Femten år uden ord
– Har du nu igen købt det dér?
Grete satte posen på køkkenbordet uden at vende sig om. Hun vidste udmærket, hvordan det ville se ud: Viktor, siddende ved vinduet med en avis, han ikke læste, kiggede over brillekanten på hende. Netop sådan, over kanten, som om hun var en lille skolepige, der var blevet taget i at snyde.
– Det er hytteost, Viktor.
– Jeg kan se, det er hytteost. Jeg spørger, hvorfor du køber den i den blå pakke. Den er jo sur.
– Den er ikke sur. Den er bare ikke så fed, som den du kan lide.
– Så du har altså købt den, du selv kan lide, og ikke den, jeg bedst kan lide.
Grete begyndte at pakke varerne ud. Æbler i skålen, rugbrødet i trææsken, mælken i køleskabet. Tredive års rutine, hænderne arbejdede af sig selv, alt havde en plads.
– Jeg har købt begge slags, sagde hun stille. Kig i posen.
Viktor kiggede ikke. Han løftede blot avisen.
– Sig det næste gang, så jeg ikke skal gå og være urolig.
Grete havde lyst til at spørge, hvad han gik og var urolig for. Men hun lod være. Det var sådan et spørgsmål, man kun tillod sig at tænke. Sagde man det højt, startede det blot en diskussion, som ville ende i tre dages tavshed, og hun bar tre dages tavshed tungere nu i de toogtres år end da hun var yngre.
Grete var toogtres. Viktor femogtres. De boede i Odense, i en treværelses lejlighed på femte sal uden elevator, og de seneste ti år talte Grete trinene på vejen ned, ikke op. Ned gik det nemmere.
Datteren Marianne ringede samme aften, som om hun allerede havde fornemmet noget. Hun boede i København, arbejdede i logistik for et firma, havde en mand, Sten, en syvårig søn, Andreas, og ringede trofast til sin mor hver tirsdag ved ottetiden.
– Nå, hvordan går det hos jer?
– Fint, søde Marianne. Din far læser, jeg har gjort rent, alting stille og roligt.
– Mor, du siger altid, at alt er roligt. Det lyder næsten foruroligende efterhånden.
– Pjat med dig.
– Det er ikke pjat, det er observation. Rigtigt folk siger også fremragende eller træt eller vi kom op og toppes om ingenting. Du siger altid roligt.
Grete svævede over i lænestolen ved gangen, hvor hun ikke kunne høre Viktor, hvis han tændte for fjernsynet.
– Vi kom faktisk op at toppes om hytteosten, sagde hun og trak på smilebåndet.
– Om hytteost?
– Jeg købte den blå. Han siger, den er sur.
Der var stille i røret. Grete forestillede sig Marianne, siddende i sit københavnske køkken varmt, en smule rodet, børnetegninger på køleskabet sikkert grubler over noget, hun ikke sagde højt.
– Mor, det handler ikke om hytteost.
– Marianne.
– Nej, vent nu. Jeg har villet sige det længe. Far slider dig op. Jeg ser det, hver gang jeg er hjemme. Du bevæger dig rundt, som om du hele tiden må passe på, hvor du sætter fødderne.
– Du overdriver.
– Nej, gør ej. Kan du huske i januar, da du tabte koppen? Du blev helt bange, hænderne rystede. Jeg tænkte, et almindeligt menneske ville skælde ud eller grine. Men du du stivnede bare og kiggede på far.
Grete svarede først efter lang tid.
– Koppen var gammel, hviskede hun. Blev ærgerlig.
– Mor.
– Marianne, det er sent. Har du puttet Andreas?
Marianne sukkede, den slags suk, Grete var begyndt at høre oftere. Ikke vredt, ikke fordømmende. Bare træt. Som en der har forklaret noget tusind gange uden at blive hørt.
– Han sover. Jeg ringer torsdag.
– Gør du bare.
