflikter i gang, men tålte heller ikke at blive klappet over snuden. Hendes retfærdighedssans var skarp, og hun bar sig selv med værdighed.
Frida havde altid venner omkring sig. Huset summede af unge mennesker, der blev budt velkommen, selvom det var trangt i deres lejlighed på Nørrebro. Nogle gange kunne det være en udfordring at få mad og plads til så mange, men det varmede i hjertet, for det betød, at alle søgte mod Frida.
Tiden gik, og drengene begyndte at lægge mærke til Frida med de charmerende smilehuller. Blomster, invitationer, romantiske tilnærmelser men ingen kunne fange hendes hjerte. Hun kunne grine det hele væk og sætte påtrængende fyre på plads. Hun holdt af deres selskab, men hendes hjerte forblev frit.
Følelserne kom alligevel en dag. Anders hed han så forskellig fra de andre. Frida gik på Københavns Professionshøjskole og overvejede at blive sproglærer. Hun mødte Anders til et stort studenterarrangement. Han havde allerede færdiggjort sin kandidat, læste på universitetet som ph.d.-studerende og arbejdede i en succesfuld virksomhed.
Anders var høj, velklædt, veltalende og god til at tale om stort og småt danske forfattere, Malerhøjskolen, politik eller klassisk musik han lyttede og bidrog til samtalen uden at ville belære.
Skal vi ikke komme på fornavn? foreslog han efter en time. Det føles lidt formelt nu.
Meget gerne, lo Frida.
Dine øjne man kunne svømme i dem. Jeg har aldrig set så varme øjne. Og du smiler, så jeg får kuldegysninger, sagde han blidt.
Sådan noget må du ikke sige, sagde Frida og rødmede, selvom ordene varmede hende.
Hun blev overrasket over sig selv. Hun var vant til at være frisk i munden og kunne tage enhver på ordet, men pludselig dukkede der en slags usikkerhed op.
Hun kneb sig selv i siden for at samle sig desværre bemærkede Anders det.
Hvorfor gør du det der? hviskede han, forundret.
Det fik dem begge til at grine så højt, at folk omkring dem kiggede.
De faldt hurtigt i hak, og Frida fandt ud af, at Anders kom fra en velhavende familie. Hans forældre købte allerede en lejlighed til ham. Hun havde ofte tænkt, at sådanne fyrer spankulerede, som sad de med alle kort på hånden og næppe havde rigtige følelser.
Men Anders var anderledes: han udtrykte varme, bad aldrig om noget og var altid nærværende, interesseret og nysgerrig.
Jeg har aldrig oplevet det før, sagde Anders en dag. Vi ses hver dag, og jeg savner dig allerede, når vi skilles.
Det kender jeg godt, indrømmede Frida. Og hun rødmede igen. Han havde nem adgang til hendes inderste væsen.
Anders introducerede Frida for sine forældre. Hans far var sjældent hjemme, men efter kun én middag gav han sin velsignelse. Moderen, Birgitte, var begejstret.
Hun er da et rent fund! udbrød Birgitte, da Frida gik. Hvis jeg troede, sådan nogle unge fandtes Hun er sød, åben og kærligman bliver glad bare af at høre hende tale.
Hun er som en lille fugl en regnbuefugl, sagde Anders smilende. Alt bliver klart og smukt omkring hende.
Er hun fyldt 18? spurgte Birgitte.
Ja, hun fylder snart 20, svarede Anders.
Så skal du ikke vente! Får hun øje på en anden, så fortryder du!
I har altid sagt, man skal vente.
Ja, men der er så mange, der bare vil have en flot fyr med en lejlighed! Enten hænger de på dig som en klods om benet, eller også bliver det kaos. Men Frida er ikke sådan. Du skal ikke tøve.
Frida havde ikke forestillet sig at blive gift som studerende, men hun sagde straks ja, da Anders friede. Hendes forældre, Helle og Jens, havde mødt ham og kunne lide ham, hendes bedstemødre godkendte også. Da hun fortalte nyheden hjemme, blev der dog stille.
Er du sikker på, at du ikke foregriber noget? spurgte hendes mor. Det med kærligheden er skønt, men nu går det jo hurtigt.
Jeg fylder snart 20. Du fik jo også mig, da du var på min alder, mor.
Måske men jeg ved ikke, sagde hendes mor eftertænksomt.
Fridas far tvang aldrig sin mening igennem. Han kyssede hende på håret og sagde, at han støttede hende, uanset hvad.
Frida mærkede, at familien havde svært ved at slippe hende, men lykken fyldte hele hende, så hun til side skubbede deres tvivl.
Hun fortalte sin bedste veninde, Karen, nyheden. Karen overvejede lidt:
Din Anders er flot og klog og sådan. Men kender du ham virkelig?
Ja, svarede Frida glad. Han er venlig, generøs og kærlig.
Hm. Måske har han bare en forfærdelig mor?
Birgitte er sød og kappede nærmest Anders på skulderen for at få ham til at fri.
Han drikker måske?
Ikke en dråbe, grinede Frida.
Rodet? Karen ville ikke give sig.
Frida brød ud i latter.
Han er mere pertentlig end selv en rengøringsdame.