Grete sad lidt i lænestolen, efter hun havde lagt på. Ude i gangen glødede et gammelt natlys med gult glas. Hun havde købt det i halvfemsen, længe før Marianne blev født, og det havde overlevet flere flytninger og et fald fra hylden under tapetseringen.
I køkkenet lød kedlen. Viktor var stået op.
Hun rejste sig og gik derud.
Han stod ved komfuret, kiggede ud mod natten og gadelygten og silhuetten af poppelen, der egentlig skulle have været fældet mange forår, men stadig stod. Han havde sin gamle slåbrok på, grøn, falmet ved kraven, som hun gav ham til hans halvtredsårs fødselsdag. Hvert år sagde Grete, de burde købe en ny, og hvert år blev den gamle hængende.
– Kan du ikke sove? spurgte hun.
– Det går. Ville bare have lidt te.
Hun fandt to krus. Hans store blå, hvor der stod Verdens bedste far fra Marianne for tyve år siden. Sit eget lille hvide, uden noget tryk.
– Sæt dig, jeg brygger.
Han satte sig. Hun lavede teen. Lidt tid sad de tavse, ikke den slags tunge tavshed fra dagtimerne, men mildere, nattens stilhed.
– Har Marianne ringet? spurgte Viktor så.
– Ja. Det går fint hos dem.
– Og Andreas?
– Han har det godt. Snart skole.
– Allerede?
– Ja, i september.
Viktor nikkede. Tog kruset i hånden, stillede det fra sig igen.
– Du er sur på mig pga. hytteosten, sagde han. Ikke spurgte konstaterede.
– Nej.
– Jo, jeg kan se det.
Grete mødte hans blik. Noget var anderledes der, et slags forsøg.
– Jeg er ikke sur, Viktor. Jeg gider bare ikke blive ved at forklare, det er normalt at købe begge slags.
– Jeg bad dig ikke forklare. Jeg spurgte bare.
– Du spurgte på en måde, som om jeg havde gjort noget forkert.
– Sagde jeg ikke.
– Men sådan lød det.
Han tog kruset. Drak.
– Du finder altid et eller andet. Førhen var du mere tavs.
Der var det igen. Grete lagde hænderne om kruset for at varme sig. Sagde ikke mere. Samtalen døde der, en velkendt afslutning.
En uge efter tog hun til København.
Ikke fordi Marianne havde insisteret. Grete havde bare en tid hos en gammel bekendt, læge Signe, på Frederiksberg. Samtidig kunne hun være et par dage hos datteren. Viktor havde intet at sige til det; han kunne lide roen.
København tog imod hende med travlhed og let metro-lugt. Marianne mødte med Andreas, som straks hev bedstemor i tasken mod rulletrappen.
– Se, det kører selv! forklarede han, hvis hun skulle være i tvivl.
– Jeg ved det, smilede Grete og tog ham i hånden.
Marianne gik ved hendes side, sendte hende blikke vurderende, ikke skældende, mere som en læge med en patient.
– Du er blevet mager, sagde Marianne senere i bilen.
– Bestemt ikke.
– Mor, jeg kan se det. Kindbenene er kommet frem.
– Det er bare lyset her.
– Metro-lyset smigrer ikke, men alligevel ser jeg det.
Andreas legede pistol med fingrene bagtil, Grete betragtede drengen og tænkte, hvor hurtigt tiden går. Sidst hun så ham, i februar, virkede han meget mindre.
– Hvordan har far det? spurgte Marianne.
– Tja, lidt højt blodtryk. Han går til tjek.
– Jeg mener, hvordan I har det sammen.
– Marianne, ikke nu.
– Okay.
Men samtalen fortsatte den aften, da Andreas var lagt i seng, og Sten havde trukket sig. Køkkenet hos Marianne var, som Grete kendte det, lunt og lidt rodet, børnetegninger på køleskabet. Andreas havde tegnet familien, og Grete spejdede efter sig selv på papiret.
– Mor, jeg må sige dig nogetog du skal prøve ikke bare at vifte det væk.
– Jeg lytter.
– De sidste måneder har jeg læst om psykisk pres i familien. Ikke fordi jeg ikke har andet at lave, men fordi jeg ser nogle ting hos dig.
Grete tog en småkage med birkes. Birkes dryssede på dugen.
– Og hvad ser du da?
– Du undskylder, altid. Også når du intet har gjort. Jeg sagde, du var blevet mager, og straks forklarede du om lyset, som om det var en anklage.
– Og?
– Vanen opstår, hvor man lever med konstant kritik. Så begynder man på autopilot at forsvare sig også uden grund.
Grete samlede hurtigt birkesresterne sammen.
– Men… Far og jeg otteogtredive år sammen. Sådan er det bare.
– Ja, men du ser hele tiden ud som om, du venter på at blive irettesat.
Grete tav, kiggede på dugen og på børnetegningen: en orange skikkelse uden hals midt imellem store og små. Det var nok hende.
– Viktor er ikke ond, sagde hun.
– Nej. Nogle gør ondt bare ved at være, som de er, ikke fordi de vil. Men det gør stadig ondt.
– Du lyder klog.
– Jeg har læst nogle bøger, ja men jeg taler om dig, mor. Kan du huske, hvornår du sidst gjorde noget bare fordi du ville ikke fordi du burde eller nogen forventede det?
Grete tænkte sig om. Det var mærkeligt svært.
– Sidste år i sommerhuset jeg plantede floks. Bare fordi jeg havde lyst. Viktor mente, det var spild, men jeg gjorde det.
– Og hvordan gik det?
– De voksede. De blev smukke.
Marianne lagde hånden over hendes.
– Så lever du stadig, hviskede hun.
Grete spurgte ikke nærmere. Men om natten lå hun længe vågen i det lille gæsteværelse, stirrende op i loftet. Bag muren sov Andreas trygt. Og de floks ville ikke lade hende være i fred, lyserøde, pjuskede alligevel stærke.
Næste dag gik hun til Signe.
Signe var otte år ældre, pensioneret læge med et par gamle patienter i privaten Grete mødte hende sådan for tyve år siden på en lægeklinik i Odense. Ikke veninder, men fortrolige.
– Lad mig se på dig, Grete.
Samme brillekantsblik som Viktor, men med varme.
– Du er blevet slankere, konstaterede Grete.
– Ser det. Tjekker du blodtrykket?
– Ja, det er normalt.
– Nattesøvn?
– Tja, falder nogle gange sent i søvn.
– Hvor længe har det stået på?
– Nok et års tid.
Signe noterede i sin gamle, slidte notesbog.
– Tænker du på noget særligt, når du ikke kan sove?
Grete forundredes. Det lød ikke som en lægespørgsmål.
– Mange ting Dagens samtaler, fx. Hvad jeg sagde, hvad jeg skulle have svaret.
Signe lagde bogen væk.
– Grete, du er klog. Hvad er det egentlig, du kæmper med?
Pludselig talte Grete. Ikke som med Marianne, men helt uden filter. Om hytteosten, natten, forklaringerne, floksene.
Signe lyttede.
– Har du nogensinde tænkt på, det måske ikke er normalt altså ikke godt for dig?
– Jeg har tænkt, det er bare sådan livet er.
– Liv kan være mange ting. Tag det her kort. Det er til en psykolog, jeg kender i Odense. Prøv at gå til hende.
– Jeg er toogtres.
– Netop derfor. Sådan nogle ting går ikke over af sig selv i vores alder.
Grete Hedegaard, født Nielsen, havde altid været Grete aldrig Gitte. Opvokset i Svendborg, mødte Viktor og flyttede til Odense. I tredive år underviste hun i dansk på en almindelig skole. Fem år pensioneret nu. Elskede arbejdet; børn, der følte teksten. En sjælden gang sagde én af dem noget, der ramte lige ind i hende selv.