Karen trak på skuldrene. Godt så. Jeg håber, jeg tager fejl. Held og lykke.
Selskabet til brylluppet var lille det blev besluttet, at de sparede pengene. De ville hellere tage på eventyr sammen for dem.
Til sommer tager vi ud at rejse, proklamerede Anders, indtil da lever vi som rigtige ægtefolk.
Det lyder vidunderligt!
Han drak hende med øjnene han blev nærmest forgabt i, hvor meget hun lyste op.
Men det gik snart anderledes.
Familielivet var for Frida ikke lutter smørhul, det vidste hun, men allerede dagen efter brylluppet tikkede de første advarsler ind.
Ved du, Frida, jeg synes, du griser lidt i køkkenet her ligger tre stumper gulerod og to af rødbede.
Jeg laver da borsjtsj, Anders rydder op bagefter.
Når du er færdig, er hele køkkenet jo svinet til, proklamerede han og begyndte straks at feje og tørre på hendes bord.
Om morgenen var det kaffen.
Frida, nu er der kaffe på bordet.
Jeg tørrer af, når vi har spist.
Hvis vi ikke ser det med det samme, gror det.
Der er næsten ingenting!
Fordi du ikke lægger mærke til det
Anders sukkede, vaskede kopperne og rystede på hovedet.
Efter et par uger kom det på tale at gøre weekendrengøring.
Vi må da tage en hovedrengøring! sagde Anders.
Det giver ikke mening, så længe vi holder det jævnt pænt.
Det er lige det du holder det ikke, svarede han sarkastisk.
Det var sandt, at Frida foretrak en hurtig gang med støvsugeren og let gulvvask et par gange om ugen, men ikke de store sessioner, der tog halve dage.
To gange årligt? spurgte han rædselsslagen.
Men, skat du går meget op i det her. Jeg forstår virkelig ikke hvorfor.
Det er ikke mig, der overdriver, det er dig, der har et problem jeg regnede jo med, du ville lære, tænkte Anders.
Frida sendte ham et blik og sagde, at måske skulle de købe en vinduesvasker.
Nu vil du også have ny maskine? Jamen, skal vi så have robotstøvsuger og maskiner til alt?
Han så på hende som om hun var landet fra månen. Han mente, at hans mor skulle tale med hende om, hvad en rigtig kone var.
Birgitte inviterede Frida over til kaffe og begyndte at fortælle om livet på landet uden rindende vand og maskiner. Da hun og faren flyttede til byen, var almindelig rengøring intet problem.
Der findes ikke en større glæde end at holde hus for sin familie, sagde Birgitte.
Men Frida gik derfra med en tung følelse. Hvorfor føltes det, som om hun aldrig kunne gøre nok, selvom Anders var venlig og kærlig?
Han begyndte at kalde hende Rodfrøken i sjov men bag tagelerne lå en alvor, som Frida mærkede. Hun blev bange for hans blikke, når hun kom hjem, og begyndte at bruge weekenderne på at skrubbe hele lejligheden oftere end nogensinde før.
Hun begyndte at drømme om rengøringstortur, hvor Anders og Birgitte med forstørrelsesglas ledte efter støv. Når han gik ud, følte hun sig næsten fri.
Hun ønskede at spørge sin mor eller veninde om råd, men hvordan kunne hun klage? Han var jo ikke ond han slog aldrig og var aldrig uvenlig. Han ville bare have det pænt.
Men indeni svandt lyset i Frida.
En dag rejste Anders til Odense i forbindelse med arbejde, og hendes mor kom på uventet besøg. Hun fandt Frida stående og skrubbe køkkenet.
Sæt dig, Frida, lad os få en kop te.
Nå, mor, gør du bare. Vi har det jo aldrig rigtig rent her.
Rent? Helle kiggede sig omkring. Her er så rent, at det er til at blive svimmel af. Men ved du hvad Dine øjne smiler ikke mere.
Endelig fortalte Frida det hele. Helle lyttede og blev chokeret. Hendes livlige, glade datter lignede en skygge af sig selv.
Samme dag talte hun med Fridas far. Han tøvede ikke.
Vi henter hende hjem nu! lød det.
Næste morgen pakkede Frida sine ting og tog med sine forældre hjem, mens Anders var væk. Det var mærkeligt befriende at lade hans kontrol bag sig.
Senere ringede Frida og fortalte Anders, hun ville skilles.
Undskyld, Anders, men jeg kan ikke mere. Jeg blev aldrig glad hos dig.
Han forsøgte at genvinde hende, lovede maskiner og ændringer, men Fridas beslutning stod fast.
Et par måneder senere mødtes de tilfældigt på gaden. Frida smilede til ham med sit gamle blik, sit lyse hår og sin varme, strålende udstråling, som var det hele verden i hendes øjne.
Jeg så det, selvom jeg kun var i periferien af hendes liv, og indså: Nogle gange kvæler du lyset hos andre ved ikke at lade dem være sig selv. Jeg har lært at give plads for kun der vokser kærligheden vildt.
Og hvis jeg en dag møder min egen regnbuefugl, vil jeg passe på aldrig at slukke hendes farver.