På retur toget mod Odense lå kortet i lommen: Anna Vistisen, psykolog.
Viktor sagde ikke meget, da hun kom hjem. Han havde kogt suppe. Den smagte, om ikke andet, udmærket.
– Hvad er det?
– Suppe.
– Med hvad?
– Hvad der var i huset.
– Smager godt, smålo Grete.
Han sendte hende et mistroisk blik, tog avisen.
– Hvordan har Marianne det?
– Fint. Andreas er blevet stor.
– Snart i skole.
– September.
– Har jeg jo sagt.
– Du spurgte bare igen.
Grete spiste op, vaskede af og gik ind. Hun fandt Sedlen. Anna Vistisen. Påskrevet sirlig hånd.
Tre dage senere tog hun mod til sig.
– Det er Anna.
– Dav. Jeg har nummeret fra Signe S. Jeg vil gerne prøve en samtale.
– Naturligvis. Hvad hedder du?
– Grete Hedegaard.
– Skal vi sige onsdag kl. 16?
Psykologens praksis lå i centrum, i en gammel lejlighed med skæve trægulve og højt til loftet. Grete gik og overvejede, hvad hun skulle sige, hvis hun mødte nogen hun kendte. Hun besluttede, at hun ville sige sandheden voksen og myndig.
Anna Vistisen var omkring fyrre, sindig, med kort pagehår og venlige øjne. To lænestole, et lavt bord, intet andet.
– Fortæl, sagde hun bare.
Grete talte. Længere denne gang. Anna spurgte, hun svarede, og opdagede overraskende ting.
– Når Viktor kigger over brillerne, hvordan føles det?
– Forkert. Som om jeg har fejlet.
– Har du?
– Nej. Jeg har bare købt ind.
– Så ubehaget handler ikke om handlingen, kun om stemningen omkring.
Grete stivnede. Så simpelt, men hvorfor var hun aldrig kommet i tanke om det?
– Hvornår startede det?
– Ikke fra begyndelsen. Det var anderledes da.
– Hvordan?
– Lettere. Eller nej mere spændende. Han var så sikker, og det tiltrak mig.
– Og nu?
– Nu ved jeg, han siger han ved alt, men det passer ikke altid.
– Hvornår gik det op for dig?
– For længe siden. Men det er noget andet at erkende det indeni.
Anna nikkede.
– Grete, det, du beskriver, er systematisk nedgørelse. Det handler ikke om onde hensigter, men om, at du ender med at føle dine meninger mindre værd.
– Men han gør det ikke med vilje.
– Måske. Men det du føler, er virkeligt.
Grete kiggede ud ad vinduet. Forår, og poppelen udenfor var sprunget ud.
– Hvad skal jeg stille op med det?
– Først skal du bare vide det. At sætte ord på er allerede en begyndelse.
Hun gik hjem til fods. Tænkte på ordet nedgørelse. Hun kendte ordet i økonomi, i arbejdsrelationer men ikke i menneskelige relationer. Og dog: hun kendte det i kroppen.
Hun fortsatte samtalerne med Anna, cirka hveranden uge. Gradvis følte hun ikke, hun var blevet bedre, men mere klar i hovedet.
I juni besøgte Marianne og Andreas sommerhuset. Sten arbejde i København. Andreas spillede fodbold i haven. Samtaler med Viktor på terrassen, lange, småsnakkende. Grete lyttede ikke.
En aften kom Marianne, mens Grete bladrede i gamle fotoalbum. Egentlig uden formål.
– Hvilket år er det her? spurgte Marianne og satte sig ved siden af hende.
– Ingen idé. Her i begyndelsen, før du blev født.
Viktor lo på billedet. Grete lo også, kiggede ikke på kameraet, men væk som om hun så noget kun hun kendte.
– Du var smuk, sagde Marianne.
– Var?
– Du er stadig smuk. Men her du var ung.
– Vi var kun gift et år.
– Han lo ofte dengang.
– Ja.
– Mor, hvordan har du det sådan virkelig?
– Jeg går til psykolog, svar Grete, overrasket over selv at sige det.
– Siden hvornår?
– April.
– Og hvordan føles det?
– Underligt. Men hjælpsomt.
– Hvad hjælper det mod?
– Jeg forstår bedre mig selv. Hvorfor jeg gør, som jeg gør.
– Har du fortalt far det?
– Nej.
– Vil du gøre det?
– Ved det ikke. Han ville sige, det var spild af penge, at almindelige folk løser deres ting selv.
– Hvad svarer du så?
Grete lagde albummet tilbage.
– Det ved jeg ikke endnu. Før ville jeg have nikket, men nu Nu ved jeg, at jeg vil svare noget.
I juli skete der noget, Grete senere ofte tænkte på. Hun og Viktor tog til sommerhuset et træhus udenfor byen, Viktor kaldte haven tilgroet, Grete lavede orden. Floksene blomstrede nu, pjuskede, lyserøde og hvide.
Viktor gik forbi.
– Du skulle luge her, det gror til.
– Det er ikke ukrudt. Det er mine floks.
– Floks fylder også.
– Her er plads nok.
Han stoppede op. Så på hende, så på blomsterne, igen på hende.
– Hvad sker der med dig for tiden?
– Hvad mener du?
– Du du diskuterer. Før var du tavs, hvis jeg sagde noget.
Hun mærkede ingen angst; bare styrke.
– Måske har jeg mere på hjerte nu.
– Er det Marianne, der har sat dig op?
– Nej, jeg tænker selv.
Han stirrede forvirret lidt, gik så indenfor. Grete stod tilbage, rørte en blomst dugvåd, levende.
I august spurgte Anna Vistisen:
– Du gør noget nyt. Jeg kan høre det i det, du siger.
– Jeg begynder at sige imod. Ikke skændes, bare ikke acceptere.
– Hvad sker der?
– Han bliver overrasket. Og lidt vred. Men ikke meget mere forvirret.
– Hvordan reagerer du?
– Jeg vil trække mig, sådan er jeg vant til. Men jeg gør det ikke.
– Er det hårdt?
– Meget. Som at gå i modvind, der altid har blæst den anden vej.
Anna smilede.
– Godt billede.
– Jeg har jo undervist i dansk billeder ligger lige til.
De lo begge. Grete blev overrasket over, hvor let det pludselig var at le.
– Grete, hvad vil du selv videre nu? Hvad har du brug for for at føle dig levende?
Ordet sitrede.
– Jeg vil skrive.
– Hvad?
– Ved det ikke endnu. Jeg skrev lidt førhen noter og fortællinger. Viktor læste den ene en gang og sagde, det var for amatøragtigt. Og så gemte jeg bogen væk.
– For femten år siden?
– Noget i den dur.
– Find bogen frem, sagde Anna.
Den dukkede op i oktober, under en oprydning i soveværelsets klædeskab. Blå omslag, tyk notesbog, dansk skolemodel. Første linje lød: Efteråret kom uventet, som altid.
Hun grinede, græd lidt, lavede te og åbnede bogen igen.
I november skrev hun igen en lille fortælling. Bare for sig selv. Den handlede om en kvinde, der planter blomster andre siger, det er meningsløst, men hun gør det. Kvinden var ikke Grete men næsten.
Marianne ringede den uge.
– Hvordan har du det, mor?
– Jeg skriver.
– Hvad?
– En lille fortælling.
Pause.
– Virkelig?
– Ja. Grin du bare ikke.
– Jeg griner ikke. Vil du vise mig den?
– Måske.
– Ved far det?
– Nej.
– Tør du sige det til ham?
Grete så ud mod november-mørket, poppelen stod bar, spurve sad sammenkrøllede. Men hun så ikke dem, men himlen bag mælkehvid, som kun en dansk vinter kan være det.
– Jeg siger det til ham. Men jeg viser ham den ikke. Ikke endnu.
– Hvad tror du, han siger til det?
– Et eller andet. Jeg er ikke længere bange for, hvad det bliver.
– Det er stort, mor.
– Jeg ved det.
I december sagde hun det til Viktor.
Han sad efter middagen med avisen, hun med notesbogen. Han stirrede længe på den.
– Hvad skriver du?
– Fortællinger.
Han lagde avisen. Så hende lige på.
– Hvor længe har du skrevet?
– Siden efteråret.
– Hvorfor har du ikke sagt det?
– Vidste ikke, om jeg skulle.
– Hvorfor skulle du ikke?
At han spurgte sådan, overraskede hende. Hun mødte blikket.
– For femten år siden kaldte du det amatørarbejde. Så lagde jeg det væk.
Han rynkede panden.
– Sagde jeg det? Jeg mener det ikke ondt.
– Jeg ved det.
– Så du skrev ikke i femten år på grund af det ord?
– På grund af mange ord. Men det var det, jeg huskede.
Stilhed. Han foldede avisen sammen, lagde den på bordet. Det var nyt.
– Må jeg få lov at læse en dag?
– Ved ikke.
– Okay. Vil du have te?
– Ja, tak.
Han gik i køkkenet. Grete så efter ham og tænkte, at livet netop former sig i sådanne små, næsten usynlige forandringerikke store ord, men små skred.
Om det virkelig forandrede noget nu, vidste hun ikke endnu.
Januar begyndte med et opkald fra Marianne.
– Vi tænkte på, om I ikke ville komme herover nytår næste år? Andreas glæder sig.
– Jeg spørger far.
– Hvad med dig selv?
– Det ville jeg gerne.
– Så må du overbevise ham.
Grete lo.
– Marianne, det billede på køleskabet den orange figur uden hals. Er det mig?
– Ja og han står i midten.
– Han er den mindste.
– Nej, mor han står bare i midten. Andreas siger, at midterfiguren holder sammen på det hele.
Grete var tavs.
– Midterfiguren?
– Ja. Det siger han altid. Midten er vigtigst.
– Syvårige?
– Syvårige fatter meget. Og mor jeg er stolt af dig. Du behøvede ikke prøve at ændre noget, men det gør du.
Lang pause.
– Jeg ved ikke, hvad det fører til, sagde Grete.
– Det er okay.
– Marianne er du selv lykkelig?
– Mestendels. Der er svære dage. Sten forstår mig ikke altid. Andreas kræver meget. Arbejdet. Men ja, mest.
– Godt. Det glæder mig.
– Hvad med dig, mor? Er du lykkelig?
Grete tænkte længe.
– Ved ikke præcis, hvad lykke er. Før troede jeg. Nu tror jeg, det kommer i glimt. Små bidder.
– Og du oplever dem?
– Når jeg skriver. Når jeg læser noget smukt. Når jeg husker floksene.
– Floksene, gentog datteren. Du må plante dem igen i år.
– Det gør jeg.
– Mange!
– Mange.
De tav lidt en blid, fortættet tavshed, hvor ordene var overflødige.
Så spurgte Marianne:
– Mor, må jeg stille et dumt spørgsmål?
– Altid.
– Hvis du vidste det du ved nu, da du var fireogtyve, ville du alligevel have giftet dig med far?
Grete tænkte. Ærligt.
– Det er forkert spørgsmål. For så havde du ikke været her, eller Andreas. Eller floksene.
– Og hvad vil du nu?
– Leve. Skrive. Gå hos Anna Vistisen. Lade være at frygte ordet amatør.
– Mor?
– Ja?
– Vil du vise mig din tekst, når den er klar?
Grete så på notesbogen, der stod i vindueskarmen, i lyset.
– Ja, når den er klar.
– Hvornår så?
– Det bestemmer jeg, Marianne. Kun jeg.
I februar meldte hun sig til skrivekursus. Ikke noget terapeutisk, bare et kursus i kulturhuset en lille voksenhold, der skrev sammen. Grete sad stille den første aften, lyttede kun. På vej hjem tænkte hun, det var dumt at begynde sådan noget nyt som toogtresårig.
Men så tænkte hun: nej, ikke dumt. Kun anderledes. Og endelig kunne hun kende forskel.
Da hun kom hjem, spurgte Viktor:
– Været hos psykolog igen?
– Nej. Skrivekursus.
Han så mærkeligt på hende. Ikke vredt; forvirret.
– Mener du det?
– Ja.
– Hvorfor?
– Fordi det gør mig glad.
Han nikkede. Langsomt.
– Fint. Skal du have mad? Jeg har kogt kartofler.
– Gerne.
Hun hængte overtøjet, gik i køkkenet. Kartoffelskiverne smagte ganske udmærket. Viktor sad overfor og stirrede ned i sin tallerken.
– Det kursus er der langt dertil?
– En halv times gåtur.
– Du går i mørket?
– Det er februar, men der er lygter.
– Kunne tage bussen.
– Foretrækker at gå. Bedre at tænke mens benene arbejder.
Han nikkede igen, tav. Men noget var anderledes i tavsheden ikke det gamle, tunge pres; snarere forsigtig søgen efter ord.
– Grete
– Ja?
– Jeg jeg har måske været svær.
Grete lagde gaflen.
– Det har du.
– Med vilje?
– Nej, det ved jeg godt.
– Jeg har altid tænkt, ting skulle være, som de skulle. Når de ikke er, bliver jeg frustreret.
– Viktor, som de skal gælder for dig ikke nødvendigvis alle andre.
– Jeg forstår det.
– Gør du?
– Begynder at forstå. Er det derfor, du gik til psykolog?
– Til dels.
– Hvad får du ud af det?
– At høre, hvad jeg selv føler, ønsker, synes er vigtigt.
– Hørte du ikke det før?
– Gjorde jeg nok, men regnede det ikke for noget.
Han tav. Stillede sin tallerken på køkkenbordet.
– Vi kunne måske snakke sammen. Rigtigt. Men jeg kan ikke sådan. Ikke om alt.
– Det ved jeg godt.
– Kan du?
– Jeg øver mig.
Han vendte sig om mødte hendes blik, længe.
– Skal vi prøve sammen?
Grete svarede ikke straks. Hun så på ham, tænkte på det gamle billede ved søen, notesbogen i vinduet, floksene der voksede trods alt, Andreas tegning med midterfiguren.
Og på noget Anna sidst havde sagt man kan ændre sig selv, ikke andre. Men undertiden begynder noget at rykke sig alligevel. Nogle gange.
Hun vidste ikke, om det ville ske her.
Viktor ventede.
– Lad os prøve, svarede Grete.
Han nikkede, satte sig igen. Rakte ud efter tekanden.
– Vil du have te?
– Ja.
Han skænkede op. Hendes lille hvide krus, hans store blå. Satte en skål med birkes-småkager imellem dem.
Grete tog sit krus. Varmede hænderne.
Udenfor var februar, poppelen hvid af sne. Og ude i sommerhusets mørke jord sov floksene. De spirer frem igen til foråret, det vidste hun.
Viktor åbnede munden, lukkede den, så spurgte han:
– Vil du en dag fortælle mig, hvad du skriver?
– Når jeg er klar.
– Og hvornår er du det?
Grete så ham over krusets kant.
– Det bestemmer jeg selv, Viktor.
Han nikkede langsomt.
– Godt.
Så var der stille. Men tavsheden var en anden.
